Skæbnen, som en regndråbe på ruden…
Nå, Katrine, vi fester snart også til dit bryllup!
Landsbyen var fyldt med sang og dans. Foråret havde endnu ikke rigtig nået markerne, smeltevandet lå stadig i slugter og bakker, de kolde regndråber hamrede mod tage og vinduer. Allerede for tredje gang denne sæson blev der holdt bryllup. Nabokoner og ældre kvinder gik rundt til lyden af harmonikaspil og viste stolt de hvide linnedskjorter og lagner frem beviser på brudens dyd.
Alle havde hovedpine, og samtalerne kredsede kun om brud og gom.
Nå, Katrine, vi fester nok snart til din bryllupsfest! svigerinden Dorthe kom hoppende hen til bordet, fyldte sin kop med øl, Kom nu, lad os danse! Hvorfor sidde og surmule? Selv den friske påskebryg danser i glasset!
Hun tog Katrine ved hånden og trak hende væk fra bordet, en runddans blandt de andre.
Katrine begyndte at trampe med fødderne, som man nu gør til bryllup. Grin og larm fyldte rummet, men hendes øjne søgte gang på gang hen mod bruden. Bruden så indimellem væk, som om hun skammede sig.
Når de mødtes med blikket, forstod de hinanden uden ord, som om de delte en stor hemmelighed, der ikke var blevet ytret, ikke en gang mellem dem selv.
Gommen, Zacharias en stærk ung mand med skarpe kindben og alvorlige læber, sad tavst ved siden af bruden Vibeke. Han var smuk, det måtte man give ham, de passede sammen, på overfladen. Men Katrine så, hvad de andre ikke så: Hun kendte den hårdhed, der lå bag hans træk. Hun vidste, han havde tvunget Vibeke, og at hendes far nærmest havde givet sin velsignelse.
Efter det var Vibeke gået løbende fra sidebygningen bag huset, hvor Zacharias havde ventet, ud over haverne, ud i den danske forårsgrøft, uden sjal, håret løst, de trætte træsko slæbende store klumper mudder.
Hun gemte sig i legehytten, de to piger havde bygget som børn. Snehobe lå endnu, jorden var tung og sort.
Det var kun Katrine, der fandt hende dér. Ingen anden vidste, hvor hun var.
Vibeke bad ikke, græd ikke, hun så igennem Katrine, som om hun bare var en skygge.
Vibeke! De leder efter dig, alle sammen. Jeg løb direkte hertil. Ingen så mig… Sig nu noget! Tag mig ikke på pinebænken…
Vibeke lagde hovedet i Katrines skød, rystede let. Katrine dækkede hende med sin jakke og sit tørklæde.
Alt stod klart mellem dem uden ord hendes elskede Frederik, den lyshårede fyr, som de sammen havde bygget hytten med, ville nu kun være en uopnåelig drøm. Fædrene bestemte, hvem pigerne skulle giftes med.
Tårerne trillede stille hos Katrine, hænderne knyttede sig.
Den nat kunne hun slet ikke sove. Tankerne kredsede om Vibeke, men også om sin egen fremtid. Billeder fra barndommen flimrede forbi hendes indre blik, en urolig fornemmelse af, at alting snart ville ændre sig. Hun syntes næsten, hun kunne mærke et stort vendepunkt, og hun frygtede det.
I natten kunne hun høre sin lille nevø smaske, faren snorkede i stuen.
Huset var fyldt. Her boede de sammen: faren med sin kone, bedstemor, broren Frederik på tretten, storebroren Valdemar med kone Dorthe og deres to børn.
Faren ville aldrig lade hende tage Anders. Helt sikker ikke Anders. Han havde ikke noget sted at bo, boede hos en moster, næsten en forældreløs.
Brylluppet dansede og sang; festen ville trække alle med i sit lune. De unge udfordrede hinanden i leg. Drengene fik bind for øjnene og skulle sidde ved siden af pigernes række.
Nu var det Anders tur. Han følte sig frem, lagde hænderne på Katrines skuldrer, genkendte hende, tog tørklædet væk.
Katrine blev rød i kinderne, undgik hans blik, skjulte lige så meget som hun glædede sig. Som traditionen bød, kyssede han hende på kinden.
Det var flovt, alle så på, faderen rynkede panden. Blev han vred over legen, eller vidste han måske noget?
Siden efteråret havde hun og Anders sendt blikke til hinanden, først under arbejdet i engen, senere på torvedagene i Randers, hvor hun ofte fulgte med faren. Og i vinterens festlige juledage havde han kørt hende i kane på den isede landevej.
En dag tørnede de sammen ned ad bakken, han trak brat foden for bremsen, kælkene væltede om, og de landede i sneen.
Katrine prøvede at rejse sig, men han holdt hende pludseligt tæt, kyssede hende på munden en fornemmelse hun aldrig havde kendt, som både skræmte og glædede hende. Hun overgav sig, lod sig kysse længe.
Men forskrækket for, at nogen skulle se dem, trykkede hun kinden mod hans hånd, rejste sig hurtigt og satte kursen tilbage over den dybe sne.
De omtalte aldrig hændelsen, men fra da af vidste Katrine hun var forelsket. Der blev sendt blikke, Anders trykkede flygtigt hendes hånd, de søgte hinandens nærhed, uden nogensinde at bekende det åbenlyst.
Anders var smilende, med en lyst tot hår i panden. Han var midtpunktet i den unge flok, og flere af pigerne sendte ham beundrende blikke Katrine kunne mærke jalousiens nagende klo, men hun slog det bort. Hun måtte jo ikke bare gå til ham, for sådan plejede ingen pige at gøre.
Hun kunne prøve …
Selv nu, midt i festen, holdt faren øje med hvert et trin, selvom han allerede havde fået rigeligt at drikke. Han var en streng mand, og hans nye kone var ikke den, der forkælede Katrine. Hun var mild, men nervøs for sin mands vrede og overlod afgørelserne til ham. Faren var snu, tænkte altid mange skridt frem, og når han havde besluttet noget, blev det sådan.
Han ville gifte sin datter godt det var det eneste rigtige. Han havde allerede vist Katrine to bejlere. Først havde Dorthe; Katrines svigerinde, forsigtigt nævnt det, senere stod det klart.
Et ordentligt hjem det var farens første og eneste krav. Kun kanderater med hus og gård blev overvejet. Selv boede familien i et gammelt, solidt bindingsværkshus, men det var trængt. Faren og broren snakkede ofte om, hvordan de ville bygge til søn og svigerdatter skulle have værelser her, faren selv og Frederik skulle bo på loftet.
Men Katrine hun skulle giftes ud. Og med én, der havde hjem og gård, ellers duede han ikke.
To gårde var på radaren. Og det var ikke bejlere, men gårdene og jorden, han målte på.
Den ene lå langs hovedvejen. Dorthe havde pegede den ud, da de var på marked i Randers. Lav, men bred, og en rigtig flot gård, træudskæringer som blonder under tagudhænget, store staldbygninger bagtil, jord overalt og på gårdspladsen så hun gyngestativet.
Indenfor boede en enlig enkemand, christianiseret, tilbage med to børn efter konens død i barselssengen med det tredje. Han var tolv år ældre end den syttenårige Katrine.
Han hed Børge Sillesen. Han søgte en kone, for livet var hårdt alene med børnene. Hans mor, gamle halvblinde Pella, boede nu hos ham.
Den anden gård lå midt i landsbyen stor, med stejlt tag, vid gårdsplads, staldanlæg og en vinterlade. Her boede den arbejdsomme mor og to søstre, og så var der Svend Mikkelsen; den eneste søn. Men rygtet sagde, han var lidt forkælet og doven. Han var godt nok flot og ung, og hans mor og mostre tog ham altid med i kirken, hvor Katrine oftest mødte ham.
Storebroren i huset havde butik inde i Viborg, og søstrene holdt sig aldrig tilbage fra at ansætte folk, de led ikke nød.
Men Svend han sagde Katrine ingenting.
Måske var det de mange harmonikatoner eller påskebryggen, men hun følte pludseligt trang til at danse løs, flygte væk ikke ende som Vibeke, tvunget ind i sit bryllup.
Katrine slap svigerinden, så sig omkring solnedgangens rødglød flammede ind ad vinduerne, og hun dansede så skørt, som hun kunne. Hun stillede sig foran Anders og trippede i rasende tempo.
Se, hvor Katrine kan! Kom så, pige! råbte de ældre.
Hun dansede rundt, stansede foran mændene, inviterede dem med blikket. Bedstefar Karl Vestergaard tumlede sig ind i rundkredsen, dansede et par snoninger, men blev hurtigt forpustet.
Så så hun på faren han så forbløffet på hende, med munden halvt åben under det store skæg. En pige skulle jo ikke danse sig sådan ud.
Men Katrine stoppede brat og løb ud bag gården. Harmonikaen spillede stadig, danse var i gang, men hun lænede sin ryg mod det første træ, hun kom til. De havde solgt Vibeke nu var det snart hendes tur!
Bagfra knasede en gren hun drejede hovedet. Anders kom hen.
Anders!
Katrine, hvad er der?
Kom, lad os stikke af! hun gispede stadig, Faren min vil snart gifte mig bort. Det hele handler om det nu.
Hvor skulle vi tage hen?
Til byen. Vi kan tage toget fra Randers og fortsætte. Jeg kan tage penge fra far hans egen skyld, hvis han ikke passer på dem!
Rolig, Katrine. Det skal nok gå tror du, jeg er helt uden penge? Lad mig lige tænke. Du må vente lidt…
Valdemar kom gående ud af hoveddøren, lille Frederik og børnene var også på vej. Fra bryllupsgæsterne kiggede faren strengt.
Om morgenen løb Katrine til Snehvid, hendes hvide hoppe. Det var altid Snehvid, hun hviskede sine hemmeligheder til, siden hun var kommet til gården.
Hold ud lidt endnu, Snehvid. Snart græs, snart… Men bliver jeg så længe? Far vil gifte mig bort. Men Anders og jeg vi flygter…
Faren sad på sengen i lange underbukser, de bløde hjemmesko, skuldrene svøbt i uld, kiggede på Katrine, der kom ind med en spand mælk.
Nå, Katrine, bryllupslysten er stor, hvad? Du var da i gang i går!
Hun svarede ikke, mærkede bare hjertet hamre. Ville de mon nå at flygte?
Hvorfor holder du mund?
Katrine sagde ingenting, hældte mælken op.
Efter brylluppet ændrede Vibeke sig. Før var hun en festbombe, nu trak hun sig tilbage. Kun én gang greb hun Katrines hånd ved brønden, blikket fyldt af smerte. Da hun gik, så Katrine bare efter hende hun ville ikke leve sådan, ikke med en hård og kold mand.
Senere hørte hun, at faderen havde spurgt Mikkelsen om Svend, men de havde afslået. Han er ikke klar til giftermål, lad ham være lidt barn med mødrene endnu. Faren blev vred han havde travlt, det skulle være snart. Katrine sukkede lettet; nu gik der mindst et halvt år, indtil efteråret, og indtil da havde faren brug for hendes hænder.
Snestormene var væk, men nu begyndte regnen. Vejene var slammet til.
Landsbyen lå langs den brede Gudenå. Åen snoede sig omkring bakkerne, skarpt afbrudte brinker dannede indimellem store vige. Ved tøbrud byggede de dæmninger, for åen oversvømmede ikke bare markerne, men også huse.
Man plejede at komme i gang, mens jorden stadig var frossen, inden vejene blev opløst af regn. I år begyndte regnen, før jorden var tøet op.
Men dæmningen måtte bygges. Man talte om den i alle huse, frygtede oversvømmelsen. De ventede på tøvejr. Katrine tænkte på Snehvid, som snart skulle slæbe tunge stammer.
En aften i regnen, mens middagen var på bordet, trådte den unge, skaldede Børge ind af døren, aflang og senet. Han bankede regnvåde støvler af i entreen. Han blev bænket, maden kom hurtigt frem. Pludselig sang stemningen, da fjerde portion snaps blev hældt op.
Katrine, kan du ikke hente noget bedre flæsk fra spisekammeret?
Så dukkede der føde frem, og med lynets hast blev børnene sendt ud. Efter gammel skik der blev taget alvorlige samtaler, mens de unge var ude.
Katrine gik ud i stalden, men Snehvid sov allerede.
Det er ham, der er din forlovede, mumlede Frederik.
Hvem?
Ham! han nikkede mod huset.
Katrine blev helt stille. Forlover… Ja, så var det altså aftalt de handlede om hende derinde nu. Hun skulle giftes med Børge.
Men hvad med Anders? Næ de måtte nå det. Bryllup i regntid blev det ikke, faren ville vente til tørvejr.
Valdemar dukkede op, råbte hende ind i huset.
Se nu, her er Børge. Vil gerne have dig til kone, Katrine, faren var tilfreds.
Et brag fra gangen, sikkert Frederik og børnene, der lyttede.
Katrine blev stående som limet til gulvet.
Sig dog noget, nikkede faren. Nå, hun er genert.
Katrine vendte på hælen, løb ud. Dorthe rejste sig, måtte stoppes af familien.
Hun blev stående på trappen, trak vejret dybt.
Efter nogen tid kom Børge ud på trappestenen, rullede en cigaret, tændte den langsomt.
Du skal ikke være bange, Katrine. Er du ikke glad for mig, så lader jeg det ligge. Jeg kunne mærke, dine far bestemmer meget. Men jeg har set dig længe… På markedet i Viborg, da du var barn, og du hjalp din far. Min kone dengang havde også øje for dig… Da tænkte jeg, hende der bliver en god kvinde.
Han ventede, hun ville ikke sige et ord.
Jeg er gammel for dig, tolv år mere på bagen. Og nu, to små børn… Jeg taber håret, han grinede, men bliver du min, gør jeg dig aldrig noget. Vi skal tage hele livet sammen. I både sorg og glæde…
Katrine forholdt sig tavs. Han sagde farvel, gik tilbage i stuen. Som om han aldrig havde været der.
“Ikke min! Ikke min!” gentog hun for sig selv. Anders var den, hun ville have.
Den nat vendte og drejede hun sig igen. Hvorfor kom Anders ikke? Regndråber løb ned ad ruden, klare og slørede. Hun prøvede at se, hvor de forenedes, hvornår de splittede op. Det danske forår er underligt man ved aldrig, hvor ting skilles ad, eller hvor de glider sammen.
Næste dag bad hun Frederik løbe hen til Børge og sige, hun ikke ville have ham. Men Frederik havde altid travlt faren satte ham i arbejde, ordnede seletøj, beskærede frugttræer.
Endelig stilnede regnen lidt af. Hele landsbyen samlede sig for at bygge dæmning; kvinderne arbejdede med. De trak alle hestene ud, Snehvid blev ført af Valdemar. Træstammerne var tunge og våde, hestene sled sig op ad bakken.
Katrine arbejdede ved siden af Vibeke; et øjeblik fik de næsten fornemmelsen af fortidens leg og latter. Anders hjalp han havde lånt en hest hjemmefra. Han prøvede at røre hendes hånd, men Katrine trak den hurtigt til sig, da faren var nær.
Alt kørte i rutine. Da arbejdet trak op ad bakkedraget, blev stemningen vredladent. Anders blev irriteret, det gik for langsomt, mændene kom med kommentarer. Men Børge var stærk, hele dagen igennem, mændene så op til ham.
Nu var alle udmattede. Det var Snehvid, Katrine ynkedes mest over.
Pludselig skete der noget på bakken. En stor, kraftig hest ikke Snehvid havde sat sig og ville ikke rejse sig. Anders trak og stak, men det lykkedes ikke. Nogle mente, han skulle spænde for. Til sidst slog han hesten med pisken, igen og igen hesten vrinskede, slog hovedet, men rejste sig ikke.
Da kastede hesten sig ud mod brinkens kant, sprængte forspændingen, og stammerne trillede ned mod åen. Børge kastede sig ind for at standse Anders, vred pisken ud af hånden på ham, råbte:
Hvad gør du mod dyret? Forbandede mand!
Sammen med andre løb han mod hesten. I ophidselsen vred Børge om på foden og gled hesten, i panik, havnede ovenpå hans ben. Man hørte et knæk, han skreg op.
Snart fik de hende løs, hesten vaklede op til vejen, stammerne lå halvt i åen, halvt blandt rør.
Børge blev løftet op på en vogn. Blodet løb på buksebenet.
Hvad med hesten? spurgte han med forvredet ansigt.
Den klarer sig, nu hold ud, Børge!
Han mødte Katrines blik, sendte et undskyldende smil, men da vognen kørte, lukkede han øjnene i smerte.
Anders stod for sig selv, så ikke på nogen, men på hesten han selv havde jaget så hårdt. Vreden stod i ansigtet.
Katrine nærmede sig ikke. Hun gik tilbage til dammen og babberne. Tankerne for frem, som regndråber på ruden; noget løb sammen, andet gled væk hvem vidste, hvordan det hele ville ende?
Om aftenen begyndte hun at pakke sine små ting. Åbent, uden skjul. Familien hviskede sammen, faren blev vækket; han satte sig stønnen.
Hvor i alverden tror du, du skal hen?
Jeg går til Sillesens.
Mener du alvor?
De har kun bedstemor og små børn hjemme nu. Børge er kørt på skadestuen. Dyrene skal passes. Jeg går!
Faren dumpede ned. Trætte dag og nu datterens vilje.
Katrine… Du er ikke tvunget, især ikke til en krøbling. Bliv hellere lidt endnu.
Moren og Dorthe nikkede. Det var talt om. En svækket Børge ville ikke være nogen god herre i huset.
Ne-ej sagde Katrine og smilede lidt, Hvem siger, jeg ikke vil?
Faren så på hende, hun løj halvt, men han bøjede sig. Smed bror Frederik op på Snehvid og lod hende køre.
De nåede gården før det blev mørkt. Katarine strøg Snehvid over panden, Frederik vendte straks om.
Gården havde virkelig snedkerudskæringer. I stalden brægede koen.
På gyngen sad lille Gitte og bror Anton børnene betragtede Katrine nysgerrigt.
Hej! Er jeres far hjemme?
Næh! Gitte løb hende i møde Han har ondt i benet nu.
De skal nok få det ordnet. Hvad hedder I?
Jeg hedder Gitte, og han hedder Anton. Er du måske vores nye mor? spurgte pigen.
Katrine satte sig på hug.
Kunne du tænke dig det?
Gitte rødmede, nikkede. Også Anton gav et lille nik.
De gik ind. I bryggerset duftede rent træ; der var legetøj, snedkret alt sammen, forklarede Gitte.
Inde sad gamle Pella med synet tæt ved stoffet lappede med tyk nål. Melkespanden stod på gulvet.
Kom nu, børn, spis og sådan… Hvem? Er der nogen?
Det er Katrine. Børge har måske talt om mig?
Er du Gregers datter? Nå, kom og hjælp da jeg kan knap malke!
Katrine tog spanden, ordnede malkningen, fik børnene vasket.
En lethed fyldte hende. Sol og vårluft, huset glitrede af lys. Man kunne bo her man trængte til hende.
Efter et par dage kom Børge hjem på krykker, hoppende ind ad grinden. Katrine sad på bænken og gyngede børnene.
Han havde besvær, tabte en stok, men hun hjalp ham, sammen nåede de ind. Gitte og Anton løb hen, spurgte ham om tusind ting, og han svarede drømmende, holdt øje med Katrine.
Hvordan fik du din far overtalt?
I har et godt hjem, far kunne lide det.
Og dig?
Jeg… Jeg kan lide børnene, hjemmet, ja, og dig.
Men jeg er jo næsten krøbling nu
Hvad sagde lægen?
Det vokser sammen. hele foråret og sommeren kommer jeg ikke til at virke hvem skal så styre gården?
Vi klarer det sammen. Vi skulle jo alligevel sammen gennem livet i både glæde og sorg
Sådan kan skæbnen trille, som regndryp ned ad den danske rude man ved ikke, hvor strømmen ender, men samler sig alligevel, om ikke andet for en stund.
