— Hør, nabo, jeg har ikke set jeres kat i opgangen i et stykke tid. Hvordan har han det egentlig? Er han i live og rask?
Naboen, da han hørte om katten, blev pludselig livlig og smilede bredt:
— Den er forsvundet for nogle dage siden. Og Gudskelov for det!
— Hvorfor Gudskelov? — Mads forsøgte at stille spørgsmålet, så stemmen lød rolig. Selv om det indeni ham kogte.
*****
De sidste fjorten dage havde Mads bemærket, at hans naboer ofte smed deres huskat ud i opgangen. Ja, de tog den simpelthen i nakken og kastede den ud.
Nogle gange gjorde katteejeren det. Nogle gange hans kone.
Og nogle gange…
…fløj den stakkels kat lige forbi næsen på ham.
— Vær forsigtig! — sagde Mads til sin nabokone. Men hun ville overhovedet ikke høre efter.
I stedet for at undskylde for sin opførsel, stirrede kvinden på ham under sine bryn og smækkede døren i.
Nemlig — hun smækkede den så hårdt, at ruderne i opgangen rystede, og der sikkert kom en eller to mikrorevner i husets fundament. Først troede Mads naivt, at hans excentriske naboer bare lukkede katten ud for at lufte eller vænnede den til at gå alene.
Men efter et stykke tid forstod han, at det var en straf for nogle forseelser.
Altså: gjorde den noget galt — så ud i opgangen med den.
Nogle gange skræmt, nogle gange meget trist, sad katten i flere timer på trappeafsatsen på fjerde sal foran døren, der var betrukket med brunt skind, og ventede på at blive tilgivet og lukket ind igen.
Og ejerne tilgav den selvfølgelig altid. Og tog den ind igen, men det skete ikke med det samme.
Men hvis den begyndte at mjave eller kradse på døren, fik den straks et slag med kosten af fruen.
Mads så det med egne øjne.
Han var på vej op ad trappen (elevatoren i hans opgang havde ikke virket i et halvt år), og da han nåede fjerde sal, lagde han mærke til den velkendte kat. Han ville endda hilse på den, men…
…katten var ligeglad med Mads i det øjeblik.
Den mjavede højt og kradsede på døren med sine kløer.
Katten ville tydeligvis ind, men da den ikke blev lukket ind, besluttede den på den simple måde at minde om sin eksistens.
Der lød skridt inde i lejligheden, så fløj døren op, og fruen i en falmet morgenkåbe, uden et ord, gav katten et ordentligt slag med kosten og lukkede straks døren.
Det skete så hurtigt, at Mads ikke nåede at sige noget. Og han havde nok at sige…
…han ville have skammet den kvinde ud, der behandlede sit kæledyr så ledt.
— Har du fået dig en ordentlig omgang, gamle ven? — spurgte Mads, da han nærmede sig katten.
Katten så på Mads med triste øjne, men i blikket var der også taknemmelighed — for at nogen endelig lagde mærke til den.
Katten blev smidt ud i opgangen for den mindste forseelse.
En dag hørte Mads, hvordan nabokonen skreg ud over hele lejligheden: “Din lede slyngel! Har du tabt vasen igen? Søren, smid katten ud med det samme. Så lærer den at springe på bordene!” — og et minut efter gik døren på klem, og en behåret mandshånd stak frem, der holdt katten fast i nakken.
Så slap fingrene, katten faldt ned på trappeafsatsen, og døren lukkede sig straks. Katten rejste sig og satte sig med ansigtet mod døren — for at vente på at blive tilgivet og lukket ind.
Mads rystede bare misbilligende på hovedet. Han forstod simpelthen ikke den slags opdragelsesmetoder.
Mads klappede katten og gik hjem.
Katten blev siddende på samme sted med et udtryk af verdenssorg på sin overskæggede fjæs.
Mads var ikke noget særligt sentimentalt menneske, men det billede borede sig ind i ham som en torn.
“Kan man overhovedet behandle et levende væsen sådan?” — tænkte han. Efter et stykke tid, hver gang han gik forbi, sænkede Mads farten, og katten, der genkendte ham, begyndte at spinde sagte — hilsende og lidt indsmigrende.
Nogle gange satte Mads sig på hug ved siden af den, kradsede den bag øret, og katten lukkede øjnene og trykkede hovedet mod hans fingre og stak derefter sin fugtige næse ind i hans håndflade.
Katten var varm, levende og meget tillidsfuld, og det gjorde Mads’ sind helt mørkt.
Han forstod simpelthen ikke, hvorfor sådan en sød kat havde fået så hjerteløse ejere. Hvorfor, for fanden, havde de overhovedet anskaffet sig et dyr, hvis de ikke elsker nogen andre end sig selv? “Mærkelige mennesker, for Søren.”
Og en dag, da han igen mødte katten i opgangen, besluttede Mads sig fast: hvis de mennesker smed dyret ud i opgangen igen, ville han gøre noget. Nok var nok med mishandlingen af den stakkels skabning.
Han vidste ikke præcis, hvad han ville gøre, men han følte, at han måtte blande sig, ellers ville det aldrig ende.
Dagen, hvor Mads’ tålmodighed endelig slap op, kom om fredagen, da han kom hjem særligt vred.
På arbejdet havde han skændtes med kollegerne, i bussen skubbede folk og trådte ham over tæerne, og oven i købet havde det regnet en irriterende småregn hele dagen. Kort sagt, hans humør var på nulpunktet. Måske endda under nulpunktet.
Da han gik op ad trappen, hørte Mads allerede fra tredje sal det velkendte jamrende “mjau-uu”.
Katten sad som sædvanlig foran sin dør, men blev ikke lukket ind.
Og i opgangen var der i øvrigt temmelig køligt. Det var jo ikke maj måned, som man siger. Mads standsede på trappeafsatsen og så tankefuldt på katten, der som altid spandt og kom ham i møde.
Og så — bang!
Og alle dagens problemer forekom pludselig Mads at være småting. Det var katten, der havde problemer.
Hvilke? Kæmpe store! Den blev behandlet som en ting. Som et eller andet legetøj. Hvad kunne være værre?
Mads lyttede til stilheden bag skinddøren. Ingen interesserede sig for den kat.
Og han fik en voldsom lyst til at give sine naboer en lærestreg.
— Nu er det nok, — sagde Mads højt, selv overrasket over sin beslutsomhed. — Kom med mig.
Han bøjede sig, løftede katten op.
Den spandt straks højere og gned hovedet mod hans våde jakke og efterlod uldne striber.
Og så gik de op til syvende sal, hvor Mads boede.
Han tog katten med hjem i et par dage.
“Lad ejerne blive bange, lad dem lede, blive bekymrede. Så forstår de, at man ikke kan gøre sådan…” — tænkte Mads, da han gik ind i lejligheden. Derhjemme vænnede katten sig overraskende hurtigt til sig. Den snusede til hjørnerne, hoppede op i sofaen, snurrede rundt for at vælge et sted og rullede sig sammen på et tæppe, mens den taknemmeligt så på sin redningsmand.
Og mens katten hvilede, løb Mads, på trods af den irriterende småregn og træthed, ned til nærmeste dyrehandel, købte det bedste kattemad, “toiletartikler” og også legetøj — i tilfælde af at den pelsede logerende kedede sig, når han ikke var hjemme.
Næste dag, om lørdagen, gik Mads flere gange hen til hoveddøren, åbnede den og kiggede ud i opgangen.
Og blev meget overrasket over, at der var meget stille i opgangen.
Ingen gik rundt på etagerne, kaldte på katten ved navn (hvad den forresten hed, vidste Mads ikke), og satte ingen sedler op.
Alt tydede på, at ingen ledte efter den forsvundne kat. Og det var mærkeligt. Meget mærkeligt…
Mads gik tilbage ind i lejligheden, så på katten og trak på skuldrene.
Katten strakte sig dovent i sofaen og tænkte ikke engang på at bede om at komme ud.
— Hør, vil du måske tilbage i opgangen? — spurgte Mads om søndagen og pegede på døren. — Jeg holder dig ikke. Gå bare, hvis du vil.
Katten så på døren, vendte blikket mod Mads og begyndte demonstrativt at slikke sin pote.
Så rejste den sig, kom hen og gned sig mod hans ben.
Svaret var klarere end nogen ord. Mads lukkede døren, grinte og tog katten op.
De gik ud i køkkenet for at spise morgenmad og så ind i stuen for at se fjernsyn. Det var jo alligevel søndag. Katten lå på hans skød og spandt som en lille traktor, og for første gang i lang tid blev der rigtig hygge i lejligheden.
Så kom mandagen. Ingen havde ledt efter katten.
Og Mads besluttede, at han ikke ville give den tilbage til ejerne lige foreløbig.
Det eneste, der plagede ham, var, at naboerne kunne beskylde ham for tyveri.
Faktisk havde han stjålet en andens ejendom. Vel nok levende, vel nok med gode hensigter og udelukkende i opdragelsesøjemed, men stjålet.
Mads genskabte mentalt mulige scenarier: naboerne ville ringe til politiet, han ville blive beskyldt for tyveri, han måtte forklare det hele, forsvare sig. Hans motiver kunne blive misforstået.
Den tanke borede sig ind i hans hjerne og gav ham ikke ro. Derfor var Mads hele dagen på arbejde som på nåle og tjekkede konstant telefonen — om nogen havde ringet. Men den dag kom der ikke et eneste ubesvaret opkald.
Og da Mads om aftenen kom hjem — så han naboen, der gik ud med skraldet.
I den sorte pose kunne man ikke se noget, men efter konturerne var der noget, der lignede en kattebakke.
Mads vinkede ad naboen for at stoppe ham, gik nærmere og spurgte tilfældigt:
— Hør, nabo, jeg har ikke set jeres kat i opgangen i et stykke tid. Hvordan har han det egentlig? Er han i live og rask?
— Hvorfor Gudskelov? — Mads forsøgte at stille spørgsmålet, så stemmen lød rolig.
— Ja, konen ville have ham med på sommerhuset og efterlade ham der. Hun er træt af ham, siger hun, hår over det hele, skriger om natten, vælter vaser. Og derovre kan han fange mus. Så er der da lidt nytte af ham. Og jeg gider slet ikke køre til sommerhuset. For det første er det langt. Og for det andet får hun mig helt sikkert til at lave noget derovre. Men sådan er katten bare forsvundet af sig selv, og så skal jeg ingen steder. I den anledning drak jeg i går endda to liter øl. Det var jo en fest.
— Har du slet ikke ondt af katten? Hvad nu hvis der er sket den noget?
— Hvad skal man have ondt af? Det er jo ikke et menneske. Hør, hvorfor spørger du egentlig om den? — naboen kneb øjnene sammen med en smule mistro og så på Mads.
— Åh, bare sådan, spurgte… — svarede Mads tankefuldt, og uden at sige farvel gik han hurtigt mod opgangen.
Indeni Mads kogte det af harme.
“Til sommerhuset, altså… Sidst i oktober. Tage katten med og efterlade den til en sikker død. Og ikke en smule anger. Faktisk glade for, at den ‘forsvandt af sig selv’ og befriede dem fra at skulle køre og svine hænderne til.”
Han forestillede sig et øjeblik den venlige og tillidsfulde kat sidde på trappen til det tomme sommerhus (eller endda under et hegn) og vente på, at nogen kom tilbage efter den.
Vente lige så trofast og hengivent, som den havde gjort det foran døren i opgangen. For hans naboer var katten en ting, der både glædede og irriterede, og hvis den irriterede for ofte, blev den sat udenfor døren.
Først i opgangen i et par timer, så på sommerhuset for evigt.
Da Mads kom op på syvende sal og gik ind i lejligheden, og så at katten trofast og hengivent ventede på ham ved døren, blev der med det samme varmt om hjertet.
Og så forstod han pludselig, at han havde gjort det helt rigtige…
Rigtigt, at han havde stjålet katten fra så hjerteløse mennesker, der havde tænkt sig at køre den til sommerhuset sidst på efteråret og efterlade den der.
Mads smilede, tog katten op, og de gik ud i køkkenet for at lave aftensmad.
Og efter aftensmaden — lå de i sofaen og så fjernsyn.
Mere præcist — Mads så, og katten var bare i nærheden. Først vendte den sig på den ene side, så på den anden. Så rørte katten sig igen, men denne gang rullede den sig om på ryggen og stolte blottede sin mave — det mest sårbare sted. Den gjorde det uden tøven. For den var ikke bange længere.
For et rigtigt hjem er ikke bare et tag over hovedet og ikke bare en skål med kattemad.
Et rigtigt hjem er det sted, hvor du ikke skal gøre dig fortjent til at være.
Og hvor du er elsket. Bare sådan. Fordi du er til.
