Illusionen om forræderi
Vil du virkelig have, at jeg går med dig? Jakob bøjede hovedet en smule og så på Katrine med et varmt, måske en anelse drillende smil. Hans øjne lyste af nysgerrighed, og der var noget overrasket i stemmen. Altså, jeg vil da gerne møde din familie, men…
Selvfølgelig, sagde Katrine, hun slog en lok hår væk fra ansigtet og rødmede let af spænding. Hun rakte ud og flettede forsigtigt sine fingre ind i hans. De skal jo se dig! Jeg har fortalt dem så meget om dig, at mor næsten tror, du allerede er en del af familien. Hun spurgte såmænd i går, hvad du bedst kan lide at spise! Kan du forestille dig?
Jakob trak på smilebåndet, men sagde ikke nej. Det føltes underligt rart, at Katrine talte så åbent og stolt om ham. Tyve år gammel, energisk, med et glimt i øjet og det der smil, der kunne forvandle selv en grå dag, virkede hun forfriskende på ham som den første rigtige forårsdag efter trist vinter. Han havde nærmest ikke opdaget, hvordan han allerede var gledet ind i hendes verden: fyldt med latter, spontane cykelture gennem hele Aarhus og utæmmeligt gåpåmod.
Søndag var solrig, men kølig himlen højt og lyseblå over byen, luften klar og skarp, som et løfte om, at efteråret allerede stod for døren. Katrine havde taget sin yndlingskjole på, den småblomstrede; den passede til hendes lethed og ungdom. Jakob valgte jeans og en skjorte ikke for formelt, men heller ikke sjusket, forsøgte at ramme balancen mellem respekt for Katrines familie og sig selv. Undervejs kastede hun små blikke mod ham, som om hun hele tiden sikrede sig, at alt var, som det skulle være, at han ikke havde fortrudt. Hun nussede nervøst ved kjolens kant og hendes blik vendte ofte tilbage til hans ansigt.
Er du nervøs? spurgte Jakob, der havde bemærket hendes uro. Han trykkede blidt hendes hånd, prøvede at overføre sin ro.
Lidt, indrømmede hun, øjnene sænket. Altså det er jo et stort skridt! Jeg vil bare så gerne, det bliver godt. Jeg ved, de kan lide dig. Men så er der selvfølgelig også Astrid Min storesøster. Hun misunder mig, tror jeg hun har jo ikke selv nogen. Jeg er bange for, det bliver akavet…
Astrid var fem år ældre end Katrine høj, slank, mørkt hår opsat i en hestehale. Hun læste sit sidste år på universitetet og arbejdede nu ved siden af på et advokatkontor for at få erfaring. Hun var voksen, ordentlig Hvad nu hvis Jakob faktisk blev interesseret i hende? Bare tanken fik det til at snøre sig sammen i Katrines mave.
Så snart de trådte ind i lejligheden, lagde Katrine mærke til, at Astrid så usædvanligt elegant ud: kjole med dyb udskæring, høje hæle, diskret makeup, der fremhævede hendes stærke ansigtstræk. Astrid stod foran spejlet i entreen, rettede øreringene tilsyneladende ikke en gang overrasket over, at de kom. Stemningen var straks anspændt næsten elektrisk.
Nå, sagde Astrid, og hævede et øjenbryn, stemmen kølig og fjern. I er tidligt på den. Vi forventede jer først om en time.
Vi blev færdige tidligere, svarede Katrine og mærkede stemmen snuble en smule. Skulle du ud?
Ja, jeg skal på restaurant med veninderne, Astrid vendte et lynhurtigt blik mod Jakob. Han var da flot nok, det måtte hun indrømme. Ville helst være gået, inden I kom.
Jakob, der hidtil havde betragtet lejligheden og fornemmet atmosfæren, smilede forsigtigt prøvede at lette stemningen:
Du ser meget elegant ud.
Katrine mærkede et jag i brystet. Hun kendte den tone let, men alligevel oprigtig i sin beundring. Og hun vidste, at Astrid havde evnen til at gøre indtryk. Hendes hjerte bankede hurtigere, og håndfladerne blev fugtige.
Tak, sagde Astrid blot, blidt, men hendes blik forblev neutralt, rent høfligt. Hun viste ingen interesse, modtog bare komplimenten som noget selvfølgeligt.
For Katrine var det nok. En bølge af jalousi skyllede ind over hende, skarp og uberegnelig hun kunne næsten ikke kende sig selv.
Selvfølgelig, sagde hun skarpere, stemmen hævet mere end normalt. Du skal jo altid være centrum for alting! Selv når jeg skal introducere min kæreste for familien. Det er, som om det hele er en konkurrence!
Katrine, sukkede Astrid, tydeligt på grænsen til at miste tålmodigheden. Jeg havde ikke planlagt et møde. Jeg ville bare gå ud. Det er dig, der altid komplicerer tingene.
I den kjole? Bare for at sidde med veninderne? Katrine trådte tættere på, øjnene lynede. Hold nu op! Du har gjort dig ekstra lækker, for at gøre indtryk på Jakob. Du er misundelig over, jeg har et forhold og du ikke har!
Hold op! udbrød Astrid, hævede hænderne i opgivenhed. Hendes rolige facade begyndte at smuldre. Jeg går altid sådan det er mit liv, og nej, drop de der projektioner!
Jakob stod ved siden af, forvirret og vekslede blikket mellem de to søstre. Han havde ikke set den komme og forstod ikke helt, hvordan et kompliment kunne føre til det her.
Katrine, måske vi lige skal forsøgte han sig forsigtigt, trådte et skridt frem. Må vi ikke bare sætte os ned og tale roligt sammen?
Men Katrine havde allerede mistet besindelsen, følelsen trak hende med sig hun hørte ikke længere hans ord.
Du skal ALTID stjæle rampelyset fra mig! hendes stemme rungede i entreen, væggene sendte genlyd. Du er ældre, du er klogere, du er pænere ja ja, selvfølgelig skal alle se på dig! Og jeg? Jeg er altid bare birollen!
Stop, sagde Astrid og pressede læberne sammen, nu tydeligt vred. Det har aldrig været en konkurrence. Det er kun dig, der ser det på den måde!
Måske for dig men for MIG er det! Katrine mærkede, at tårerne pressede sig på, men hun holdt dem tilbage og kneb hænderne til hårde næver.
I det øjeblik trådte forældrene frem. Faren, Henrik Jensen, i uldstriktrøje med en avis under armen, blev stående på tærsklen og rynkede brynene. Moderen, Birgitte Jensen, kiggede ud fra køkkenet med forklædet på og et træt, næsten opgivende blik.
Hvad foregår der? spurgte faren, uden rigtig oprigtighed han havde set optrinet før.
Mor, far, Katrine vendte sig mod dem, stemmen rystede. Se på Astrid! Hun gør det med vilje. Hun prøver at tage Jakob fra mig og vise, hun er bedre!
Birgitte Jensen sukkede, hendes blik gled over Astrid, men vreden var ikke rettet mod den ældre datter mest mod situationen.
Astrid, du kunne måske godt have været lidt mere diskret, sagde hun blidt, men uden at bebrejde Katrine. Katrine sagde jo, hun ville tage Jakob med. Så kunne du godt tage noget andet tøj på.
Jeg skulle altså bare ud med veninder, Astrid krydsede armene, prøvede at skjule sin irritation. Jeg havde slet ikke forestillet mig, vi skulle mødes. For jeg VED, det ender sådan her! Jeg orker ikke altid være hende, der får skylden for alt!
Kan I høre det!? Katrine råbte næsten, pegede på søsteren. Nu beskylder hun MIG igen! Hun skubber altid ansvaret over på andre
Jakob gik imellem, stemmen fast men med bøn:
Skal vi ikke prøve at tale stille og roligt sammen? Det her bliver for absurd. I er jo familie. Kan vi ikke bare snakke?
Men Katrines tårer var for tæt på. Hun greb Astrids kjoles skulder, rev til stoffet sprækkede med et ubehageligt riv.
Hvad laver du? hviskede Astrid, stemmen sårbar bag den iskolde maske. Er du helt skør?
Hvad laver DU!? Katrines hænder dirrede af vrede hun var næsten ude af sig selv. Kan du ikke se, hvordan du ser på ham? Hvordan du prøver at imponere?
Jeg kigger overhovedet ikke, Astrid trådte tilbage, stemmen iskold. Han siger mig intet. Du ser spøgelser.
Forældrene rykkede sig ikke. Henrik Jensen lod sig igen opsluge af sin avis, skuldrene faldt sammen. Birgitte rystede bare på hovedet.
Astrid, du burde vise lidt takt. Katrine er din søster. Du må se, hvordan hun har det.
Takt!? knyttede Astrid. Jeg skulle bare ud. Det er Katrine, der gør det her til et cirkus.
Men Katrine hørte det ikke. Hun vendte sig mod Jakob, og tårerne var ikke langt væk.
Sig noget, Jakob! Sig hun tager fejl! tryglede hun.
Han sænkede blikket.
Katrine, det hele lyder som en misforståelse. Jeg kan ikke se, at Astrid har prøvet noget. Det gør mig ked af det her det kunne være blevet en god dag, men nu
Hendes blik lyste af skuffelse, stemmen blev mat:
Så er du på hendes side? Efter alt det jeg har fortalt? Da jeg bare ville gøre det særligt?
Jakob strøg en hånd gennem håret, trak vejret dybt, ledte efter ordene:
Jeg står ikke på nogen side, han spredte hænderne. Jeg forstår bare ikke, hvorfor vi skal skændes. Vi kunne få en god aften, lære hinanden at kende, hygge men nu er her kun kold luft, råb og en ødelagt kjole.
Astrid smilede bittert fra sin plads:
Præcis. Tak for den hyggelige stemning, Katrine. Du kan altid skabe drama.
Hun rørte ved den flossede kjole hendes fingre rystede svagt. For første gang så hun ikke selvbevidst ud, men udmattet, træt af konstante opgør og jalousi.
Katrine blev stående, frossen. Hun vekslede blikket mellem Jakob og Astrid, indeni rasede en storm fornærmelse, vrede og et sted dybt inde skam over selv at have skabt situationen.
Jeg… jeg mente det ikke, hviskede hun, uden overbevisning.
Birgitte lagde en beroligende hånd på Astrids skulder:
Astrid, lad mig prøve at fikse kjolen…
Det behøver du ikke, mor, sagde Astrid stumt. Jeg skifter. Og bagefter tager jeg alligevel af sted. Jeg skulle være gået for længst.
Henrik Jensen sænkede til sidst avisen, stemmen for en gangs skyld fast:
Måske skal vi alle lige køle ned. Katrine, du kan sige undskyld. Astrid, du kunne være mere forstående. Katrine er ikke så hårdhudet.
Men skaden var sket. Mistro og fornærmelser havde rod, og de begyndte allerede at gro.
Siden blev stemningen kold i huset. Da Jakob flyttede ind hos Katrine et par uger senere (hans eget værelse var under vandskade-reparation), fik de et værelse hos forældrene Astrid beholdt sit. Men blikkene mellem søstrene blev hårde og korte, hvert ord vejede tungt.
En morgen mødte Katrine Astrid i køkkenet, hvor Astrid sad over te og noter til et vigtigt anatomi-eksamen.
Det er med vilje, du gør det, hvæsede Katrine fra døråbningen. Hendes stemme sitrede. Du håber bare, han ser dig. Sidder her, gør dig optaget af at læse, men tjekker hele tiden døren, om Jakob ikke kommer ind.
Astrid lod koppen dumpe mod bordet. Hun vendte sig, og pludselig lagde Katrine mærke til de mørke rande under hendes øjne, det grå i håret.
Katrine, sagde Astrid dæmpet, men med ny fasthed. Jeg vil bare have te før eksamen. Jeg har brug for ro i dag. Hele min fremtid afhænger af den prøve.
Eksamen? Eller bare endnu en chance for at vise dig frem for Jakob? Katrine satte armene i siden. Men hun mærkede en snert af usikkerhed indeni.
Hvor længe bliver du ved? Astrid vendte sig stemmen rystede, men hun holdt sammen på sig selv. Hvorfor skal alt være et skuespil? Kan du ikke bare glæde dig på dine egne vegne eller måske mine?
Fordi du altid har været bedre! Katrine trampede i gulvet. Alt! Første, klogeste, smukkeste. Nu skal du også tage den eneste, der elsker mig!
Astrid frøs. Smerten i hendes øjne blottet i et sekund, men snart var masken oppe igen.
Hvis det er sådan, du tænker, sagde hun lavt, livløst, så skal jeg ikke være her.
Hun pakkede, mens Katrine så tavst til for stolt til at sige undskyld, selvom hun mærkede det forkerte.
Dagen efter flyttede Astrid. Hun ringede til en veninde i nærheden, blev tilbudt sofaen. Veninden kendte situationen og forstod, at nogle gange måtte man bare væk for at trække vejret.
De første dage var svære. Astrid savnede huset og selv moderens småbrokkerier. Men langsomt mærkede hun lettelsen ingen skulle længere trækkes på ryggen. Nu bestemte hun selv.
Studierne gik godt, hun fordybede sig, læste og tog til forelæsning, fik øl med veninden om aftenen, og for første gang i lang tid føltes livet let.
Forældrene ringede et par gange, men altid sneg samtalen sig tilbage til du skulle være mere forstående, du er for dramatisk. Astrid orkede ikke, lod være med at tage telefonen.
***********************
To måneder gik. Katrine og Jakob boede stadig sammen, men forholdet blev slidt. Katrines konstante jalousi, hendes temperament og bebrejdelser sled på Jakob, der forsøgte at forklare, at Astrid ikke var problemet, det var Katrines egne usikkerheder men hun ville ikke lytte. Hun så altid en sammensværgelse, et forræderi i alt.
En aften pakkede Jakob sin taske.
Jeg kan ikke mere, sagde han i entreen, stemmen træt, uden vrede. Du kvæler mig. Hvert blik, hvert ord skal forklares. Jeg kan ikke hele tiden forsvare mig mod noget, jeg aldrig har tænkt.
Går du? Katrine stod midt i stuen, hænderne slap alt. På grund af hende? Astrid?
Nej. På grund af dig. Du ser ikke forskel på virkeligheden og dine egne forestillinger. Du bygger mure op mellem os og skælder mig ud for ikke at nå ind til dig.
Han gik. Døren lukkede sagte bag ham og den sidste tråd mellem hende og den verden, hun selv havde splintret, var kappet. Hun satte sig ned på gulvet op ad væggen og lod endelig tårerne få frit løb bitre, men nødvendige.
For første gang gik det op for hende: måske var Astrid aldrig skyldig. Måske fandtes alle disse kampe kun i hendes eget hoved. Og hvis det var sådan hvor mange andre havde hun så også stødt fra sig i sin frygt?
Forældrene blev bekymrede, da Jakob og Katrine gik fra hinanden men især over det praktiske kaos. Stemningen hjemme blev tungere; Katrine lukkede sig inde, hjalp ikke længere til, mens Birgitte forsøgte at antyde, at hun burde trække sin del af læsset. Men Katrine slog bare ud med hånden som om bare tanken om husligt arbejde var et nederlag.
Mor, hvad skal jeg med rengøring? Mit liv er jo smadret! græd hun ned i puden, skuldrene rystede. Kan du ikke forstå? Alt, hvad jeg havde, faldt sammen på én gang!
Birgitte sukkede og gik igang selv vasketøjet hobede sig op, køkkenet blev forsømt, og Katrine ænsede det ikke; hun lå bare på værelset dag efter dag, scrollede på telefonen, så serier, forsøgte at glemme.
Så besluttede forældrene at ringe til Astrid.
Astrid svarede ikke straks hun læste til seminar i Aarhus Universitets bibliotek. Da hun endelig så et opkald fra moren, frøs hun kort. Hun havde lært at leve uden familien, og hvert opkald vækkede både savn og lettelse: ingen konflikter, ingen evige bebrejdelser.
Efter et øjeblik ringede hun op.
Astrid, skat, Birgittes stemme havde en usædvanlig mildhed, næsten bedende med et stænk af træthed. Vi har talt om det… Måske du havde lyst til at komme hjem?
Astrid kneb telefonen mellem fingrene, hjertet spændt:
Hvorfor? hun prøvede at lyde rolig, men blev alligevel rørt.
Tja… Katrine er ikke helt sig selv, og vi klarer det dårligt alene. Far har ondt i ryggen, og jeg har jo ikke kræfter som før…
Mor, Astrid tog en pause for ikke at såre, men heller ikke gå på kompromis. Tak fordi I spørger. Men jeg har min egen hverdag nu, studie, job mit liv. Jeg kan ikke bare vende hjem, som om ingenting er hændt. Som om Katrine ikke rev mit tøj itu og skældte mig ud for noget, jeg ikke gjorde.
Men Jakob er jo gået, sagde Birgitte, nu med en snert af irritation. Nu går det nok alt sammen. I kan forsones.
Det handler ikke om Jakob, sukkede Astrid, stemmen blev blød men bestemt. Det handler om, hvordan vi er sammen. Jeg vil ikke igen ende med at blive dømt, fordi nogen føler noget. Hvad så, hvis Katrine får en ny kæreste? Skal jeg så forsvinde igen?
Der blev stille. Birgitte havde ikke ventet det. Hun søgte ordene længe.
Så nu forlader du os bare?
Ikke forlade bare leve mit eget liv. Og for resten… hun tøvede, men besluttede at sige det højt. Jeg ser i øvrigt en. Han hedder Martin. Vi har fået en lille lejlighed. Det er seriøst, mor. Jeg er glad virkelig glad. Og lige nu har jeg ikke lyst til at præsentere ham. Jeg ved ikke, hvad Katrine ville finde på.
Birgitte sagde ikke noget længe, så kom det stift:
Jamen, tillykke, så.
Tak, mor, Astrid smilede alligevel. Jeg ville bare selv sige det.
De lagde på og Astrid følte sig let, som om en tung byrde var lettet. Hun kiggede rundt unge mennesker med bøger, kaffe i automaten og diskussioner om weekends plan. Det var hendes egen hverdag nu rolig, meningsfuld, fri for bitterhed.
Martin ventede på hende udenfor universitetet. Han vinkede, og hun mærkede varmen sprede sig indeni hvorfor overhovedet længes efter en rigtig mand, når hun havde ham?
Går det? spurgte han omsorgsfuldt, da hun nåede hen.
Ja, sagde hun og tog hans hånd, den rystede let, men smilet var ægte. Mor ringede.
Og?
De ville have mig hjem.
Han nikkede. Han kendte til familiens historie ikke alt, men nok til at vide hvorfor det var svært.
Hvad sagde du?
At jeg bliver her sammen med dig.
Han smilede og klemte hendes hånd.
Kom, vennerne venter vi skal beslutte, hvor vi tager hen i weekenden…
******************
Katrine, nu uden både søster og Jakob, begyndte langsomt at indse, at Astrid nok aldrig havde været problemet. Ofte genlevede hun øjeblikket, hvor hun rev kjolen i stykker og skammen gnavede. Hun så for sig Astrids chokerede blik, synet af de flossede syninger, hendes egne, rystende hænder. Men hun kunne ikke tage sig sammen til at ringe og sige undskyld. I stedet lukkede hun sig inde i sig selv, brugte dagene bag rullegardinet med mobilen og serier, mens Birgitte forgæves forsøgte at engagere hende i hverdagen.
En aften kunne Birgitte ikke mere:
Katrine, lød det skarpt fra døren, hvor hun så på sin sløve datter. Du har gemt dig herinde i en måned. Du bliver nødt til at tage dig sammen. Vi kan ikke passe dig længere.
Hvad skal jeg dog gøre? Katrine løftede øjnene, stemmen drænet for håb. Jakob er væk. Astrid er væk. I hører mig aldrig alligevel. I har altid været på hendes side.
Vi lytter, afbrød Henrik og trådte ind. Hans stemme var en sjælden gang urokkelig, mere bekymret end vred. Men du må forstå, du kan ikke give andre skylden. Du skubbede både søster og kæreste væk. Du byggede den mur og nu sidder du alene.
Katrine mærkede det stikke. Hun så på dem begge, og hun opdagede for første gang de mørke rande under sin mors øjne, den måde farens skuldre var blevet mere bøjede.
Måske har I ret, mumlede hun. Men hvad så nu? Hvordan gør jeg det godt igen?
Prøv at starte i det små, sagde Birgitte stille og tog hendes hånd. Hjælp med rengøringen i morgen. Ring så til Astrid. Bed hende om tilgivelse. Forvent ikke mirakler men kom i gang.
Jeg vil ikke undskylde! udbrød Katrine. Det er ikke min skyld!
Birgitte rystede bare på hovedet. Hvordan kan Katrine ikke forstå de mest enkle ting? Hun får det svært, hvis ikke…
Snart dalede mørket over huset, mere end udenfor.
