Vi delte lejlighed efter skilsmissen, indtil det skete…
Morgenen begyndte som den plejede: med stilhed og en underliggende irritation, der hang i luften som lugten af brændt rugbrød.
Jens rakte ud efter sin kop på hylden den blå, han havde drukket kaffe af i snart tyve år. Men på dens plads stod Mettes hvide krus.
Lad nu være med at flytte rundt på mine ting! sagde han, forsøgte at lyde rolig, men det lykkedes ikke rigtigt.
Dine ting? Mette vendte sig om fra komfuret, øjnene lynede. Det her er et fælles køkken! Eller, det var det. Nu er det bare helvede.
Det er dig, der har gjort det til helvede, mumlede han og fandt koppen bagved müslien.
Hvad sagde du?
Ikke noget. Glem det.
Mette slukkede kogepladen brat og marcherede ud af køkkenet med et smæld. Jens stod alene tilbage med sin kolde kaffe. Sådan var det hver morgen. Hver eneste dag. De havde holdt det ud i fire måneder.
Fire lange måneder siden de havde underskrevet skilsmissepapirerne hos notar på Vesterbro. Det var blevet et stille punktum efter femogtredive års ægteskab. Ingen blikke, bare kruseduller på papirerne. Men at få solgt lejligheden på Amager var ikke så let, som de først troede. Så måtte de blive hængende i den treværelses og kæmpe kampen videre. En stilkrig uden ophold, en kold, opslidende krig.
Børnene var længe fløjet fra reden. Sofie boede med familien i Aarhus, og Mads havde lejet en to-værelses på Nørrebro. Begge sagde det samme: Mor, far, I må bare holde ud lidt endnu, lejligheden bliver solgt snart, så kan I videre. Let at sige for dem, de vågnede jo ikke op til det her hver dag.
At bo sammen efter skilsmissen var værre end selve skilsmissen. Da de stadig var gift, kunne man i det mindste håbe på, at det blev bedre. Nu var der intet håb tilbage. Alt var afgjort, alt færdigt alligevel stødte de på hinanden i køkkenet og skændtes over en kop.
En ringning på døren afbrød Jens’ tanker. Klokken var ti. Nå ja, det var da i dag, at Hanne fra EDC skulle komme med køberne.
Mette! råbte han ind mod soveværelset. Mægleren er her!
Døren til værelset gik op, og Mette kom ud i pæn trøje og rød læbestift.
Jeg har hørt det, sagde hun koldt, man kan høre alt i det her skotøjsæske.
De åbnede døren sammen, og Jens så, hvordan Mettes ansigt straks ændrede sig. Hun smilede varmt. Selv forsøgte han at gøre ansigtsudtrykket imødekommende.
Hej, hej! kvitrede Hanne, energisk og klædt i farvet blazer. Det her er Henrik og Camilla, de er meget interesserede!
Det unge par smilte forsigtigt. Mette åbnede bredt.
Kom bare ind! Her er entreen, der er masser af skabsplads, og skabene følger med.
Jens tog over:
Vi fik skiftet alle vinduer for tre år siden tyske termoruder. Det er lunt om vinteren, køligt om sommeren.
De viste de potentielle købere rundt; det lignede næsten, at de var et almindeligt ægtepar, der med vemod skulle sige farvel til deres hjem. Mette fremviste det nye komfur. Jens præsenterede altanen og udsigten til Ørestad. Parret slappede mere af, begyndte at spørge til naboer og ejerforeningen.
Hvorfor vil I sælge sådan en dejlig lejlighed? spurgte Camilla, mens hun betragtede stuen.
Et kort øjebliks tavshed. Et blik mellem Mette og Jens fyldt med træthed, smerte, og det der blev usagt. Køberne bemærkede det ikke.
Vi skal videre, svarede Jens kort. Livet forandrer sig.
Noget nyt, ja, supplerede Mette, med et vemod i stemmen, så Hanne hurtigt vendte snakken hen på altanen.
Da besøget var ovre, og de unge havde sagt, at de ville tænke over det, lukkede Mette døren og sank sammen op ad den.
Jeg kan ikke mere, hviskede hun ud i rummet.
Jens blev stående i gangen og så ned.
Jeg heller ikke.
De gik hver til sit han i det gamle arbejdsværelse, hvor en gæsteseng og en kuffert markerede hans midlertidige ophold. Mette i soveværelset, der nu kun var hendes.
Om aftenen lunede Jens sig nogle frikadeller. Mette kom ind i køkkenet, tog kefir og et æble fra sin side af køleskabet. Allerede den første uge efter skilsmissen delte de køleskabet op venstre til ham, højre til hende. Gud nåde tråden, hvis én tog noget fra den andens side.
Har du lagt din pålægschokolade på min hylde igen? sagde Mette irriteret.
Der var ikke plads ovre hos mig.
Så køb mindre.
Eller ryd op i dine syltede rødbeder, du aldrig spiser.
De rører du ikke! Det er mine, jeg bestemmer!
Stemningen steg, Jens mærkede, at det snart ville udvikle sig. Han var så udmattet, at han ikke havde energi til en ny slåskamp.
Fint, undskyld, sagde han lavmælt. Det sker ikke igen.
Mette stod stille et øjeblik, uklar over den manglende krig, og smækkede så med køleskabet og gik.
Jens spiste i tavshed og skruede fjernsynet højere op end nødvendigt barnligt, men sådan overlevede to ekser under samme tag: små hævn, spidse bemærkninger, tavshed. Hvordan sælger man en lejlighed, når hver dag slider på forstanden?
Næste morgen fandt han en seddel på køkkenbordet: Jeg tager badet kl. 7-8. Så er det din tur. /M. Tidligere havde de skema: hun fra syv til otte, han fra otte til ni. Det holdt sjældent i praksis. I går havde hun fx brug for badeværelset kl. ni, imens han var i brusebad hun hamrede på døren, råbte, at hun havde travlt, han lukkede ikke op bare for at drille. Hun kaldte ham egoist. Han sagde ikke noget, men gik og surmulede hele dagen.
Bodeling gik efter bogen: alt var på papiret lige. I praksis blev hver ske, hver kop en kampzone. Hun overtog køkkenet, han gravede sig ned i arbejdsværelset. Stuen var ingenmandsland her gik de kun ind, hvis de absolut skulle.
Om aftenen ringede Sofie.
Nå, hvordan gik fremvisningen? spurgte hun.
Mette sad på sengen og kiggede ud over gården.
De så den. Tog dem nok ikke. Unge, de leder sikkert efter nybyg på Islands Brygge i stedet for vores gamle skur.
Mor, nu overdriver du. Det er da en fin lejlighed, god beliggenhed og solidt hus!
Lad nu være. Hvem vil købe en lejlighed, hvor to gamle folk har levet som fjender i fire måneder?
I er jo ikke fjender
Det er næsten værre, sagde hun stille. Fjender føler noget. Vi vi overlever bare. At leve med sin eksmand er som at bo på en vulkan. Du ved aldrig, hvornår den går af.
Måske skulle du snakke med nogen? Psykologhjælp efter skilsmisse er da ikke unormalt.
Det er ikke en psykolog jeg har brug for, Sof jeg skal bare væk. Ha mit eget. Hvor jeg ikke skal se ham hver morgen.
Jeg ved det, mor. Hold ud lidt endnu.
Da de lagde på, sad Mette længe i mørket. Så åbnede hun klædeskabet, stak hånden op på øverste hylde og greb noget blødt. Jens gamle, mørkeblå sweater. Den, hun havde strikket for 30 år siden. Kan stadig huske hvordan hun sad i stuen om aftenen og så Matador, mens børnene sov og hun hørte Jens mumle om, at han bare kunne købe en sweater i Magasin. Min er varmere, sagde hun altid.
Hun pressede strikken mod ansigtet den duftede af mølkugler og støv. Og fortid. Hun lagde den tilbage bagerst på hylden, kunne ikke få sig selv til at smide den ud.
Inde ved siden af sad Jens og sorterede papirer, da han fandt et foto. Dem to, unge, foran Vesterhavet. Mette var kun treogtyve, han femogtyve, hun grinede, han holdt hende om skuldrene, alvorlig som altid. Deres første ferie sammen, Løkken, før børnene. Han stirrede på billedet, vendte det om, stak det ind bagerst i skuffen. Hvorfor rippe op i noget dødt?
Livet efter en sen skilsmisse var ikke som han troede. Han havde tænkt, at han kunne trække vejret ingen flere evindelige klager, ingen flere små hak. Men først da hun blev fremmed, forstod han, hvor ondt det gjorde.
En uge senere havde den unge familie ikke ringet tilbage. Hanne fra EDC kom med en ny køber: en ældre dame, der ville købe til sin datter. Endnu et skuespil om det glade hjem endnu en fremvisning. Damen rystede på hovedet. Hun skulle tænke over det.
De tænker alle sammen! hvæsede Mette, efter døren blev lukket. Men ingen køber!
Du kan da prøve at smile lidt mere, svarede Jens surt. Du stirrer på dem som om de er fjender.
Hold op! Jeg smiler da! Det er dig, de ikke kan tåle at se på!
Nok! rasede han og mistede besindelsen. Nok nu!
Han greb sin jakke, gik ud af døren med et brag der fik tapetet til at løsne sig. Mette satte sig på gulvet i entreen, knugede sig, men nægtede at græde.
Men tårerne kom alligevel salte, brændende. Hun græd sig tom, som hun ikke havde gjort længe. Når en skilsmisse trækker i langdrag, bliver livet pinefuldt. At være tvunget til at bo sammen med den, man har mistet, dræner én langsomt.
Jens overnattede hos Mads, sønnen sagde ikke noget, rullede bare et lagen ud på sofaen. Han forstod det.
Næste morgen listede Jens ind, håbede Mette sov, men hun sad allerede i køkkenet med te. Opsvulmet i ansigtet, røde øjne.
De sagde ikke noget til hinanden den dag. Tiden krøb.
Lørdag kom Sofie forbi, med sin lille søn Jonas på tre. Skønne, pjuskede Jonas. Børnelatter og duften af pandekager fyldte lejligheden. Jens legede biler med Jonas, Mette bagte. Sofie så på og tænkte: Sådan kunne det jo være.
Da Jonas sov, tog Sofie fat i dem på køkkenet.
Mor, far vi kan ikke holde ud at se jer sådan her. I ødelægger hinanden.
Vi venter bare på et salg, mumlede Jens.
Mor, du ser helt slidt ud. Sover du overhovedet? Spiser du?
Det kommer ikke dig ved, afskar Mette hende.
Det gør det! I er mine forældre! Jeg bliver ked af det af at se jer sådan.
Vi har været ved at gå fra hinanden i femogtredive år, Sofie, hviskede Mette. Det går ikke over på et døgn.
Men I har været sammen hele livet! Kan I ikke tilgive? Prøve igen?
Jens rejste sig brat.
Sofie, bland dig ikke. Du ved ikke, hvad der har været. Hvad din mor
Hvad med mig? rasede Mette. Kom bare, fortæl hvad du synes om mig!
Det var ikke min mening
Sig det bare! Du har altid ment, det er min skyld! At jeg var en sur kælling, at jeg aldrig lod dig leve som du ville!
Var du ikke det? Tredive år har du hakket på mig! Aldrig fik jeg fred for dine regler!
Hvis ikke det var for mig, var du endt i grøften! Hvem passede børnene imens du lå ude hele natten og fiskede? Hvem holdt sammen på tingene?
Stop! råbte Sofie, tog sig til hovedet. Jeg vil ikke høre mere!
Jonas vågnede, begyndte at græde. Sofie samlede ham hurtigt sammen og tog hjem uden farvel.
Mette og Jens stod alene midt i stilheden.
Fint, hviskede Mette. Nu vender hun os også ryggen.
Jens sagde intet.
Næste dag ringede Hanne glad: Der er en ny køber, familie, to børn, klar til at betale straks. De kommer i morgen! Mette havde mærkeligt nok ikke glæde bare angst. Nu blev det alvor. Hvor skulle hun tage hen? Skulle hun bo hos Sofie? Nej de var begge for trætte.
Samme aften, da Jens gik ud i køkkenet for at hente vand, sad Mette tavs ved bordet.
Mægleren ringede, sagde hun stille. I morgen kommer der nogen og ser på.
Godt, svarede Jens. Det er vist på tide.
Ja.
Pause.
Jens, sagde hun pludselig lavt han fór sammen, hun havde ikke sagt hans navn i evigheder. Hvor flytter du hen?
Ikke besluttet. Finder noget. Mads har tilbudt en sofa, men jeg vil ikke plage.
Nej. Det vil jeg heller ikke.
Han fyldte et glas.
Hvad med dig?
Ved det ikke. Sofie har spurgt, men efter i går, tror jeg ikke, hun ønsker det.
Vi har skræmt hende.
Vi skræmmer os selv.
Så blev der stille igen, og de gik hver til sit.
Familien kom næste dag: mand, kone, to børn på syv og fem. Børnene stormede rundt, forældrene så lejligheden an.
Mette betragtede dem og så sig selv og Jens for 30 år siden. Da de trådte ind, glade og forventningsfulde. Alt var foran dem.
Vi er interesserede, sagde den unge kvinde. Ikke, skat?
Manden nikkede. Vi kan snakke pris og overtagelse.
Hanne smilede. Jens nikkede bare, mens Mette pludselig følte, at noget snørede sig sammen i maven.
Vent, sagde hun pludselig.
Alle vendte sig.
Er der noget galt? spurgte Hanne.
Jeg jeg skal tænke mig om.
Mette! udbrød Jens, overrasket. Hvad er der at tænke over?
Jeg har brug for lidt tid, gentog hun.
Køberne udvekslede blikke. Kvinden sagde: Vi har ledt i tre måneder. Vi vil gerne købe, men er der tvivl, så…
Nej nej, de er sikre, indskød Hanne og gloede olmt på Mette. Ikke sandt, Mette?
Nej, sagde hun. Sorry.
Familien gik, tydeligt irriteret. Hanne forlod dem med det tager vi senere.
Da døren smækkede, vendte Jens sig mod Mette.
Hvad fanden laver du?!
Jeg vil ikke sælge! råbte hun.
Hvad?! Du har klaget i fire måneder over at skulle bo med mig! Nu vil du ikke af med lejligheden!
Jeg har ombestemt mig!
Hvorfor?!
Fordi! Fordi jeg ikke ved, hvor jeg skal gå hen! Det her er alt, jeg har tilbage! Fatter du det?! ALT!
Du har børn, børnebørn ..
Jeg har INGENTING! brød hun grædende ud. Mit liv var her! Mit hjem, i de vægge, hvor jeg opfostrede mine børn! Hvor jeg hun snappede efter vejret hvor jeg elskede dig, fjols! Forstår du? Jeg elskede dig!
Jens blev stående som lammet. Tårerne stod hende i øjnene.
Jeg har ødelagt alting, hulkede hun. Du havde ret, jeg var sur, jeg pillede dig ned. Fordi jeg var bange for at miste dig, så jeg holdt fast, kontrollerede. Alligevel mistede jeg dig. Og nu vil du tage det sidste fra mig?
Han sagde ikke noget. Vidste ikke hvad.
Mette, begyndte han, vi kan ikke blive ved sådan her.
Jeg ved det, hviskede hun. Men ikke nu. Jeg kan ikke endnu.
Hvornår så?
Ved det ikke.
Han gik ind til sig selv. Hun sank sammen på gulvet.
De spiste ikke sammen den aften. Lå hver i deres rum og så op i loftet, natten føltes uendelig.
Næste morgen vågnede Mette til mærkelige lyde, en rislen og sprutten. Hun fløj ud vand strømmede ud fra radiatorrøret i stuen, ud over gulvet. Jens kom løbende.
Hvad sker der?!
Det er sprunget læk!
De kastede sig over opgaven. Jens kørte efter hovedhanen på badeværelset. Vandet begyndte langsomt at forsvinde, men skade var sket; parketgulvet havde store bobler, tapet løsrev sig, tæppet var gennemblødt.
Mette satte sig tungt. Jens smed sig ved siden af. De sad stille og stirrede.
Kan du huske, da vi valgte gulvet? sagde hun stille.
Ja. Du ville have ask, jeg ville ikke betale forskellen.
Du sagde, det var ligegyldigt.
For dig var det vigtigt.
Ja, var det.
Pause.
Sofaen? Kan du huske, hvordan Sofie hoppede på dem i butikken, og du overtalte ekspedienten til at lade hende være?
Kan jeg tro.
Et øjeblik sad de uden fjendtlighed. Kun træthed og minder så tunge som den vand, de havde tørret op.
Vi må sælge, sagde Jens så. Ellers kører vi os selv helt i sænk.
Jeg ved det, sukkede Mette. Men det gør ondt. Jeg er så ked af det hele.
Det er jeg også, indrømmede han. Alt det vi havde.
Hun vendte sig mod ham, græd, men nu uden had.
Vi var lykkelige engang, ikke? spurgte hun. Blev det hele bare væk?
Vi var lykkelige, svarede han. Tiden går bare.
Kan du huske, hvornår det gik galt?
Nej lidt efter lidt. Du var efter mig, jeg lukkede mig inde. Så begyndte du for alvor at bebrejde. Jeg holdt op med at høre.
En ond cirkel.
Ja.
Udenfor begyndte regnen at tromme som om hele verden græd sammen med dem.
Jeg ville ikke miste dig, sagde Mette pludselig. Jeg var bange. Du var sådan en fri fugl. Og jeg hang i dig. Jeg troede, hvis jeg gav slip, gik du. Til sidst blev du alligevel væk.
Jeg gik aldrig jeg var her fysisk.
Nej, du var væk for længe siden.
Jens nikkede.
Du forsvandt også. Ind i dine skuffelser. Jeg blev bare dit dårlige projekt.
Undskyld.
Han frøs. Hun havde aldrig undskyldt. Ikke én eneste gang.
Også undskyld herfra, sagde han blidt. Jeg kunne have prøvet mere. Kunne have talt i stedet for at gå min vej.
Mette hulkede.
Hvordan endte det sådan her? sagde hun.
Det gør livet bare somme tider
De sad der, to slidte mennesker med en fælles fortid. For første gang i mange måneder var muren væk.
Vi ringer til Hanne, sagde Mette til sidst. Måske vil familien stadig købe.
Er du sikker?
Nej. Men det må stoppe nu, du har ret.
Vi må vise dem parketgulvet. De slår måske prisen ned.
Ja, det er bare sådan det er.
De rejste sig. Hun så tilbage over skulderen i døren.
Jens?
Ja?
Tak for hjælpen i dag.
Det er jo stadig vores hjem, sagde han.
Ja. Lidt endnu.
En uge senere var slutsedlen underskrevet, køberne accepterede skaderne mod et lille afslag. Hun fandt en toværelses nær Sofie, han en lille lejlighed nær Mads.
Sidste aften sad de i køkkenet, som da det hele begyndte. Jens hældte te op, Mette skar rugbrød.
Ryk lige koppen, sagde hun automatisk.
Det er min kop han tøvede, smilede jeg flytter den.
Tak, sagde hun og måtte selv smile.
De satte sig ned, ansigt til ansigt.
Har tænkt på, sagde Jens, vi kunne nok have brugt en psykolog. At blive skilt i vores alder det er ikke let.
Næh, sagde hun. Men vi var for stædige.
For trætte også.
Ja.
De drak teen færdig. Hun vaskede kopperne, han tørrede bordet.
Hvornår flytter du?
Lørdag. Du?
Også lørdag. Børnene hjælper mig.
Godt.
Hun så på ham.
Jens Tak for alt. For de år der var. Jeg håber, vi begge kan huske de gode tider og ikke kun de sidste måneder.
Det gør vi. Vi har jo stadig børnene, børnebørnene.
Ja. Vi er stadig familie.
På en måde ja.
Hun gik mod stuen.
Jeg vil se min serie nu.
Jeg lægger mig med en bog.
Godnat, Jens.
Godnat, Mette.
Hun forsvandt, han blev tilbage med sin kop. Så slukkede han lyset og gik.
Morgenen efter sidste dag i lejligheden, men dagen føltes alligevel almindelig. Jens lavede kaffe, Mette kom ud i slåbrok.
Godmorgen, sagde han.
Godmorgen.
De drak kaffe i stilhed, hver med sine tanker om det, der ventede. Om nye lejligheder, ny hverdag, der skræmte, men måtte gribes.
Ryk koppen, sagde Mette og fandt brødet frem.
Jens kiggede på sin blå kop, smilede.
Gør det selv, sagde han uden brod, næsten kærligt.
Fint, sagde hun, og deres fingre rørte hinanden et øjeblik. De så på hinanden der var smerte, sorg, træthed og måske tilgivelse. Taknemmelighed for de år og det hjem, der var.
Farvel, Jens, sagde Mette stille.
Farvel, Mette.
De slap hinanden. Koppen stod, hvor den stod. Og det var lige meget nu.
