Hvor er mit barn? – Design interior

Mikkel stod på det samme sted, hvor han for fem minutter siden havde forladt Rikke, og kiggede forvirret omkring sig, mens en uforklarlig uro voksede i ham for hvert sekund. Hun var ingen steder at se…

Blandt den store mængde børn kunne han ikke finde en eneste. Sin egen datter.

»Jeg forstår det ikke,« mumlede Mikkel for sig selv. »Hvor er hun blevet af? Jeg gik bare væk i fem minutter.« Så fik han øje på Hanne Jensen, datterens klasselærer, som i det øjeblik stillede de mutte førsteklassebørn op efter højde, og han løb hen til hende.

»Hvor er mit barn?! En pige med hvide sløjfer. Hun skulle være sammen med jer. Men hun er der ikke.«

Mikkel var så ophidset, at han ikke engang bemærkede, at han hævede stemmen.

Den unge lærerinde farer sammen og så forvirret på ham.

»Undskyld… Hvem? Alle mine elever er her vist.«

»Min datter. Rikke. Hun var lige her, og nu er hun væk! Hun går i din klasse. Kan du ikke huske os?«

»Undskyld, jeg har niogtyve børn i klassen, og vi har kun set hinanden et par gange.«

»Og hvad så?«

»Jeg har ikke nået at lære alle børn og deres forældre at kende endnu.«

»Og det er en undskyldning?«

»Hør engang, hver forælder har personligt afleveret deres barn. Men du… Du afleverede ikke. Du kom først hen til mig nu. Jeg forstår, at der er kaos og sådan, men… Du må hellere sige, hvorfor du efterlod din datter alene? Ser du ikke, hvor mange mennesker der er på skolen i dag? Her kan ikke bare en syvårig, men selv en voksen fare vild.«

»Jeg løb kun ud i butikken efter vand i et par minutter. Rikke var tørstig. Da jeg kom tilbage, var hun væk. For pokker, du er jo lærer! Skulle du ikke have holdt øje med børnene? Hvor skal jeg lede efter hende nu? Hvor kunne hun være gået hen?«

Hanne trak vejret dybt. Det var hendes første arbejdsdag, hendes første klasse, og det hele føltes som en ond drøm.

»Slap af, mand. Hvordan så din datter ud?«

»Jeg sagde jo: hun havde store, hvide sløjfer.«

»Undskyld, men jeg har femten piger i klassen, og de har alle hvide sløjfer. Er der andre kendetegn? Hvad havde hun på, for eksempel?«

Mikkel tav et øjeblik. Han var så forvirret og stresset, at han ikke vidste, hvad han skulle sige mere. Om morgenen havde han hjulpet datteren med at binde de samme sløjfer, rettet på hendes krave, bekymret sig om, at hun ikke skulle tilsmudse de hvide strømpebukser, og nu gik det op for ham, at han næsten ikke kunne beskrive hende.

»Altså, hvad for nogle kendetegn… En syvårig pige med brune øjne og langt, mørkt hår.«

»Allerede bedre. Kan du huske mere?«

»Tja… Hun har en gul skoletaske med ællinger på! Hun kan godt lide dyr, ser du, så hun valgte netop den taske. Ingen af de andre børn har sådan en. Gud, hvor kunne hun være blevet af?« stammede Mikkel ophidset og så sig nervøst omkring.

»Bare rolig, vi finder hende. Hun er nok ikke gået uden for skolens område. Så din Rikke er et sted her. Vent her, jeg er straks tilbage.«

Hanne Jensen løb hen til sine elever, som trippede utålmodigt i ventetiden på skolens start, t alte dem igen og kiggede ekstra nøje på pigerne. Men blandt pigerne med de smukke hvide sløjfer var Rikke ikke, og ingen af dem havde set en pige med en gul taske med ællinger.

Hun bad en kollega – klasselæreren fra parallelklassen – om at holde øje med hendes elever, og skyndte sig tilbage til Mikkel.

»Ingen af Rikkes klassekammerater har set hende,« sagde hun. »Hun kunne ikke være kommet ind i skolen. Så din datter må være på området. Jeg foreslår, at vi leder efter hende sammen.«

»Skal vi hellere melde det til politiet?«

»Jeg tror ikke, det er nødvendigt. Vi finder hende helt sikkert,« sagde Hanne og forsøgte at få stemmen til at lyde rolig og sikker. Selv om hun selvfølgelig også var meget bekymret for pigen.

Så gik faren og lærerinden ud for at lede efter Rikke.

De gik hurtigt rundt på skolegården, kiggede forbi sportspladsen, gik flere gange hen til vagten, som stod ved lågen. Men uden resultat. Ingen havde set Rikke.

»Har din datter ikke en telefon?« spurgte Hanne, da de gik mod baggården – det eneste sted, de endnu ikke havde været i dag.

»Jo, selvfølgelig,« sukkede Mikkel. »Men hendes telefon er hos mig. Jeg nåede ikke at give den til Rikke…«

»Ærgerligt, at du ikke nåede det…« sukkede lærerinden efter ham.

»Bare der ikke er sket noget… bare der ikke er sket noget med hende,« gentog Mikkel næsten hviskende.

Hanne svarede ikke. Hun tænkte på, at hun nu ikke bare var ansvarlig for børnene, men også for forældrenes tillid. Og hvis der virkelig var sket noget alvorligt med barnet…

I mellemtiden stod pigen med de hvide sløjfer og den gule taske med ællinger på skolens baggård under et højt træ og talte med en killing, som sad på en gren lige over hovedet på hende og ikke kunne komme ned. Hun havde forsøgt at overtale den til at springe, men killingen svarede bare med ynkelige mjav.

»Kom nu, lille ven, spring,« sagde Rikke til killingen. »Jeg fanger dig. Ærligt, jeg fanger dig.«

Killingen så ud til at forsøge at springe, men i sidste øjeblik lammede frygten dens bevægelser, og den klyngede sig stærkere til grenen og begyndte at mjave igen. Så ynkeligt, at Rikke næsten græd.

Da pigen indså, at hun ikke kunne klare det selv – løb hun efter hjælp.

Og da hun drejede om hjørnet på skolen, mødte hun uventet far og Hanne Jensen. De så mærkeligt bekymrede ud.

»Datter, hvor blev du af?« løb Mikkel hen til hende. »Jeg blev næsten sindssyg. Hvad laver du her?«

»Far, du må skælde mig ud bagefter, okay?« svarede Rikke. »Men lige nu… lige nu har jeg brug for din hjælp.«

»Hvad er der sket?«

»Kom med mig.«

Hun tog fat i faderens hånd og med den anden hånd trak hun Hanne, og førte dem bestemt rundt om skolen.

De voksne, som intet forstod, så på hinanden og fulgte tavse pigen. Endelig førte Rikke dem hen til træet og pegede opad:

»Der er en lille killing. Kan I se? Far, tag den ned, tak.«

»Rikke, vil du ikke fortælle far, hvordan du kom herhen? Hvor sagde jeg, du skulle vente?«

»Da jeg stod ved hegnet og ventede på dig, så jeg en hund jagte den her killing, og så løb jeg efter dem. Killingen kravlede op i træet af skræk, og hunden gjøede ad den. Jeg skræmte hunden væk… Men killingen kan jeg ikke få ned.«

»Skræmte du selv en stor hund væk?« spurgte Hanne forundret.

»Ja,« nikkede Rikke. »Jeg sagde til den, at min far kommer snart, og hvis den ikke gik selv, så ville min far hjælpe den. Og så gik den. Men killingen sidder der stadig, stakkels lille. Far, tager du den ned? Hvor længe skal vi stå og ikke gøre noget?« stompede Rikke utålmodigt med foden. »Den er jo bange…«

Mikkel så skeptisk på de tynde grene og indså, at med hans 90+ kilo var der ikke noget at gøre. Anderledes var det med lærerinden. Slank og spinkel. Hun kunne sagtens.

»Hvorfor kigger I sådan på mig?« spurgte Hanne forundret. »Jeg kravler ikke op. Jeg når ikke engang grenen.«

»Jeg løfter dig op,« smilede Mikkel.

»Ikke tale om!«

»Jo, please,« tog Rikke lærerindens hånd. »Se, hvor bange den er. Hvis den falder?«

Hanne så op.

Killingen mjavede ynkeligt igen, som om den virkelig forstod, at det handlede om den.

»Okay,« sagde hun endelig. »Men kun hvis du,« Hanne så på Mikkel, »holder mig rigtig godt fast og ikke taber mig.«

»Jeg lover, at det går godt,« smilede Mikkel.

Hanne satte sig på Mikkels brede skuldre, og han løftede hende let op. Så stillede hun sig på begge ben på hans skuldre, holdt fast i en gren med den ene hånd og strakte sig med den anden efter killingen, mens pigen og faren heppede.

»Lidt mere…« opmuntrede Mikkel hende. »Næsten der.«

Killingen bakkede først forskrækket, men tog så mod til sig og trådte forsigtigt frem mod hende…

»Det lykkedes! Det lykkedes!« klappede Rikke glad i hænderne. »Hvor er du sej, Hanne. Far, hold hende godt fast. Tab hende ikke.«

Da Hanne endelig stod på jorden, rakte Rikke straks armene ud efter killingen og trykkede den ind til sig.

Og den begyndte straks at spinde stille.

»Nå,« smilede Mikkel. »Gudskelov, alle er i live og raske. Men du skræmte mig, min datter, med din mystiske forsvinden.«

»Undskyld, far. Jeg ville ikke skræmme dig. Men jeg kunne ikke efterlade den alene. Den kunne ikke komme ned selv.«

Mikkel så på Rikke og rystede på hovedet.

Det var netop for det gode hjerte, han elskede sin datter højest.

»Må vi tage den med hjem?« spurgte Rikke og kiggede på killingen.

»Jeg tror, det bliver svært at sige nej efter sådan et bekendtskab,« grinede Mikkel.

»Så pas på den, mens jeg henter skolebøgerne. Og pas på, du ikke farer vild nogen steder. Så vi ikke skal lede efter dig bagefter, Hanne og jeg.«

Lærerinden kunne ikke lade være med at grine.

»Ja… Jeg forestiller mig, hvor overrasket mor bliver, når I kommer hjem med den lille fyr.«

»Jeg har ikke nogen mor…« sukkede pigen. »Men jeg ville ønske, jeg havde.«

»Åh, undskyld, det vidste jeg ikke…« slog Hanne forskrækket med øjnene.

»Det er okay,« smilede Mikkel. »Hun forlod os for fem år siden. Rejste til udlandet. Og jeg har ikke hørt noget fra hende siden. Eller rettere – Rikke og jeg har ikke hørt noget.«

I et par sekunder var der stille på skolens baggård. Hanne så tavs på dem – på den store, lidt kejtede mand med de venlige øjne og den lille pige med den grå killing i armene, og noget stak hende i brystet.

»Men nu har vi Kusse,« sagde Rikke bestemt og strøg killingen.

»Har du allerede fundet på et navn?« smilede Mikkel.

»Selvfølgelig. Kan man leve uden et navn?«

*****

Mikkel hentede altid Rikke selv. Nogle gange vekslede de blot nogle få ord med Hanne, andre gange trak samtalen ud, indtil skolegården var helt tom. De talte om Rikkes fremskridt, sjove historier fra klassen, bøger, film, kæledyr og holdt efterhånden op med at lægge mærke til, at de længe ikke kun talte om skolen.

En dag stod Mikkel i gangen, ventede til alle børn var gået, og trådte så bestemt ind i klasselokalet.

Hanne smilede først bredt, men da hun så den smukke buket i hans hænder, blev hun overrasket.

»Det er til dig,« sagde Mikkel dæmpet og rakte blomsterne frem. »Og så… Jeg ville gerne invitere dig til middag i aften. Eller rettere – Rikke og jeg vil meget gerne have, at du spiser med os. Vi tre. Hvad siger du til det, Hanne?«

Lærerinden blev rød, følte hvordan ørerne brændte, men… hun tog imod blomsterne.

De duftede af efterår, af hjem og mærkeligt nok af håb. »Ja,« svarede hun enkelt. »Jeg tager med.«

Præcis sådan svarede Hanne også Mikkel, da han et år senere friede til hende.

På rådhuset holdt Rikke fast i Hannes hånd og…

…kunne ikke stoppe med at smile. I det øjeblik følte hun sig som den lykkeligste pige i verden.

»Må jeg… Må jeg kalde dig mor nu?«

Den unge kvinde fik tårer i øjnene.

»Hvis du selv vil, så må du gerne. Det ville være det kæreste ord for mig.«

Rikke krammede hende.

Ved siden af stod Mikkel og så på dem med et smil.

Hvem skulle have troet, at hans og Rikkes liv på et enkelt øjeblik kunne ændre sig så meget?

Men mirakler sker alligevel.