Naboerne grinte, da pedel Gert Nielsen begyndte at fodre en hjemløs kat ved opgangen. Den lagde sig hver dag foran den samme dør. Ingen tænkte over hvorfor.
Gert fejede gården fra klokken seks om morgenen, som altid. Kosten skrabede mod den våde asfalt, og lyden havde længe været vækkeur for de første tre etager. Bladene lugtede af en bitter, syrlig råddenskab, selvom kalenderen viste april.
Katten sad på nederste trin i opgangen.
Tricoloret, mager. Pelsen filtret i totter på siderne, og ribbenene stod frem selv på afstand. Den stirrede på Gert med grønne øjne og åbnede munden lydløst, som om den mjavede, men nogen havde slukket lyden.
Han stivnede og stillede kosten mod væggen. Satte sig på hug, mærkede knæene knage i morgenkulden.
»Hvor kommer du fra?«
De grønne øjne blinkede. Munden åbnede og lukkede sig igen uden en lyd.
Næste morgen sad den samme sted. Dagen efter også. Gert tog en alutallerken fra hjemmet og resterne af aftensgryderetten. Katten spiste langsomt, med ørerne trykket tilbage, som om den ventede et baghold. Efter maden gik den ikke væk.
Den gik op ad trappen og lagde sig foran døren til lejlighed tolv. Netop tolv, ikke tretten og ikke ti.
På tredjedagen bemærkede Gert vanen. På femtedagen holdt han op med at kalde det tilfældigt.
Mette fra fjerde sal kom ud mandag med affaldsposen og standsede op, stirrede på tallerkenen ved trinnet.
»Gert Nielsen, har du indrettet en hel restaurant til den her?«
»Jeg fodrer den,« sagde han og trak på skuldrene, fortsatte med at feje.
Mette gav ikke op.
»Det var da typisk. Lopper, skidt, hår over det hele. Hos Mikkelsens på tredje har de en lille dreng, har du tænkt på det?«
Hun talte højt og selvsikkert, og de søde parfumer overdøvede selv lugten af våd asfalt. Røde negle glimtede, da hun skiftede posen til den anden hånd.
Torben fra anden sal stod og røg under skærmtaget i hængende joggingbukser. Grinede gennem røgen.
»Nielsen, du er jo en kattehvisker. Måske giver den dig også lottotal?«
Gert tav. Så sagde han stille, til ingen bestemt:
»Den her kat kom ikke tilfældigt.«
Mette fnøs. Torben tog et sug og pustede langsomt ud, stirrede et sted forbi.
»Filosof,« mumlede han og gik op.
Kosten skrabede videre. Katten lå foran døren til lejlighed tolv, med tynde poter trukket ind, og slap ikke dørtrinnet med blikket. Tavs.
Grethe Larsen fra tolv boede alene. Hun var over halvfjerds, præcis alder vidste ingen, for hun fejrede ikke fødselsdag og inviterede ikke gæster. Lille, tør, altid i blåt tørklæde og en slidt grå frakke.
Før gik hun ned hver morgen efter brød. Gert så hende gribe gelænderet med begge hænder og sætte foden på trinnet forsigtigt, som om hun testede is. Hun kom tilbage med et franskbrød i en pose og en mælkekarton. Nogle gange nikkede hun, andre gange gik hun tavs forbi.
Han prøvede at huske, hvornår han havde set hende sidst. To dage siden. Eller mere.
Efter konens død opdagede Gert ofte, at han lyttede efter fremmede døre. Fire år med den vane.
På anden sal standsede han foran døren. Malingen nederst skallede af helt ned til træet. Bag døren var der stille.
Katten sad ved hans fødder og stirrede på døren uden at blinke.
Onsdag stødte han på Mette i trappen.
»Har du set Grethe Larsen for nylig?«
»Hvem? Nå, hende fra tolv,« Mette rettede på håret. »Nej. Hun holder sig altid for sig selv, en eneboer. Måske er hun rejst et sted hen.«
»Hun har ingen familie.«
»Jamen så,« Mette løftede hænderne. »Så går hun bare ikke ud. Det er jo stadig koldt.«
Udenfor var det fjorten grader plus. Gert argumenterede ikke. Mettes hæle klaprede nedad, og parfumen forsvandt i opgangen, som om den aldrig havde været der.
Han gik tilbage til døren. Bøjede sig, lagde øret mod sprækken. Intet. Eller næsten intet.
Katten gav lyd fra sig. Første gang i al den tid. Stille, hæst, som om halsen havde glemt, hvordan man gør, men prøvede. Et svagt »miav«, mere som et udånding.
Gert satte sig på hug og strøg håndfladen over dens ryg. Ribbenene talte sig én for én under pelsen, som eger i et gammelt hegn.
Katten flyttede ikke blikket fra nøglehullet.
Han bankede på morgen og aften og midt på dagen. Ingen åbnede.
Torben stod på trappeafsatsen og røg, iagttog.
»Nielsen, seriøst. Lad være med at hænge dig i det. Gamle mennesker gider nogle gange bare ikke snakke, det er alt. Min bedstemor låste sig inde i en måned, det viste sig hun så en serie.«
»Grethe Larsen har ikke noget fjernsyn.«
Torben tav, mumlede noget uforståeligt og forsvandt bag sin dør.
Næste dag vaskede Gert gulve på første sal, da lyden væltede ned oppefra. Ikke mjav.
Den våde klud faldt ud af fingrene og plaskede ned på trinnet.
Han løb op, to trin ad gangen.
Katten stod foran døren til lejlighed tolv.
I lejlighed tretten klikkede en lås, en nabo stak hovedet ud.
»Hvad sker der?«
»Ring efter ambulance,« sagde Gert roligt, uden pause. »Og brandvæsenet. Døren skal brydes op.«
»Hvad, det kan man da bare ikke…«
»Ring. Nu.«
Hænderne var våde af kluden. Han tørrede dem af på jakken, lappen på albuen blev våd.
Låsen blev brudt op efter tyve minutter. Døren gik op med en tør knirken, og tung, indelukket luft slog ud mod trappen. Gert trådte først ind.
Grethe Larsen lå på gulvet i gangen mellem køkken og stue. En tøffel fra venstre fod stod op mod væggen, helt lige, som om den var sat bevidst. Ved siden af lå tørrede glasskår, og på linoleummet var der en hvidlig plet af vand, der allerede var fordampet.
Telefonen stod på kommoden i stuen. Halvanden meter fra den udstrakte hånd. Halvanden meter var blevet for langt.
Lægerne sagde senere: lårbenshalsbrud, dehydrering. Endnu et døgn, og de kunne have været for sent.
Da de bar hende ned på båren, var Grethe Larsen ved bevidsthed. Tørre, sprukne læber, uklare øjne, gråt ansigt. Men hun så ikke på lægerne eller naboerne ved gelænderet.
Hun så på katten, som igen sad tavs på nederste trin. Munden på klem. Ingen lyd.
Fingrene på tæppet rørte sig, næsten umærkeligt.
»Gert,« hviskede hun. »Giv den noget at spise. Vær sød.«
Halsen snørede sig så meget, at han kun kunne nikke.
Ambulancedørene smækkede i, blinklyset farvede gården rød-blåt og kørte. Mette stod ved siden af med hånden for munden. Torben sad på bænken med albuerne på knæene.
Om morgenen gik Gert ud i gården klokken seks, som altid.
Tallerkenen ved opgangen var fuld. Ved siden af stod en ny skål, grøn, af plastik, tydeligvis fra et eller andet køkken. I den var der frisk vand.
Han løftede blikket mod de mørke vinduer. Intet lyste. Men på femte sal knirkede en kælderlem.
Kosten skrabede vane på asfalten. Ti minutter senere kom Mette ud. Uden makeup, i jakke over natkjolen. Stod stille på trinnene og stirrede på katten, der spiste fra skålen.
Stod lidt. Bøjede sig og strøg hånden hen over den filtret ryg. Hurtigt, næsten i smug.
Og gik til skraldespandene uden at se sig tilbage.
Torben kom senere med et ternet tæppe rullet sammen.
»Nielsen,« han hostede. »Her. Hvis den skulle fryse om natten. Det er gammelt, men jeg har vasket det.«
Lagde det på trinnet og gik uden at vente på svar. Gert bredte tæppet ud på trinnet. Katten snusede til stoffet, trampede med poterne, rullede sig sammen og lukkede øjnene.
I gården duftede det af vådt løv og noget andet.
Tallerkenen stod ved opgangen med foder. Og ingen grinte længere.
