Dagbog, torsdag
Jeg tror, at enhver kvinde på et tidspunkt møder en mand, som vil elske hende hele sit liv. Ikke som mand, elsker eller ven bare en mand, man engang løb ind i, legede med tanken om kærlighed, og bagefter gik hver til sit. Men noget blev siddende som en lille splint i hans hjerte, der aldrig bliver trukket ud.
Han får måske andre elskede, men inderst inde ved han, at ingen af dem er hende, den eneste, som han ubevidst måler alle andre op imod. Han ringer ikke om natten, han forsøger ikke at støde ind i mig tilfældigt på Strøget, hans kærlighed lever ikke i ord, men i blikket, når han genkender min parfume midt blandt fremmede, eller i det korte, sårbare øjeblik, når nogen ler præcis, som jeg gjorde.
For ham er jeg frosset fast i tiden uden dagligdag, uden små rynker, evigt, uopnåeligt perfekt. Mens verden forventer, han er stærk og handlekraftig, er der et sted i hans sjæl, hvor han stadig er den unge knægt, som første gang mærkede evighed under mine hænder.
Jeg var vidne til hans mest åbne tid, længe før livet gjorde ham hård og skeptisk. Den kærlighed, vi aldrig nåede at slide op i hverdagens trummerum og sure pligter, forbliver skrøbeligt smuk, uplettet og næsten hellig.
Alle andre kvinder i hans liv kommer til at skulle bestå prøven mod mit billede. Han savner ikke mig egentlig det er stemningen, fornemmelsen af at kunne elske så kompromisløst, han søger, igen og igen.
Ofte aner jeg intet om, hvor meget jeg betyder. Jeg lever mit liv, henter ungerne fra børnehave, bygger min karriere op. En sjælden gang tænker jeg på ham, smiler ved tanken om ungdommen og barndommens uskyldige flirt.
Men han Han bærer stadig den flamme gennem årene. For ham er det ikke sørgeligt det er netop det, der holder en del af ham levende. Mens den håbløse kærlighed vokser som et stille alter i hans indre, ved han, at hans hjerte stadig er i stand til at være trofast mod det, som for længst er væk.
Som kvinde føles denne viden som en usynlig kåbe, jeg bærer med mig. Det puster ikke til mit ego, men det holder hjertet lunt på regnvejrsdage. Jeg kan gå uden at have et billede af ham hjemme, til tider kan der gå flere år uden kontakt men i svære stunder, hvor verden føles kold, og hvor jeg selv ikke føler mig god nok, vågner en mærkelig stærk ro i mig: Et sted derude er jeg stadig helt perfekt bare fordi, jeg findes.
Dén tanke bliver min skjulte styrke, mit rolige fristed. Jeg fanger mig selv i at tænke: Hvad ville han sige, hvis han så mig nu? Ikke min mand. Ikke min chef. Netop ham, den ene. Og i min fantasi er hans blik altid fuld af beundring også hvis jeg har joggingsættet på og mørke rande under øjnene efter en lang nat.
Jeg kan elske min mand dybt, sætte pris på hans kærlighed og tryghed. Men jeg kender forskellen på den kærlighed, jeg bygger, og den vilde, ordløse, som vækkes bare ved min tilstedeværelse på jorden. Når jeg hører vores gamle sang i radioen eller ser nogen med det samme smil, holder jeg vejret et sekund. Ikke af savn, men af taknemmelighed over, at jeg engang var nogen andens hele verden.
Men der ligger også en stille forpligtelse i at være den uerstattelige. At vide, jeg lever i hans minder som noget, der aldrig gik i stykker. Somme tider får jeg næsten ondt af ham jeg er jo kun et menneske, med fejl, grimme dage og spidse bemærkninger. Han elsker et minde. Jeg føler mig som vogter af en fremmed skat, noget jeg ikke ejer, men skal passe på ikke at knuse.
For mig er han som en fjern stjerne. Hans lys gør ikke maden færdig eller betaler mine regninger, men det giver mig et ekstra mod til at gå gennem dagen fordi jeg ved, at et sted i nogens indre historie forbliver jeg en gudinde. Uden fejl. Uden pletter. Alt det, ingen hverdag kan tage fra mig.
