Hvad regnede du selv med, da du gik til den unge elskerinde? At din kone ville vente på dig? bebrejdede naboen.
Stående foran døren til min gamle lejlighed, tøvede jeg. Jeg kunne ikke få mig selv til at trykke på ringeklokken.
Selvom jeg havde boet et år væk sammen med en anden kvinde, kunne jeg ikke glemme den karakteristiske duft af hjemmet og den varme tryghed, der engang ventede mig her efter lange arbejdsdage.
Til sidst tog jeg mig sammen og trykkede på det sølvfarvede dørtryk. En velkendt melodi lød bag døren. Hjertet hamrede i halsen, som havde jeg løbet alt for hurtigt
For et år siden forlod jeg hjemmet på den mest uværdige måde. Jeg ville egentlig bare lægge en seddel: Undskyld, jeg elsker en anden. Jeg går. Men Sigrid kom meget tidligere hjem fra arbejde end vanligt og fandt mig midt i at pakke mit tøj
Jeg forsøgte at sige noget, stammede og gik i stå, mens hun så på mig med en mærkelig blanding af forbavselse og stille smerte. Hun sagde ikke et ord den dag.
Jeg lod alt ligge, flåede lynlåsen op i tasken sådan, at lynlåshovedet sad i min hånd, og løb ud ad døren. På køkkenbordet efterlod jeg et par sedler til Sigrid og pigerne, så de havde lidt at starte med
Sigrid og jeg havde været gift i femten år. Kærlighed? Måske var det det. Alt gled bare let sammen for os dengang.
Vi fik en god lejlighed af min farmor, det blev vores første hjem. Efter et par år blev vores første datter født.
Jeg havde et solidt job i en større virksomhed, mens Sigrid passede hjemme og læste til pædagog ved siden af.
Senere fik hun papir på at være talepædagog, det lagde hun oveni eksamensbeviset som pædagog. Efterfølgende fik hun ansættelse i den børnehave, hvor vores datter blev indskrevet. Nogle år senere fulgte endnu en pige.
Alle i omgangskredsen anså vores familie for at være nærmest idealisk. Og det var sikkert heller ikke helt ved siden af. Ingen store skænderier, aldrig rigtig alvorlige uenigheder.
Sigrid var dygtig i køkkenet, holdt orden, var nærværende både som mor og hustru Jeg burde have været tilfreds, men kedsomheden sneg sig ind.
For to år siden kom Line ind i mit liv. Hun hed faktisk Lisbet, men insisterede på, at vi skulle kalde hende Line.
Hun startede i min afdeling og blev straks den kollegiale darling blandt mændene.
Jeg lagde egentlig ikke særligt mærke til hende i starten. Men ved en personaletur, hvor vi kørte til Mols Bjerge, sad Line ved siden af mig i bussen, og vi faldt i snak Så tog tingene fart.
Linje var ikke tilfreds med bare at være den anden kvinde. På et tidspunkt stillede hun et ultimatum: eller-eller. Jeg havde ikke rigtigt tænkt mig at skilles. Men presset fra hende gjorde et eller andet ved mig. Jeg flyttede ind.
Skilsmissen gik hurtigt Sigrid var ikke engang til stede. Dommeren læste op fra et papir, Sigrid havde underskrevet, ingen af os havde krav mod hinanden, børnene skulle naturligvis bo hos hende. Sådan blev jeg fri mand.
Jeg har altid betragtet mig selv som ordentlig. Jeg smed aldrig Sigrid og pigerne ud af lejligheden, jeg overførte børnepenge til Sigrid til tiden.
Men at se mine piger Jeg følte savnet, men jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, eller hvordan jeg skulle retfærdiggøre mig selv.
De første seks måneder med Line var hektisk forelskede. Vi var sammen konstant, spiste ude, var til fester hos hendes venner, tog til Lines forældres sommerhus i Nordsjælland i weekenden. Hun drømte om bryllup
En dag, da jeg ryddede op i skraldespanden på badeværelset, fandt jeg en graviditetstest to tydelige streger.
Et barn? Line og jeg skulle have barn? Tankerne snurrede jeg kunne slet ikke forestille mig Line som mor.
Forbereder du en overraskelse til mig? spurgte jeg samme aften.
Overraskelse? Hvilken slags? svarede hun koket, mens hendes fingre gled op ad min brystkasse.
Nej, jeg taler om noget andet Inde på badeværelset Jeg ved, du er gravid, Line.
Hun trak sig straks væk:
Nå, det Glem det. Det har jeg allerede ordnet.
Ordnet? Hvad mener du? spurgte jeg, forvirret.
Kom nu, du opfører dig som et barn! udbrød hun irriteret. Hvordan skulle jeg kunne have et barn nu? Vi skal jo giftes!
Jeg har ikke tænkt mig at gå op ad kirkegulvet med stor mave! Og bryllupsrejsen er booket. Ligge i kvalme hele turen? Nej tak
Så?
Ja, du forstod det rigtigt. Der er ikke noget barn længere! svarede hun udfordrende.
Jeg var tavs. Jeg kunne ikke tro, at hun kunne gøre det.
Siden den dag opstod der en sprække mellem mig og Line. Jeg så hende pludselig med helt nye øjne kold, beregnende, parat til at gå over lige præcis alle grænser også mig, hvis det krævedes.
Og tankerne om barnet forlod mig aldrig Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Sigrid og vores familie. Med tiden gik det op for mig, at skilsmissen havde været en katastrofe. Hele livet med Line føltes også som en stor fejltagelse.
Så samlede jeg mit mod, pakkede den samme taske som dengang for et år siden, og med Lines skrig og forbandelser rungende i trappeopgangen gik jeg.
Dørklokken lød igen og igen, men lejligheden var stille. Jeg fandt nøglerne frem de havde ligget skjult i min pung hele tiden. Låsen klikkede. Jeg trådte ind, tændte lyset med en bevægelse, jeg nærmest havde levet på rygmarven i årevis.
Det var tyst i rummene. Jeg gik hele lejligheden igennem ingen hjemme. Det så ud som om, her ikke havde boet nogen længe. Hvor var Sigrid? Og pigerne? Jeg stak hovedet ind i de tomme skabe, mit hjerte galoperede.
Til sidst gik jeg ind til naboen tværs over gangen. Bag døren lød sjokkende skridt.
Hvem der? lød fru Bodil, som havde boet her altid og engang kendte min farmor godt.
Hej Bodil, det er bare mig, Henrik, svarede jeg, mens hjertebanken hamrede i hovedet.
Døren åbnede sig. Den ældre kvinde tørrede hænderne i forklædet, spærrede øjnene op:
Kære ven dog! Henrik! Er det virkelig dig? Kom du tilbage?
Det er mig, Bodil, ja Er du klar over, hvor mine er blevet af?
Kom dog ind, min dreng, der er ingen grund til at stå og fryse på dørtrinet, sagde hun og trak sig baglæns, så jeg kunne komme indenfor i den lune entré.
Vi sad i hendes køkken. Jeg kiggede ned i bordet, mens hun rystede lidt på hovedet.
Nå, hvad forestillede du dig egentlig, da du gik til en ung elskerinde? At din kone bare ville vente? sagde Bodil og satte sig på den gamle skammel overfor.
Nej, Henrik, din Sigrid og pigerne rejste. Hun fik et job oppe ved Aalborg-kanten og flyttede med det samme. Jeg betaler for din lejlighed Sigrid sender penge til huslejen, alt er i orden.
Hun tav lidt.
Hvis det stod til mig, så du skulle have haft en lærestreg! Hvad manglede du? Du lod børnene i stikken og byttede din kone ud med en ja, Gud forbyde det! Og nu kommer du kravlende tilbage? Gik det dårligt med den unge kvinde?
Ja, det gjorde, Bodil, svarede jeg tørt og rejste mig. Jeg går nu. Undskyld, at jeg forstyrrede.
Sætter du dig ned igen! råbte hun pludselig. Jeg er ikke færdig. Hvis din gamle farmor havde set dig nu, hun ville have været grøn af skam!
Jeg satte mig igen.
Jeg giver dig Sigrids nye adresse, og hendes telefonnummer, sagde Bodil Men du skal vide: hun har fået et barn. En dreng.
Jeg fór sammen:
Hvad? Hvilket barn?
Ja, Henrik! Hun var gravid, da du stak af Hun havde lige opdaget det. Men da du forduftede, sagde hun ikke noget.
Jeg ville heller ikke have sagt noget det er ikke let for hende. Lønnen på den nye skole er ikke særlig høj, og hun betaler en barnepige, fordi hun jo arbejder
Og det du sender af børnepenge, rører hun ikke. Hun betaler for lejligheden og så ellers ikke mere. Så nu må du tænke over, hvad du vil.
Jeg sad længe med hovedet i hænderne uden et ord Efter en stund rejste jeg mig, stemmen var ukendt hæs:
Tak, Bodil, sagde jeg og gik ud af hendes lejlighed.
I min gamle stue stod jeg ved vinduet. Byen glimtede mod mig med tusind lys og bag hvert lys anede jeg en tavs bebrejdelse.
Før jeg lod mig falde ind i søvnen, tænkte jeg kun:
Hvis bare hun kunne tilgive mig Bare tilgive
Tror du, det kan ske? Og hvordan ville du have handlet? Skriv gerne dine tanker i kommentarfeltet, smid et like og følg med, hvis du synes om mine historier.
