Nabostridigheder.
Kirstine satte spanden fra sig på de slidte brosten og tørrede hænderne af i den blomstrede nederdel. Nerverne sitrede tålmodigheden var ved at briste.
“Hvor pokker bliver hende den slapsvans, Pia, af? Uduelig, doven, og hendes nabo, Kirstine, havde i går sagt til hende, at skvalderkålen var ved at tage over, men Pia lod som ingenting. Skvalderkålen voksede bare videre præcis, som den ville.”
Kirstine trampede frem og tilbage i gården, overvejede at råbe over plankeværket, holdt skarpt øje med Pias forfaldne parcel. Indenfor skreg grisen i stalden, og bunkerne af vasketøj ventede – det hele hobede sig op indeni, irritation, frustration, ord, der maste sig på hendes tunge, alt sammen på grund af denne dovne krage, som bare var forsvundet. Spillevende, ganske vist, men i dyb søvn, set fra Kirstines stue.
Endelig fik hun øje på Pia, der stavrede ud på trappen, høj og ranglet som en tør pæl, indhyllet i evigt snavsede morgenkåber. Hold da magle, hvor Kirstine havde opbygget vrede mod hende!
Hun spildte ikke tiden hede ord strømmede over læberne, havde nærmest ligget færdige hele formiddagen. Det måtte hele kvarteret da høre!
Hvis du, Pia, nu engang er for magelig, så hyr da en til at luge for dig! Jeg sagde jo i går, at skvalderkålen sniger sig under hegnet!
Pia svarede, uden at vende sig, uden at sende Kirstine så meget som et blik, men med en stemme, alle kunne høre:
Ja, men så gener den dig altså, så find en, der gider luge! Eller kom selv, hvis du tror, du kan klare det. Porten er åben, hun nikkede mod lågen, og forsvandt ud af syne. Henne fra køkkenhaven hørtes et plask, hvor Pia tømte en spand madrester ud.
Kirstines mundhang stod på vid gab. Hvordan kunne man være så fræk? Det snurrede for hende af indignation, men der var jo ikke andet for end at vente, til heksen vandrede hjem igen. Hun spejdede bag plankeværket, forestillede sig helt sikkert, at Grethe allerede sad på den anden side og lyttede, for derefter at slædre hele Østergade op og ned: “Ja, Pia satte godt nok Kirstine på plads!”
Det måtte snarest reddes men Pia havde plantet sig i haven. I Næstveds små gader kunne damer som Kirstine lave gedigne scener. Og så var det ikke for ingenting, at vejen hed: Dyreslippen. Der var altid godt med snerren og mundhuggeri.
Der fandtes nu også stille sjæle. Se nu Anna Poulsen hun havde aldrig mundhugget med én eneste sjæl. Kedeligt, sagde folk. Hvad skulle man også snakke om? Er du ikke kvinde, hvis ikke du kan stikke folk næsen i deres egne fejl? Her nød Kirstine til gengæld respekt hun var ild! Lod aldrig nogen træde på sig. Og hun skændtes med én om dagen. Mindst. Hendes gnister føg, når hun stod nede i SuperBrugsen, under byfesten, i forsamlingshuset eller foran bussen ved Hovedgaden.
Det var ikke engang tunge løft eller tidspres, der kunne få Kirstine væk fra striden hun kunne stå og give svar på tiltale i timevis, altid vinde ordets magt. I Nyboder-køkkener blev hendes seneste slagsmål genfortalt som dagens bedste drama, med latter og detaljer og de knivskarpe replikker: Hun sagde…, og så svarede hun…
En dag havde Kirstine nær fået sig en på kassen på torvet i Præstø, da hun ragede uklar med Tove fra Tappernøje. Kæmpe skænderi! Hele markedspladsen summede som en bikube. Folk stimlede sammen, for det var sgu underholdende, når to stærke kvinder gik linen ud og bandede, truede og blandede ekser, svigermødre og forældres fortid ind og de værste bemærkninger faldt som små krumsabler.
Selv når slagsmålet blev rigtig bittert og på kanten til håndgemæng, blev det en slags forestilling det krævede et særligt talent at kunne mundhugges så mesterligt, hurtigt og intelligensforladt.
Og når det hele stilnede, lød det sidste, sagte som torden langt væk:
Du er præcis, hvad man kunne forvente du dør alene.
Nå, men inden da spytter jeg på din grav, din jaloux slange, og det blev sagt så tørt, som det hørte sig til i lokalområdet.
Sådan havde Kirstine i årevis haft det kørende med Pia. Kirstine havde fortalt byen alle tænkelige historier om hende og Pia gav fløjtende igen med egne intriger og stikpiller.
Hun er tåbe og kan snakke for døve øren, de skulle ikke lytte til hende!
Endelig, Pia kom trækkende bag stalden, og Kirstine stod klar.
Hvor doven kan man blive, når man end ikke kan rive lidt ukrudt op? Hvad bestiller du, min ven? Har du kalket stalden? Eller sidder børnebørnene ovenpå dig?
Nej, min datter tager altså ansvar hun overlader ikke ungerne til deres bedstemor i tide og utide.
Åh, det var et stik i Kirstines hjerte. Hendes egne børnebørn hang på hende som burhøns. Datterens unger var altid i hendes køkken.
Selvfølgelig gør hun det, Signe ved jo, at du lader dem gå beskidte og sulte. Det er jo kun lige, at du vil passe på en hund for sags skyld.
Nej, jeg render vel ikke bukkende rundt og binder snørebånd på dem hele dagen.
Faktisk havde Kirstine dagen forinden kastet sig ned på knæ foran sin niårige barnebarn bare over et løst snørebånd.
Jeg gør det selv, mormor, men stak da alligevel foden frem, mens han gnaskede et æble.
Pia gemte ikke på pæne ord.
Mit hus er i det mindste et sted, de glæder sig til at komme, ikke et arbejdshjem. Det er derfor, de foretrækker os.
De har jo ikke andre steder at tage hen, Pia satte spanden fra sig, vendte sig, Du skulle holde øje med hønsene i stedet for at gå rundt og sludre. De var igen på min grund. Så mas dem endelig jeg plukker dem for dig, hvis det kan lette dit arbejde.
Kog da bare suppe! Så bliver du måske lidt mere buttet, og din mand kan endelig blive ordentligt fodret for én gangs skyld!
Jeg sværger kommer din høne herop, knækker jeg halsen på den!
Hvad kan den hakke i hos dig? Den snapper kun lidt grønt. Så får du et æg ekstra at lægge under puden.
Dine æg giver mig kvalme. De sidder fast i halsen på mig!
Mændene, Kirstines Bent og Pias Henning, dukkede op fra værkstedet. Tavse satte de sig på bænken mellem grundene.
De skændes værre end gamle kællinger, sagde Henning og spidsede ører.
Gud skabte tre ulykker: kvinden, fanden og geden, sagde Bent og tændte to cecil.
Der blev talt lavmælt om arbejdet i skoven, den nye skovfoged i Haslev, og igen lyttede man til konernes slagsmål.
Det er bare det vilde i dem. Vi har fået for mange fridage, så koger det over.
Skulle vi gå ind og stoppe det? foreslog Bent, uden overbevisning.
Du må være sindssyg. Det er nemmere at trække tungen ud på en bulldog end stoppe en gal kone.
Sandt nok. Kvinderne ér sludrevorne.
De tændte en smøg mere. Det skulle nu passere; mændene mærkede, hvornår det var tid at træde til når kvindernes energi til eder var brugt op.
Sådan var det: var der ballade, var dagen i gang. Efterfølgende fik kvinderne fornyet lyst til at ordne huset. Kirstine gik skældende og skramlende gennem huset, ordnede det hele for at vise, at ingen kunne slå hende som husmor, mens Pia bed det hele i sig og lod som ingenting, men lagde mere sjæl i aftenkaffen til Henning.
Bekymr dig ikke, Pia.
Gu vil jeg ej. Ikke værd at tage sig af tumper. Lad dem kigge på deres eget.
Men Henning vidste godt, Pia var ramt. Hvorfor kunne de to ikke blive venner?
Pia var egentlig tilflytter Henning havde hevet hende hjem fra Fakse Ladeplads. Rygterne gik, at hun ikke kunne noget selv når hun kom tilbage med vand, var bålet dødt.
Dengang havde Kirstine haft et godt øje til Henning, men så tog han Pia i stedet. Lidt efter giftede Kirstine sig med Bent. I starten besøgte de hinanden, børnene legede sammen. Pia fik én datter, men de øvrige børn nåede aldrig at vokse op. Kirstine havde to datter og søn.
Kirstine var arbejdsom, sov aldrig, syede og strøg. Pia tog det mere afslappet. Datteren var aldrig møgbeskidt, men havde heller ikke flæser og bånd. De billige støvler dukkede op i garderoben, og al energi gik til godnathistorier, ikke vaskeriet.
Det gik ikke strygende for Kirstines børn i skolen. Datteren måtte kæmpe for at få fire, sønnen blev ofte sendt uden for døren. Men i sidste ende klarede de sig. Efterhånden voksede børnene til. Pias datter kom på seminariet, flyttede til København, dukkede kun sjældent op. Kirstines datter boede i nabobyen, havde dejligt hjem og fine børn, der tit var hos Kirstine. Sønnen boede alene i Næstved.
Tiden gik, og med færre pligter blev pauserne mellem nabostridighederne kun kortere. Hele vejen vidste: ingen fjender værre end Kirstine Jørgensen og Pia Sørensen. Det var havehegn, trægrene, dyr, og ikke mindst den famøse bænk midt imellem husene. Der var kun mændene, der forhindrede, at bænken blev smidt på bålet.
Selv den gamle hund, Viggo, der tidligere levede på begge grunde, stak af til en ensom pensionist med ro i huset.
***
Så ramte sygdommen Pias hjem. Først holdt hun op med at komme ud i foråret. Kirstine ventede, men Pia dukkede ikke op. Selv Bent begyndte at fodre hønsene. Kirstine bandede til byens damer: “Pia er blevet helt umulig alt ender på Hennings skuldre!”
Haven fik ukrudt, ukrudtet bredte sig. Kirstine var vred, men snart kom rygterne Pia var indlagt. Datteren, Mette, hentede børnene, var sørgmodig, svarede ikke på spørgsmål.
De siger, at Pia kommer hjem igen, ser rigtig skidt ud. Der har været operation. Mette vil ikke sige, men det er kræft.
Kort efter blev Pia kørt hjem. Mette blev endnu et par dage, men måtte tilbage til København. Inden tog hun fat i arbejdsløse Karen til at hjælpe, mod betaling, når Henning var på arbejde.
Henning gik stille rundt, talte ikke meget slet ikke nu. Dog, ind imellem sad han på bænken med Bent.
Hvordan går det? spurgte Bent.
Ja … sagde Henning og trak på skuldrene.
Hold ud, kammerat. Siger du til, hvis jeg kan gøre noget?
Nuvel. Sig til Kirstine, at der er masser af jordbær i ukrudtet. Tag, hvad I vil ha.
Det vil hun aldrig. Du kender hende.
Så må Karen tage dem. De ender bare med at rådne, synd og skam.
Bent nævnte det for Kirstine, mens hun stod og rørte jordbærmarmelade, men hun svarede ikke, vendte blot ryggen til.
Et par dage efter bad hun Bent bære en stor pose ovre til Pia.
Hvad er der i den?
To store glas marmelade, og én lille. Hun har ikke fået høstet jordbær, så jeg gjorde det selv. Det tog to dage helt til albuerne i ukrudt.
Bent løftede tasken og gik over. Henning var væk. Karen åbnede og brokkede sig straks over medicinen, lægerne, og alt muligt andet.
I stuen lå Pia bleg og træt, men hendes øjne bad ham træde ind.
Dav, Pia. Jeg har de jordbær med fra Kirstine. Og marmelade.
Tak. Hendes marmelade er altid god, sagde Pia svagt, sæt dig endelig lidt.
De sad, småsnakkede, og Pia bad om mere luft kunne han ikke tage pladen ned, så Kirstines høns måtte gå frit? Der var alligevel kun ukrudt tilbage.
Nuvel, men snart er du stærk nok til at tage dig af haven selv igen.
Pia vendte sig, træt.
Vær ikke sur, Bent. Lad nu alt det gamle ligge.
Holder du nu op, sagde Bent, rørt, Vi har aldrig været uvenner. Det er jeres ballade. Mig og Henning, vi…
Ind kom Karen med kartofler og lange klager. Pia så træt ud. Bent gik hjem, tung om hjertet det var bedre selv at være ramt end at se konen syg.
Senere fortalte han alt til Kirstine, som tøvede, trak på skuldrene hun kunne dog ikke lide, hvordan alt sejlede. Karen kunne jo ikke klare det.
Pia sagde, marmeladen altid er god, mumlede han til Kirstine.
Hun stoppede, skuldrene strammede. Så gik hun i gang med husholdningen igen, nu i tavshed.
“Følelseskold kælling,” tænkte Bent.
Men næste morgen, da Bent var ude, varmede Kirstine borsjtj, bagte brød, rørte ribsgrød, og pakkede mad i en kurv. Hun sad kort på trappen, foldede hænderne, rejste sig og gik direkte over. Der var aldrig låst, døren stod lidt på klem.
Karen? Karen?
Det er mig, strakte Kirstine hovedet ind. Hvor er Karen blevet af? Jeg har suppe og saft med du burde spise noget.
Pia sad svag på sengekanten, skæve fødder på det kolde linoleum, nærmest askegrå. Rummet føltes indelukket.
Hun er ovre hos Maja efter mælk, kommer snart, sagde Pia sløvt.
Så stiller jeg bare tingene. Du må begynde at få lidt næring.
Kirstines blik faldt på glassene med marmelade de stod uåbnede på gulvet.
Hvorfor står marmeladen stadig her? Jeg smider dem i kælderen for dig.
Uden videre gik Kirstine ud i køkkenet, åbnede lemmen til kælderen nå ja, Karen havde ikke vasket, ingen havde rørt noget. Kirstine blev sur på Karen.
Kirstine…?
Ja, Pia?
Gi mig lidt grød, jeg er så tørstig.
Hun hældte op, satte sig ved siden af. For hver ting hun ordnede, gik det mere op for hende, hvor lidt Karen kunne. Pia var for syg til at gabe over det hele.
Tag nu et sjal over dig, så åbner jeg vinduet.
Jeg står kun op, når jeg skal på toilet. Benene svigter.
Hvad siger lægen?
Pia sukkede. Kirstine tog hånd om alt, satte hende op, fodrede, hentede vand, og masede på.
Hør, Pia, du kan kalde mig, hvad du vil. Men jeg går ingen steder jeg er her, og hvis Karen ikke kan klare det, så bliver det mig.
Pia nikkede svagt, som om hun havde forstået.
Et par dage senere var Karen ude af huset hun forsvandt, mens Kirstine brummede af hende. Nu så Kirstine til alt: vaskede, gjorde rent, lavede mad, fodrede alle. Henning kom hjem til varm mad og et forvandlet hjem.
Kirstine rapporterede troligt til byens damer:
Pia spiste i dag suppe med medister. Hun har fået farve i kinderne! Hun skal op at stå igen for det siger lægen!
Pia havde kun energi til procedurer, at spise lidt, sove. Hun sagde ikke meget, men Kirstine fik hende til at spise, tage tabletter og gå små skridt igen. Græd Pia, trak Kirstine sig lidt og gav hende fred.
Slut nu med det piveri. Der er ikke noget at græde for, sagde Kirstine.
Henning mærkede, at hjemmet blev gladere. Kirstine, kvinden med skarpe ord, bragte håb og orden ind. Pludselig fik han ordnet haven, det gav ham energi.
Hvordan lever du med hende? Hun stopper aldrig, spurgte han Bent.
Hvor fanden kærringen ikke kan, sender Gud min Kirstine, grinede Bent.
Pia livede op, kunne efterhånden klare lidt selv, og lægen bekræftede, at det gik fremad. Hun kunne måske blive rask.
Vi går en tur, sagde Kirstine pludselig en aften og rakte Pia en tyk trøje.
Jeg orker ikke. Skal vi gøre os til grin? Jeg vil bare sove…
Men Kirstine fik mændene til at bære Pia ud på bænken ved lågen. Hun satte Pia godt tilrette med et tæppe. Stoltheden over at have reddet hende var ikke til at skjule, nu skulle nabolaget se, at Pia var i live og blevet stærkere.
Luften var frisk efter regn, og aftenen trykkede sig omkring dem.
Pia, jeg har tænkt tit her de sidste uger… Vi skændes og hakker hele tiden, men vores liv er flettet sammen. Vores børn voksede op sammen, mændene holder sammen, og nu er det os, der sidder her, side ved side ved bænken måske endda resten af livet.
Ja, min svigerfar byggede den her bænk lige mellem husene, Pia trak sjalet om sig.
Hov, det var nu min far, der lavede bænken hans stolthed var hans snedkerarbejde.
Glem det nu, det var Hennings far. Han betalte faktisk for, at din far satte den midt mellem husene.
Vrøvl! Aldrig, han har aldrig taget penge for noget!
Jo, det var vores bænk, Pia gav sig ikke.
Fy for satan med dig, Pia! Jeg så med mine egne øjne min far save brædderne!
Så smut du i badstue, Kirstine! Vores bænk stod først her!
Og jeres hus? Se dog, det ligger dér, vores ligger på denne side!
En ny, gammel strid voksede ind i aftenen.
For sådan er livet i landsbyen hvad var det uden småskænderier?
Henne bag stalden på den anden side sad Bent og Henning stille og røg.
Nu er der ro på. Pia får det bedre, ikke? sagde Henning.
Jo, fandeme ja. Tak for det, sagde Bent og tørrede tåren bort, mens han smilede.
Kvindenes kampe var tændingen, og nu brændte de kun sagte. Den gamle hund, Viggo, kom luntende og lagde sig, som han plejede, for benene af de to mænd foran bænken.
Solnedgangen farvede himlen den lune brise bar naboskabets gamle ord med sig, lod dem forsvinde, mens stilheden, forståelsen og samhørigheden blev tilbage.
I solens skæve, gyldne stråler sad to kvinder tæt sammen på bænken.
Bænken, der bandt deres skæbner sammen.
***Der blev stille. Længe sad de sådan, Pia og Kirstine, side om side, mens aftenfuglene sang. Ingen sagde noget, men hænderne mødtes på bænkens slidte bræt, uvilkårligt, som små børn, der søger en tryg hånd at holde i.
Efter lidt tid lo Kirstine, lavt, næsten uforvarende, da en af Pias høns modigt pilede over græsset for at lede i rester af ukrudtet. Pia fnyste tilbage, og noget gammelt og genkendeligt blinkede mellem dem.
Så sagde Kirstine, med stemmen lige så lav som sommerbrisen:
Ved du hvad, Pia? Vi skal nok klare os. For skvalderkål kan man trække op men ikke rødderne mellem mennesker.
Pia smilede, svagt men varmt, og pressede hendes hånd en anelse.
Og dér, i gyldent aftenlys, var der ingen grænser, intet hegn. Kun venskab, opslidt, genstridigt, umuligt at udrydde men frodigt, stærkt og ægte.
Sådan sad de, mens mørket faldt på, og naboernes småhvisken blev til tavshed, for alle vidste det nu: selv de værste stridigheder kan ende i næstekærlighed, bare man vander dem længe nok.
Og langt ude i den lune skumring lød Pias latter, ren som da hun var ung.
