Ved du hvad, jeg har i lang tid ikke kunnet fortælle nogen dette. Alle spørger: ‘Mette, hvordan går det med Søren?’ – og jeg smiler og siger ‘fint, alt er super’. Jeg lyver, selvfølgelig. Nu fortæller jeg, som det var, uden pynt, fordi jeg føler, at hvis jeg ikke får det sagt – så vil det blive siddende i mig som en sten.
Vi mødes til min søster Tines 50-års fødselsdag. Søren er gæst på hendes mands side – en kollega fra arbejdet, jeg forstår ikke helt, hvem han er, eller hvorfor han er der. Han sidder der, repræsentativ, i skjorte, med smukt gråt hår, taler selvsikkert. I min alder, du ved, får man ikke længere tyve komplimenter om dagen, men her kommer en mand hen, hælder vin op til mig, spørger til mit arbejde, griner af mine vittigheder. Jeg bliver svimmel, det må jeg indrømme.
Vi begynder at skrive sammen, så ses vi. Han bejler smukt – restauranter, blomster, ringer hver aften: ‘Hvordan har du haft det, min skat?’ Jeg, dum forelsket tøs, smelter fuldstændigt. Efter en måned – bogstaveligt talt en måned! – siger han: ‘Flyt ind hos mig, hvorfor skal du have besvær?’ I mellemtiden bor min datter Sofie med sin mand og barnebarn Magnus i min toværelseslejlighed, Magnus er fire år. Jeg tænker – jamen, min lejlighed er der jo stadig, lad de unge have ro, i dag er det jo helt umuligt for unge at købe bolig. Jeg tror, jeg gør en god gerning for både dem og mig. Jeg flytter.
De første tre måneder er et eventyr. Helt ærligt. Han tager mig i biografen, laver mad indimellem selv, siger: ‘Mette, du fortjener det bedste.’ Jeg praler over for alle veninderne, siger – se, jeg har haft held i livet i min alder, jeg har fundet min person. Nu tænker jeg – hvor naiv jeg var. Men måske ikke naiv, bare det, at når man er tæt på femoghalvtreds, vil man gerne tro, at lykke stadig er mulig, forstår du?
Men så skifter der noget. Ikke fra den ene dag til den anden – det sniger sig langsomt ind, som vand i en kælder. Først er det småting. Jeg arbejder som sælger i en isenkræmmer – står på benene hele dagen, om aftenen summer ryggen, benene hæver. Jeg kommer hjem, og der er et bjerg af opvask fra i går og i dag, beskidt komfur, vasketøj ikke lagt sammen. Jeg siger – Søren, kunne du ikke i det mindste vaske tallerkenerne? Og han ser på mig, som om jeg bad ham om at give mig en nyre: ‘Mette, jeg er en mand, jeg har arbejdet hele dagen, haft møder, forhandlinger. Og du er en kvinde, din pligt er hjemmet. Min mor opdragede mig sådan, og sådan er jeg vant til det.’
Først tænker jeg – jamen okay, han er en ældre mand, vaner er indgroede, vi klarer det. Men så tager det til.
Han begynder at komme med bemærkninger om alt. Suppen er for lidt saltet – ‘Kan du slet ikke lave mad? Har din mor ikke lært dig det?’ Skjorten er ikke strøget ordentligt – ‘Min tidligere kone strøg perfekt, du kan overhovedet ingenting.’ Han sammenligner mig med sin ekskone hele tiden, altid til min ulempe: hun gjorde bedre rent, lavede bedre mad, havde en bedre figur i min alder. Kan du forestille dig, hvordan det er at høre hver dag?
Så begynder hans blikke og tone. Du ved, der er forskel på, når nogen bare er utilfreds, og når de bevidst vil ydmyge dig. Hos Søren er det det sidste. Han kan se på mig, når jeg efter en vagt, træt, i morgenkåbe står ved komfuret, og sige: ‘Sikke et syn, du er virkelig smuk.’ Eller den klassiske – jeg kommer hjem fra arbejde om aftenen, omkring syv, falder næsten om, mens han sidder på sofaen med fjernbetjeningen og siger: ‘Hvad, har du igen ikke nået at rydde op? Doven er du, Mette, i bund og grund doven.’ Dette på trods af, at jeg arbejder fuld tid, og han, for lige at minde dig, er pensionist, sidder hjemme hele dagen, kun af og til fører nogle ‘konsultationer’ over telefonen.
Det mest ydmygende er opvasken. Det bliver simpelthen min personlige tortur. Han efterlader med vilje, jeg er sikker, med vilje al den beskidte service efter sig – tallerkener, gryder, skeer i vasken, som for at demonstrere: se, jeg rører det ikke. Hvis jeg ikke når at vaske det med det samme, starter en monolog om, hvor sjusket jeg er, at normale husmødre aldrig har sådan et rod, og at han skammer sig, hvis nogen skulle komme på besøg og se sådan et svinestia.
Penge giver han mig aldrig, selvom jeg flyttede ind til ham med stort set kun en kuffert. Jeg køber mad selv, for min sælgerløn – og den løn, du ved, er ikke olympisk. Samtidig kan han købe sig en ny telefon eller tage på fisketur med venner uden at blinke. Og hvis jeg siger, at jeg ikke har nok til mad den måned, får jeg svar som: ‘Hvad forventede du? Jeg skrev ikke under på at forsørge dig, lev inden for dine midler.’
Der er ord, der stadig kører rundt i mit hoved, når jeg tænker på det. En dag beder jeg ham om hjælp til at bære tunge indkøbsposer fra bilen til lejligheden – femte sal, elevatoren virker ikke. Han siger: ‘Min ryg gør ondt, jeg er ingen bærer, det er dig selv, der fandt på at købe sådanne poser.’ Og hans ryg, karakteristisk nok, fungerer perfekt, når han tager på fisketur med tungt udstyr.
Det mærkeligste er, at han kan være charmerende foran andre. Vi kommer på besøg hos hans venner – han er helt galant, rækker hånden, siger komplimenter: ‘min Mette’, ‘gyldne hænder’, det hele. Men så snart døren smækker i – igen det iskolde, foragtelige ansigt. Og du forstår, at ingen vil tro dig, hvis du fortæller det, for alle ser kun den maske.
Jeg begynder at lægge mærke til, at jeg selv bebrejder mig selv. Jeg tænker – måske er jeg virkelig en dårlig husmor, måske gør jeg virkelig ikke nok, siden han reagerer sådan. Det er det, der skræmmer mig mest, når jeg tænker tilbage – hvor hurtigt jeg begyndte at tro på, hvad personen ved siden af siger, selvom det lød vildt og uretfærdigt. Som om dråbe for dråbe slidte han min selvtillid, og jeg mærkede ikke, hvordan jeg stod helt uden.
Der var en gang – jeg bliver syg, feber over 38, ligger flad. Og han går rundt i lejligheden og siger: ‘Nå, nu hvem skal lave mad, hvem skal gøre rent, praktisk for dig at være syg, selvfølgelig.’ Jeg ligger og tænker – Herregud, er det overhovedet normalt, at et menneske taler sådan til dig, når du har det dårligt?
Min datter Sofie fornemmer, at noget er galt. Hun ringer: ‘Mor, du virker trist på det sidste, går det godt med jer?’ Jeg joker det væk – alt er fint, bare træt fra arbejde. Det er pinligt at indrømme. Jeg tænker – jeg er femoghalvtreds år, en voksen kvinde, og alligevel er jeg endt i samme historie som en attenårig tøs. Hvem vil indrømme det?
Det, der endelig knækker mig, er en almindelig aften. Jeg kommer hjem fra arbejde, benene summer, hovedet hamrer. Jeg går ind i køkkenet – der står en pande med fedt fra morgenmaden, kopper, brødkrummer over hele bordet, og Søren sidder i stuen og ser fjernsyn. Jeg siger stille, uden skænderi: ‘Søren, kunne du ikke selv vaske op efter dig for en gangs skyld? Jeg er lige kommet fra arbejde, giv mig fem minutter til at trække vejret.’ Han rejser sig, kommer ind i køkkenet, ser på panden, så på mig og siger – roligt, næsten med et smil: ‘Mette, det er derfor du bor her. At lave mad, gøre rent, tage dig af huset. Hvis du ikke kan lide det – døren er åben, ingen holder dig her med magt.’
Og i det øjeblik klikker der noget inde i mig. Ikke tårer, ikke hysterisk – bare en kold klarhed. Jeg forstår: det er sagt lige ud. Jeg er her ikke som en elsket kvinde, ikke som en partner – jeg er her som tjenestepige, der kan ydmyges når som helst, og som stadig vil være skyld i det.
Jeg prøver ikke at bevise noget, skændes eller kræve undskyldning. Stille går jeg ind i soveværelset, tager kufferten frem – den samme, som jeg kom med for halvandet år siden – og begynder at pakke. Først tror han ikke på det, tror jeg bare hysteriserer som sædvanlig og vil køle ned om en time. Men da han ser, at jeg mener det, begynder han at sno sig – ‘jamen okay, undskyld, jeg udtrykte mig forkert, lad os snakke.’ Men jeg har allerede besluttet. For meget har hobet sig op, for mange ord er sagt, til at en aften kan gøre det godt igen.
Jeg ringer til Sofie, siger – jeg kommer hjem, jeg fortæller alt, vær ikke bange. Hun bliver overrasket, men stiller ikke en million spørgsmål med det samme, siger bare: ‘Mor, kom hjem, vi finder ud af det.’ Min svigersøn Lars hjælper mig endda med at bære tingene ind, siger ikke et bebrejdende ord, tværtimod, laver te og siger: ‘Mette, du er hjemme, og punktum.’
Nu, når tid er gået, tænker jeg på de halvandet år som en underlig drøm, som jeg længe vågnede op fra. Det værste er ikke, at han viste sig at være sådan et menneske. Folk er forskellige, alt kan ske. Det værste er, at jeg i så lang tid tillod mig selv at tro, at jeg fortjente sådan behandling. At jeg, en voksen, selvstændig kvinde, pludselig forsvandt i en andens mening om mig så meget, at jeg glemte – jeg har min egen lejlighed, mit eget liv, mit eget hoved på skuldrene.
Hvis nogen pludselig siger til dig, at kærlighed er, når man kun værdsætter dig for, at du laver mad og gør rent, og ordene ‘tak’ og ‘vær så venlig’ slet ikke er en del af personens ordforråd – løb. Løb, selvom du er femoghalvtreds, selvom det føles for sent at starte forfra. Det er aldrig for sent at vende tilbage til dig selv.
Sådan er min skriftemål. Ikke den morsomste historie, men til gengæld ægte. Og ved du, hvad det vigtigste er? Jeg har ikke mistet kærligheden som sådan. Jeg ved bare nu præcis, hvordan den ikke skal være.
