Mette fattede ikke først, hvem der listede langs vejen. Hun parkerede bilen og styrtede hen mod væsnet, der desperat trængte til hjælp.
Tættere på knækkede Mette næsten sammen af medlidenhed. Foran hende stod en udmattet kat og vaklede. Hun kunne ikke engang se, hvilken farve den havde, for dyret var smurt ind i mudder.
Men det værste – staklen kunne hverken se eller trække vejret ordentligt. På hovedet sad en afskåret plastikflaske.
“Hvem har gjort sådan mod dig?” udbrød hun forskrækket, da hun forsigtigt løftede den lille stakkel.
Det føltes, som om den var vægtløs. Katten prøvede med sin sidste kraft at sprælle, men kunne ikke, og hang livløst i hendes arme.
“Andreas, er du på arbejde? Jeg har brug for din hjælp, med det samme. Vent!” råbte hun i røret og kørte mod veterinærklinikken, hvor hendes ven arbejdede.
De næste to timer kæmpede Andreas og hans kolleger for kattens liv. Mette sad stille i gangen og lyttede.
“Nå, hvad skal jeg sige… katten var heldig, at den mødte dig. Lidt endnu, og vi havde ikke kunnet gøre noget. I nat bliver den her. Jeg har nattevagt og passer på din protegé,” smilede han.
“Andreas, tak. Hvis ikke det var for dig, ved jeg ikke…” begyndte Mette og brød ud i gråd, mens hun trykkede sig ind til dyrlægens skulder.
Andreas strøg hende over håret: “Det skal nok gå, Mette, du husker da, hvordan det var, da vi var børn?” blinkede han til sin bedste veninde.
Mette smilede gennem tårerne. De havde kendt hinanden i mange år. Andreas havde reddet hende så mange gange. Siden barndommen vidste Mette, at hvis Andreas var i nærheden, ville alt blive godt.
“Skynd dig hjem. Ellers bliver din mor sur igen,” sagde Andreas bekymret.
Mette nikkede og gik hurtigt mod udgangen. Andreas så efter hende med ømhed…
*****
Andreas’ bekymring var ikke ubegrundet. Han var nabo til Mette og kendte hendes familie. Hendes forældre havde længe haft et problem med alkohol.
Året før var familiens overhoved gået bort. Mettes mor var utrøstelig. Hun mistede mere og mere fatningen og lod det gå ud over datteren.
Andreas havde altid haft ondt af den pæne, rødhårede pige med fregnerne.
Han var tre år ældre end Mette og tog straks ansvaret for hende. Han beskyttede hende mod bøller og piger, der drillede. Mette tog imod Andreas’ hjælp med taknemmelighed.
I modsætning til sine forældre stræbte hun efter et godt liv. Mette tog sin studentereksamen med sølvmedalje. Og hun vidste, at hun måtte yde en kæmpe indsats for at komme ind på et anerkendt universitet.
Nu var Mette på tredje år på sprogstudiet.
Andreas var meget stolt af sin veninde. Han var selv for nylig blevet færdig på Veterinærskolen, elskede sit arbejde, men syntes, at det var meget sværere at lære fremmedsprog.
Mette nåede både at studere og arbejde som bud på en brugt bil, som hun havde arvet efter sin far.
“Jeg er hjemme!” råbte Mette fra entreen.
Svaret var regelmæssig snorken. En skarp lugt af alkohol fyldte lejligheden. Moren lå og sov med det ene ben hængende ud fra sofaen. Tomme flasker lå på gulvet.
Mette sukkede dybt, ryddede op og gik ind på sit værelse for at forberede sig til timerne.
Billedet af det mishandlede dyr forlod ikke Mettes tanker. Hvordan havde den det? Hun skrev en besked til Andreas…
Den stakkels kat sov, men rystede uroligt. Det føltes, som om plageånderne stadig var i nærheden. Den stønnede svagt af smerte og sank igen ned i mørket.
“Du klarer den, kæmper! For Mettes skyld. Hun venter på dig og ønsker dig god bedring,” hviskede Andreas, der sad ved siden af.
Ved daggry åbnede katten øjnene, og da den så mennesket ved siden af sig, forsøgte den at flygte. Men den kunne ikke. Den så skrækslagen på Andreas. I blikket lå smerten.
“Stille, lille ven, jeg gør dig ikke noget,” sagde Andreas.
Men katten vidste, at man ikke kunne stole på nogen i denne verden. Den ville hvæse, men der kom kun en hæs lyd fra struben.
“Det går alt sammen, smukke,” undersøgte Andreas katten forsigtigt.
Hele ugen tilbragte staklen på klinikken. Mette kom hver dag for at se til sin kæreste, der først skyede mennesker. Men efterhånden valgte den både Mette og Andreas og lod dem forsigtigt komme nærmere.
“Vil du virkelig tage den med hjem?” spurgte Andreas.
Han var bekymret for, hvordan Mettes mor ville tage imod det nye familiemedlem. Mette nikkede selvsikkert og trykkede katten ind til sig…
Til alles overraskelse tog moderen roligt imod kæledyret. Hun spurgte bare hæst: “Jeg håber ikke, jeg skal fodre den?”
Mette smilede skævt. Grethe brugte hele sin folkepension på spiritus. Katten og datteren var ikke en del af hendes planer.
“Mor, jeg sørger selv for den,” sukkede Mette.
“Det lyder som et svar fra en voksen. Godt,” sagde moderen tilfreds.
Og så, som om hun vågnede, spurgte hun: “Hvad har du kaldt den?”
Mette så på den grå-røde kat og svarede: “Rødtop.”
“Ja, den ligner da lidt en ræv,” lo Grethe.
Sådan begyndte de at bo sammen med katten. Mette fik mere glæde ved at komme hjem, for nu vidste hun, at der var nogen, der ventede på hende…
Rødtop stolede ikke på Grethe. Kvinden skræmte den med sin hæse stemme og bratte bevægelser. Lugten af alkohol gjorde katten nervøs.
Derfor holdt den sig helst væk, når Mette ikke var hjemme.
“Den er så vild, ikke kælen,” brokkede moderen sig utilfreds.
Mette trak på skuldrene og undgik at diskutere.
Når Andreas kom på besøg, kom Rødtop forsigtigt frem. Så gned den sig op ad hans ben. Den huskede ham godt og var taknemmelig for redningen.
Andreas fortalte Mette, at Rødtop var omkring fire år gammel. Men katten havde været igennem meget. Den manglede nogle tænder, havde problemer med det ene ben og med hjertet.
“Overdreven belastning, som for eksempel en flyvetur, er farlig for dens helbred,” sagde Andreas.
“Nå, men vi skulle jo til udlandet med Rødtop,” lo Mette, godt klar over, at flyveture slet ikke var en mulighed…
Sådan gik to år.
Mette var ved at afslutte sit studie og drømte om en karriere som tolk. En dag leverede hun en pakke dokumenter til en stor virksomhed.
Sekretæren tog imod pakken. Mette var på vej ud, da en forvirret mand kom ud fra kontoret:
“Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Forhandlingerne om en time, og ikke en eneste dygtig tolk!” sukkede han.
Mette stirrede på den flotte mand. Han lagde også mærke til hende.
“Er De tilfældigvis tolk?” spurgte han.
Sekretæren åbnede munden, men Mette var hurtigere:
“Ja, jeg er tolk. Jeg taler engelsk og kinesisk,” svarede hun frejdigt.
Ud af øjenkrogen så hun sekretærens øjne blive store som tallerkener. Men hun tog chancen…
Sådan blev Mette efter endt uddannelse ansat som personlig assistent for Mikkel.
Mikkel viste sig at være en charmerende mand på femogtredive. Efter et par måneder blev deres forhold mere end forretningsmæssigt. Mette nød Mikkels opmærksomhed. Han bejlede smukt, gav usædvanlige gaver.
“Hvad er der blevet af dig, veninde? Siden du fik jobbet, er du blevet en helt anden,” sagde Andreas til Mette.
Mette smilede hemmelighedsfuldt. Hun ville ikke dele sin lykke med nogen…
“Du skulle sige det til hende. Hvor længe vil du pines for den Mette?” sagde Andreas’ bedste ven Niklas.
“Du har nok ret. Men jeg er bange for, at hun ikke føler det samme. Og så ødelægger jeg vores venskab,” indrømmede Andreas.
“Det er ikke venskab, det er en plage. Du ser helt sørgelig ud,” sukkede Niklas dystert.
Andreas vidste, at hans ven havde ret…
Det var Andreas’ fødselsdag, og Mette kom som sædvanlig først for at ønske til lykke. Hun bankede på. Andreas stod allerede ved døren.
“Andreas, tillykke med dagen!” sagde Mette, da hun trådte ind.
“År efter år, og intet ændrer sig,” smilede Andreas’ mor, da hun så dem.
Mette havde som altid bagt hans yndlingskage. De sad i køkkenet og drak kaffe.
“Du virker mystisk i dag, Andreas. Hvad er der?” spurgte Mette først.
“Mette, du ved, jeg har længe villet sige dig noget…” begyndte Andreas. Men Mette afbrød:
“Hør, jeg har også en alvorlig samtale med dig.”
Andreas stivnede. Et lille håb rørte sig i hans sjæl.
“Så lad mig høre først,” sagde han.
Mette smilede: “Jeg har fået job. Det ved du. Og så… er jeg blevet forelsket!” udbrød hun og så Andreas lige i øjnene.
Han blev et øjeblik flov: “Nå, endelig, Mette. Jeg er så glad, for jeg elsker også…” nåede han ikke at sige færdig, for Mette afbrød igen:
“Og ser du, han er så omsorgsfuld… Ganske vist ældre end mig. Men det gør intet, vel?”
Andreas tænkte sig om. Aldersforskellen på bare tre år generede ham slet ikke. Han nikkede og lyttede videre.
“Ser du, det er min chance for et lykkeligt liv. Mikkel rejser om to måneder til London og vil have mig med.
Men jeg kan ikke tage Rødtop. Du sagde selv, at dens hjerte er dårligt. Og Mikkel er allergisk over for dyr,” sagde hun.
Andreas blev lamslået. Det føltes, som om en skovl var ramt ham: “Vent, hvilken Mikkel? Hvad har allergi og Rødtop med det at gøre?” spurgte han stille.
“Andreas, hører du overhovedet efter? Mikkel er min chef og forlovede. Vi rejser til London. Jeg har altid drømt om at bo og arbejde i udlandet. Det er sådan en oplevelse!
Men vi kan ikke tage Rødtop. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. At lade den blive hos mor – ikke en mulighed, og at give den væk… Rødtop vil jo ikke hen til andre mennesker, det ved du,” sukkede Mette.
Andreas sad tavs.
“Sikke et fjols, jeg er!” tænkte han. Han tvang sig til at samle sig og smilede sorgløst: “Nå, Mette. Det var da nyt! Du skal ikke bekymre dig, veninde. Det skal nok gå, lover jeg! Jeg kan tage Rødtop. Den kender mig. Det vigtigste er, at du er lykkelig,” sagde han glad.
Mette så ind i Andreas’ øjne. De var på en eller anden måde blevet triste og slukkede, selv om de for et øjeblik siden havde strålet af lykke.
“Hvad var det, du ville sige mig?” spurgte hun usikkert.
“Nå, det er ikke noget. Bare lidt ændringer på arbejdet,” viftede Andreas hånden…
To måneder forberedte Mette sig på rejsen.
Mærkeligt nok, jo tættere flyttedagen kom, desto tungere blev hendes hjerte:
“Nok er jeg bange for at lade mor blive alene…” tænkte Mette. Men inderst inde vidste hun, at det ikke var hovedårsagen til hendes vemod.
For øjnene dukkede hele tiden Andreas’ triste blik op. Hvordan skulle hun klare sig uden ham? De havde jo været bedste venner i så mange år.
På det sidste var Mette endda begyndt at føle, at deres venskab var vokset til noget mere…
“Stop! Jeg skal snart bo med Mikkel i London. Og alligevel tænker jeg på Andreas,” prøvede Mette at jage de bekymrende tanker væk.
Rødtop klatrede forsigtigt op på hendes skød. Den mærkede, at der var noget galt med hendes matmor. Derfor prøvede den at trøste hende med en blød spinden.
“Rødtop, min lille ven. Hvordan skal jeg klare mig uden dig?” hviskede Mette.
Hun huskede en nylig samtale med Mikkel, hvor han klart havde sagt, at katten ikke havde plads i deres liv:
“Mette, jeg kan ikke leve af piller resten af livet på grund af et eller andet dyr. Selv om det er det kæreste,” havde han sagt.
Og de ord havde lydt som en dom…
“Nå, Mette, det er tid til at sige farvel!” sagde Andreas muntert. Han holdt Rødtop i armene.
“Andreas, du ringer da, ikke? Glem mig ikke,” hviskede Mette gennem tårer.
“Tag dig nu sammen, ellers bliver Rødtop nervøs. Undskyld, at vi ikke kører til lufthavnen for at sige farvel,” smilede Andreas.
De stod på trappeafsatsen. Andreas slap Rødtop ind i lejligheden og omfavnede Mette.
“Lad hende ikke gå… Bare lad hende ikke gå!” hamrede det i hans tindinger.
“Jeg må af sted,” sagde Mette og kyssede ham på kinden.
“Jeg glemmer dig ikke. Aldrig nogensinde,” hviskede Andreas og slap hende…
Hun stod ved check-in-skranken og vidste, at lige nu blev hendes skæbne afgjort.
“Nå, hvorfor ser du så bedrøvet ud?” opmuntrede Mikkel hende.
Hun prøvede at smile.
“Jeg glemmer dig ikke… Aldrig nogensinde…” hamrede Andreas’ ord i hendes tindinger…
Mette så ud ad vinduet på den forsvindende lufthavn.
“Kommer I fra noget?” spurgte taxachaufføren.
“Nej, jeg blev bare,” svarede Mette med glædestårer.
“Det sker… Jeg tror, du traf den rigtige beslutning,” sagde chaufføren filosofisk.
Rødtop sad og så trist ud.
“Det skal nok gå, Rødtop!” opmuntrede Andreas.
Der bankede insisterende på døren. Andreas åbnede og stivnede…
“Den dag på din fødselsdag ville du sige mig noget, men jeg afbrød,” sagde Mette.
Andreas smilede: “Hvad laver du her?” spurgte han.
“Andreas, svar mig, hvad ville du sige?” gentog Mette.
Men Andreas tav og så på hende. Så gik han tættere på og omfavnede hende.
Hun strøg den glade Rødtop, der gned sig om hendes fødder, og hviskede: “Jeg elsker dig, og jeg kan ikke leve uden dig og Rødtop…”
“Det var præcis det, jeg ville sige til dig, min elskede,” svarede Andreas.
