Fattige slægtninge
Mor, det var Moster Birthe, der ringede. Hun spørger, om de kan bo hos os en uges tid. Hun skal have sit barnebarn undersøgt han fejler et eller andet med ryggen. Hvad skal jeg svare hende? Signe satte en kop te foran sin mor, før hun begyndte at støve reolen af.
Det havde været Signes pligt siden hun var tretten at gøre rent hos sin mor én gang om ugen. Dengang havde hendes mor overladt hende det ansvar, da hun begyndte på universitetet igen for at skrive den ph.d., hun havde udskudt i flere år fordi hun havde måttet “tage sig af barnet”.
For Signe havde det været en tung byrde. Mors evige kontrol og alverdens skemaer for aktiviteter, hun SKULLE deltage i, gav hende ikke et eneste minut frihed. Imens veninderne legede med dukker på gårdspladsen, sad Signe og øvede skalaer på klaver eller malede endnu et stilleben, mens suk fra hendes bryst og viser om frihed, som hun anede fandtes bare ikke for hende.
Det var ikke overraskende, at Signe så ofte blev syg. Disse dage så hun næsten frem til, når de kom. For da kunne hun ligge i sengen med en bog, mens moren efter at have givet hende saft og nogle appelsiner forsigtigt lagde en kølig hånd på hendes pande og sagde:
Bare jeg ikke bliver smittet, Signe, det ville være forfærdeligt! Jeg skal jo passe mit arbejde!
Signe åndede lettet op, når døren til børneværelset lukkede sig, og så kunne hun fortabe sig i sin elskede Gerald Durrell, time efter time, uden at moren rystede på hovedet og formanede: “Signe, der findes altså også andet at tage sig til! Et menneske skal være alsidigt!”
Måske var det derfor, at da moren besluttede, at det ville være gavnligt for Signe at lære at styre husholdningen, protesterede hun ikke synderligt. For det betød jo, at hun kunne være mere hjemme, i stedet for at skulle jage fra aktivitet til aktivitet. Det skete dog tit, at rengøringen blev sat på pause, og midt i stuen sad Signe, med en halv støvsuget løber og en bog, som hun var faldet over. Tiden fløj, og nogle gange kom hendes mor Thora hjem sent fra arbejde og fandt et mindre kaos.
Signe! Hvorfor har du ikke gjort rent? Hvad foregår der? Moren snublede næsten over spanden eller kosten, der var efterladt i entreen. Min pige, du skal være mere ansvarsfuld!
Så skyndte Signe sig at gøre det hele færdigt, mens hun i tankerne genoplevede strofer af Tove Ditlevsen eller Halfdan Rasmussen.
Hun elskede digte. Selv om moren syntes, det var spild af tid.
En af Signes pligter var også at tage imod de uvelkomne gæster, hendes mor ikke brød sig om men som hun måtte tolerere, for families skyld. For selv Thoras stædighed kunne ikke overskride den grænse.
De fattige slægtninge! Hvor længe skal det fortsætte!?
Den sætning hørte Signe ofte. Men kun, når moren troede, hun ikke hørte det. Senere gik det op for Signe, at hvis moster Else, morens storesøster, havde hørt de ord, havde der blevet ballade. For Else, med sin lune humor, lod aldrig nogen tale dårligt om familien hun mente, at det var det eneste, man virkelig burde passe på i denne verden.
Elsetante fortalte Signe hele familiehistorien, da hun fyldte seksten. Moren var på kursus igen, havde nok glemt datterens fødselsdag midt i alt. Men det gjorde Signe ikke noget endelig lidt frihed og et rigtigt fødselsdagsbord. Uden kedelige taler og voksenfest på restaurant. Else støttede ideen, stak Signe penge og lovede at holde det hemmeligt for moren.
Signe, jeg stoler på din dømmekraft. Hold det i venskab, så jeg ikke skal rødme, hvis din mor får nys om det, ikke?
Åh Moster!
Hvad? Du er jo næsten voksen! Har du en kæreste? Se, du rødmer. Det troede jeg ikke unge piger mere kunne! Tiderne har sandelig ændret sig. For nylig kom en mor ind med sin datter til mig på sygeplejeklinikken yndig og kun fjorten. Men ikke barn længere. Skal selv snart have barn.
Nå da!
Ja, sådan er verden. Moren havde ikke set det komme, sagde hun. Men Signe, tag dig i agt! Vi hjælper dig, hvis det skulle gå galt men er det ikke lidt tidligt?
Moster Else!
Det var bare det. Resten overlader jeg trygt til dig. Du er en fornuftig pige.
Tak
Kunne Signe bryde Mosters tillid? Nej, naturligvis ikke!
Moren opdagede aldrig festen. Efter festen havde Signe gjort så grundigt rent, at parketten glitrede, og lofterne syntes højere end nogensinde. Moren satte pris på den grundighed, og besluttede vel dér, at ingen gjorde rent som Signe. Der var vist ingen grund til at ændre på noget. Så Signe fortsatte med sine pligter. Både under studietiden og efter ægteskabet, hvor hun kom hos moren hver uge og satte lejligheden stor og ekkoende, med mørke gange og bogreoler overalt i stand.
Lejligheden havde engang tilhørt Signes fars forældre. Drengen fra lærdoms-eliten blev giftet ind i en driftig, men oprindeligt landlig familie eller, så troede nogen. For Thora voksede modsat sine søstre op hos sin farmor i København, taget til sig da hendes far forsvandt i de jyske plantager, kun få måneder efter hun blev født.
Man fik først senere opklaret hans skæbne, da en skovarbejder fandt nogle knogler og personlige genstande ved en nedbrændt jagthytte. Ekspeditionen var faret vild, stoppede for natten, og en strid brød ud; forsoning fandt ikke sted i tide. Ingen overlevede.
Thoras mor en kvinde med sit eget, rige liv lod farmor tage hånd om sin yngste, og sendte hende altså til den københavnske villa, hvor hun fik alt, hvad hun manglede. Franske gloser og kunstskøjteløb besøget hos den rigtige mor og søstre blev spændende og noget distanceret. Farmoren sagde:
Din familie er her, kære barn! Det andet er slægt, men ikke hjem. Lyt dog til din mor, men kom hjem til mig bagefter. Forstået?
Det forstod Thora godt. Hun så tydeligt, hvordan moren slet ikke havde samme liv, og hun ønskede sig ikke samme barndom. Selv da storesøsteren Else flyttede til København for at studere, holdt hun sig helst på afstand.
Stædig og ambitiøs, havde Thora altid haft sine egne ideer. Som femtenårig erklærede hun farmoren:
Sådan vil jeg ikke leve! Mine børn skal have den bedste far, jeg kan finde og ingen børneflok! Ét barn er nok.
Du siger det nu, men kærligheden ændrer alt
Kærlighed? Nej, farmor. Man gifter sig kun efter grundig overvejelse! Min mors fejl gentager jeg ikke!
Ja ja, så får vi se.
Og Thora holdt ord med en stædighed som en nordjysk muldyr. Hendes kommende mand havde hun udset sig allerede på universitetets andet år. Hun ville have ham og bryllup blev der. Svigerforældrene kunne ikke modstå hendes drivkraft, og hendes farmors værdighed ved mødet.
På brylluppet sad Else efter Thoras udtrykkelige ønske lidt for sig selv bagerst, for at undgå optrin.
Elses blik svejede rundt blandt gæsterne, og det var kun de “rigtige”, svigerfamiliens udvalgte, der var der. Hvad undrer du dig over, Else? Thoras svigermor svævede rundt og hilste. Man må være forudseende! Helst før tiden, for i morgen kan det være for sent!
Da festen var forbi, flyttede Thoras svigerforældre i fritidshus og overlod lejligheden til de unge.
De pressede straks på for at få børnebørn men Thora udsatte det. Framtiden var skemalagt, og hun blev vred, da hun uventet blev gravid.
Jeg vil ikke! Det er for tidligt! Jeg har så mange planer! græd hun til Else, der nu var færdiguddannet jordemoder.
Så lad være. Men tænk dig om konsekvenserne er måske større end en stabel beskidte bleer. For mig ser det bedre ud end helbredsproblemer senere.
Thora tænkte længe og accepterede til slut. Hun opdragede også Signe selv for det var jo sådan idealet krævede det.
Svigerforældrene var henrykte, manden forgudede hende, og Signe voksede op elsket lige indtil faren døde. Han døde stille, ubemærket, midt i en forberedelse til en forelæsning. De troede blot, han hvilede sig under et tæppe. Først da Signe kaldte på ham, gik det op for Thora, at noget var galt.
Manden familie støttede Thora i alt. De ordnede det praktiske og lod hende beholde lejligheden, mens de selv blev boende på deres elskede sommerhus.
Efter svigerforældrenes død bestemte Thora:
Signe, det gamle sommerhus er ikke mig. Jeg hader at rode i have og huset kræver så meget. Vi sælger og køber dig en lejlighed!
Mor, er det nødvendigt?
Bestemt! Livet leves fremad! Du er for ung til at klare det alene. Ingen diskussion!
Signe gav op; hun besøgte huset en sidste gang, tog sin morfar yndlingspibe og mormors yndlingskop med hjem og beholdt dem nænsomt.
Signe giftede sig modsat sin mor af kærlighed, selv om det kun var tanterne, der støttede hendes valg.
Han er en god fyr! sagde Else, da hun hjalp med at vaske op efter forlovelsen. Hvad mere kan du forlange, Thora? Han elsker jo Signe, og de vokser sammen. Det bliver godt!
Else, du forstår ikke! Signe har medgift lejlighed, bil, opsparing! Og han har ikke andet end lidt papir og drømme drømme betaler altså ikke regninger!
Else slog opvasken ned i vasken og råbte så det kunne høres gennem hele opgangen:
Hvad er vigtigst? Dit barns lykke eller penge?
Senere talte hun med Signe og gav hende moderlig rådgivning Signes første barn lod vente på sig, og økonomien strakte kun til en beskeden lejlighed men endelig boede de i eget hjem, fri for mors krav og formaninger.
Jeg forstår ikke hvorfor, Signe, sagde Thora. Hvorfor ikke bare bo her?
Fordi, mor. Jeg vil bare leve mit eget liv og hjælpe, så godt jeg kan.
Og det var sådan det blev. Signe besøgte moren hver uge, kom med indkøb, gjorde rent og snakkede om familielivet.
Nu sad de igen ved bordet. Thora skubbede brillerne ned på næsetippen og stirrede på Signe.
Hvad skal jeg sige til Birthe, min pige? Ved du det ikke selv?
Jeg sagde, jeg ville høre, hvad du havde af planer.
Du kan da bare sige, jeg ikke har tid!
Mor, hvad mener du med det?
Det er da blevet et samlingssted, den her lejlighed! Siden din far døde, kommer alle her med deres ærinder, som om jeg ikke har mit eget.
Men mor, du arbejder jo ikke længere? Og børnebørnene har du da heller ikke ansvaret for.
Hvad er det dog for noget at sige?!
Kan du så ikke bare passe børnene lidt? Sidste uge måtte jeg tage lille Amalie med i klinikken, fordi “du ikke havde tid”…
Else sagde det samme! At jeg ikke har samvittighed!
Ja, hun har jo ret. Da bedstemor blev syg, blev det Else, der tog over. Og det har du aldrig brokket dig over du hjælper jo økonomisk. Plejen overlader du gerne til de andre.
Hvordan kan du sige sådan, Signe?
Fordi du ikke kun har brug for at være alene, mor. Du har brug for at forstå, at familie betyder noget. Det er ikke bare dig, mig, Henrik og Amalie. For Amalie ELSKER sine fætre og kusiner. Niklas, som Birthe kommer med, skriver breve og tegner fortællinger til hende hun glæder sig!
Hun har da kun mødt ham et par gange?
Og hvad så? Skal man ikke kunne savne og holde af alligevel? Skal familie kun være dem, man har lige ved siden af? Nej, mor. Det her handler ikke om afstande, men om hjerte.
Signe sukkede, stillede koppen i køkkenet og sagde:
Jeg vil bare ikke have, at Amalie vokser op uden at kende sin familie.
Moren stirrede efter hende, imens hun forlod rummet. Signe vendte sig i døren:
Tænk over det. Ring, hvis du har lyst til at deltage. Hvis ikke, skal jeg nok dække over dig for tanterne. Din migræne er en udmærket undskyldning, ikk?
Signe gik, og Thora blev siddende alene i sofaen i den stille lejlighed og reflekterede over fortid, slægt og alt det, hun havde valgt ikke at kende. Det slog hende, hvor lidt hun egentlig vidste om sine egne søstre, og hvor ret Signe havde i, at det ikke er en lykke at sidde alene.
Pigen! Hvordan vover hun at belære mig om livet? Hun vil have familie er det ikke nok, at hun har sin mor?
Hun protesterede indvendigt, men begyndte at forstå Signe havde jo på sin vis ret. Ingen lever evigt. Hvem skal støtte Signe, når Thora ikke længere er her? Måske er det på tide at omfavne “de fattige slægtninge” i stedet for at skubbe dem bort.
Lyset udenfor slukkede. Uret havde passeret midnat det var for sent at ringe. I morgen, tænkte Thora. Da ville hun ringe til Signe og spørge, om hun ikke skulle hjælpe med at finde gaver til alle niecer og nevøer. Og måske også til Amalie. Signe havde ret. Thora var ikke verdens bedste mormor men man kunne jo prøve at rette lidt op på det. Selvom det kun blev lidt.
Amalie lignede Signe så meget Det betød at pigen havde et stort hjerte og ville tage imod sin mormors gave med taknemmelighed.
Og den lille, livlige pige ville trække Niklas i armen, stikke ham en blyant og sige:
Tegn hende! Tegn mormor! Hun er så smuk! Jeg ser hende ikke så tit, men nu kan jeg have hendes billede hos mig, ikke?
Else ville styrte efter Baldrian, og Signe ville tage ungerne ud af stuen mens søstrene omfavnede hinanden og pludrede løs.
Udenfor stuen ville Signe støde på sin mand, le stille og sige:
Spørg ikke! Det siges, at alderdom kommer alene heldigvis gælder det ikke for os!
