»Dine børn kan sove på feltsenge. De er unge, knoglerne er bøjelige. Men Rasmus har brug for en ordentlig seng – han har dårlig ryg,« proklamerede Inge ved porten til feriecenteret i stedet for »hej«.
»Lad være med at lave sådan et ansigt, Lærke. Mor sagde, hytten er stor.«
Jeg sænkede langsomt hænderne på rattet og stirrede gennem forruden.
Min mand og jeg var taget på ferie med børnene – et feriecenter ved en skovsø. Et roligt sted, en træhytte til fire personer, betalt af mig for to måneder siden. En længe ventet pause, revet ud af arbejdsplanerne med nød og næppe.
Og nu stod der ved centerets smedejernsport en miniature-omrejsende lejr, der spærrede vejen.
Inge, min mand Palles søster, lænede sig triumferende op ad en uoverskuelig kuffert. Ved siden af hende skiftede hendes mand Rasmus vægt fra det ene ben til det andet, bevæbnet med en pose grillkul og en pakke billige pølser fra Rema 1000. Lidt længere væk, som en general, der inspicerer parade, tronede min svigermor, Grethe.
Som kronen på værket stod Inges to børn, Mikkel og Mette, der allerede tæskede hinanden med en giftgul toliters sodavandsflaske, der kunne opløse rust.
Som Nero Wolfe sagde: Hvis du tror, nogen prøver at snyde dig, så er du allerede blevet snydt.
Vi steg ud af bilen. Mens Palle og jeg hentede taskerne i bagagerummet, havde Inge allerede travet hen til mine børn og meddelt:
»I er jo ikke små – I kan sagtens sove på feltsenge, men onkel Rasmus skal ikke ødelægge ryggen.«
»Sikke en dejlig overraskelse,« sagde jeg med flad stemme. »Vi ventede vist ikke nogen.«
»Åh, Lærke, vi er jo familie!« Grethe trådte frem og satte sin »hellige enfold«-maskine i gang. »Da jeg hørte, I skulle på tur, ringede jeg straks til Inge. Skulle vi sidde i den indelukkede by, mens I ånder frisk luft? Sammen er det sjovere!«
»Hytten er til fire, Grethe,« sagde jeg roligt, mens en kold, beregnende fjeder spændtes indeni. Ingen hysteriske scener. Kun observation.
»Det har jeg allerede ordnet,« erklærede Inge uimodsigeligt, som om min betalte hytte ikke var en reservation, men et udkast til hendes planer. Hun rettede på sin strandhat på størrelse med en parabol og tilføjede: »Mor sover i soveværelset – hun har brug for ro. Rasmus og jeg på sofaen i stuen. I kan så finde ud af noget med Palle og børnene.«
Familien opførte sig som en græshoppesværm: den spørger ikke om lov, den bare lander og æder din høst.
Fra glassdørene i receptionen kom en sødlig kvinde med en tablet.
»Hej! Er du Lærke?« smilte hun til mig. »Reservationen står på dit navn. Og det her er så jeres overraskelse, forstår jeg?« Hun kastede et blik på Inge.
»Ja, ja, det er os!« Inge nikkede begejstret. »Lærke, jeg har lige ordnet lidt, så du slipper for besvær. Jeg har bestilt sauna i to aftener – vi skal jo ikke sidde som fremmede. Og menuen er justeret. Din grill er fin, men jeg tilføjede grillet ørred og dyrt pålæg.«
»Inge ringede i morges og lagde en bestilling på sauna og menu,« forklarede receptionisten høfligt, mens hun så på mig. »Men da reservationen er på dit navn, sætter vi ikke noget i gang uden din godkendelse.«
Gavmildhed på andres regning er den hurtigste vej til at blive betragtet som mæcen.
»Fantastisk initiativ, Inge,« sagde jeg med et så kærligt smil, at Palle ved siden af mig stivnede. Han kendte det smil. Normalt mistede nogen deres illusioner bagefter.
»Hvis I bekræfter, så koster det med tillæg for de tre ekstra gæster, feltsenge, sauna og specialbestillingen i køkkenet yderligere to tusind otte hundrede kroner,« meddelte receptionisten forretningsmæssigt.
Inge trak skuldrene op og sendte mig et sigende blik.
Grethe foldede armene over brystet og ventede på, at jeg lydigt fandt pungen frem.
Paradokset med familieforhold: Jo fastere knus ved ankomsten, desto dybere stikker de hånden ned i din lomme.
»Fru.« Jeg vendte mig mod receptionisten, og min stemme blev kold og fast. »Jeg bekræfter kun min egen reservation. Den er fuldt betalt. Vi er fire.«
Jeg holdt en pause og så ind i Inges rådvilde øjne.
»Men de her dejlige mennesker – det er et helt andet selskab. Vil du venligst oprette et separat regningskort til deres ophold, sauna, ørred og dyre pålæg – på Inges navn?«
Alle tav. Så stille at man kunne høre en spætte hugge i skoven borte.
»Lærke, hvad gør du?« Inges stemme knækkede ynkeligt. Hatten skred skævt. »Vi har kun penge til benzin og is! Vi er jo på besøg!«
»Så har I ikke ferie, Inge. I har en gåtur op til porten,« sagde jeg. »Man kommer på besøg med en invitation. Og med en kage. I ankom til en fremmed fest med en pose billige pølser og en appetit på tredive tusind.«
»Lærke! Skammer du dig ikke?!« Grethe hvæsede, mens hun blev purpurrød. »Vi er familie! Slægt! Palle, hvorfor tier du? Din mor og søster bliver sat på gaden!«
Palle tog et skridt frem. Han råbte ikke, men der klang metal i hans tone.
»Familie, mor, er dem der respekterer andres grænser. Lærke har slidt et halvt år for at arrangere den her ferie for os og børnene. I kom uindbudt, prøvede at skubbe mine børn på feltsenge og hænge regningen for jeres delikatesser på min kone. Det er ikke familie. Det er et forsøg på at boarde os.«
»Jamen… vi ville jo lave en overraskelse! Palle, du selv tiggede os om at komme!« Inge forsøgte at vride sig. Undskyldningerne fossede ud som dun fra en flækket pude.
»Rasmus,« sagde Palle og vendte det tunge blik mod sin svoger. »Det der med at vi ’tiggede’ – det er en helt særlig slags turisme. Det hedder ’selv-invitere’.«
Rasmus’ ansigt blev langt. Han så på sin ensomme pose med grillkul, så på sin kone.
»Jeg havde nok ikke taget med,« mumlede han. »Du sagde, Palle selv havde bedt os, og det hele var betalt.«
Illusionen smuldrede totalt. Frækheden kollapsede for øjnene af alle.
Rasmus vendte sig uden et ord og gik mod sin bil, uden så meget som at forsøge at hjælpe sin kone med den enorme kuffert.
Inges børn holdt op med at slås med sodavandsflasken og stod for første gang stille og så tavse på deres mor.
Og Grethe, der så lystigt havde talt om ’familie’, vendte sig pludselig mod bilen og lod som om hun med stor interesse studerede fyrretræerne. Hun havde tydeligvis ingen planer om at betale for det her banket af sin pension.
»Hvis I fortryder, er der en ledig hytte,« sagde receptionisten roligt til Inges ryg. »Fuld forudbetaling påkrævet.«
Vi gik ad den pæne træsti mod vores hytte.
Bag os smækkede bildøre, og motoren brølede. Jeg trak vejret dybt ind af den rene skovluft.
Ved trappen til hytten lagde Palle armen om mine skuldre og klemte mig ind til sig.
»Ved du hvad,« smilede han. »Det bliver sgu en udmærket ferie alligevel.«
»Det tror jeg også,« sagde jeg og så vores børn med glade skrig løbe ned mod søen. »Kom så, mand. Lovlig fred venter.«
Og ude bag hegnet, mens støvet fra en andens festlag hvirvlede op, kørte en lille lejr bort – den havde for altid lært én simpel regel: I den her familie betaler man ikke længere for andres komfort med børnesenge og mit Visa-kort.
