Den morgen står stadig klart for hende, selv om årene er gået. Telefonen skingrede halv syv, mens Lene stadig stod i entreen med den ene sko i hånden. På skærmen lyste: Jytte. Hun tog den ikke, før den anden sko var på, men så tog hun den alligevel og klemte mobilen mod øret.
— Lene, jeg har akut brug for fyrre tusind kroner. Mikkel skal på sproglejr, den der med engelsk, og så har han fået en privatlærer i matematik. Du ved godt, hvad de ting koster nu om stunder.
Ikke “godmorgen”, ikke “hvordan går det”. Straks fyrre tusind og Mikkel.
— Godmorgen, sagde Lene.
— Ja, godmorgen. Nå, kan du overføre i dag? Pladsen i lejren bliver ikke holdt.
***
Mikkel var blevet bragt til hende om vinteren, da drengen var to år og tre måneder. Jytte stod på trappen med taske over skulderen og en barnevogn, hvori hendes nevø lå og sov, og hun talte hurtigt, som om hun var bange for at blive afbrudt.
— Lene, det er kun for et par måneder. Jeg kan simpelthen ikke lige nu. Jesper er smuttet, der er ingen penge, jeg skal finde et arbejde, og hvor skal jeg gå hen med ham? Mor siger, at du er fri, og at du derfor har lettere ved det.
Fri. Det ord sad fast på Lene som et prismærke, man ikke kan rive af. Enogtredive år, sin egen etværelses på Amager, økonom i et entreprenørfirma, ugift, ingen børn. Så var man “fri”. Så havde man “lettere ved det”.
— Jytte, jeg har et arbejde. Jeg går hjemmefra klokken seks og er hjemme igen klokken otte.
— Nå, men der er da børnehave. Jeg skal nok sende dig nogle penge, så snart jeg er på fode igen. Lene, skat. Vær nu sød.
Moderen ringede samme aften.
— Du vil vel ikke smide din egen søster og et lille barn ud på gaden? Hendes mand er stukket af, hun er helt ude af den. Og du er jo alligevel alene — det er da ingen sag for dig. Gud gav dig ingen egne, så må du hjælpe din nevø.
Gud gav dig ingen egne. Det blev sagt henkastet, som man taler om vejret.
Lene tog Mikkel til sig i et par måneder.
Et par måneder blev til noget længere. Noget, Lene til sidst holdt op med at tælle. Først “søgte Jytte arbejde”. Så fandt hun et, men “det gik ikke med chefen”. Så tog hun til Skagen “for at samle tankerne, jeg var ved at gå fra forstanden”. Fra Skagen kom der billeder: Jytte på en turbåd, Jytte med en solbrændt mand, Jytte på restaurant. Penge kom der ikke.
Mikkel begyndte i børnehave på Amager. Lene stod op klokken fem om morgenen for at få gjort ham klar, aflevere ham og nå på arbejde. Han var ofte syg, som børnehavebørn er, og så tog Lene fri uden løn eller sad om natten med regnskaber for at kunne være hos ham om dagen. Hun købte en tremmeseng til ham, og da den blev for lille, gjorde hun sofaen om til seng. Sko, jakker, huer — det hele blev købt, næsten uden at Lene tænkte over det, for et barn kan jo ikke gå i hullede sko.
Jytte dukkede op hver anden eller tredje måned. Hun kom med en gave, krammede Mikkel og græd: “Hvor jeg dog har savnet dig, solstråle.” To timer senere kørte hun igen — hun havde “noget i byen”, “en aftale”, “en ny fyr, du kan ikke forestille dig, hvor skøn han er”.
— Kunne du ikke lægge i det mindste noget til bleer? sagde Lene en dag.
— Lene, jeg har det virkelig stramt lige nu. Så snart jeg er på fode igen, betaler jeg tilbage, øre for øre.
Mikkel kaldte Lene for “mor Lene”. Helt af sig selv. I begyndelsen rettede hun ham: “Jeg er din tante.” Men han forstod det ikke, så hun holdt op.
Han faldt i søvn ved hendes skulder, når hun læste Halfdans ABC for ham. Han kunne alle bogstaver udenad som fireårig, for Lene byggede dem med magnetbogstaver på køleskabet. Han græd, når hun tog på arbejde, og han stod i døren, når hun kom hjem.
Fem år.
Jytte hentede ham sommeren før skolestart.
Hun ankom som en anden. Lidt fyldigere, i dyr frakke, med en ny mand, Torben, siddende i bilen.
— Nu er jeg klar, Lene. Torben tjener godt, vi har en lejlighed, og jeg er ved at få Mikkel ind på privatskolen. Tak for hjælpen, du har virkelig reddet mig.
— Jytte, han er syv år. Han har boet her hele sit liv.
— Han er min søn. Du skal ikke opføre dig som en fremmed. Et barn skal være hos sin mor.
Mikkel ville ikke med. Han hang i Lenes ærmer og hylede så højt, at naboerne kiggede ud. Jytte rev hans hænder væk.
— Mikkel, stop nu med at gøre fjols af dig. Vi skal hjem til mor. Hos mor bliver det dejligt, du får dit eget værelse.
Lene sad på gulvet i entreen, mens de gik ned ad trappen. Hun kunne høre Mikkel græde derude. Så smækkede hoveddøren. Stille.
Hun samlede magnetbogstaverne ned i en skotøjsæske og stillede den øverst i skabet.
I tre år ringede Jytte næsten ikke. Til nytår — en pligtopringning. Til Lenes fødselsdag — nogle gange, nogle gange ikke. Mikkel kom hun aldrig med. “Lene, det kan bare ikke lade sig gøre, på tværs af hele København, og han har jo sine fritidsinteresser.”
Så tog Lene selv af sted. Hun kom med gaver og tog ham med i parken i weekenden, når Jytte gav lov. Mikkel var ved at være for stor til at blive krammet på gaden, men i parken, når ingen kiggede, holdt han stadig hendes hånd.
Til sidst stoppede også de ture. Jytte “var taget ud at rekreere med Torben”, eller “Mikkel er ved sin underviser”, eller også tog hun bare ikke telefonen.
Og så: halv syv om morgenen. Fyrre tusind.
— Jytte, vent. Hvilke fyrre tusind?
— Jeg siger jo: lejren, underviseren, og han er vokset ud af alt sit tøj. Det er stramt for mig lige nu, Torben omlægger sin forretning, alt er bundet. Men du elsker jo ham. Du har opfostret ham. Det kan ikke være så tungt for dig.
“Du har opfostret ham.” Det hørte Lene for første gang i tre år. Før hed det altid “han er min søn”, “et barn skal være hos sin mor”. Men nu, hvor der manglede penge, hed det “opfostret”.
— Hvad med Torben? Du sagde da, at han tjener godt.
— Jeg siger dig jo: lige nu er alt i forretningen. Og i øvrigt, hvad har Torben med det at gøre? Det er ikke hans barn. Det er Jespers. Altså — mit.
— Hvad med Jesper? Det er hans søn. Få ham til at betale børnebidrag.
Der kom et tungt suk i røret.
— Lene, gør du grin med mig? Jeg har ikke set Jesper i hundrede år. Hvor skal jeg finde ham? Jeg beder dig menneskeligt. Din egen søster. Du har din løn, du har din karriere, du bor alene, du bruger kun penge på dig selv. Men jeg er mor. Jeg har et barn.
— Du har haft et barn i ti år. Mikkel er ikke født i går.
— Nå ja, hvad så? Børn koster hele tiden! Det ved du ikke noget om, fordi du ikke har nogen egne!
Der var den. Lene blev ikke engang overrasket. Hun vidste, at det ville komme. Og alligevel føltes det som kogende vand.
— Nej, jeg har ingen egne, gentog Lene. — Derfor opfostrede jeg dit barn i fem år.
— Der har vi igen! Det er hundrede år siden! Kan du ikke lade det ligge? Tvang jeg dig? Du sagde selv ja til det!
Lene kom for sent på arbejde den morgen. Hun sad i entreen på en skammel, stadig i sko og frakke, og talte.
Hun havde aldrig regnet på det før. Ikke turdet. Nu tog hun en papirlap fra recepten fra lægen, vendte den og skrev på bagsiden.
Børnehaven — den betalte hun selv, hun fik ingen tilskud, et fremmed barn tilhørte hende juridisk ikke. Det var ét. Tøj og sko — hver sæson. To. Legetøj, bøger, aktiviteter. Medicin — Mikkel lå med lungebetændelse som seksårig, og Lene holdt fri uden løn. Tandlæge — hun tog ham til en privatklinik, fordi den offentlige havde lang ventetid. Tremmeseng, sofa, sengetøj, børnetallerkener.
Det gav et tal, der svarede til et helt år uden arbejde.
Og Jytte havde ikke givet en krone. Ikke nogensinde. Ikke til bleer, ikke til jakke, ikke til medicin.
Og nu bad hun om fyrre tusind. I dag. For at pladsen i lejren ikke skulle gå tabt.
Lene foldede papirlappen sammen og puttede den i tasken.
Om aftenen ringede Jytte igen. Denne gang mere rolig, i sin egen bue, der nærmede sig sagen fra siden.
— Lene, har du tænkt over det? Jeg insisterer ikke på fyrre. Bare tredive. Eller femogtyve — kun til lejren.
— Jeg giver dig ikke noget, Jytte.
Pause.
— Hvad mener du — giver ikke?
— Jeg mener, at jeg ikke giver hverken fyrre eller femogtyve. Du er hans mor. Du hentede ham, da det passede ind i dit liv. Så kan du også sørge for ham.
— Lene! — stemmen sprang op. — Hvordan kan du få dig selv til det? Det er jo Mikkel! Du har båret ham på dine arme!
— Ja, det har jeg. Fem år. Gratis. Mens du var i Skagen på turbåd. Jeg bad dig om at lægge penge til bleer — kan du huske, hvad du svarede? “Så snart jeg er på fode igen, betaler jeg tilbage.” Hvor er de penge, Jytte? Øre for øre, lovede du.
— Du … du hænger mig op på noget gammelt! Jeg havde det jo skidt dengang! Mit liv faldt fra hinanden!
— Tror du, mit ikke gjorde? Jeg stod op klokken fem. Jeg skrev regnskaber om natten. I tre år kom jeg ikke ind i et forhold, for hvilken mand gider en kvinde med et fremmed barn, som man ikke engang kan adoptere, fordi moderen lever og har det skønt og sejler på turbåde.
Der blev grædt i røret. Virkeligt eller ej — Lene kunne for længst ikke se forskel.
— Jeg troede, du elskede ham, hviskede Jytte.
— Det gør jeg. Derfor giver jeg dig ikke penge. For de ender ikke i en lejr. Jeg kender dig og dine lejre. Find Jesper, søg børnebidrag — det er lovligt, det er rimeligt. Eller spørg Torben, nu I er gift. Men jeg er ikke en pengeautomat, der bliver aktiveret, når du har “alt i forretningen”.
Moderen ringede to dage efter. Lene vidste, at det ville ske.
— Lene, hvad er det, jeg hører? Du har sagt nej til din søster?
— Hej, mor.
— Vi siger ikke hej! Svar! Jytte græder, hendes barn står uden lejr, og du, hans moster, vil ikke engang slippe en skilling! Har du ingen samvittighed?
— Mor. Jeg opfostrede Mikkel i fem år. Hvor var Jytte?
— Hun havde en svær periode! Du lyder som en anklager og tæller hver krone. Hun er dit kød og blod, og du taler som en fremmed.
— Kød og blod. Men da jeg var for gammel til at få egne børn, og jeg sad med et fremmed barn i stedet for mit eget liv — var det så også kød og blod?
Moderen tøvede et sekund.
— Du sagde jo selv ja. Ingen tvang dig.
— Jeg sagde ja. Fordi du sagde: “Gud gav dig ingen egne, så hjælp i det mindste din nevø.” Kan du huske det? Hjælp. Jeg hjalp. Fem år. Og nu kræver Jytte mere, og så er jeg den onde.
— Hun kræver ikke, hun beder!
— Hun kræver, mor. Med “du skylder” og “du har ingen egne”. Det er ikke en bøn.
— Så lad mig sige det på den måde, Lene, — moderen sænkede stemmen, og Lene vidste, at dommen var på vej. — Giver du ikke pengene, så behøver du heller ikke komme til fødselsdage og helligdage. Når du er så fremmed for familien.
— Godt, sagde Lene. — Så bliver jeg væk.
Hun lagde røret på først. Førhen ventede hun altid, til moderen var færdig.
Jytte spillede sit sidste trumfkort en uge senere. Hun sendte en besked, der fyldte en halv skærm.
Kernen var enkel: “Hvis du er sådan, fortæller jeg alle, at en moster nægtede at hjælpe sit barn. At du smed ham væk, da han ikke længere passede ind i dit liv. Lad os se, hvad folk siger om dig.”
Lene læste den stående ved komfuret. To gange. Så skrev hun svaret, nøje afvejet, ord for ord.
“Fortæl det endelig. Så viser jeg kvitteringerne. Jeg har dem — fra børnehaven, fra lægerne, fra det hele. Fem år. Og så fortæller jeg, hvordan du ikke havde penge til bleer, mens du lå i Skagen. Og hvordan du hentede Mikkel, da det passede dig, og i tre år holdt ham væk fra mig. Lad os se, hvem folk dømmer.”
Kvitteringerne havde hun ikke alle. Men noget var der: papirer fra lægehuset, kontrakten fra børnehaven. Det vidste Jytte ikke. Og Jytte tav.
Helt.
Foråret gik, og sommeren kom. Til moderens fødselsdag — hun blev femogtres — var Lene ikke inviteret. Hun opdagede det, da kusinen lagde billeder op fra festen: de var der alle, Jytte, Mikkel i ny skjorte, moderen for bordenden. Bortset fra Lene.
Hun så på Mikkel på billedet. Han var vokset og blevet ranglet, sådan som teenagere bliver, men øjnene var de samme — hun ville kende dem blandt tusinde. Øjnene, der havde set op på hende, når hun læste Halfdans ABC om aftenen.
Ringen kom i juni, sent, fra et nummer, hun ikke kendte.
— Mor Lene? Stemmen gik i udbrud, sprang mellem dybt og lyst. — Det er mig, Mikkel. Jeg ringer fra en kammerats telefon. Mor siger, at jeg ikke må ringe til dig. Hun siger, at du har forladt os.
Lene satte sig ned på skamlen.
— Mikkel, min skat. Jeg har ikke forladt dig. Forstår du? Aldrig.
— Jeg ved det, sagde han lavt. — Jeg kan huske, dengang du satte bogstaver op på køleskabet. Jeg kan huske det hele. Men mor siger noget andet.
De talte i ti minutter. Om skolen, om at han gik til robotter og loddede forskellige ting. Lene lyttede og turde næsten ikke trække vejret for ikke at skræmme ham væk. Til sidst sagde han:
— Jeg ringer engang igen. Men sig det ikke til mor, vel? Så tager hun telefonen fra mig.
— Det siger jeg ikke, lovede Lene. — Ring, solstråle. Når du har lyst.
Så var der afbrydelse.
Han ringede to gange mere. Så stoppede det. Måske var kammeratens taletid opbrugt, måske havde Jytte opdaget det. Lene fik det ikke at vide. Nummeret, han havde ringet fra, tog ikke telefonen længere.
Hun tog skotøjsæsken ned fra øverste hylde.
Åbnede den.
Magnetbogstaverne. Blåt A, rødt B, gult C. Alle bogstaverne, som han havde lært at læse med, liggende op ad hende i sofaen.
Lene satte dem op på køleskabet igen. Ét for ét, som dengang. M-I-K-K-E-L.
Hun stod og så på det.
Så tog hun telefonen, fandt nummeret fra hans sidste opkald og gemte det under navnet “Mikkel”. Hun lagde den på bordet med skærmen opad. I tilfælde af at den ringer igen.
