Hvordan turde hun? Det var jo mig, der burde have smidt hende ud som en uvillig kat, beklagede Valdemar sig til sin mor.
Tag det nu roligt, min dreng, trøstede Kirsten. Du er jo en flot mand med egen lejlighed, vift bare med lillefingeren, så står der damer i kø!
Men svigermor tog fejl. Hun havde vænnet sig til, at Rikke altid fandt sig i alt, så hun kunne slet ikke forestille sig, hvor stærk en stille kvinde kunne være, hvis hun blev drevet til desperation
***
Rikke Margrethe og Jørgen Emil stod på toppen af pisten. Foran dem lå det smukkeste, nyfalden sne, stadig uberørt. Over toppen af Hemsedal steg en kæmpemæssig, rød sol op, og forvandlede drivende sne til et væld af ædelsten. Fortryllet betragtede de det grønne, skiftende landskab og fornemmede: Det var ikke bare endnu en solopgang, det var den nye begyndelse på deres liv.
Skal vi? spurgte Jørgen Emil.
Lad os gøre det, svarede Rikke Margrethe og skubbede sig først ud over kanten.
…Rikke Margrethe var toogtres år. Det meste af tiden var hun alene ude at rejse. Hendes eneste nære veninde døde for tre år siden, og de bekendte hjemme, hun stadig holdt kontakt med, foretrak kedelige kurophold med helsegryder og terapeutiske mudderbade. Hun blev skilt fra sin mand for ti år siden, og dengang dømte alle hende: familien, vennerne, endda hendes egen datter kunne ikke straks acceptere hendes valg. Men Rikke Margrethe kunne ikke længere leve sammen med en mand, der hvert år blev mere og mere bitter, og som i stedet for at tage ansvar, lod alle sine nederlag gå ud over hende.
Skal jeg virkelig spise opvarmet kød igen? Hvor mange gange skal jeg sige det: bøffen skal serveres direkte fra panden, råbte Valdemar, da han kom sent hjem fra et mislykket møde.
Maden stod klar klokken syv, som du selv har bedt om, forsøgte hun automatisk at forsvare sig, men han hørte slet ikke hendes forklaringer.
Næste dag havde ægtemanden nye krav.
Sagde mor til dig, at du skulle hente hende ved to-tiden og følge hende til massage? spurgte han med et snerrende blik, så snart han kom ind.
Hun spurgte, men jeg var på arbejde. Jeg kan jo ikke bare lade en kunde i stikken for at tilfredsstille Kirsten.
Er din kunde vigtigere end min mors helbred? rasede Valdemar. Du lod en gammel syg dame i stikken. Du er både kold og egoistisk. Hvis dit arbejde er i vejen for at tage dig af min mor, så må du droppe det. Forstår du det?
Og hvordan skal vi så leve? Du har jo næsten ikke bragt penge ind det sidste stykke tid, indvendte Rikke og forsøgte at slå fornuft til ham.
Er det nu dét, du vil klandre mig for? Har du glemt, hvem det var, der
Så begyndte han forfra, med alt det hans mor plejede at sige: at hun aldrig var blevet til noget uden ham, at det kun var ham, der havde gjort hende til et menneske, og nu viste hun sin utaknemmelighed.
Den sidste dråbe blev hans skjulte utroskab. Da Rikke forsøgte at tale med ham om det, grinede Valdemar blot.
Hvad forventer du, at jeg skulle begrave mig selv levende ved din side? Du er jo færdig spildt materiale. Så hold din mund, mens jeg stadig opfører mig pænt, ellers går jeg bare fra dig.
Du behøver ikke bekymre dig, jeg går selv. Og jeg skal nok selv søge om skilsmisse.
Valdemar trak bare på skuldrene og smilede ondt. Han var så sikker på sig selv, at han slet ikke forestillede sig, at hun kunne forsvinde ud af hans liv. Efter arbejde satte han sig bevidst hos sin mor og blev der, så hun kunne sidde hjemme og blive nervøs. Han forventede, at hun ville ringe, men telefonen forblev stille. Omkring midnat kom han hjem og blev straks mistænksom over stilheden.
Sover hun virkelig? tænkte han forundret. Rikke plejede ellers altid at vente, mad i hånden, klar til opvasken bagefter, før hun selv gik i seng. Først kaldte han på hende, så gik han, stadig med sko på, rundt både i køkken og i soveværelse der var ryddet op overalt. Forvirret åbnede han skabet og så de tomme hylder.
Hun skal bare vise sig nu, tænkte han. Men det går hurtigt over, snart kommer hun krybende tilbage og undskylder.
Men hverken dagen efter eller ugen efter dukkede Rikke op. Hun sendte bare en kort besked: Hun havde søgt om skilsmisse.
Hvordan tør hun? Jeg skulle jo have været den, der smed hende ud, klagede han til sin mor.
Tag det roligt, søn, trøstede Kirsten. Du finder hurtigt en ny, når du bare vil. Der står kvinder i kø.
Men Kirsten tog fejl. Hun havde vænnet sig så meget til, at Rikke tålte alt, at hun aldrig havde forestillet sig, hvilket mod der kunne gemme sig i en stille kvinde på randen af fortvivlelse. Rikke indgav begæring om bodeling, og Valdemar måtte sælge lejligheden for at kunne betale hende hendes andel. Efter nogle måneder, hvor han indså, hvor surt det var at bo alene med sin mor, og hvor hurtigt potentielle bejlere mistede interessen, forsøgte han forsigtigt at genetablere kontakt med sin ekskone, men løb hovedet mod en mur.
Rikke opdagede, at hun endelig havde sluppet fri af et fængsel, der havde varet i femogtyve år. Hun købte en lille etværelses lejlighed i et nybyggeri og følte for første gang, hvordan det føltes at være helt fri uden en svigermors evige overvågning eller en mands krav. En anstændig løn gav hende mulighed for at leve lige nøjagtig, som hun havde lyst. Uden dårlig samvittighed tog Rikke til venindetræf, lærte at glæde sig over spa, faldt for massagebehandlinger og oplevede friheden ved endelig at rejse. Førhen havde hun altid måttet tage hensyn til Kirstens luner, når ferien skulle planlægges.
Men årene satte deres spor. Selvom hun holdt sig pæn, begyndte hun at undgå bikinier og søgte hjørnepladser på stranden. Hun blev forlegen, hvis guiden advarede om, at turen var for ungdommen, selvom hun sagtens kunne gå de unge i bedene. Før hver rejse i bjergene lovede hun sig selv: Det her er sidste gang. Næste ferie følger jeg veninderne i spa, ligger på stranden og nøjes med gåture i kystnær skov.
Denne gang sagde hun: Sidste nedfart. Nu kun hotel, kun stolelift op på toppen og ned igen, ingen ski nok med at gøre instruktørerne nervøse. Måske bliver ældre turister mødt med respekt i Alperne, men her bliver selv de halvtredsårige betragtet som et forstyrrende element.
Første dag på Hemsedal havde Rikke bestemt sig for netop det: op på toppen, stå og nyde udsigten til de andre, der tog fart ned ad bakken.
Pludselig hørte hun en stemme, der lød bekendt. Hun kiggede rundt: et par mænd gjorde klar, lo, og snakkede højlydt, men bag store solbriller var det svært at genkende nogen. Hun så med misundelse, hvordan én efter én svingede sig væk, nød udsigt og vin på terrassen, og begav sig derefter mod gondolen. Så er det slut, farvel bjerge, farvel skiløb, farvel hun mumlede næsten ungdom, men smilede af sig selv: Hvilken ungdom i hendes alder? Nede for enden trådte hun ud og gik mod hotellet.
Rikke? lød en stemme bagfra, og hun standsede og vovede knap nok at vende sig om.
Rikke Holm? gentog stemmen.
Hjertet hamrede af forventning til noget godt og vigtigt. Hun standsede, kiggede, og så en mand i skitøj.
Jeg spottede dig allerede på toppen, men turde næsten ikke tro mine egne øjne. Du stod dér uden ski, så jeg blev for at se, om jeg kunne kende dig igen.
Jørgen? Kan det virkelig være dig? udbrød Rikke og genkendte manden fra et tidligere liv.
Med det samme kom hun i tanke om en begivenhed, hun for længst havde glemt Dengang hun skulle giftes med Valdemar verdens dejligste og mest elskede mand. Sådan troede hun i det mindste
***
En uge før brylluppet sagde Valdemar:
I morgen skal du møde min bedste ven, han kommer tidligere, bare for at være sammen med os.
Okay, men hvor skal han bo? spurgte hun.
Hvor ellers? Selvfølgelig her. Vi er som brødre, du forstår vel.
Rikke ville gerne minde ham om, at de boede i en lille lejlighed, og at det ville blive anstrengende med en fremmed mand, men hun lod det ligge.
Så er vi hjemme mig og Jørgen! råbte Valdemar, da de trådte ind.
Rikke gik til gangen, og straks for hun sammen: Der er han! fløj det gennem hovedet, men hun slog tanken væk. Ugen blev en prøvelse: hun kunne mærke Jørgens øjne, og en sær uro bredte sig i hendes sind. Hvis Valdemar gik, så smuttede Jørgen hurtigt ud for lige at ordne noget.
Hvad sker der med mig? tænkte hun. Jeg elsker Valdemar, om lidt er jeg jo hans kone. Men tanken om Jørgen slap hende ikke. Tre dage før brylluppet var de alene hjemme.
Rikke, det er tåbeligt og uretfærdigt mod Valdemar, men jeg ved, jeg vil fortryde det hele livet, hvis jeg ikke siger det nu jeg elsker dig.
Hun prøvede at afbryde ham, men han fortsatte:
Lad os stikke af i aften. Jeg kan se, du vil det lige så meget som jeg. Måske er det vores livs kærlighed, den, der kun findes én gang. Jeg lover, jeg gør dig lykkelig.
Rikke følte sig splittet af lysten til at høre sit hjerte, men fornuften holdt hende tilbage.
Jeg har truffet mit valg, svarede hun. Du skal tage afsted i aften.
Da Valdemar kom hjem, var Jørgen allerede væk
***
Og nu, denne mærkelige genforening. Hele natten gik Rikke Margrethe og Jørgen Emil lange ture under den klare himmel og talte uafbrudt. Han fortalte, at han for tre år siden havde mistet sin kone, at han havde haft et lykkeligt ægteskab, men aldrig havde glemt mødet med hende.
Det er trist, at vi aldrig får at vide, hvad der ville være sket, hvis vi var stukket af dengang, sagde hun.
Livet har ingen hvis, Rikke, men vi har noget nu og måske kan fremtiden blive vores. Sammen.
Ved du, Jørgen, jeg er bange for at vågne op i morgen og opdage, at det her kun var en drøm. Jeg havde affundet mig med, at livet nærmede sig afslutningen, og at der kun var efternølerårene tilbage. Men nu har jeg lyst til at bestige bjerget igen, mærke hastigheden, vinden, friheden.
Er der noget, der skulle forhindre os i det i dag? Nej, forude venter ikke bare restlivet, men et rigtigt liv!
