Min kollega stjal altid min mad og syntes, det var sjovt. Jeg bagte engang boller med det stærkeste chili.
Jeg arbejder i en stor virksomhed, hvor alt er gennemtænkt: vinduerne er store, indretningen minimalistisk og køkkenet udstyret med det mest moderne. Perfekte rammer, skulle man trobare kom, arbejd og nyd det. Men ethvert kontor er som en organisme: én dårlig celle, og balancen brydes lynhurtigt.
At lave mad er min store glæde og et pusterum efter arbejdsdagen. Mens de fleste kolleger kaster sig over bland-selv salater, rugbrødsmadder eller bestiller mad udefra, står jeg om aftenen hjemme og rører i opbagt sovs til lasagne, triller frikadeller, steger oksesteg, samler lagkager og forbereder hjemmelavede salater i to lag. Altid medbragte jeg min mad i madkasser det har aldrig generet mig.
Første skygge faldt, da Kristiane startede hos os for godt et halvt år siden. En kvinde på cirka 45, råbende og selvsikker, med en evig trang til at indføre egne regler. Hun talte telefon i åbent kontor om alt og intet, gav uopfordrede råd om hår eller påklædning og havde absolut ingen fornemmelse for andres grænser.
Det første underlige øjeblik opstod en tirsdag. Jeg havde glædet mig hele morgenen til min spaghetti carbonara og havde omhyggeligt skrevet mit navn på madkassen. Da jeg åbnede den ved frokosttid, var den tydeligt letterenogen havde spist, og det lignede, der elegant var spist direkte af boksen med gaffel.
Jeg kiggede forvirret op. I hjørnet sad Kristiane stilfærdigt og drak sin kaffe.
Du Kristiane, har du set nogen tage af min mad?
Hun smilede bredt, og som om det var verdens mest uskyldige ting, svarede hun:
Ej, altså! Jeg tog bare lidt. Den duftede så godt, da jeg åbnede køleskabet. Du er jo så slank, du kan umuligt spise det hele. Jeg havde brug for lidt kulhydrater til energien!
Det var sagt så ligetil, som om det handlede om en lånt kuglepen.
Kristiane, det er mit frokost. Jeg har lavet det til mig selvlad venligst være en anden gang.
Hvor sart kan man være! sagde hun og fnøs. Du gider da ikke være så smålig over et par gafler mad? Her deler vi jo det hele, vi er som en stor familie! På min gamle arbejdsplads var alt fælles.
Jeg sagde ikke mere. Orkede ikke en scene over pasta. Men appetitten var vækingen mad efter andres gaffel. Jeg købte Knoppers og en sodavand nede i automaten.
Hvis bare jeg havde vidst, det bare var starten.
De kommende uger blev mine frokostbøtter gentagne gange lidt tommere, eller også forsvandt de helt. Hver gang jeg prøvede at nævne det, fik jeg drillende bemærkninger eller direkte skylden.
Du er så egoistisk! proklamerede hun foran de andreog selvfølgelig netop midt i frokostpausen, når jeg opdagede hende med min mad. Det er jo kun en bid. Hvor er din fællesskabsånd? Vi skal hjælpe hinanden her!
Det værste var, at de andre lod som ingenting. Mændene så væk, kvinderne i rygerummet nikkede anerkendende men turde ikke åbent modsige Kristiane. Til sidst begyndte jeg at tænke, jeg selv var underligmåske var det normalt at dele sin mad uden at spørge?
Jeg prøvede alt muligt. Satte klistermærker på: IKKE ÅBNE! MEDICIN INDENI! Kristiane lo bare og sagde: Hvilken medicin i stegt kylling? Prøvede at gemme madkasserne bagest i køleskabetmen hun fandt dem alligevel. Jeg købte en boks med kodelåsnæste dag lå den smadret i skraldespanden. Den sprang bare op og gik i stykker, blinkede hun. Din frikadelle smagte nu godttak for den!
Måden hun bare åd løs og smed boksen væk knækkede et eller andet i mig. At gå til chefen ville lyde som børnehaveclash: Hun spiser min grød. Nej. Der måtte noget smartere til. Noget man ville huske.
Jeg ville aldrig forgifte nogen! Afføringsmiddel? Det er for småligt. Men chili? Stærke sager kan få tårerne frem hos de fleste.
Lørdag tog jeg til Torvehallerne i København, hvor en slagter med internationale specialiteter solgte chili, som fik min næse til at løbe bare af at kigge. Den her hedder habanero, sagde han. Pas på, det brænder!
Perfekt, svarede jeg.
Hjemme lavede jeg ti små boller med svinekød. Syv almindelige. Tre fik ekstra hakket habanero. Udenpå lignede de hinanden fuldstændig. Jeg lagde det hele i madkassen og satte klistermærket med mit navn på.
Mandag morgen satte jeg min kasse helt foran i køleskabet. Kristiane stod allerede ved kaffemaskinen.
Har du bagt boller? spurgte hun. Helt selv?
Ja, sagde jeg kort. Det er min frokost.
Tilbage ved computeren ventede jeg, næsten i trance. Ville hun gøre det igen? Eller havde hun endelig lært?
Så, omkring 12:30, klemte døren til køleskabet sig op. Mikroovnens bimlen. Stilhed. Og så
Lyden, som ikke lignede noget andeten mellemting af fnysen, hoste og et kvalt hyl: A-A-A!! VAND!!
Kristiane fór ud på gangen, som skubbet af en usynlig hånd. Ansigtet skarlagenrødt, øjnene flød over, hun gispede efter vejret. Ved vandautomaten rystede hun på hænderne i forsøget på at finde en kop, men fik kun væltet ting ned. En kollega rakte hende en kop. Men stærk chili og vand… alle mad-entusiaster ved, det kun spreder det endnu værre. Det skulle have været mælk, men det vidste hun ikke.
Du… prøvede hun, men alt der kom ud var hæs hvæsen. Du har forgiftet mig!
Folk stimlede sammen. Afdelingslederen kom travende.
Hvad sker der? Kristiane, skal vi ringe 112?
Hun… Kristiane hævede anklagende en finger mod mig, skælvede og hulkede: Hun lagde gift i! Bollerne! Alt brænder inde i mig!
Blikkene vendte sig. Jeg rejste mig langsomt og gik over.
Gift? Hvad snakker du om, Kristiane?
Bollerne! Umulige at spise! Du er vanvittig!
Undskyld, men spiste du af min madkasse? Hvor der stod mit navn med store bogstaver?
Det er da ligemeget! hikstede hunsmurte tårer ud over kinderne. Du har hældt glas eller syre i! Vil du mig til livs?
Jeg trak på skuldrene.
Jeg elsker stærk mad. Det er mormors gamle opskrift. Ja, der er meget chili. Dem lavede jeg til mig selv. Hvordan kunne jeg ane, du ville snuppe min frokost?
Det er våben, ikke mad! råbte hun, stemmen knækkede.
Chefen gik hen til bordet, bøjede sig over den bidte bolle, duftede forsigtigt.
Chili – meget stærk lugt.
Der kan du se! skreg Kristiane. Skaf hende fyret, det er mordforsøg!
Han sukkede, kiggede på os begge og på madkassen med navnet på.
Kristiane, hvorfor spiste du af noget, der klart ikke var dit?
Jeg… altså… troede det var til deling… mumlede hun, mens rollen som offer forsvandt under hende.
Der står jo dit navn. Gå ud og vask mund, drik noget mælk, hvis vi har. Men ingen flere skænderier om mad. Vi er ikke i børnehave.
Kristiane sad tre kvarter på toilettet og prøvede angiveligt at skylle munden med iskoldt vand. Resten af dagen gik hun nærmest i et med gulvet.
Næste dag dansede historien rundt som en af de særeste drømme alle talte om den, så snart man kom ind. Nogle syntes, jeg gik for vidt, andre gav mig et skjult nik og bad om opskriften. Men vigtigst: Fremover var mine madkasser urørt. Ingen mistede yoghurter, ingen stjålne müslibarerog også de andres godter fik lov at stå i fred. Truslen om ild-surprise var åbenbart alt, hvad der skulle til.
Kristiane har ikke talt til mig siden. Hun har hvisket i krogene, at jeg er farligen slags heks.
Og ved du hvad? Det er jeg ligeglad med. Bare min frokost får lov at være min egen.
