Min eksmand Mikkel kommer hjem til mig, så snart han får at vide, at jeg har købt en lejlighed til vores søn. Fra dørtærsklen erklærer han, at han nu vil bo hos os.
Dørklokken ringer.
– Mor, luk op, det er far! – siger den tolvårige Mads, lægger controlleren fra sig og løber ud i gangen.
Låsene i den nye metaldør drejer tungt. Jeg må trykke hårdt på håndtaget for at dreje nøglen. Udenfor står Mikkel med en pose fra en elektronikbutik i hånden. Han har ikke vist sig i fem år. Børnebidraget fra ham har været meget lille, fordi det blev beregnet ud fra en minimal officiel løn. Men nu står han her i en ny ruskindjakke og smiler.
– Hej, husejere! – siger Mikkel, mens han går ind i gangen og næsten træder på en skotøjsæske, som ikke er blevet sat på plads endnu. – Hej, Mads! Se hvad jeg har med til dig. Det er den nyeste model, den er svær at få fat i i butikkerne.
Sønnen bliver meget overrasket. I de sidste fem år har Mikkel kun sendt korte beskeder to gange om året – til fødselsdag og nytår. Nogle gange har han overført et par hundrede kroner. Mads ved godt, at hans far ikke er interesseret i ham, og han forventer ikke så dyr en gave.
– Hvorfor kommer du, Mikkel? – spørger jeg stille. Jeg bliver urolig, fordi pludselige optrædener af min eksmand normalt ikke varsler noget godt.
– Hvad mener du? Til min søn! – Mikkel stiller æsken på skohylden og begynder at tage sine støvler af. – Jeg fandt ud af, at I har skiftet bolig. Et godt kvarter, et nyt hus. Godt klaret, Mette, du har fået styr på tingene. Hæld lidt kaffe op til mig, tak. Vi skal snakke alvorligt om vores søns fremtid.
Det har været meget svært for mig at købe denne lejlighed. I fem år har jeg sparet voldsomt, arbejdet på to stillinger i et logistikfirma og lavet rapporter om natten. Jeg har lagt hver en krone til side. Jeg har ikke taget på ferie, ikke købt nyt tøj og ikke været på café. En toværelses lejlighed i udkanten af København i et nybyggeri virkede først som en umulighed. Men bygherren leverede bygningen før tid, og vi kunne flytte ind.
Jeg har straks skrevet ejendommen på Mads, så han får sin egen bolig i fremtiden, og ingen problemer kan fratage ham den. Alle slægtninge og venner har vidst det og glædet sig. Men Mikkel har også fået nys om købet.
– Kom med ud i køkkenet, – siger jeg, fordi jeg ikke vil skændes foran barnet. – Mads, gå ind på dit værelse og åbn gaven. Jeg og far skal snakke.
Sønnen tager æsken og skynder sig ind på værelset. I køkkenet hænger der stadig lugten af nye materialer og nye møbler. Køkkenet er fra IKEA, og min bror har samlet det. Mikkel sætter sig på en taburet, lægger albuerne på bordet og kigger sig omkring.
– Jo, det ser ikke dårligt ud, – siger han. – Det er vel omkring tres kvadratmeter? Stort køkken. Hvad koster sådan en lejlighed nu om dage? To en halv million kroner?
– To en halv million, – svarer jeg og hælder vand i kedlen. – Og alle de penge har jeg tjent selv. Jeg har også brugt min opsparing, og mine forældre har hjulpet lidt. Du har intet med denne lejlighed at gøre.
– Mette, hvorfor bliver du straks sur? – Mikkel ryster på hovedet. – Vi blev skilt, sådan er det. Vi var unge og lavede fejl. Men vi har kun én søn. Jeg har også arbejdet i alle de år og udviklet min virksomhed. Nu er min indtægt steget. Jeg kom bare for at se, hvordan mit barn lever.
Jeg lytter til ham og undrer mig over hans frækhed. Da vi flyttede fra hans etværelses lejlighed, som tilhørte hans mor, tjekkede Mikkel vores tasker for at se, om jeg havde taget noget med, jeg ikke skulle. Han tog endda blenderen, som mine forældre havde givet os i bryllupsgave. Dengang var jeg meget såret, men nu føler jeg kun afsky.
– Nå, du har set det? Drik din kaffe og gå. Vi har travlt, – jeg stiller en kop med billig tepose foran ham. Dyr te har vi ikke købt af gammel vane – vi har sparet på alt for længe.
***
Mikkel trækker koppen hen mod sig, men drikker ikke. Han gør et alvorligt ansigt og læner sig ind over bordet.
– Mette, jeg kommer med en sag. Jeg har hørt, at du har skrevet lejligheden på Mads. Altså at han er eneejer. Er det rigtigt?
– Ja, det er rigtigt. Hvorfor bekymrer det dig?
– Det var alligevel noget! – Mikkel ser overrasket ud. – Du har handlet ufornuftigt, økonomisk set. Han er kun tolv år gammel. Forstår du, at det er farligt? Hvis der sker dig noget, vil der opstå problemer med værge og domstolene. Og i det hele taget er det skadeligt for et barn at få alt forærende i barndommen. Du forkæler ham, og han vil ikke lære at værdsætte ting.
– Jeg har ikke brug for dine råd om opdragelse, – siger jeg og klemmer hårdt om bordkanten for at dæmpe vreden. – I fem år har du ikke bekymret dig om, om han var forkælet eller ej. Jeg købte sko i større størrelser, så de kunne holde længere, og jeg fik brugte jakker af venner. Hvor var du dengang med din økonomiske indsigt?
– Okay, lad være med at skændes, – Mikkel løfter hænderne for at vise, at han ikke vil diskutere. – Jeg vil gøre det bedste for jer. Jeg har et forslag. Det er en god plan for at bruge de kvadratmeter til at tjene penge.
– Min virksomhed åbner snart en ny logistikafdeling. Jeg har brug for penge til at udvikle forretningen. Mod denne lejlighed kan vi tage et stort banklån. Eller vi kan sælge den toværelses, investere pengene i forretningen, og om et år køber jeg en treværelses lejlighed i centrum af København til Mads. Vi kan tjene halvtreds procent om året.
Jeg hører hans ord og kan næsten ikke tro, hvad der sker. Denne mand er kommet for at tage hans egen søns eneste bolig og investere i sin risikable forretning.
– Er du blevet sindssyg? – hvisker jeg, så Mads på værelset ikke hører noget. – Lejligheden tilhører et mindreårigt barn. Ingen bank vil give lån mod et barns ejendom. Og værgerådet vil ikke tillade salg, medmindre barnet straks får en anden bolig, der ikke er ringere end denne.
Mikkel smiler.
– Mette, det er intet problem. Alt kan ordnes. Jeg kender advokater, der kan finde de rigtige smuthuller. Værgerådet kan omgås. Vi kan midlertidigt skrive Mads ind i min mors hus på landet. Der er et stort hus, det opfylder arealkravene. Derefter kan lejligheden overdrages til mig eller dig, og så kan vi bruge den til handler. Jeg har allerede regnet på det. Vi kan handle som forretningspartnere for Mads’ skyld.
I det øjeblik kommer Mads ind i køkkenet. I hænderne holder han den nye tablet og smiler lykkeligt.
– Far, mange tak! Tableten kører rigtig hurtigt. Vil du hjælpe mig med at sætte profilen op? Min gamle telefon kan ikke følge med programmerne længere.
Mikkel skifter straks tone og taler meget blidt:
– Selvfølgelig, min dreng! Vi fikser det med det samme. Jeg vil altid hjælpe dig, husk det. Nu skal vi ses ofte. Jeg overvejer endda at flytte ind hos jer. Der er plads nok her, det bliver sjovere sammen. Jeg vil hjælpe dig med lektierne og melde dig til en sportsklub.
Jeg bliver meget utilpas. Jeg forstår hans virkelige mål. Han vil ikke kun have pengene fra lejligheden. Han har besluttet at vende tilbage, fordi vi nu har en dyr ejendom. For fem år siden smed han os ud med én kuffert. Dengang sagde han, at han var træt af et barn, der græd, og af at jeg altid så træt ud. Men nu, hvor sønnen er vokset, og jeg har min egen lejlighed i København, vil han hævde sin faderret.
– Mads, gå ind på dit værelse, – siger jeg så roligt som muligt. – Vi er ved at blive færdige med snakken, og så kommer far ind til dig.
Sønnen nikker og går. Mikkel ser på mig med selvsikkerhed.
– Ser du, hvordan drengen har det med mig? Han har brug for en mandlig opdragelse. Og du opdrager ham alene, du ser bleg og træt ud af arbejde. Sig ja til mit tilbud, Mette. Jeg vender tilbage til familien, og vi skal leve normalt. Lejligheden bliver brugt i forretningen, og vi tjener mange penge. Du kan sige op fra dit hårde arbejde og passe hjemmet.
– Din mor bor i et gammelt træhus på Vestlolland, som falder fra hinanden, – siger jeg og ser på ham. – Vil du skrive barnet ud af en ny lejlighed i København og ind i et hus uden centralvarme? Alt sammen for at låne penge og smide dem i dine projekter? Jeg husker dine tidligere idéer: kaffeautomater og reservedele til biler. De projekter efterlod kun gæld, som mine forældre betalte, for at fogeden ikke tog vores hvidevarer.
Mikkel holder straks op med at smile. Hans ansigt bliver ondt, og han kniber læberne sammen.
– Hvordan taler du til mig? – spørger han højt. – Jeg er hans far! Jeg har lovlig ret til at opdrage min søn. Hvis jeg går til retten for at få fastsat, at barnet skal bo hos mig, får du det meget svært. Min officielle indkomst er nu tre gange så høj som din. Værgerådet vil se, at moderen arbejder to jobs og ikke har tid til barnet, mens faderen har fri arbejdstid og masser af penge.
Det er både latterligt og modbydeligt at høre på disse trusler. For fem år siden ville jeg have været bange, grædt og bedt ham lade være. Men i disse år har jeg arbejdet hårdt og mistet frygten. Jeg har lært at tale med inkassofirmaer, da Mikkel efterlod mig med hans ubet alte mikrolån. Jeg har lært at udfylde dokumenter og tale med offentligt ansatte.
– Gå endelig til retten, – svarer jeg roligt og hælder et glas vand op. – Indgiv en stævning. Dommeren vil blive meget overrasket, når han ser dine restancer i børnebidrag. Hvor meget skylder du for sidste år? Omkring tredive tusind kroner? Fogedens database er tilgængelig for alle, Mikkel. Din nye jakke og gaven til sønnen ser fine ud. Men loven beskytter de forældre, der forsørger barnet dagligt, ikke dem, der dukker op hvert femte år.
Mikkel rejser sig hurtigt fra stolen. Al hans overmod er forsvundet på et øjeblik.
– Du er bare misundelig og sur over, at jeg har det godt i livet! – råber han. – Bliv i din lille lejlighed og vær her alene. Tror du, det lykkes? Mads vokser op og flytter selv ind til mig, fordi du ikke kan give ham andet end denne lejlighed!
– Gå, Mikkel, – siger jeg og åbner hoveddøren. – Og tag din tablet med. Vi har levet uden dine gaver i fem år, og vi kan leve videre uden dem.
Mikkel går ind på værelset til sønnen og tager æsken med elektronikken fra den overraskede dreng.
– I kan slet ikke værdsætte gode ting! – råber han, mens han tager sine støvler på ved døren. – I får ikke en krone mere fra mig. Du kommer selv og beder om hjælp, når du ikke har råd til at betale huslejen!
Hoveddøren smækker i. Der bliver stille i gangen. Mads kommer ud fra sit værelse, han græder. Han er ked af, at tabletten blev taget, men han har forstået situationen. Han går hen til mig, lægger armene om min talje og klemmer sig ind til mig.
– Mor, det gør ikke noget. Jeg kan godt nøjes med min gamle telefon. Det vigtigste er, at vi nu bor i den nye lejlighed.
Jeg stryger ham over håret. Jeg har ikke længere nogen forventninger til den mand. Vi kan klare os selv, uden hans farlige planer og uden hans pludselige trang til at være far, som ville have kostet os dyrt.
