**20. maj 2024**
Naboerne grinte lidt, da viceværten Jens begyndte at fodre den herreløse kat ved opgangen. Hver dag lå den foran den samme dør. Ingen spurgte sig selv, hvorfor.
Jeg fejede gården fra klokken seks om morgenen, som altid. Kosten skrabede hen over den våde asfalt, og den lyd havde længe været vækkeuret for de første tre etager. Bladene duftede surt og jordslået, selvom kalenderen sagde maj.
Katten sad på nederste trin foran opgangen.
Trikoloret, spinkl. Pelsen filtret på siderne, og ribbenene stod frem, selv på afstand. Den stirrede på mig med grønne øjne og åbnede munden lydløst, som om den mjavede, men nogen havde skruet lyden helt ned.
Jeg standsede op og stillede kosten op ad muren. Huggede mig ned på hug, mærkede hvordan knæene knagede i morgenkulden.
“Nå, hvor kommer du så fra?”
De grønne øjne blinkede. Munden åbnede sig igen og lukkede sig uden en eneste lyd.
Næste morgen sad den på samme sted. Dagen efter også. Jeg hentede en gammel metalskål fra køkkenet og resterne af aftensmaden, noget kylling. Katten spiste langsomt, med ørerne lagt tilbage, som om den ventede et baghold. Men efter maden gik den ikke.
Den gik op ad trappen og lagde sig foran døren til lejlighed nummer tolv. Netop tolv, ikke tretten eller ti.
På tredjedagen lagde jeg mærke til vanen. På femtedagen stoppede jeg med at tro på tilfældigheder.
Mette fra fjerde kom ud mandag med en pose affald og standsede op, stirrede på skålen ved trinnet.
“Jens, har du lavet en hel restaurant til den her?”
“Den får mad,” trak jeg på skuldrene og fortsatte med at feje.
Mette stoppede ikke.
“Nå, nu går det løs. Lopper, snavs, hår over det hele. Familien nede på tredje har en lille baby, har du tænkt over det?”
Hun talte højt og selvsikkert, og den søde parfume overdøvede selv lugten af våd asfalt. Røde negle blændede, da hun skiftede hånd på posen.
Lars fra anden sad under skuret i træningstøj og røg. Grinte gennem røgen.
“Jens, du er da en rigtig kattesnik. Måske den også kan spå dig lottonumre?”
Jeg var stille et øjeblik. Så sagde jeg lavt, til ingen bestemt:
“Den her kat kom ikke tilfældigt.”
Mette fnøs. Lars trak vejret dybt og pustede røgen ud i en langsom sky, så væk.
“Filosof,” sagde han og gik op ad trappen.
Kosten skrabede videre. Katten lå foran døren til nummer tolv, med de tynde poter trukket ind, og stirrede uafbrudt på dørtrinnet. Tavst.
Fru Karen fra nummer tolv boede alene. Hun var over halvfjerds, præcist alder vidste ingen, for hun fejrede ikke fødselsdag og inviterede aldrig gæster. Lille, tør, altid i blåt tørklæde og en gammel grå frakke.
Før i tiden gik hun ned hver morgen efter brød. Jeg så hende gribe gelænderet med begge hænder og sætte foden på trinnet forsigtigt, som om hun testede isen. Hun kom tilbage med et franskbrød i en pose og en liter mælk. Nogle gange nikkede hun, andre gange gik hun forbi tavst.
Jeg prøvede at huske, hvornår jeg sidst havde set hende. To dage siden. Eller mere.
Efter min kone døde opdagede jeg, at jeg lyttede til fremmede døre. Fire år med den vane.
På anden sal stod jeg stille foran døren. Malingen nederst var skrællet af helt ned til træet. Bag døren var der stille.
Katten sad ved mine fødder og stirrede på døren uden at blinke.
Onsdag løb jeg ind i Mette på trappen.
“Har du set fru Karen for nylig?”
“Hvem? Nå, hende fra tolv,” Mette rettede på håret. “Nej. Hun er altid derinde, en eneboer. Måske er hun rejst.”
“Hun har ingen pårørende.”
“Nå, ja,” Mette trak på skuldrene. “Så er hun bare ikke gået ud. Det er jo stadig koldt.”
Udenfor var der fjorten grader. Jeg gad ikke diskutere. Mettes hæle hamrede ned ad trappen, og parfumen forsvandt i opgangen, som om den aldrig havde været der.
Jeg gik tilbage til døren. Bøjede mig ned, trykkede øret mod sprækken. Intet. Eller næsten intet.
Katten gav lyd. For første gang. Stille, hæst, som om halsen havde glemt, hvordan det gøres, men prøvede alligevel. Et svagt “miav”, mere som et åndedrag.
Jeg satte mig på hug og strøg hånden ned ad dens ryg. Ribbenene talte sig som pindene i et gammelt hegn.
Katten slap ikke øjet fra nøglehullet.
Jeg bankede på morgen og aften og indimellem. Ingen åbnede.
Lars stod på trappeafsatsen og røg, mens han så på.
“Jens, seriøst. Lad være med at spekulere. Gamle mennesker gider nogle gange bare ikke snakke. Min mormor låste sig inde i en måned, viste sig, at hun så en tv-serie.”
“Fru Karen har ikke noget fjernsyn.”
Lars tav, mumlede noget uforståeligt og forsvandt ind bag sin egen dør.
Næste dag vaskede jeg gulve på stueetagen, da lyden kom ovenfra. Ikke mjav.
Den våde klud gled ud af fingrene og landede med et plask på trinnet.
Jeg løb op, to trin ad gangen.
Katten stod foran døren til nummer tolv.
I nummer tretten klikkede låsen, og en nabo kiggede ud.
“Hvad sker der?”
“Ring efter en ambulance,” sagde jeg roligt, uden tøven. “Og efter brandvæsenet. Døren skal brydes op.”
“Hvad, man kan da ikke bare…”
“Ring. Nu.”
Hænderne var våde af kluden. Jeg tørrede dem af på jakken, lappen ved albuen blev gennemblødt.
Låsen blev brudt op efter tyve minutter. Døren gav sig med en tør knirken, og tung, indelukket luft strømmede ud på trappen. Jeg gik ind først.
Fru Karen lå på gulvet i gangen mellem køkkenet og stuen. En tøffel fra venstre fod stod op ad væggen, helt lige, som om den var sat der med vilje. Ved siden af lå tørrede glasskår, og på linoleummet var der en hvidlig stribe fra vand, der allerede var fordampet.
Telefonen stod på et bord i stuen. Halvanden meter fra den udstrakte hånd. Halvanden meter var for langt.
Lægerne sagde senere: brækket hofte, dehydrering. Endnu et døgn, og de havde ikke nået det.
Da de bar hende ned båren, var fru Karen ved bevidsthed. Læberne tørre, øjnene uklare, ansigtet gråt. Men hun så ikke på lægerne eller på naboerne ved gelænderet.
Hun så på katten, der sad tavs på nederste trin. Munden på katten stod på klem. Ingen lyd.
Fingrene på tæppet bevægede sig, næsten umærkeligt.
“Jens,” hviskede hun. “Giv den noget at spise. Vær sød.”
Halsen snørede sig sammen, så jeg kun kunne nikke.
Ambulancedørene smækkede i, blålyset farvede gården rød-blåt og kørte væk. Mette stod lidt væk, hånden for munden. Lars sad på bænken, albuerne på knæene.
Morgenen efter gik jeg ud i gården klokken seks, som altid.
Skålen foran opgangen var fuld. Ved siden af stod en anden skål, grøn, plastik, tydeligvis fra et eller andet køkken. I den var der rent vand.
Jeg så op mod de mørke vinduer. Ingen lyste. Men på femte sal knirkede en ventilationslem.
Kosten begyndte at skrabe hen ad asfalten. Ti minutter efter kom Mette ud. Uden makeup, i en jakke over en natkjole. Hun standsede på trinnene og stirrede på katten, der spiste.
Stod der. Bøjede sig så ned og strøg hånden over den filtrede ryg. Hurtigt, nærmest i smug.
Og gik hen til skraldecontainerne uden at se sig tilbage.
Lars kom senere med en ternet plaid, rullet sammen.
“Jens,” rømmede han sig. “Her. Hvis den om natten… altså, koldt. Den er gammel, men jeg har vasket den.”
Han lagde den på trinnet og gik, uden at vente på svar. Jeg bredte plaiden ud på trappetrinnet. Katten snusede til stoffet, trampede lidt med poterne, rullede sig sammen og lukkede øjnene.
I gården duftede der af vådt løv og noget andet.
Skålen stod foran opgangen, fyldt med foder. Og ingen lo længere.
