Jamen, Birthe Marie, nu må det da være nok! Nabokonen Hanne Madsen stod lænet op ad dørkarmen, som om hun frygtede at blive nægtet adgang. Syv år er gået. Syv! Du er jo stadig en ung kvinde, fyrre-to år! Du skal altså leve livet!
Birthe stod ved vinduet og kiggede ud på lågen. Den grønne, hvor malingen hang i flager nede ved bunden. Hun havde da haft planer om at male den i en anden farve mange gange, men blev altid stoppet af… ja, hvem ved hvad? Hånden nægtede simpelt hen at løfte penslen.
Hanne, vil du have en kop te?
Te har ikke noget med det at gøre! Hanne trippede fra fod til fod. Jeg taler jo om Jens Nørgaard. Han er en god mand. Læge. Har en lejlighed i Viborg, bil og det hele. Og han er virkelig interesseret i dig. Men du behandler ham jo…
Hvordan?
Som en fremmed.
Birthe vendte sig væk fra vinduet. Kedlen peb allerede på komfuret og hun gik over til den, tøvende, trådte over de gamle gulvbrædder, hun kendte som sin egen bukselomme. Den tredje fra døren knirkede. Den femte havde en dump lyd.
Jeg stiller en kop mere frem, sagde hun. Sæt dig.
Hanne Madsen kom ind, men satte sig ikke straks. Hun så sig omkring, som man gør i et fremmed hus selvom hun havde været der hundrede gange. Blikket landede på et billede på skænken. Det stod der altid, dét billede. En mand i midt-trediverne, regnjakke på, et kort i hånden, smilende, sammenknebet øjne i solen.
Det er så din Morten, sagde Hanne lavt næsten undskyldende.
Morten, rettede Birthe uden at vende sig.
Birthe, kommissionen afsluttede sagen for fem år siden. Officielt. Det ved du jo.
Det ved jeg.
De siger, heden deroppe, den… der bliver ikke engang fodspor tilbage. Mose og forfaldne længer. Hele holdet forsvandt, fire mand.
Jeg ved det, Hanne.
Kedlen peb kraftigt. Birthe tog den af komfuret og hældte op. Den ene kop var blå med en hvid blomst, den anden stod altid på højre side af bordet, hvis håndtag var knækket af engang. Helt plain hvid.
Endelig satte Hanne sig. Hun kiggede på den hvide kop med afskåret hank, sagde ikke noget. Talte ikke længere om koppen. Den samtale var afsluttet for længe siden.
Jens Nørgaard vil kigge forbi i morgen, sagde Hanne forsigtigt. Han tager noget medicin til dig mod blodtrykket. Det fik du sidst også af ham.
Han må gerne kigge forbi. Jeg er hjemme.
Det var godt. Hanne tog en tår te, holdt om koppen med begge hænder. Sådan, Birthe.
Udenfor svajede solbærløvet i vinden. Bladene var allerede begyndt at gulne, selvom det kun var oktober. Birthe kiggede ud og tænkte, busken måtte beskæres, inden sneen kom. Morten plejede at gøre det om efteråret, han sagde altid noget ved det, men hun kunne aldrig huske, hvad.
Det burde hun have lagt på sinde.
Byen de boede i hed Hvilebakke, selvom ingen bakketoppe var synlige her længere de blev bortgravet i halvfjerdserne. Tre tusinde beboere, lille sygehus, to dagligvarebutikker og forsamlingshus, hvor der var film hver fredag de samme gamle ruller. Birthe bestyrede byens bibliotek, kaldet Centralen selvom det var det eneste i hele Hvilebakke. Hun udlånte bøger, førte regnskab, læste sommetider højt for børnene hver onsdag. Der var stille, tilrettelagt, ingen udsving.
Man hviskede forskelligt om hende. Nogle sagde med respekt, at hun var en virkelig loyal kvinde. Nogle, med den søde, stikkende medlidenhed, som er værre end alt andet: stakkels Birthe, der stadig ventede på hvem-ved-hvad. Andre drejede pegefingeren om tindingen, dog altid lavt, for i en lille dansk by skal man kende sin plads.
Jens Nørgaard dukkede op i Hvilebakke for tre år siden. Kommunen havde sendt ham, han var midt i fyrrene og den gamle læge hostede for meget til at fortsætte, men der var ingen erstatning. Nørgaard ankom i september i alt for varmt frakke, med to kufferter og en bunke lægetidsskrifter. Han var syvogfyrre. Enkemand, ingen børn.
Birthe traf ham første gang, da hun skulle have attest til arbejdet. Der kom et skift i manden allerede der; selv Hanne bemærkede hvordan han længe stod bag glasdøren og så hende forsvinde ned ad vejen.
Hvorfor skulle det ikke være skæbne? sagde Hanne Madsen.
Birthe hørte på, sagde ikke noget. Jens var faktisk en gemytlig, venlig, og ikke for højtråbende type. Han havde altid en bog med, hun havde ønsket, lagde mærke til låsen på lågen og reparerede den, bare fordi. Han rørte ikke lågen selv som om han forstod, at sådan noget ikke ordnes.
Men hver gang Jens sad over for hende ved bordet, bemærkede Birthe, at hun ikke kunne fjerne sin blik fra den hvide kop med knækket hank. Og hun kunne ikke tage den af bordet.
Det var ikke fair overfor Jens. Det vidste hun. Men hun kunne ikke gøre for det.
November meldte sig med rigtig efterårsregn fra første dag. Ikke den rare regn med svampe i luften, men det tunge, vintergrå sjask, som hamrer på taget, vinduerne, trappebrættet og gør haven til pladder, fra morgen til aften.
Sådan et vejr krævede ild i ovnen, selvom der var fjernvarme nu. Ovnen gav en anden slags varme. Birthe sad med en bog og lyttede til brænde, der spruttede, og regn, der trommede det var faktisk hyggeligt. Hvis bare det der underlige tomrum indeni ikke var så insisterende.
Det var ti år siden Morten Sylvest, otteogtredive år, overgeolog på Vestsjællandsekspeditionen nr. 14, tog til Nordjylland. Han tog afsted hver sommer, var altid hjemme igen til oktober. Birthe fulgte ham ud til lågen han sagde: Vent på mig, jeg kommer snart. Hun sagde: Jeg venter. Det var ikke et løfte, bare de ord, man udveksler før et farvel.
Men han kom ikke tilbage til oktober. Heller ikke til november. I december kom det første foruroligende besked: holdet var ikke kommet frem til posten. Redningsfolk begyndte eftersøgningen i januar, da snevejret lettede. De fandt helikopteren og piloten 100 km fra mål. Helikopteren var sunket i mosen, piloten overlevede, skadet. Han bekræftede, at han havde sat holdet af, som aftalt. Derefter sluttede sporet.
De ledte i to år, så et år mere. Til sidst skrev kommunen det ord i papirerne Birthe aldrig læste højt. Sagen afsluttet. Beviserne fremlagt. Kommunens embedsmand, en ældre, venlig mand, sagde: Birthe Marie, du har ret til alle lovpligtige ydelser… og derefter slukkede hun for lyden. Hun tog papirerne, bukkede, gik ud. Der var sommer, hybenrosen blomstrede ved domhuset.
Hjemme satte hun te over. Kogte suppe. Fodrede katten Emil, som havde boet der i otte år. Han sad ved sin skål, ligeglad med verdens sorg. Så gik hun hen til Mortens billede og stillede det lidt mere ret, for det var skævt.
Og det var det.
Jens kom fredag, som lovet, med medicin og en pose store, næsten frosne Filippa-æbler.
Købt hos Grethe, sagde han i entreen. Hun siger, vinteren bliver mild.
Sæt dig, sagde Birthe. Vil du have te?
Hvis det ikke forstyrrer.
Hun satte kedlen over, og han satte sig til rette på sin stamplads ved vinduet. Regnen silede udenfor. Solbærgrenene kradsede mod ruden.
Hvordan har du det med blodtrykket? spurgte Jens.
Helt fint. Jeg målte det i morges.
Godt. Du skal tage medicinen fast, ikke kun når det gør ondt.
Det ved jeg.
Han kiggede på æblerne, hun havde lagt frem.
Birthe Marie, sagde han.
Jens, afbrød hun blidt men bestemt. Jeg lytter.
Han kiggede længe på hende og nikkede til sidst let, som om han tog en svær beslutning.
Jeg ville høre, om du vil med i Viborg på søndag? Der er kommet et spændende stykke i teatret.
Teater? sagde Birthe, overrasket. Han havde aldrig foreslået sådan noget.
Jeg tænkte, du måske kunne lide det. Eller lad være. Bare hvis du har lyst.
Birthe hældte op. Satte den blå kop foran ham, den hvide med knækket hank til venstre for sig. Det var blevet en vane, ligesom den knirkende gulvplanke.
Jeg tænker over det, sagde hun.
Han smilede ikke, men noget blødt gled henover hans ansigt.
Godt.
De drak te uden at sige noget, det var ikke pinligt. Birthe stirrede ud. Regnen stilnede, og i halvlyset så den grønne låge helt grå ud.
Jens gik ved syvtiden. Hun fulgte ham til døren, han sagde farvel uden at tage hende i hånden. Det respekterede hun ham oprigtigt for.
Hun vaskede hans kop, satte den til tørre. Den hvide med knækket hank blev på bordet.
Sådan, sagde hun stille, uden adressat. Emil løftede hovedet fra sin lænestol og betragtede hende. Sådan.
Regnen tog til i natten. Birthe lå vågen og lyttede. Klokken halv to syntes hun, lågen knirkede. Hun lå musestille. Vinden. Det var bare vinden. Lågen skreg altid i blæsevejr.
Hun lukkede øjnene.
Men klokken tre kom lyden igen. Og endnu en. Ikke vind skridt over trappen. Langsomt, tøvende.
Birthe stod op, tog morgenkåben på, trådte varsomt forbi den knirkende gulvplanke, stoppede bag døren. Stilhed ude, regn og vind.
Hun åbnede.
Der, under det lille halvtag ved døren, stod et menneske. Gennemvådt, i gammel frakke, med rygsæk. Gråhåret. Hun genkendte ham først ikke. Ansigtet ældre, med langt ar på højre kind. Men øjnene… dem var der ikke ændret på.
Birthe stod i døren uden ord. Han sagde heller ingenting. Regnen silede.
Birthe… hans stemme var rusten, som havde han glemt at bruge den.
Hun tog et skridt baglæns. Ikke for at lukke ham ind, men for ikke at falde.
Morten… Ikke som spørgsmål. Ikke som sætning. Bare en lyd.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det, sagde han. Jeg forstår dig. Jeg forstår det hele.
Birthe så på ham nogle sekunder. Hviskede:
Kom ind. Du er drivvåd.
Han trådte ind. I entreen dryppede han på gulvet. Hun rakte ham det gamle, blåstribede håndklæde, som altid hang der.
Emil kom, snusede til hans støvle og fandt ham tilfredsstillende uinteressant. Katten var gammel og tog ikke på vej mere.
Hvor længe har du gået?
Fra Viborg. Til fods. Bussen kørte ikke i det vejr. Han tørrede sig, kluntet, som om blødt stof var nyt. Jeg kunne ikke vente til morgen.
Sæt dig.
Hun tændte køkkenlyset. Han satte sig, halvvejs skævt, ved bordet. Hun satte kedlen over. Hænderne rystede ikke, til hendes egen forundring. Noget i hende var helt stille, frosset fast.
Er du sulten?
Hvis der er lidt.
Hun tog gårsdagens kyllingesuppe fra køleskabet, satte den over. Skar brød. Alt sammen langsomt, præcist. Han stirrede på hendes hænder.
Jeg huskede dig ikke, sagde han pludselig.
Birthe stoppede.
Huske ikke? Hun gentog det, ikke fordi hun ikke forstod, men fordi hun ikke anede, hvad man svarer.
Jeg huskede overhovedet intet. I lang tid. Han lagde hænderne på bordet, store, ru, med flossede negle. Jeg husker helikopteren styrte, slaget. Så… ingenting. Jeg vågnede hos nogle folk. Hvordan jeg kom derhen aner jeg ikke. De fandt mig, eller også fandt jeg dem… ved ikke.
Hvilke folk?
Der i heden. En slags sekter med gammel livsstil, en gammel bonde og konen, deres barnebarn. En meget ung fyr. Han tav. De plejede mig. Jeg havde høj feber længe. Og bagefter ingen minder. Hverken navn, hjem eller hvem jeg var. Tomt. Kun noget vagt, som en drøm.
Birthe satte suppen foran ham. Han så på hende, på suppen, på hende igen.
Spis, sagde hun.
Han spiste, forsigtigt, så begyndte han at skovle i sig. Hun satte te over, og sukker ved siden. Selv sad hun modsat, med foldede hænder. Den hvide kop blev stående som altid.
Hvornår begyndte du at huske igen?
Ikke lineært. Først… ansigter. Ikke dit, bare nogle ansigter. Så hænder. Så dufte den gamle kone brugte brun sæbe, og hver gang… Han stoppede. Jeg følte noget, men kunne ikke placere det.
Navnet?
Navnet vendte tilbage efter tre år. Ikke det hele. Først bare Birthe. Kun ordet. Jeg vidste ikke hvad det betød.
Hun var tavs.
Så begyndte brikker at falde på plads. Langsomt, som et puslespil uden hjørner. Jeg huskede dine hænder bedst. Dem der. Han kiggede på hendes hænder. Og din duft. Og at du sætter højre fod lidt ud, når du står stille.
Birthe kiggede ned på sine fødder. Vendte sig mod vinduet.
Hvorfor skrev du ikke, da du huskede?
Jeg kendte ikke dit efternavn før sent. Kun fornavn. Og til sidst dukkede ‘Hvilebakke’ op. Jeg fandt bynavnet på kortet drengen havde et Danmarkskort. Han flyttede skålen væk. Tak. Gode kartofler.
Dem har jeg altid lavet sådan.
Det kan jeg huske nu.
Tavshed. Udenfor brusede regnen mod skuret og plankeværket.
Hvor har du fået det ar?
Ude i heden. Da jeg ledte efter folk. Sikkert faldet. Kan ikke helt huske.
Og alt det grå hår?
Han trak på smilebåndet det var det mest menneskelige, hun havde set ham gøre hele aftenen.
Nok af feber. Eller tiden. Jeg ved det ikke, Birthe.
Hvor gammel er du nu?
Otteogfyrre.
Du ser ældre ud.
Ved det.
Hun rejste sig, fjernede sin tallerken. Hældte mere te op. Han bad ikke om mere, og hun tilbød ikke. Hun blev stående ved komfuret, med ryggen til.
De folk i heden… prøvede de at få dig videre?
De lever efter deres egne regler. En ekstra person var bare, tja… ens egen sag. Den gamle mand sagde kun: Når du husker, går du.
Og du huskede.
For et halvt år siden. Han kiggede på hendes ryg. Jeg skrev til Viborgs geologiske kontor. De skrev tilbage. Forklarede, at jeg… Ordene døde hen.
Jeg kender papirerne, sagde Birthe.
Ja.
Hun vendte sig.
Er du træt?
Meget.
Du kan sove i det lille værelse. Det står som før.
Hans øjne flakkede. Sorg, lettelse? Man kunne ikke tyde det.
Det med reolerne over skrivebordet?
Ja.
De hænger der endnu?
Det gør de.
Han rejste sig. Højden var den samme, opdagede hun. Bevægelserne, når han knappede frakken op, var helt som før. Men han var forandret indenfor forsigtig, skrøbelig. Som om han var ude af træning med at fylde et rum.
Du får et rent håndklæde, sagde hun. Og der er varmt vand.
Birthe.
Ja?
Jeg ved ikke… jeg ved ikke, hvordan vi gør nu.
Hun stirrede på ham længe. Arret, de grå tindinger, hænderne. Øjnene havde beholdt det væsentlige.
Det behøver vi ikke tage stilling til nu, sagde hun. Nu skal du bare sove.
Morgenen efter stod Birthe tidligt op, lavede havregrød til to. Så stod hun og kiggede på to dækkede kuverter, ude af stand til at huske hvornår hun sidst havde dækket op for mere end sig selv undtagen til gæster.
Han kom ud fra det lille værelse halv ni, renvasket, i sin gamle skjorte. Den hang i skabet hele tiden. Hun så, at den nu var for bred; han var blevet smallere.
Du fandt skjorten?
Ja, den hang der endnu. Han gned ærmet. Jeg var ikke sikker…
Jeg har aldrig ryddet det skab, sagde hun tørt.
Han nikkede, satte sig. Spiste roligt. Emil kom, strøg sig om hans ben. Morten kløede katten bag øret, og den lukkede øjnene lykkeligt.
Han er endnu i live.
Han er atten nu. Dyrlægen siger han slår rekord.
Han var altid stædig.
Ligesom dig, sagde Birthe, og det kom helt naturligt ud mellem dem, så hun straks blev forlegen og lod blikket falde.
Han så også forundret ud, men lo ikke, bare tav.
Birthe, jeg må…
Ikke i dag, afbrød hun. Ingenting skal afgøres i dag.
Jeg ville bare sige, jeg skal have mine papirer genoprettet. Pas og så videre. Der skal jeg til Viborg.
Nå ja. Jeg ved hvor du har gamle papirer. Kan være det hjælper.
De er her endnu?
I skrivebordets tredje skuffe på værelset.
Han kiggede på hende på en måde, hun havde set før. Men aldrig vænnet sig til.
Efter to dage dukkede Hanne op igen. Birthe så hende storme ned ad stien med hele fornærmet landsbynerve; hendes øjne strålede af noget nyt, hun ikke rigtigt kunne fordøje.
Birthe åbnede døren, før Hanne nåede at banke.
Birthe Marie! Hanne blev stående i døråbningen, stiv af forbløffelse. Er det rigtigt?
Hvad?
At Morten… at han…
Morten Sylvest er hjemme, sagde Birthe uforstyrret. Kom ind.
Hanne trådte tøvende ind. Morten dukkede op fra gæsteværelset. Hanne så på ham, troede ikke hun så rigtigt. Så troede hun det alligevel hulkede.
Kære gode Gud du er levende.
Jeg er levende, Hanne Madsen. Goddag.
Men… Hun stirrede på arret, de grå striber, alt det fremmede. Hvordan kunne det… hvordan…?
Birthe, jeg låner lige køkkenet, sagde Morten. Læser lidt imens.
Han tog den bog, hun havde lagt til side dagen før, og gik ud. Hun hørte stolen skrabe.
Nå, sagde Hanne næsten lydløst, og hvad så nu?
Ja, nu bor han her.
Birthe Marie… men Jens?
Hanne Madsen, sagde Birthe så bestemt, at Hanne tav.
De drak te. Hanne kunne ikke stoppe sin spørgen, satte tingene på række som til sladder. Birthe svarede kort.
Men har han sine papirer?
Er i gang med at få dem.
Og hovedet, altså… han er da okay?
Han er okay.
Hele hukommelsen tilbage?
Ikke det hele. Men meget.
Kæmpe mirakel… Tænk, ti år. Græd du ikke, da han kom?
Jo.
Hvornår?
Da jeg var alene.
Hanne så på hende med blanding af uro og respekt. At Birthe kunne bære det uden at vælte sammen, det var forbløffende.
Du er noget særligt, Birthe Marie.
Jeg er helt almindelig, sagde hun stille. Drik nu din te, mens den er varm.
Jens ringede efter tre dage. Hans stemme var normal, men Birthe hørte en nervøs streng vibrere under ordene.
Birthe Marie, jeg har hørt…
Ja, sagde hun. Det er sandt.
Pause.
Godt, sagde han til sidst. Jeg er glad på dine vegne.
Jens…
Du behøver ikke sige mere. Pause igen. Hvis Morten har brug for lægehjælp eller papirarbejde, så siger du bare til. Jeg hjælper gerne.
Det ved jeg. Tak for alt.
Han lagde på. Birthe stod med røret lidt endnu, gik så ud i køkkenet. Morten sad og kiggede i haven. Regnen holdt pause, og lågen lignede i det grå ikke længere noget egentligt.
Hvem ringede? spurgte han uden at vende sig.
Lægen. Jens.
Pause.
Han virker flink?
Ja.
Han… Hanne Madsen hintede om…
Han kom af og til forbi. Fik te. Ikke andet.
Morten drejede hovedet. Så hende an.
Birthe, du skal ikke forklare mig noget.
Det ved jeg. Jeg siger det bare, som det er.
Han nikkede, langsomt, og vendte sig tilbage mod vinduet.
Lågen… du har ikke malet den om?
Nej.
Hvorfor ikke?
Birthe gik hen til komfuret.
Jeg havde ikke lyst.
Det var ikke sandt og det vidste de begge. Men han spurgte ikke ind til det.
Det var svært. Det fandt Birthe først ud af med tiden. Morten virkede som gæst, ikke fordi han havde glemt møblernes placering, men fordi han ikke længere kunne finde ud af at have et hjem, at falde ind, at tale uden at veje hvert ord som under fremmede radarer.
I deres kloster, som han sagde, talte man kun, hvis nødvendigt. Op klokken fem, arbejde, tavshed ved måltiderne. Alt var stramt, uden pynt. Ti år sådan bærer mærker.
Om natten gik han stille omkring i huset, som om han ikke måtte larme, og Birthe lå i sengen og lod som om hun sov.
En morgen, hvor hun lavede kaffe, spurgte han:
Sover du dårligt?
Nej, det går an.
Jeg kan høre, når du ikke sover.
Hun vendte sig.
Hvornår kan du så det?
Når jeg går rundt om natten, holder du vejret. Sådan gør man ikke, når man sover.
Birthe satte kanden på. Nå, jeg vænner mig vel til det. Til hvad? At der igen er nogen i huset.
Han sad tavs. Jeg vænner mig også. Til at nogen er der.
De drak i fælles stilhed den var allerede mildere.
Så kom opgøret, Birthe egentlig frygtede, men ikke havde indrømmet sig.
Jens kom selv, uanmeldt, en uge efter. Gik bare hen og bankede på. Birthe åbnede. Hun hørte Mortens skridt bag sig.
Goddag, Birthe Marie, sagde Jens. Rolig stemme, rank ryg.
Goddag. Kom indenfor.
I entreen mødtes Jens og Morten. Meget forskellige mænd. En pæn, byagtig mand med god trøje. Den anden kantet, med ar, uden for høje tanker om at tage plads.
Morten Sylvest, sagde Jens og rakte hånden frem.
Morten så på ham, tøvede et sekund, så trykkede han.
Nørgaard, svarede han.
Jeg har lovet Birthe at hjælpe dig med papirerne. Jeg kender folk i Viborg, kan klare noget.
Ingen af dem var fjendtlige, bare klare, roligt voksnes mænd der har set verden nok til at vælge deres konflikter med omhu.
Tak, sagde Morten. Det vil jeg sætte pris på.
Birthe gik og tænkte, hun frygtede unødigt der var ikke noget teatralsk, bare stilhed. Det der foregik indeni, udspilledes ikke udenpå.
Jens blev ikke længe. Gav nogle numre, forklarede hvor man skulle henvende sig. Sagde farvel uden at se sig over skulderen.
Birthe Marie, sagde han dæmpet ude i entreen, mens Morten lyttede i stuen. Jeg er oprigtigt glad.
Det ved jeg, svarede hun. Og tusind tak for alt, Jens.
Han nikkede, knappede frakken, gik. Hun så fra køkkenvinduet hvordan han tog i lågens håndtag malingen skallede under hans hånd. Han lagde ikke mærke til det.
Birthe gjorde.
November gled over i sne. Belægningen var våd, ubeslutsom. Solbærbusken stod nøgen. Den skulle have været beskåret.
Det ordner jeg! sagde Morten. Hvor er havesaksen?
I skuret, nederste hylde.
Der er lås.
Nøglen hænger på anden knage fra højre i entreen.
Han fandt den, beskærede solbærene samme dag, omhyggeligt som i gamle dage. Birthe stod og betragtede ham fra vinduet. Han arbejdede langsomt, men rutinerne sad i kroppen selv om hovedet havde glemt det meste.
Han kom ind, tørrede sneen af og sagde:
Skuret trænger til at blive sat i stand et par brædder er løse.
Ja, det har de været længe.
Jeg ordner det i morgen.
Birthe betragtede ham:
Morten
Ja?
Føler du dig ikke fremmed her?
Han tænkte ikke hurtigt, men grundigt.
Nej. Her står det meste, som det stod. Nøgleknagen, knirkegulvet, katten, suppen. Det er ikke svært, bare anderledes.
Hvordan anderledes?
Han tog trøjen af, sad i skjorte, satte sig til bordet. Emil sprang straks op.
Det er som at måtte lære at stave igen. Bogstaverne kender man, men sammensætningen slår fejl.
Birthe nikkede. Det forstod hun.
Anderledes var det udenfor. Hvilebakke betragtede dem. Det var den slags by, hvor alle vidste alt. At Morten var tilbage efter ti år, var sensationelt. Folk hilste nysgerrigt. Nogle rakte hånden, forundrede. Den gamle nabo, Poul fra overfor, sagde bare: Sådan der. Mere behøvede han ikke.
Værre var alle de blandede spørgsmål til Birthe. På biblioteket spurgte Else fra skranken direkte:
Birthe Marie, hvordan er det så nu? Han er jo helt forandret… Kunne du kende ham?
Ja, svarede Birthe tørt og satte bøger på hylden.
Og går det, sådan… altså fungerer det?
Jeg har læsere, Else.
Sådan, ikke uvenligt, bare afvisende. Det havde Birthe lært for længst.
Hjemme om aftenen læste Morten eller roede i papirer, mens Birthe kastede sig over det nye håndarbejde, hun var begyndt på for at beskæftige hænderne. Han spurgte hende om bøgerne, hun havde læst, hun fortalte, han lyttede. Nogle gange spurgte hun forsigtigt om heden, og han fortalte lidt, forsigtigt, som om de år var et fremmed land, han ikke helt kunne gøre til sit.
Der var altid stille, sagde han engang. Ikke tomt-stille, men fuldt. Skov, fugle, åen under isen. Den gamle lærte mig at lytte.
Var du taknemmelig?
Ja. De reddede mig, rent ud sagt. Jeg lovede at vende tilbage, vise dem at jeg fandt vejen igen.
Kommer du tilbage?
Han kiggede på hende.
Måske ja. Senere.
Det er ikke nemt at rejse derop alene.
Nej. Men jeg kan vejen.
Birthe mistede en maske, samlede op og sagde uden at se op:
Jeg tager med, hvis du skal derop.
Stilhed.
Vil du det?
Jeg vil gerne se de mennesker, der holdt dig i live.
Han tav længe. Ja, Birthe. Vi tager afsted sammen.
December bragte rigtig sne over haven og lågen. Nu så Birthe oppe fra vinduet, at den grønne maling skallede på både siden og toppen.
Birthe gik ud på trappen en dag, blev stående, så på lågen uden at tale til nogen speciel, bare konstaterende:
Jeg maler den til foråret.
Og hun vidste, at denne gang mente hun det.
Morten kom ud til hende, stillede sig ved siden af. De stod sammen og betragtede haven. Emil gned sig mod karmen og besluttede, at varmen inde var at foretrække.
Hvilken farve? spurgte Morten.
Ved ikke endnu.
Den kan bare forblive grøn. Så maler vi over.
Måske, sagde Birthe.
Hun forklarede ham aldrig, hvorfor lågen altid havde været grøn. Han spurgte ikke. Måske forstod han. Måske behøvede det ingen forklaring.
Luften duftede af sne og brænde. Længere nede ad gaden tændte nogen gran, og der var en særlig kåd duft.
Det er koldt, sagde Birthe.
Ja.
Ingen gik ind før den anden. De blev stående indtil sneen blev tættere og dryssede over skuldrene på dem.
Birthe tænkte pludselig på, hvordan deres hus så ud udefra. Fra lågens side. Lys i køkkenet. To silhouetter på trappen. Helt almindeligt. Overraskende værdifuldt.
Så sagde Morten:
Birthe, må jeg spørge dig om noget?
Ja?
Hvordan bar du dig ad? Alle de år?
Birthe svarede først efter nogle sekunder:
Jeg ved det ikke. Tog en dag ad gangen. Andet kan jeg ikke finde ud af.
Folk sagde du skulle give slip.
Sagde de ja.
Det gjorde du aldrig.
Nej.
Hvorfor?
Hun så på ham. På arret, de grå tindinger, det kendte ansigt i vinterlyset.
Fordi det aldrig føltes rigtigt.
Han nikkede langsomt, som man gør, når svaret endelig falder på plads.
Jeg er glad for, du ikke gjorde, sagde han lavt.
Det er jeg også, svarede hun, og efter en pause: Kom nu ind, teen bliver kold.
De gik ind. Knirkende brædder, Emil åbnede et øje. Ved bordet stod to kopper, blå og hvid med knækket hank. Birthe satte dem frem. Denne gang blev begge brugt.
Morten tog den hvide. Holdt, så på den, strøg over det knækkede sted. Satte den tættere på sig.
Birthe sagde ikke noget.
Regnen trommede på ruden, men inde var der varmt, lys, den sagte knirken fra stolen og det var nok.
Det begyndte at mørkne udenfor. Sneen dalede tættere. Lågen stod, grøn og lidt afskallet, men holdbar.
Til foråret maler de den sammen.
