Kleo så ingen egen skyld i det. Nå, hun kunne ikke styre sig en enkelt gang, hun rykkede efter en kat, trak i snoren hårdere end nødvendigt, og ejeren faldt. Men Kleo gjorde det ikke af ond vilje – instinkter…
Livet gav Søren hele tiden en på næsen: “Hold dig væk, du hører ikke til her, træd til side.”
Søren trak sig. Livet havde ret, bedre at holde lav profil – så holder man sig sund. Moder Natur havde virkelig taget sig tid med ham: lille, tynd, svag.
Derfor blev han i skolen kaldt en svækling, og indimellem fik han en lærestreg for en sikkerheds skyld. Venner havde Søren næsten ingen, bortset fra én – Peder.
“Det går over, når jeg bliver voksen,” tænkte Søren dengang. “Voksne er fornuftige. De giver ikke dumme øgenavne eller deler lussinger ud uden grund.”
Åh, hvor han tog fejl…
*****
Med lussinger i voksenlivet var det faktisk bedre. Det er ikke kutyme i den voksne verden at dele dem ud til højre og venstre. Men med øgenavnene…
Søren blev kaldt alt muligt. Pjok, mide, yngel, mus. Han blev såret, men problemet var, at han ikke kunne svare igen. For til Sørens beskedne højde hørte der en enorm generthed.
Åh, hvor den generthed generede ham. Endnu mere end det uanselige ydre. Nye forhold kom aldrig i stand. Så han omgikkes kun sin gamle skolekammerat Peder og sin mor, så længe hun levede.
Årene gik, Søren arbejdede som lagerarbejder i en butik og tænkte slet ikke på kærlighed, selvom butikkens personale var halvfems procent kvinder.
Men damerne så på Søren som en slags “regimentsbarn”. De passede på ham, beskyttede ham, gav ham hjemmelavet mad. Hvorfor? Han var jo “stakkels lille”.
Desuden var Søren ved de fyrre år blevet helt forældreløs. Så de godhjertede kvinder havde ondt af ham…
Sådan gik det, indtil den dag han mødte Gitte. Gitte var en kvinde med stort K. Det var umuligt ikke at lægge mærke til hende!
Hun forenede højde, fremtrædende former og en kraftig stemme. Hun var storslået!
Søren blev håbløst forelsket. Han turde ikke engang nærme sig hende. Hvad var han for hende? En loppe, en bleg møl, et molekyle! Men livet har en sær humor. Og styret af den besluttede det at bringe den lille, genertte svækling og den store, larmende Gitte sammen.
Måden livet valgte var ret banal, men sikker. Hvor mange eksempler er der ikke på, at en redder forelsker sig i den reddede? Mange! Så også Gitte fik én gang reddet Søren…
Det skete sådan. Søren stod i køen ved kassen. Bag kassen sad den storslåede Gitte. Søren blegnede, rødmede, var nervøs, skiftede en pose kærnemælk fra hånd til hånd.
Så dukkede to unge knægte op bag ham med et par flasker stærk spiritus, skubbede den spinkle Søren til side med skulderen:
“Du står bag os, onkel. Vi har travlt,” sagde den ene.
På alle andre dage havde Søren ladet dem passere i tavshed, men ikke i dag. For i dag så Gitte på ham!
“Kom nu, gutter, stil jer i køen. Min frokostpause varer heller ikke evigt,” pep han.
“Lad være med at brokke dig! Vi sagde, du står bag os, så gør du det!” Den ene knægt havde allerede sat sin flaske på båndet.
Den anden vendte sig for at overbevise og skubbede let til Sørens bryst:
“Hold afstand, onkel!”
Søren blev purpurrød, åbnede munden, men blev overhalet:
“I køen!” tordnede Gitte fra kassen. “Og i øvrigt, unge herrer, må jeg bede om jeres id? Måske har jeg slet ikke lov til at sælge jer alkohol!”
Sørens plageånder blev nervøse:
“Kom nu, vi har jo børn derhjemme, og I vil have id?” forsøgte den ene at spøge.
“Hør her, ‘unge fædre’, lad være at spilde min tid. Enten bekræfter I jeres myndighed, eller også skynder I jer hjem til mor og far,” befalede Gitte.
Bag Gitte var butikkens vagt, Per, allerede vågnet af sin kedsomhed. Så de “unge fædre” forsvandt mumlende.
“Næsvære møgunger!” sagde Gitte vredt.
Så så hun på Søren og tilføjede venligt:
“Kom, Søren, jeg scanner dig. Ellers når du ikke at spise. Og du skal have mad, du er alt for tynd. Selv små bøller mobber dig.”
“Tak…” mumlede Søren.
Han ville synke i jorden.
“Nu er der ikke engang et svagt håb om, at Gitte vil se på mig. Hvor pinligt. Bange for nogle drenge! Men hvordan skulle jeg vide, at de var drenge? De var store!” tænkte Søren.
Men det viste sig at være lige omvendt.
Fra den dag begyndte Gitte at behandle ham anderledes. Hun smilede, flirtede, begyndte at medbringe mad til ham hjemmefra. De andre kvinder i butikken trak sig tilbage. Søren anede ikke, hvad Gitte havde gjort for det. Men en dag hørte han kvinderne hviske:
“Vores mus er blevet Gittes trofæ.”
“Nå, det gør ikke noget. Måske gifter hun sig med ham, og så får hun nok gjort ham fed.”
Søren var ikke alt for ked af at være et trofæ:
“Så er jeg vigtig for hende! Så holder hun af mig. Der er kun et skridt til kærlighed. Foreløbig nøjes vi med min kærlighed. Det er nok til os begge.”
Den tanke fik Søren til at handle. Han trådte på sin generthed og inviterede Gitte ud.
Hun sagde ja. Den ene date førte til den anden – en romance opstod, og til sidst blev de gift…
Men ægteskabet skuffede Søren. Gitte udpegede sig straks som familieoverhoved. Og det var i sig selv ikke slemt, men den måde, hun forestillede sig et overhoved på, var helt speciel.
I hendes verden skulle overhovedet ikke bare bestemme og kontrollere, men også have ret til at opdrage og straffe.
Åh, hvor ofte fik Søren tørre tæv for den mindste forseelse. En lampe hang forkert, gulvet var dårligt vasket, han havde ikke vasket sin tallerken…
Søren holdt ud. Han elskede på trods af alt sin redder Gitte. Og han ville så gerne også blive elsket. Han håbede på, at det kunne blive anderledes. At de ville vænne sig til hinanden og leve i harmoni.
Illusionerne og resterne af kærligheden blev slået ud af Søren af et eneste lussing.
“Din klodrian, svækling, pjok!” skældte Gitte den aften. “Kan du overhovedet gøre noget rigtigt? Tier du? Det skulle du have gjort! Fortæl mig, hvor jeg skal finde en anden kop som den?”
“Det var min mormors, gammel, min yndlings. Dine kløer er krogede, du kan ikke engang vaske op. Jeg mangler tålmodighed!”
Søren nåede ikke at svare. Da Gitte løb tør for ord, gik hun over til handling! Hendes hånd var tung.
Men da Søren atter kunne tænke klart, forstod han: “Det er tid til at skilles! Jeg fik nok lussinger i min barndom!”
De blev skilt med skænderi og råben. Søren blev igen skuffet over mennesker og lovede sig selv aldrig at blive forelsket igen…
Kleo blev også slået af livet. Helt ufortjent. Hun var pragtfuld – sort, lang, stor. Hele tolv kilo lykke!
Men mærkeligt nok havde ingen brug for så meget lykke. Derfor vandrede Kleo fra hånd til hånd…
Den første ejer kunne ikke lide hendes udseende:
“Det er en slags over-takst, eller måske super-takst! Kort sagt, ikke godkendt. Jeg har aldrig drømt om en blandingshund.”
Så han gav Kleo hurtigt videre til en ven.
“Hvad er det for en race? Kæmpegravhund?” jokede han. “Den er stor! Moren må have syndet med en basset. Og den gør! Perfekt, den kan passe sommerhuset.”
Men Kleo kunne ikke passe noget. Hun havde en dyb, truende stemme. Men hun gøede ikke, når hun så potentielle fjender og tyve, men når det faldt hende ind.
“Dumme hund,” skældte de hende. “Tomgøer! Æder meget, kan ikke passe. Men du tramper alle blomster ned og graver græsplænen op. Du må finde en anden ejer.”
Med besvær fandt de en ny ejer. En ældre, sød dame, men meget langsom. Kleo lovede sig selv at være en god hund. Men det lykkedes ikke igen…
Kleo så ingen egen skyld i det. Nå, hun kunne ikke styre sig en enkelt gang, hun rev efter en kat, trak i snoren hårdere end nødvendigt, og ejeren faldt.
Men Kleo gjorde det ikke af ond vilje – instinkter. Ejeren slap med skrækken, gudskelov. Var det en grund til at skilles? Men mennesker er uforståelige.
“Jeg kan ikke styre hende!” klagede den faldne ejer i telefon. “Mit liv er for dyrebart. Find et nyt hjem til hende. Ellers sætter jeg hende ud.”
Og den anden må have gjort noget. Kleo fik en familie. En rigtig familie på tre: en mand, en kvinde og et barn.
“Kleo, lad være med at genere Andreas!” befalede manden. “Ellers får du tæv.”
Kleo havde ikke tænkt sig at genere den lille. Men han havde andre planer:
“Du er min hest,” sagde den fireårige Andreas og prøvede at sætte sig på Kleo.
Hun snoede sig og knurrede. Hun var stor, men næppe en hest.
Andreas blev sur og græd. Konen blev vred og skældte ud. Manden greb bæltet. Kleo gemte sig. Manden råbte og truede med at aflevere Kleo til internatet…
Det var uvisst, hvordan det ville ende, men en dag kom mandens ven på besøg. Kleo listede frem under sengen for at se, hvem der var kommet.
Vennen viste sig at være en lille, spinkel fyr ved navn Søren.
“Hvor han er ynkelig,” tænkte Kleo. “Min herre er meget større. Ham dér er sikkert også en anden sorteringsfejl, ligesom mig.”
“Hej, det er hundrede år siden, Peder,” Søren omfavnede Kleos herre. “Jeg ser, du har fået en ny. Har du anskaffet dig en hund? Og jeg er endelig blevet skilt.”
“Tillykke, det var på tide! Og jeg vil gerne skilles fra den hund. Jeg har fortrudt det hundrede gange,” sukkede Peder. “Uopdragen, ond, knurrer ad Andreas, og når man skælder ud, gemmer hun sig under sengen. Jeg overvejer at give hende væk.”
“Hvorfor det? Hvorfor straks give væk?” Søren så med sympati på Kleo. “Uopdragen, siger du. Har du opdraget hende? At skælde ud og straffe er ikke opdragelse.”
“Hun burde til en hundetræner. Jeg er ikke hundeejer… Men jeg blev også prøvet opdraget med skældud og lussinger – det virkede ikke.”
“Hvilken træner, Søren? Jeg har ikke tid til min egen familie, jeg slider som en hest! Min kone har heller ikke tid…”
“Hør, siden du er så klog, kan du så ikke tage Kleo?” kom Peder på. “Du er nu alene og fri. Så kan du opdrage hende alt det, du vil. Hvad med det? Det er en god idé. Alle får det godt: os, Kleo, og dig!”
“Jeg vil gerne, men vil hun have mig? Hun er jo vant til jer, sikkert,” Søren så spørgende på Kleo.
“Han kan jeg godt lide,” tænkte hun. “Han fornuftig snakker, har ingen børn, og han er selv ikke-standard. Så han vil forstå mig bedre end andre! Jeg må vise, at jeg er med!”
Og hun logrede et par gange.
“Se, hun er ikke imod!” glædede Peder sig. “Lad os håbe, du kan klare det. Og så møder du måske kærligheden på en hundeskov.”
“Det skal du ikke håbe på. Jeg er færdig med det,” afværgede Søren.
Om aftenen gik de to hjem sammen…
Det viste sig, at det var meget lettere at klare Kleo end ekskonen. Hun var ikke fræk, skreg ikke over bagateller og brugte især ikke poterne.
Hvis hun ikke forstod noget første gang, forstod hun det anden gang. Desuden elskede hun Søren! Han var alt for hende: ven, herre, hele verden.
De gik til hundetræning, legede på pladsen, lærte, var sammen. Og Søren var lykkelig over, at skæbnen den aften fik ham til at besøge sin gamle skolekammerat.
“Hunde er bestemt bedre end mennesker,” tænkte Søren. “Kleo er et bevis på det. Klog, smuk, lydig. Jamen, måske ikke helt lydig endnu, men det kan lade sig gøre.”
Det var dog ikke længe, han tænkte sådan. Det viste sig, at der også findes vidunderlige mennesker: venlige, følsomme, omsorgsfulde.
Søren havde bare ikke vidst, hvor de var. Nu opdagede han dem – på hundeskovene var der masser af dem. Gennem Kleo havde han lært mange at kende. Nogle var blevet venner.
Og hvem ved – måske kommer dagen, hvor han igen forelsker sig i en ejer af en spids- eller granddansk. Ikke lige nu, selvfølgelig. Men Søren udelukker det ikke.
Kilde.
