Hvor er mit barn?

Jeg stod på samme sted, hvor jeg for fem minutter siden havde efterladt Anne, og kiggede mig forvirret omkring. Inde i mig voksede der en uforklarlig uro for hvert sekund, der gik. Hun var væk.

Blandt de mange børn i skolegården kunne jeg ikke finde hende. Min egen datter.

»Jeg fatter det ikke,« mumlede jeg for mig selv. »Hvor er hun blevet af? Jeg var væk i fem minutter – højst.« Så fik jeg øje på Mette Hansen, Annes klasselærer, som var i gang med at stille de sure førsteklassinger op på række efter højde. Jeg skyndte mig hen til hende.

»Hvor er mit barn?! En pige med hvide sløjfer. Hun skulle være sammen med jer. Men hun er der ikke.«

Jeg var så ophidset, at jeg ikke engang lagde mærke til, at min stemme blev skinger.

Den unge lærerinde foer sammen og så forvirret på mig.

»Undskyld… Hvem mener du? Alle mine elever er her vist nok.«

»Min datter. Anne. Hun stod her lige før, og nu er hun væk! Hun står i din klasse. Kan du ikke huske os?«

»Beklager, jeg har niogtyve børn i klassen, og vi har kun set hinanden et par gange.«

»Og hvad så?«

»Jeg har ikke fået lært alle børn og deres forældre at kende endnu.«

»Er det en undskyldning?«

»Hør, hver eneste forælder afleverede selv deres barn. Men du… du afleverede ikke. Du kommer først hen til mig nu. Jeg forstår, at der er kaos, men… Du må hellere fortælle mig, hvorfor du efterlod din datter alene? Kan du ikke se, hvor mange mennesker der er i skolen i dag? Her kan ikke bare et syvårigt barn, men også en voksen blive væk.«

»Jeg løb lige ud for at købe vand. Anne var tørstig. Da jeg kom tilbage, var hun væk. For helvede, du er jo lærer! Burde du ikke have holdt øje med børnene? Hvor skal jeg lede nu? Hvor kan hun være gået hen?«

Mette trak vejret dybt. Det var hendes første arbejdsdag, hendes første klasse, og det hele føltes som et mareridt.

»Slap af, mand. Hvordan så din datter ud?«

»Jeg sagde det jo: hun havde store hvide sløjfer i håret.«

»Beklager, men jeg har femten piger i klassen, og de har alle hvide sløjfer. Er der andre kendetegn? Hvad havde hun på, for eksempel?«

Jeg tav et øjeblik. Jeg var så forvirret og nervøs, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige. Om morgenen havde jeg hjulpet hende med at binde sløjferne, rettet på kraven, passet på, at hun ikke fik hvide strømpebukser på, og nu kunne jeg næsten ikke beskrive hende.

»Øh… Et barn på syv, med brune øjne og langt mørkt hår.«

»Det er bedre. Kan du huske mere?«

»Jo… Hun har en gul skoletaske med ællinger på! Hun elsker dyr, ved du, så hun valgte den. Ingen af de andre børn har sådan en. Gud, hvor kan hun være?« stammede jeg angst og kiggede rundt.

»Bare rolig, vi finder hende. Hun er sikkert ikke gået uden for skolens område. Så din Anne er her et sted. Vent her, jeg er tilbage om lidt.«

Mette løb hen til sine elever, der stod og trippede utålmodigt i starten af skolegården. Hun talte dem igen og kiggede især efter pigerne. Men ingen af pigerne med hvide sløjfer var Anne, og ingen af dem havde set en pige med en gul taske med ællinger.

Hun bad en kollega – klasselæreren i parallelklassen – om at holde øje med hendes elever, og skyndte sig tilbage til mig.

»Ingen af klassens elever har set hende,« sagde hun. »Hun kan ikke være kommet ind i skolen. Så må din datter være på området. Jeg foreslår, vi leder sammen.«

»Skal vi ikke kontakte politiet?«

»Det synes jeg er unødvendigt. Vi finder hende nok,« sagde Mette og prøvede at lyde rolig og sikker, selv om hun også var bekymret for pigen.

Så begav far og lærerinde sig ud for at finde Anne.

Vi gik hurtigt rundt i skolegården, kiggede på sportspladsen, henvendte os flere gange til vagten ved lågen. Men intet resultat. Ingen havde set Anne.

»Har din datter ikke en telefon?« spurgte Mette, da vi gik mod baggården – det eneste sted, vi ikke havde været endnu.

»Jo,« sukkede jeg. »Men jeg har den lige her. Nåede ikke at give hende den…«

»Det var ærgerligt…« sukkede lærerinden efter mig.

»Bare der ikke er sket noget… bare der ikke er sket noget med hende,« hviskede jeg næsten.

Mette svarede ikke. Hun tænkte på, at hun nu ikke kunne stå til regnskab for børnene, men også for forældrenes tillid. Hvis der virkelig var sket noget alvorligt med barnet…

I mellemtiden stod pigen med de hvide sløjfer og den gule skoletaske med ællinger bag skolen under et højt træ og talte med en killing, der sad på en gren lige over hendes hoved og ikke kunne komme ned. Uanset hvor meget hun bad den om at springe, mjavede den bare ynkeligt.

»Kom nu, lille ven, hop,« sagde Anne. »Jeg fanger dig. Det lover jeg.«

Killingen prøvede at springe, men i sidste øjeblik lammede frygten den, og den klamrede sig til grenen og mjavede. Så ynkeligt at Anne næsten græd.

Da hun forstod, at hun ikke kunne klare det selv, løb hun efter hjælp.

Og da hun drejede om hjørnet af skolen, stødte hun på mig og Mette. Vi så mærkeligt bekymrede ud.

»Min skat, hvor blev du af?« løb jeg hen til hende. »Jeg var ved at blive gal. Hvad laver du her?«

»Far, du kan råbe af mig bagefter, okay?« svarede Anne. »Lige nu… lige nu har jeg brug for din hjælp.«

»Hvad er der sket?«

»Kom med mig.«

Hun tog min hånd og trak Mette i den anden. Hun førte os bestemt bag skolen.

Uforstående så vi på hinanden og fulgte tavse efter pigen. Endelig viste hun hen til træet og pegede opad.

»Deroppe er en lille killing. Kan I se? Far, tag den ned, tak.«

»Anne, vil du ikke fortælle far, hvordan du endte her? Hvor sagde jeg, du skulle vente?«

»Jeg stod ved hegnet og ventede på dig, da jeg så en stor hund jage efter killingen. Jeg løb efter dem. Killingen klatrede op i træet af skræk, og hunden stod og gøede af den. Jeg jagede hunden væk… Men jeg kunne ikke få killingen ned.«

»Jagtede du selv en stor hund væk?« spurgte Mette forbløffet.

»Ja,« nikkede Anne. »Jeg sagde, at min far kommer snart, og at hvis den ikke gik, ville han hjælpe den af vejen. Og så gik den. Men killingen sidder der stadig, stakkel. Far, tager du den ned? Hvor længe skal vi stå og gøre ingenting?« trampede hun utålmodigt. »Den er bange…«

Jeg så skeptisk på de tynde grene og indså, at med mine 90+ kilo var der ikke meget, jeg kunne gøre. Men lærerinden – spinkel og slank. Hun kunne godt.

»Hvorfor kigger du sådan på mig?« spurgte Mette forundret. »Jeg klatrer ikke op. Jeg når ikke engang grenen.«

»Jeg løfter dig,« smilede jeg.

»Aldrig i livet!«

»Jo, vær sød,« Anne tog lærerindens hånd. »Se, hvor bange den er. Hvad hvis den falder?«

Mette kiggede op.

Killingen mjavede ynkeligt igen, som om den forstod, at det handlede om den.

»Okay,« sagde hun til sidst. »Men kun hvis du,« hun så på mig, »holder mig rigtig godt fast og ikke taber mig.«

»Jeg lover, at alt går godt,« smilede jeg.

Mette satte sig på mine brede skuldre, og jeg løftede hende let. Så rejste hun sig på mine skuldre og holdt fast i grenen med den ene hånd, mens hun med den anden, under Annes og min opmuntring, strakte sig efter killingen.

»Lidt til…« heppede jeg. »Næsten der.«

Først bakkede killingen forskrækket, men så tog den mod til sig og trådte forsigtigt hen mod hende og…

»Det lykkedes! Det lykkedes!« klappede Anne glædeligt. »Hvor er du dygtig, frøken Mette. Far, hold hende fast. Lad være med at tabe hende.«

Da Mette endelig stod på jorden, rakte Anne straks armene ud efter killingen og trykkede den ind til sig.

Den begyndte straks at spinde sagte.

»Nå,« smilede jeg. »Gudskelov, alle er i live og raske. Men du skræmte mig voldsomt med din mystiske forsvinden, min skat.«

»Undskyld, far. Jeg ville ikke skræmme dig. Men jeg kunne ikke bare efterlade den. Den kunne ikke komme ned selv.«

Jeg så på Anne og rystede på hovedet.

Det var netop det gode hjerte, jeg elskede hende højest for.

»Må vi tage den med hjem?« spurgte Anne og så på killingen.

»Det bliver nok svært at sige nej efter sådan et bekendtskab,« grinede jeg.

»Så pas på den, mens jeg henter mine bøger. Og pas på, du ikke forsvinder igen. Så vi ikke skal lede efter dig bagefter, Mette og jeg.«

Lærerinden kunne ikke lade være med at le.

»Ja… Forestil dig, hvor overrasket mor bliver, når I kommer hjem med den lille fyr.«

»Jeg har ikke nogen mor…« sukkede pigen. »Men jeg ville ønske, jeg havde.«

»Undskyld, det vidste jeg ikke…« blignede lærerinden forskrækket.

»Det er okay,« smilede jeg. »Hun forlod os for fem år siden. Hun rejste til udlandet. Og jeg har ikke hørt fra hende siden. Eller rettere – Anne og jeg har ikke hørt noget.«

I nogle sekunder var der stille på baggården. Mette så tavs på os – på den store, lidt klodsede mand med de venlige øjne og den lille pige med en grå killing i armene – og der stak noget i hendes bryst.

»Til gengæld har vi nu Mulle,« sagde Anne bestemt og strøg killingen.

»Har du allerede fundet på et navn?« smilede jeg.

»Selvfølgelig. Kan man leve uden?«

*****

Jeg hentede altid Anne selv. Nogle gange vekslede Mette og jeg kun få ord, andre gange trak samtalerne ud, til skolegården var helt tom. Vi talte om Annes fremskridt, sjove historier fra klassen, bøger, film, kæledyr – og langsomt holdt vi op med at lægge mærke til, at vi ikke længere kun talte om skolen.

En dag stod jeg i gangen, ventede til alle børn var gået, og gik så beslutsomt ind i klasselokalet.

Mette smilede først bredt, men da hun så den smukke buket i mine hænder, blev hun overrasket.

»Den er til dig,« sagde jeg hæst og rakte hende blomsterne. »Og… jeg vil gerne invitere dig til middag i aften. Eller rettere – Anne og jeg vil meget gerne have, at du spiser middag med os. Vi tre. Hvad siger du til det, frøken Mette?«

Lærerinden rødmede og følte, hvordan ørerne brændte, men hun tog imod blomsterne.

De duftede af efterår, hjem og – mærkeligt nok – af håb. »Ja,« svarede hun enkelt. »Jeg siger ja.«

Præcis sådan sagde Mette også ja, da jeg et år senere friede til hende.

På rådhuset holdt Anne Mette fast i hånden og…

…kunne slet ikke stoppe med at smile. I det øjeblik følte hun sig som det lykkeligste barn i verden.

»Må jeg… må jeg kalde dig mor nu?«

Den unge kvinde fik tårer i øjnene.

»Hvis du selv vil det, så må du gerne. Det ville være det dyrebareste ord for mig.«

Anne holdt hende fast.

Jeg stod ved siden af og så på dem med et smil på læben.

Hvem skulle have troet, at vores liv kunne ændre sig så dramatisk på ét øjeblik?

Men mirakler sker altså.

Og det mirakel – en sød, pjusket mirakel – ligger lige nu på vindueskarmen i lejligheden og venter utålmodigt på, at hans familie endelig kommer hjem.