Glaskuglen
Tidsmaskinen blev færdig en søndag aften, da Valdemar skruer den sidste skrue fast. Han har bygget den af en gammel fremviser, en radio fra B&O og et antikt vækkeur med kun én viser. Han fandt det hele i en støvet kuffert oppe på loftet hjemme hos farmor i Roskilde.
Opbygningen af tidsmaskinen er genialt enkel: radioen og uret forbindes til fremviseren med et par ledninger. Hver gang Valdemar sætter stikket i kontakten, begynder radioen at hvæse, uret tikker højt og maskinen ryster, mens en bred lyskegle strømmer ud fra linsen. Nu skal man føre en funklende grøn, halvgennemsigtig sten forbi linsen et glasstykke han fandt sidste sommer, mens han badede i søen ved Lyngby. Lyset fra fremviseren changerer straks i alle nuancer af smaragd, og på væggen dukker dansende hvide snefnug og turkis hvirvelvinde op.
Valdemar har lyst til at prøve maskinen med det samme, men klokken er blevet mange, og moderen har netop sagt, at det er sengetid. Udenfor er det mørkt, og vækkeuret slår snart elleve.
I matematiktimen næste morgen fortæller Valdemar begejstret om sit opfindsomme projekt til vennen Kasper. Kaspers kirsebærmørke øjne ser skeptisk på Valdemar under samtalen. Valdemar argumenterer ivrigt, rødmende i de runde kinder, og til sidst taler han højt nok til at trække lærerens opmærksomhed. Den gode matematiklærer, fru Nielsen, løfter pegefingeren advarende. Børnene tier og så snart klokken ringer, ræser de ud i skolegården.
De standser under den gamle lind. Valdemar vender sig mod Kasper: Hvis du ikke tror på det, så kom og prøv selv! lokker han med et skævt grin mod skoleporten.
Kasper ryster på hovedet. Man kan altså ikke rejse i tiden. Det har min far forklaret, og han kører lastbil på motorvejen, så han ved det!
Valdemar skuler fornærmet og trækker sin rygsæk over skulderen, idet en pigestemme afbryder dem:
Men jeg tror på dig! lyder det forsigtigt.
Begge drenge vender sig. Bag dem står Mille med flettede mørke fletninger. Hun holder bogtasken i den ene hånd og piller ved en sølvfarvet knap på sin skorte.
Hvad vil du? spørger Kasper surt. Kan du ikke se, vi snakker?
Mille smiler kun til Valdemar og ignorerer Kasper. Det lyder megaspændende! At opleve fortiden eller se fremtiden! Tager du ikke mig med næste gang?
Valdemar ler. Man kan jo ikke rejse til fremtiden den er ikke sket endnu. Men kom, vi prøver maskinen, siger han rap.
De sætter kurs hjemover, og snart følger Kasper efter, forpustet, men overbevist: Okay, I har overtalt mig. Jeg går med!
Hjemme åbner Valdemars mor døren. Nøj, du har da venner med! Kom indenfor, så laver jeg frokost. Hun rusker kærligt sønnens hår, så han bliver rød i kinderne.
Ej, mor! sukker Valdemar. Vi er ikke sultne.
Kasper og Mille siger ikke noget. Kasper tripper i dørmåtten, og Mille smiler genert.
Vask hænder og sæt jer til bords, siger moderen bestemt.
Efter frokosten går ungerne ind på Valdemars værelse. Tidsmaskinen står på skrivebordet blandt en blå globus, en bærbar computer, telefonlader, papirer, blyanter, kuglepenne, linealer og alt hvad en dansk teenager ellers bruger.
Respekt, den ser avanceret ud, siger Kasper og undersøger den nysgerrigt.
Ja, jeg har selv bygget den, svarer Valdemar stolt.
Hvor tager vi hen? spørger Mille og nærmer sig.
Vent lidt, siger Valdemar og drejer på radioen, sætter uret og stiller linsen ind. Sådan maskinen tager os tilbage til 1985. Præcis 40 år!
Ih, hvor spændende! udbryder Mille og klapper i hænderne.
Vent! Kasper ser på Valdemar. Hvordan virker den egentlig?
Det er simpelt, svarer Valdemar med et snøft. Vi vælger år, sætter timeren, tænder projektoren og vigtigst af alt fører denne grønne sten igennem lyskeglen. Så åbner portalen sig på væggen!
Han gestikulerer overklædt og bukker som en cirkusartist.
Rolig nu, trøster Valdemar sin ven. Jeg har selvfølgelig forberedt det hele. Se. Han fisker en frysepose fyldt med gamle mønter frem.
Danske mønter fra 80erne det burde række!
Men hvordan kommer vi hjem? spørger Kasper. Skal vi slæbe kæmpemaskinen med?
Nej, det ordner min mobil, smiler Valdemar og holder smartphonen op. Nattekamera, stens lys for linsen portal! Så ryger vi hjem uden problemer.
Kasper undersøger stenen. Ok, klar, nikker han.
Er alle klar? Valdemar ser på Mille, og da hun nikker, lægger han mobilen på bordet og sætter fremviserens stik i kontakten.
Radioen brummer, uret tikker voldsomt, hele maskineriet vibrerer, og lyskeglen flyder frem. Valdemar fører den grønne sten forbi linsen. Smaragdfarver kastes op på væggen, og snefnug og turkishvirvler danser.
Nu! råber Valdemar og tager vennerne i hænderne. Sammen springer de i den glitrende portal.
*
De står pludselig i en duftende bøgeskov. Fugle kvidrer i trætoppene, en egern rasler i underskoven.
Hej, vi er landet… brummer Kasper. Hvor er vi dog havnet?
Valdemar spejder omkring, og et smil breder sig. Vi er i Nordsjælland lige ved Hestehave! Her plejede min farmor og farfar at bo…eller, kommer til det. Kom!
Efter nogle minutter gennem skoven står børnene foran en gammel børnehave.
Her kender jeg også! udbryder Mille. Det er Solstrålen, og derovre ligger den gamle folkeskole!
Kasper nikker. Og bagved er parken. Hvis vi virkelig er i 1985, er der sikkert karruseller som min far har fortalt om.
Valdemar smiler overlegent. Vi kigger!
Vejen gennem byen emmer af 1980ernes liv ingen moderne biler, kun spraglede gamle Forder, VWer og farverige rutebiler. Enhver forskel diskuteres højlydt: Se, ingen boligblok her! Vent, busstoppestedet er af træ! Sikke frisurer folk har!
Parken har gynger og karruseller, men ingen fancy legepladser eller vandkunst. Hvilket eventyr! Førhen skulle børnene til nabobyen for at prøve rutschebane nu er det lige ved hånden!
Ved den store karrusel står en lokal dreng og tripper. Blond, med fregner, blå øjne, ternet skjorte og blå Adidas sneakers. På brystet har han et lille guldmærke med en olympisk bjørn. Han er på deres alder.
Han hilser højlydt: Hej! Er I ikke herfra? Har I lyst at prøve?
Det vil vi gerne! siger Valdemar officielt.
Fedt! Jeg hedder Jannik Jannik Møller går i syvende her. Og I?
Kasper tager straks ordet: Vi er fra en anden by. Jeg hedder Kasper, det her er Mille og Valdemar.
Det tænkte jeg nok, siger Jannik og ser beundrende på deres skoluniformer. Er I ikke bange for at blive beskidte?
Mille løfter skuldrene: Det er bare standard tøj.
Jannik trækker på smilebåndet: Godt, så! Lad os køre.
De prøver alt den høje Orbit, den hurtige Overraskelsen, små Bilbaner og skæve Mælketænder. Jannik betaler rundhåndet og forklarer: Jeg har samlet flasker, så jeg har råd!
Flasker? Kaspers bryn ryger op.
Man afleverer mælkeflasker og sodavand så får man penge tilbage, forklarer Jannik og trækker på skuldrene.
Ned af Orbit ser de parkens grønne træer, lejligheder og en sø, hvor solen glitrer over vandoverfladen.
De slår sig ned på en bænk. Jeg er tørstig, mumler Kasper.
Bare drik! Jannik peger mod en blå vandpost.
En kolonne? spørger Valdemar.
Ja, kom, jeg viser jer. Jannik pumper på håndtaget, og koldt brøndvand fosser ud. Drik! siger Jannik, og alle får lov vandet er boblende koldt.
Uh, hvor det smager! råber Kasper.
Mille, lidt beklemt: Jeg kunne godt spise noget. Måske en pizza eller hotdog?
Eller chips med Faxe Kondi! istemmer Kasper.
Sådan noget findes ikke her, sukker Valdemar, men Jannik smiler. Skal jeg gå i bageren og hente noget?
Meget gerne, Jannik! jubler Mille.
Han piler afsted og kommer snart tilbage med en broget stofpose.
Der var kun pirogger to til hver med kartoffel og æblemos, samt mælk. Ingen sodavand, undskylder han.
De slår sig ned i græsset ved søen, spiser lune boller og drikker mælk lige fra flasken. Mille synes, det er det bedste hun har smagt pizza er ikke noget særligt i forhold til det her.
Tak, Jannik, smiler hun.
Han rødmer og mumler: Selv tak.
Valdemar og Kasper kaster småsten i søen, og prøver hvem, der får flest spring.
Eftertænksomhed falder over gruppen, Mille stirrer ud på søen.
Du har flotte øjne, mumler Jannik lavmælt.
Hva? Mille ser på ham.
Han viser hende en grøn glaskugle. Her. Prøv at se igennem du kan se hele verdensrummet.
Hun løfter kuglen, og det er, som om hun ser stjernerne rotere, solsystemer, galakser og spiraler dybt i grøn glans.
Sikke et vidunder! hvisker hun.
Lige som dine øjne, siger Jannik. Ser man længe nok i dem, ser man universet selv.
Deres blikke mødes. De rykker nærmere på hinanden…
Men så:
Jeg havde flere! råber Valdemar fra skråningen.
Nej, jeg havde! Kasper løber hen til dem. Mille, Jannik sig det!
Mille ser væk, Jannik flytter sig pinligt. Lad os gå i iscafé! foreslår han.
God idé! istemmer Kasper.
Inde er det køligt og mørkt. Jeg giver! siger Valdemar beslutsomt. Alle vælger, Mille tøver Jannik hvisker: Tag chokolade, det er bedst! Hun takker stilfærdigt.
Isen serveres i sølvskåle, og børnene skovler ind. Kasper slikker bunden. En til?
Valdemar nikker, og runden gentages igen og igen, til noget uventet sker.
En uniformeret politimand lægger hånden på Valdemars skulder: Hvilket år kommer den mønt fra, dreng?
I politibetjentens hånd ligger en halvtredskrone med årstallet 2020.
Jannik genkender straks fejlen. Det er ikke vores mønt! siger han. Vores mønter er små, kobberfarvede…
Bagerdamen hvæser: De har fusket!
Politibetjenten prøver at få ro på, men så ruller mønten hen til Jannik, som griber den:
Løb! hvisker han.
Ingen tøven. Ungerne stormer ud, forbi overraskede voksne og gøende hunde, gennem villaveje og lille skov ind i skyggen af en bøgeplantage.
Pyh… så slap vi væk, peser Kasper. Find nu mobilen vi skal hjem!
Valdemar roder i lommerne blegner. Den ligger hjemme på bordet…
Altid typisk! fnys Kasper. Så brug din mobil, Mille.
Hun roder i tasken og ser fortabt op. Den er væk! Jeg må have tabt den.
Kasper burer hovedet i hænderne: Hvorfor fulgte jeg overhovedet med?!
I det samme rasler det, og ind snubler Jannik, forpjusket.
Hov, Mille her. Han rækker hende telefonen. Du tabte den ved børnehaven.
Hun træder hen til ham. Jannik…
Sig intet, afbryder han. Jeg ved godt, I er fra fremtiden så en film om det forleden.
Nu bliver det stille.
Jannik… vi kunne ikke sige det, undskylder Valdemar.
Jannik ser kun på Mille. Hun ser tilbage læberne hvisker noget, han ikke forstår.
Imens får Valdemar åbnet portalen på Milies telefon.
Klar? spørger han. Kasper griber hans arm, men Mille bliver stående.
Hun går hen til Jannik, rækker hånden frem.
Farvel, siger hun sagte.
Han trykker hendes hånd og lader hende mærke noget rundt en glaskugle, lun fra hans lomme.
Hvorfor? spørger hun.
Til minde, svarer han lydløst.
KOM, Mille! råber Kasper utålmodigt.
Valdemar tager hende bestemt i hånden, hun giver slip på fortidens dreng. Da portalen åbner, er hun opslugt af Janniks blå øjne. Hjem rejses de.
*
Jannik træder ind i lejligheden, mor kommer ud fra køkkenet. Er du sulten, Jannik, eller venter vi på far?
Han knuger hende i et hurtigt kram. Ikke sulten har lige spist pirogger med venner.
Mor roder ham kærligt i håret. Du trænger til at blive klippet.
Han nikker og sætter sig ved sit skrivebord, finder papir og farver frem, åbner blokken på første side. Han begynder at tegne det mørkebrune hår, de bløde kinder, den spinkle næse og først og fremmest de grønne øjne fyldt med dybde og prikker, som den glaskugle hvor galakser drejer.
*
Næste dag sidder børnene i solen på byens gamle mur og taler om eventyret.
Hvor var de boder fedt og isen! Tror du ikke, vi kunne prøve igen? spørger Kasper.
Valdemar ser trist ud. Nej. Mor smed maskinen ud sagde, jeg satte huset i brand sidste gang. Ærgerligt.
Kasper sukker: Ville gerne hilse på Jannik igen. Sikke en guttermand.
Valdemar ser ud i luften: Jannik Møller… Det navn kender jeg. Vent! Han griber mobilen, taster febrilsk.
Her! Den kendte danske kunstner Jannik Møller, født 1973 i Nordsjælland, kendt for værker som Frokost ved Søen, Karruseller, Is med Chokolade. Hans mest berømte værk er Den Grønnøjede Ukendte.
Valdemar bladrer. Kasper, se billedet ligner…
Kasper kikker, og vender så blikket over på Mille, tilbage til mobilen og nikker.
Mille river telefonen ud af hånden på ham og ser på skærmen. Hun genkender straks sig selv: hendes hår, næse, øjne, smilet, som hun ser i spejlet hver dag. Hun rækker telefonen tilbage.
Sådan er han vores ven fra fortiden, bemærker Kasper stille.
Mon han stadig er i live? spørger Mille lavt.
Valdemar ryster på hovedet. Han døde ved en ulykke for fem år siden. Hans billeder blev solgt i hele Europa…
Han siger mere, men Mille hører det ikke. Hendes tanker kredser kun om den lyshårede dreng i ternet skjorte med bjørnemærke på lommen.
Hun græder stille og knuger glaskuglen i hånden den kugle hvor, hvis man ser rigtig godt efter, hele universet findes.
