Jeg burde vel gå en tur i Brugsen, tænkte Gudrun. Der er næsten ikke mere salt, og sukkeret er også snart væk. Hun kastede et blik på væguret halv tolv. Henrik ville først være hjemme om flere timer; han var kørt med bilen til Odense med mælk og fløde.
Datteren og svigersønnen havde heller ikke været forbi længe, og nu havde hun samlet så mange æg hønsene lagde godt for tiden så hun havde proppet et hundrede æg bagi bilen, så Henrik kunne sælge dem.
Kør forsigtigt, Henrik, og pas på æggene. Og husk at sætte glassene med mælk ordentligt, sagde Gudrun.
Ja ja, svarede Henrik mut, det er jo ikke første gang.
Gudrun og Henrik havde boet på gården hele deres liv. De havde opdraget to børn, en søn og en datter. Begge var flyttet til byen. Sønnen til Aarhus, datteren i omegnen. Gudrun havde aldrig følt sig lykkelig med Henrik, men ungdommens fejltagelser kunne hun ikke gøre om.
Henrik var en flot mand, og især de enlige kvinder i landsbyen lod ham sjældent gå forbi uden en bemærkning. De flirtede, inviterede på kaffe under gemytlige påskud, men der var altid en snert af alvor bag. Henrik havde svært ved ikke at lade sig rive med, der hvor muligheden bød sig.
Gudrun havde længe haft mistanke om utroskaben, selvom hun aldrig havde haft håndfaste beviser, og Henrik var altid fuld af undskyldninger.
Vi havde lige taget en øl bag forsamlingshuset, og så gik snakken, du ved hvordan det er, sagde han tit.
En anden dag lød det:
Poul ovre fra savværket skulle have hjælp til at flytte brænde efter arbejdstid, og så bød han på en dram bagefter.
Men på landet løber rygterne hurtigt. En gammel klassekammerat, Astrid, var en dag stormet ind på gårdspladsen:
Gu’, ser du da ikke hvordan Helle render rundt om din Henrik? Han svanser lige ind i hendes have, det gør han. Alle ved det, kun du vælger at lukke øjnene.
Jeg ved ingenting, sagde Gudrun sammenbidt. Hvis Henrik kommer sent, siger han jo altid hvor han har været. Jeg tror ham.
Jaja, tro du bare. Men vi ved alle, hvordan det er. Han og Helle, de har fat i hinanden. Nå, jeg må videre men du har ikke det fra mig.
Den aften kom Henrik hjem præcis til aftensmad, og Gudrun konfronterede ham straks:
Hvorfor er du hjemme til tiden? Er det, fordi Helle ikke havde tid i dag?
Henrik stivnede, men kom sig og rystede på hovedet, Helle? Hold nu op med det sladder. Du ved, hvordan kvinderne i byen snakker.
Hvis jeg opdager noget, så ryger du ud, bare så du ved det.
Jaja, du skræmmer mig ikke. Jeg har ikke noget at skjule, mumlede han, men tænkte for sig selv, at det vist var på tide at stoppe det med Helle, før han mistede alt.
Henrik havde haft små eventyr før, men det seneste med Helle havde stået på over en måned, og til sidst kunne han ikke holde til det pres fra både Gudrun og vennerne på fabrikken. Helle var alligevel ikke en for ham.
Gudrun holdt øje med ham, selvom tanken om skilsmisse skræmte hende. Henrik var dygtig på gården han passede alt, både køkken, dyr og mark, og samtidig havde han overskud til at tage ekstra arbejde. Men alligevel kunne han ikke holde nallerne fra fremmede kvinder.
Henrik sagde til Helle:
Jeg må stoppe, Gudrun har luret det, og jeg gider ikke miste alt.
Tsk, I mænd er sku’ bange for konen. Rend du bare hjem.
De så aldrig hinanden igen. Henrik blev hjemme, og Gudrun fandt med tiden ro. Hun undgik Helle, men ellers fortsatte livet. Sårerne blussede op af og til, men hun greb sig selv i det og lod det fortone.
Med indkøbsnettet over armen gik Gudrun ad grusvejen mod Brugsen. Hun hilste ikke på en sjæl undervejs. Inde i butikken så hun tre naboer samle sig tæt omkring slikafdelingen, og Ninna bag disken kiggede op, mens hun fyldte en pose Matadormix:
Har I hørt det? Helle er død. I nat. Hun gik bort. Godt at hendes datter nåede at komme hun bor heldigvis tæt på.
Gudrun blev paf. Hun vidste godt, Helle havde lidt i det sidste, men havde ikke skænket det en tanke. En nabo havde hentet hendes dagligvarer i et stykke tid. Men at hun var ligefrem havde ligget for døden, det anede Gudrun ikke. Helle boede på den anden side af byen.
Utroligt, sagde Gudrun lavmælt, og kvinderne begyndte at snakke i munden på hinanden.
Ja, ja, det sagde Vera i går, kvitterede gamle Frida, som alle i landsbyen kaldte hende, selvom hun knap var tres. Helle havde fart på, hun, så mange mænd, hun nåede da igennem dem alle, og ingen kone holdt af hende. Især nu på det sidste, hvor hun rendte offentligt med den gifte Poul. Han var gift, og hun gjorde ikke noget for at skjule det.
Lad os nu ikke tale ondt om de døde, sagde venlige Anna, pensioneret lærerinde. Helle er væk, og den historie er fortid. Vi skal alle samme vej.
Anna lavede korsets tegn og gik ud.
Gudrun kunne stadig ikke forstå det. Hun gik hjem i en tung, eftertænksom stilhed. Helle havde været ti år yngre. Hun var blevet gift straks efter skolen, uden at nogen forstod hvorfor.
Senere forstod Gudrun, at hendes mor havde presset på hun ville ikke af med sin datter til byen.
Gift dig med Per fra nabobyen, han er flittig og hjælper sin mor, sagde hendes egen mor.
Men jeg kender ham jo ikke, mor.
Det lærer du.
Brylluppet blev holdt og de flyttede sammen på Pers gård. Familielivet så pænt ud udefra, men Per havde temperament, og det blev aldrig til lykke for nogen af dem. Han drak og blev aggressiv; selv gravide Helle måtte finde sig i hans hånd.
Pers far tog sig altid af svigerdatteren, men effekten var kortvarig.
Tål det lidt endnu, Helle. Han ændrer sig.
Helle fødte en datter, og svigerforældrene elskede pigen, men faren fik det aldrig til at fungere. Efter tre år blev Pers alkohol ham til sidst fatalt. Han kørte fuld ind i et elhegn i traktoren.
Efter Pers død vendte Helle hjem til sin mor med datteren. Hun sagde til folk:
Jeg gifter mig aldrig igen. Aldrig mere. Min datter er alt.
I starten gik Helle aldrig ud. Hun blev budt med til bryllupper og fester, men takkede altid nej. Hun lukkede sig inde. Mange forstod hende venner var stadig i gang med at stifte familie, mens hun allerede var enlig mor og enkefrue. Hvad skulle hun dele fællesskab med nogen om?
Tiden gik, og alle gik hver til sit. Nogle fik held med ægteskab, nogle skiltes, andre faldt hen i sorg eller flasken. Men Helle stod ved sit løfte: ingen flere ægtemænd, selvom hun var både pæn og ferm til hus og hjem.
Men alene var Helle aldrig. Mændene kom men de kom i smug for konerne, og når sandheden dukkede op, slog konerne hende op i hovedet med det. Ingen kunne dog holde hende nede længe; hun rystede det af sig og gik videre.
Helle tænkte mest på sig selv. Hendes datter flyttede til København, giftede sig og besøgte sin mor sjældent. Helle havde altid undgået hårdt slid hellere et ophold på et kursted i Vejle. Når hun kom hjem, fortalte hun aldrig om oplevelserne, og hun havde næsten ingen nære venner; kvinderne i landsbyen holdt sig væk.
Ikke længe før dødsfaldet havde Helle haft et forhold til den gifte Poul. Det hele startede diskret, men hurtigt begyndte de at vise sig sammen. Pouls kone, Rikke, var et stille og beskedent gemyt, helt hjemlig. Hun gik aldrig selv i Brugsen det gjorde Poul og pengene styrede han.
Poul, køb lige rugbrød og solsikkeolie, har ikke mere sukker, sagde Rikke, og han fyldte kurven.
Helle vidste, Rikke var blid, og derfor følte hun ingen skam. Landsbyens folk forstod ikke Poul Rikke var så yndig, mens Helle, om end smart, ikke kunne hamle op udseendemæssigt. Men Helle var insisterende og stod fast og havde hun først besluttet sig for en mand, gav hun sig ikke.
Gudrun havde selv engang set Helle og Poul arm i arm komme ud af posthuset. Hun havde ondt af Rikke.
Stakkels kone, tænkte Gudrun. Hun græder sikkert i smug, for hele byen kan jo se det. Jeg ville nødigt være i hendes sted.
Men nu var Helle væk. Folk hviskede:
Hvorfor skulle livsglade Helle dø af en grusom sygdom? Det er næsten som om Gud straffer.
Men sygdom kommer, som den vil, uanset hvem vi er. Nogle tager herfra tidligt, andre bliver gamle. Gudrun dømte ikke Helle; hun vidste bare, at man skulle leve sådan, at der blev sagt noget smukt, når man ikke længere var her. Det er bedrøveligt, når folk kun mindes én ondt.
