Drømme om et bekymringsløst liv
Det kan simpelthen ikke være rigtigt! Gav han dig virkelig sådan et beløb efter skilsmissen? Og sørger desuden fuldstændigt for børnene? Klaras stemme dirrer af vantro. Han var jo kun deres yngste far!
Mette smiler svagt og trækker lidt på skuldrene, næsten som om de diskuterer vejret.
For Leif gør det ingen forskel, siger hun roligt. Han elsker både Silke og Casper. Han giver altid gaver, tager dem med til Skagen eller Bornholm to gange om året. Hvorfor ikke? Han har midlerne, så hvorfor ikke gøre det?
Klara drejer tavst sin kop med koldnet te rundt mellem hænderne. Et strejf af misundelse glider over hendes blik ikke ond, men skarp og gennemborende. Hun vil så gerne forstå, hvordan det kan lade sig gøre: at leve uden at bekymre sig om morgendagen, uden at skulle tælle hver en krone, uden at frygte huslejen eller at bilen endnu en gang kræver service.
Hvad nu hvis han gifter sig igen? spørger hun, og prøver at lyde nonchalant, men en smule ærgrelse sniger sig alligevel frem i stemmen. Og pengestrømmen stopper? Hvad gør du så?
Mette ler, hjerteligt og uden spor af irritation. Hun forstår tydeligt, at Klara slet ikke kan tro på så meget gavmildhed på en stabilitet, der næsten virker uvirkelig.
Siden vores vej skiltes, har han faktisk både giftet sig og skilt sig igen, forklarer hun med et smil. Sådan er han. Han forelsker sig lynhurtigt, men han er dog ærlig siger altid direkte til én, hvis han har mødt en anden.
Hun gør kort ophold, som om hun prøver at rykke minder frem om alle hans forholds svinkeærinder, og tilføjer så:
Han har været gift fem gange i alt, og hver af hans ekskoner står trygt og godt.
Klara sidder blot stille og prøver at få alle brikkerne til at falde på plads i hovedet. En mand, der kan have så mange forhold, uden at nogen står fattig og forsmået tilbage efterfølgende. I hendes verden er det mere normalt, at skilsmisse ender i slagsmål om pengekassen og afbrudt kontakt.
Hold da op… sukker hun til sidst og ryster på hovedet, stadig ikke helt overbevist. Sikke da et menneske…
Hun drejer endnu en gang skeen i sin kop og stirrer ned i tebladene. Tankerne ræser gennem hende hurtige, kalkulerende, sultne. Oplysningerne virker næsten for gode til at være sande. Rig, generøs, uden at spare på kroner til tidligere koner… Den slags mand er et scoop. At fange hans blik bliver ikke let, men lykkes det…
Selv et kort ægteskab ville sikre én økonomisk for livet, får hun tænkt, knuger hånden om koppen. Og hvis man fik et barn… Sikke en tryghed i mange, mange år.
Hun løfter blikket og spørger lidt henkastet:
Har han egentlig en kæreste nu?
Mette løfter det ene øjenbryn hun fanger straks, at Klaras spørgsmål rummer mere end almindelig nysgerrighed. Hun kender sin veninde for godt og svarer tørt:
Nej, det har han ikke. Men ikke noget for dig, ven. Leif kan lugte grådighed på lang afstand. Og han vælger kun kvinder fra sit eget miljø.
Klara mærker en kold klump i maven. Hun dækker hurtigt sin skuffelse med en påtaget latter og gør store armbevægelser:
Slap nu af, jeg spurgte bare, smilet er lidt for bredt, og stemmen lidt for høj. Jeg har også mine principper! Jeg kunne aldrig gifte mig med en, der bare kan skifte én ud for den næste, uden at blinke. Man ville blive sindssyg af usikkerhed.
Der sniger sig lidt forurettelse ind i hendes stemme mod Mette, eller mod sig selv for overhovedet at have leget med tanken. Hurtigt prøver hun at glætte det ud:
Desuden, indre tryghed er vigtigere end penge, hvis du spørger mig.
Forstående nikker Mette stille. Hun ved udmærket, hvad der gemmer sig bag den stive facader det handler om sikkerhed, om at slippe for konstant at kæmpe for økonomien.
Ja, det har du ret i, siger hun roligt og tager endnu en tår te. Så ved vi begge, hvad vi ønsker os af livet.
Rummet synker hen i en lille pause. Klara piller ved dugen, på jagt efter emneskift, mens Mette læner sig afslappet tilbage hun har sagt sin mening, og mere behøver hun ikke.
**********************
Selv derhjemme gentager Klaras tanker sig om og om igen. I sit inderste må hun erkende en brændende misundelse mod veninden. Ikke på den nuværende Mette, tryg og rolig, men på hende, der én gang var Leifs ekskone.
Det var jo et drømmeliv: solid kompensation, evig økonomisk tryghed intet pres for at klare næste afdrag, intet slid over dyre ferier. Jobbet, som havde tæret hende op de seneste fem år, kunne være historie.
Men hun er ikke dum at være Leifs nuværende kone ville ikke være det samme. Her gælder succes, status og mediernes skarpe blik. Ingen vil se på hende med tålmodighed, hvis hun vakler. Ikke mere natteliv eller spontane byture. Selv uskyldig flirt med en kollega ville blive udlagt forkert.
Men det er jo kun et spørgsmål om et par år, tager hun tilløb i spejlet. Et år eller to så er man sikret for resten af livet. Sværere er det ikke.
Hun betragter sig selv: femogtredive år stadig tid nok til at satse. Får man et barn, står moder natur bag. Så kan den virkelige frihed begynde.
Klara forestiller sig, hvordan det vil være at vågne op i en stor, stille lejlighed, uden alarm, uden stressende mails. Drikker morgenkaffe med udsigt over København, bestiller rejser uden skelen til priser. Tager malerkurser, støtter velgørenhed eller rejser til Australien på et indfald
Ingen deadlines, ingen sure chefer, siger hun til sig selv. Bare frihed til det liv, jeg ønsker.
Et smil kryber frem, men kun et øjeblik. Drømmene føles fjerne, men forlokkende. Hvad hvis muligheden virkelig kommer? Hvis nu
Klara læner sig bagover og stirrer ud. Tandhjulene arbejder allerede hvordan nærmer man sig muligheden?
At blive fru Madsen det lyder ikke dårligt, tænker hun. Især med den slags fordele…
Hun kender sine styrker. Elegant, flot og vant til mandeblikke invitationer, komplimenter, opmærksomhed. Men ingen hastede med at binde sig til hende.
De ved nok, de ikke kan følge med, tænker hun tørt. Eller også ser de, at jeg ikke nøjes med lidt.
Men denne gang handler det ikke om kærlighed. Det handler om fremtiden den økonomiske, trygge, frie. Hun vil gøre, hvad der kræves.
Hvad kræver den slags mand? Først ingen overdrevet påklædning. Klassiske snit, dæmpede farver, aldrig iøjnefaldende.
Dernæst: neutral makeup, ingen ruvende eyeliner eller pang læbestift. Kun let glans, lidt mascara.
Og sidst: den rette attitude roligt, værdigt, uden at være kejset. Et lunt smil, lyttende, de rigtige spørgsmål. Ingen åbenlys flirt det virker modsat.
Hun planlægger allerede møderne: hvor kan man støde på Leif? Velgørenhedsauktioner, ferniseringer han kommer bestemt dér. Hun har da også bekendte, der kan hjælpe med tilfældige sammentræf.
Han har set mig før, husker hun. Da han var gift med Mette. Vi har været til samme arrangementer. Så han kan da nok genkende mig.
Tanken om at det hele kan lykkes, får hende til at gløde. Klara har altid været dygtig til at skabe indtryk. Nu skal hun bare udnytte det strategisk.
Jeg skal have en plan, beslutter hun. Vælge begivenhed, tøj, replikker… og ikke overspille det. Ynde med kant, interesse uden at mase på.
Detaljerne samler sig: hvilken kjole, frisure, småsnak. Hun forestiller sig mødet, det korte glimt, den valgte replik præcis afmålt.
Smilet breder sig. Hun mærker energien vokser den, som får hende i mål, når noget virkelig gælder. Hun giver aldrig bare op.
Jeg klarer det, tænker hun og knytter næven svagt. Alt kan ændre sig
********************
Med et sæt tager Klara sine øreringe af og kaster dem arrigt i smykkeskrinet. De lander klirrende dyre, lette diamanter købt af Leif på deres tredje date.
Træt sætter hun sig på sengekanten. Det var deres femte møde i dag, og alt gik egentlig godt: han bød hende på gourmetmiddag, en kæmpe buket hvide roser, kørte hende hjem som en gentleman Men indvendigt syder hun.
Hvorfor sker der aldrig mere?! tænker hun, mens hun stirrer på de blinkende øreringe.
Leif er interesseret det kan enhver se: hans blik, valget af spisesteder, de små gaver. Men han holder stadig distance. Ikke et eneste forsøg på at gøre noget intimt, ikke så meget som en hånd på hendes skulder. Kun ulastelig høflighed, et let kys på hånden og et jeg ringer.
Hun stirrer på sig selv i spejlet: hår og makeup velanrettet, kjolen diskret men flatterende. Hun har gjort alt, som man bør for at vise, hun ikke søger sjove nætter.
Måske har jeg været for korrekt? kommer det pludselig. Hvad nu, hvis jeg har glemt at vise, jeg kan mere end at opføre mig pænt?
Minderne vælter ind: hyggelige middage, gåture langs havnen, udstilling på Statens Museum for Kunst… alt foregår høfligt og venligt, men bremset.
Leif holder afstand, og gør ikke et eneste skridt mod hende. Venter han på noget? Testede han hende?
Hun slår håret ud, og mærker usikkerheden vokse.
Hvad nu, hvis han slet ikke ser mig som partner? Hvad hvis jeg har sendt forkerte signaler, så han tror jeg aldrig vil have mere med en mand som ham? Med alle hans forhold bag sig…
Hun stirrer ud mod Københavns aftenlys. Livet bugner dernede latter, biler, musik. Men hendes forhold ligner et tableau smukt, men stivt.
Der må ske noget, beslutter hun. Sådan kan jeg ikke vade rundt længere. Hvis han nogensinde skal falde for mig, må jeg vise jeg tør mere.
Blikket falder igen på øreringene. Nu tænder der sig en gnist af beslutsomhed bag det.
I morgen må jeg komme med et signal, siger hun fast. Noget let, men klart. Han skal forstå, jeg ikke bare er en veninde.
En dyb indånding. Ja, det er en risiko. Men status quo er værre!
Det er tid til handling, siger hun lydløst og lukker smykkeskrinet.
******************
Igen tjekker Klara mobilen intet nyt. Hun prøver at være rolig, men inden i er hun rastløs.
Han er selvfølgelig travl, beroliger hun sig selv, mens hun traver rundt. Forretning, møder, måske i Stockholm, London, måske Zürich… han kan jo ikke ringe hele tiden.
Hun tænker tilbage på deres samvær det har været rart. Opmærksomhed, små komplimenter, roligt selskab.
Han forsvinder ikke, siger hun til sig selv. Det er nok bare en presset uge.
Men dagene snegler sig afsted. Klara holder sig beskæftiget hun shopper, mødes med veninder, starter på yoga. Tankerne om Leif vender dog hele tiden tilbage.
Tænk hvis han har fortrudt? sniger tvivlen sig ind. Måske har han fundet en anden?
Hun forsøger at skubbe frygten væk. Nej, det kan ikke passe.
Men først en uge senere, netop som hun har droppet tankerne og hælder te op, vibrerer telefonen endelig. Leif står der. Hun er lige ved at tabe koppen og trykker forsigtigt besvar.
Hej Klara, hans velkendte varme stemme. Undskyld det tog så lang tid, jeg har været væk og haft overarbejde.
Det er intet problem, svarer hun let. Du har travlt, det ved jeg.
Jeg har virkelig savnet dig, siger han. Klaras hjerte banker hurtigere. Kan vi ikke ses i morgen? Jeg har bestilt på De Blå Roser.
Det vil jeg gerne, får hun fremstammet.
Og han holder en lille pause. Jeg vil gerne introducere dig for et par af mine venner.
Hun stivner. Hjertet slår vildt: Han vil præsentere mig for sine venner! Det er alvor!
Det glæder jeg mig meget til, svarer hun, mens hun kæmper for at lyde rolig.
Da samtalen slutter, står hun længe med mobilen i hånden og smiler dumt for sig selv. Udvælger i tankerne den perfekte kjole, den flotteste frisure.
Nu falder det hele på plads det er ikke bare for sjov, han tager hende virkelig alvorligt.
Endelig! jubler hun. Bare man venter, så…
Resten af aftenen går med forberedelser. Hun finder yndlingsmusik, drikker god te og ser ind imellem på sit spejlbillede. Alt skal sidde kjolen, skoene, håret.
Allerede længe før hun skal af sted, er hun klar. Hun vælger en mørkeblå kjole, let skinnende og stram uden at være for meget. Små smykker, nydelig hår, diskret makeup.
I aften skal jeg være uovertruffen, tænker hun, så ingen kan tage fejl. Måske ser Leif endelig, at jeg ikke er som de andre.
Præcis klokken syv ringer chaufføren. Bilen holder udenfor. Klara tager et sidste blik på sig selv og lader døren gå i med ryggen.
Hun prøver at smalltalke i bilen, men chaufføren er ordknap intet gossip slipper ud om Leif. Loyal til sidste punktum.
Restaurationen summer åbent og diskret med dæmpet belysning og blid jazz.
Fra indgangen ser Klara straks Leif. Han ser stilig og afslappet ud i mørk habit med hvid skjorte. Sikke en mand, tænker hun med et stille suk.
Men smilet stivner, da hun får øje på kvinden, der sidder lige overfor Leif.
En ung kvinde, elegant, stilet, ikke iøjefaldende, men dyrt klædt. Hun griner lavmælt, læner sig ind mod Leif, og han smiler tilbage.
Hvem er hun? tankerne fareder. En søster? Veninde? Forretningspartner? Men hvorfor så spise her sammen?
Leif rejser sig straks og smiler over hele ansigtet:
Klara, hvor ser du fantastisk ud i dag! Du kan gøre enhver mand glad.
Et øjeblik håber hun, det gælder ham selv, men hans stemme er venlig, ja næsten faderlig.
Hun sætter sig, forsøger at smile og spiller med.
Du er blevet en god ven på kort tid, Klara siger Leif, da de alle har sat sig. Han kigger indtrængende på hende.
Ven? hendes hjerte synker. Alle hendes anstrengelser for hvad? Hun klemmer læberne sammen og ser væk, så han ikke læser hende.
Du forstår mig som få, fortsætter han. Derfor skal du også være den første til at høre min store nyhed. Jeg skal giftes.
Hvad? Hvordan kan han sige det sådan? klager hun indeni.
Tillykke, får hun sagt, og smiler så meget hun kan. Og hvem er den heldige?
Hun sidder lige her. Min forlovede, Lise.
Klara ser rigtigt på den unge kvinde nu, som smiler genert.
Så det var det, giver hendes hoved op. Og jeg havde brugt timer på at planlægge det perfekte møde
Hun tvinger sig til at sige tillykke, kommenterer ringen, spørger om bryllup og lyver om at ville hjælpe med festen. Men hun hører egentligt ikke sig selv.
Efter femten minutter tjekker hun telefonen, undskylder hurtigt og skynder sig ud. Først udenfor ånder hun igen.
Inde i restauranten bliver Lise og Leif alene, snart sammen med Mette.
Jeg tog ikke fejl, sukker Mette. Hun forsøgte præcis det, jeg regnede med. Tænk hvor frustreret hun må være over din høflighed.
Leif rører rundt i sin kaffe og smiler køligt.
Nej, den slags tager jeg ikke. Sådan én kan jeg gennemskue på et sekund.
