*18. november, lørdag*
I dag ringede de fra plejehjemmet. Sagde, at hun næsten ikke spiser mere.
Vitus, hvad vil du have, at jeg skal gøre? Jeg kan ikke tage derud hver anden dag. Jeg har jo arbejde, jeg har børn.
Det er din mor.
Det er da også din mor. Har du i det hele taget været der i løbet af det sidste år?
Vitus tav. Jeg kunne nærmest høre hans åndedræt i røret lidt tungere end normalt. Han leder sikkert efter et argument, jeg ikke kan skyde ned.
Jeg var der i marts. Og jeg sender penge hver måned.
Penge. Jamen, det er da fint.
Gitte, lad nu være. Tag hen til hende. Snak med personaletfind ud af, hvad der sker. Du bor tættere på.
Jeg lukkede øjnene. Tættere på. Jeg bor fyrre minutters kørsel fra Det Blide Hjørne, det hyggelige plejehjem med lyse gardiner i gangene. Vitus bor i Aarhus. Det er jo rigtigt, men afstand mellem mennesker er ikke kun kilometerdet har jeg i hvert fald lært.
Okay, sagde jeg endelig. Jeg tager derud på lørdag.
Jeg lagde røret, blev siddende længe i køkkenet. Kiggede på køleskabet, hvor der stadig sidder et gammelt billede af Mads fra da han var barn. Nu er han 23. På billedet griner han åbent, hovedet bagover, og jeg kan næsten høre latteren, så levende sidder den i mig.
Min egen mor har ikke leet sådan i tyve år. Måske mere.
Kirsten Møller kom på Det Blide Hjørne for halvandet år siden, i oktober. Jeg valgte det for hende, efter naboerne havde ringet tredje gang. Da jeg kom, åbnede hun ikke døren. De fandt hende siddende på gulvet, ryggen mod væggen, stirrende ud i ingenting. En læge undersøgte hende det var ikke et slagtilfælde, han sagde det var træthed og alder. 78 år gammel, alene i den store lejlighed.
Bare. Som om ordet kunne forklare alt.
Jeg sov ikke i flere nætter. Kørte mad ud, talte med Vitus, lette muligheder. Han ville have en hjemmehjælper. Jeg ville først også, men mor sagde stille og roligt: Nej, ingen hjælper. Hellere på plejehjem. Og det plejehjem havde hun selv fundet frem til allerede.
Det, jeg havde sværest ved at acceptere, var at hun selv havde fundet løsningen. Hun havde altså tænkt på det længe. Sad nok i sin stue, tænkte, at børnene ikke kunne klare det til evig tid, og ledte efter det mindst belastende.
Det skar i hjertet. Jeg prøver at lade være at tænke for meget på det.
Det Blide Hjørne ligger yderst i byen, ved siden af en lille park. Det er sikkert smukt om sommeren, men denne lørdag i november var træerne mørke, nøgne grene mod det hvide skyhav.
En kvinde i 30erne, i blå jakke med logo, tog imod migtræt, men venlig.
Og du er?
Møller. Kirsten Møller.
Åh ja, kom med, jeg viser dig vej. Jeg hedder Nanna, jeg er weekend-sygeplejerske.
Vi gik ned gennem de stille gange. Det var rent, ikke institutions-agtigt, men neutralt. En svag duft, som jeg mindedes fra skolekantinen som barn. Fjernsyn bag en lukket dør.
Hvordan har hun det? spurgte jeg.
Fysisk stabil. Blodtryk fint, tager medicinen. Men hun spiser mindre, og hun går næsten ikke ud til stuen længere. I starten sad hun jo med de andre om aftenen. Det er stoppet.
Hvorfor?
Hun siger ikke rigtigt noget. Prøv at tale med hende, du kender hende bedst.
Jeg ville protestere, men lod være.
Mors værelse lå for enden, tredje fra vinduet. Døren var ikke låst. Nanna bankede, kiggede ind:
Kirsten, din datter er kommet.
Så gik hun.
Mor sad i lænestolen ved vinduet, pænt klædt med grå hjemmesko. En bog i skødetlukket, uden bogmærke.
Hej, mor.
Du kom, sagde hun. Ikke med vrede eller glæde, bare sagde det.
Jeg bøjede mig forover, kyssede hendes kind. Kølig og tør, som et efterårsblad.
Fryser du? Skal jeg skrue op?
Nej. Sæt dig ned.
Jeg satte mig på sengekanten. Mellem os halvanden meterog hele vores liv.
Kirsten Petersen, født 1946 i en jysk stationsby, opvokset hos en ingeniør og en bibliotekar, blev lærer i matematik, arbejdede 20 år på den lokale folkeskole. Giftede sig med Søren Møller, rolig mand, maskinarbejder, kunne fikse alt. Børnene kom: Gitte først, så Vitus. Da jeg var 32 og Vitus 28, døde far stille, i søvne. Både mildt og uretfærdigt.
De efterfølgende år boede mor alene. Først helt alene, så med den mobil, vi gav hende. En smartphone lærte hun aldrig. Til jul eller fødselsdag kom hun ofte forbi, hentede børnene, blandede sig aldrig unødigt, væltede ikke klager ud.
Hun kunne det der svære: Bære smerte alene, glæde sig over andres lykke, trække sig når hun følte sig til besvær. Det kostede hende dyrt, men hun sendte aldrig regningen.
Vitus ringede, sagde jeg. Han er bekymret.
Så kan han jo komme, svarede hun. Ikke vredt, bare træt.
Han bor jo langt væk, du ved det.
Jeg ved det.
Vi sad. Udenfor svajede nøgne grene.
Skal jeg tage noget med? Jeg har taget de kiks du kan lide. Med sesam. Og mandariner.
Tak.
Nanna siger, du spiser dårligt.
Mor så på mig. Blikket klart, skælmsk, lidt bedrøvet.
Nanna er ung. Hun tror, dårligt at spise betyder at lade frikadellen ligge.
Mor
Gitte, lad nu være. Jeg sulter ikke. Jeg er bare blevet gammel. Måske et mindre appetit det er vel naturligt.
Okay. Men hvorfor er du stoppet med at bruge fællesstuen?
Hun kiggede ud igen.
Der snakker Antonette hele tiden om hendes børnhvor meget de kommer, hvad de har med, hvordan børnebørnene vokser. Hun er flink, jeg siger ikke andet. Men jeg sidder akavet der.
Først forstod jeg ikke. Så gjorde jeg.
Mor, jeg
Nej, Gitte, lad nu være. Du har dit, Mads har dit, karriere, alt. Jeg forstår det.
Det jeg forstår sved mere end bebrejdelser. Hun havde aldrig råbt eller klynket, aldrig sagt I har svigtet. Bare jeg forstår. Ordene gik ind og blev der.
Jeg kommer igen i næste uge, sagde jeg.
Kun hvis du har tid. Ikke for min skyld.
Jeg kommer. Jeg lover det.
Hun nikkede, tog bogen, åbnede og lod blikket stå stille på siden. Jeg så, hun ikke læste.
Hele vejen hjem sagde jeg ingenting. Radioen var slukket.
Mads kiggede ikke op fra computeren:
Hvordan går det med mormor?
Fint.
Godt.
Og mere blev der ikke spurgt. Han er 23, har sit eget liv, venner, en kæreste måske. Jeg spørger ikke ind. Jeg har lært af mor, man skal respektere den distance folk selv sætter. Nogle dage synes jeg det er klogt, andre gange bare frygt for at blive afvist.
Om natten drømte jeg om mors lejlighed. De tre værelser, alt stadig på sin plads, men stemningen var, som om ingen har boet der længe. På køkkenbordet lå en lille notesbog med grå omslag. Jeg vidste i drømmen, jeg ikke måtte åbne den. Men hånden rakte ud.
Jeg vågnede længe før vækkeuret og stirrede op i loftet.
Bogen fandtes i virkeligheden. Jeg har tit set den ligge hos mor, men aldrig spurgt ind. Af respekt, påstod jeg over for mig selv. Måske mest af frygt for at finde noget, der ændrede alt det, jeg troede om hende og om os. Nogle ting er nemmere ikke at vide.
Jeg ringede til mor om onsdagen. Hun tog den efter kun to ring.
Ja, det er Kirsten.
Det er mig. Hvordan går det?
Fint. Vejret er bedre. Jeg var lidt ude i gården.
Dejligt. Snakkede du med nogen?
Lidt med Antonette. Hun viste billeder fra sit barnebarns barnedåb.
Og?
Sødt barn. Rødhåret.
Vi tav. Vores sædvanlige, rare tavshed.
Mor Kan du huske du havde sådan en lille grå notesbog? Har du den endnu?
Pause.
Det har jeg. Hvorfor spørger du?
Bare fordi jeg kom til at tænke på den. Hvad skrev du?
Telefonnummer. Adresser. Forskelligt.
Er det hele?
Gitte, hvad er det du vil vide?
Jeg vidste ikke helt selv.
Ikke noget. Jeg drømte bare om det.
Mor grinede, lavt, men ægte.
Notesbogen, du drømte om? Det er vist hvis man mangler penge.
Åh, mor
Det var bare for sjov, min pige. Ja, jeg har den. Den følger altid med.
Må jeg se den engang?
En lang pause.
Det må du godt. Kom forbi, så viser jeg dig.
Jeg tog derud igen næste lørdag, som jeg havde lovet. Hun stod allerede i gangen. Måske lidt mere bleg eller indbildte jeg mig det? Men stadig rank, lige som altid.
Hej, mor.
Hej Gitte. Kom, stuen er fri, lad os tage en kop te.
Vi satte os. Nogen havde stillet en skål med tørrede blomster på bordet, duftløse nu. På sofaen lå et uldtæppe, næsten mage til det, min mormor engang havde. Måske tilfældigt, men det rørte mig.
Mor tog den grå notesbog op fra lommen og lagde den mellem os. Ikke åben, bare lagde den.
Her.
Omslaget var slidt, hjørnerne bøjede. På første side stod mors pæne skrå skrift.
Må jeg?
Ja.
Jeg bladrede. På første side: Kirsten Møller. Startet 1987. Så en række telefonnumre, navne jeg ikke kendte, fødselsdage, adresser. Senere blev det mere håndskrevne noter. Uden dato. Tanker eller små påmindelser.
Gitte fik sin første dårlige karakter. Er ked af det. Skal ikke sige det er ingentingbare være til stede.
Vitus har skændtes med Lasse. Vil ikke forlige sig. Lad det værehan må klare det selv.
Søren kom sent hjem. Virker træt. Ikke spørge for meget.
Gitte skrev fra København, at hun ikke savner os. Men hun gør. Hun vil bare gerne lyde voksen. Skriv jeg er stolt.
Jeg stivnede. Jeg var 20, da jeg tog på kursus i København, og jeg mindedes, at jeg kun sendte korte, ligegyldige postkort. Mor svarede altid kort, aldrig nogen klager. Jeg troede hun ikke var særlig følelsesladet.
Men i notesbogen stod: Hun savner os. Det er godt.
Flere sider.
Vitus skal giftes. Maria virker sød. Skal ikke blande mig, heller ikke hvis de spørger til råds. De skal selv finde vej.
Gitte ringede, hendes ægteskab knirker. Hun siger det ikke ligeud, men jeg hører det alligevel. Ikke presse. Bare være der.
Min første mand, Anders. Seks år sammen, så skilsmisse. Mor sagde aldrig et ondt ord om ham eller om mig. Bare lyttede. Jeg blev tit frustreret over hendes tavshed dengang. Ville hun dog sige bare ét eller andet.
Men hun skrev: Bare være der.
Jeg lukkede bogen.
Mor, sagde jeg.
Ikke græd, sagde hun.
Jeg græder ikke.
Men du vil snart.
Jeg smilede, selv om øjnene sviede.
Hvorfor har du skrevet det alt sammen ned?
For at lade være med at sige for meget. Jeg opdagede, at jeg tit ville sige eller gøre noget, I ikke havde brug for. Så skrev jeg det ned i stedet for at sige det højt.
Kun til os?
Ja. Og til far, dengang han levede.
Jeg kiggede på omslaget.
Mor, tror du det er normalt, at holde så meget inde?
Hvad er normalt? For mig var det bedst. Det er lettere, end at sige noget, man ikke kan tage tilbage.
Men hvad så, når du havde brug for selv at blive hørt?
Hun var tavs. Tog skålen med blomster op, vendte den mellem hænderne, satte den fra sig.
Så ringede jeg til min veninde. Grethe. Vi læste sammen engang. Hun døde for tre år siden.
Jeg ved det.
Siden har jeg ikke rigtig haft nogen at ringe til bare for hyggens skyld. Det er det sværeste ikke at børnene er væk, eller at jeg bor her. Men at ingen at ringe til uden grund, bare for at snakke løst og fast.
Noget spændte sig sammen i mig. Ikke smerte, bare noget jeg mærkede rigtigt.
Du kan altid ringe til mig.
Men du har travlt.
Mor!
Gitte, jeg mener det ikke som bebrejdelse. Du har dit arbejde, Mads og alt det. Sidst jeg ringede, stod du midt i madlavningen.
Ja, men jeg kunne jo godt have stoppet.
Det er ikke noget at forklare, skat. Grethe var én, hvor man ikke behøvede forklare noget. Det er sjældent.
Vi tav. Udenfor gik en ældre mand med stok. Gik langsomt, men bestemt.
Mor er der mange sider tilbage i bogen?
Ikke så mange. Jeg skriver langsommere nu, og tænker på noget andet end før.
Hvad tænker du om?
Mor så længe på mig.
Om jeg gjorde det rigtige. Ikke hvordan jeg opdragede jermen om jeg skulle have talt mere. Måske ville I så have forstået mig bedre. Og jeg jer.
Du forstod os.
Men I mig? Måske ikke. For jeg gav aldrig muligheden.
Det lød mærkeligt. Ikke fordi det var usandt, men fordi hun sagde det. Højt. Mor der ellers altid var tavs om sine egentlige følelser.
Du er blevet ærligere.
Det bliver man her. Man bor jo med andre, der har sluppet facaden. Man bliver selv ærligere. Antonette sagde forleden: I ungdommen ville jeg være stærk hele vejen. Nu ved jeg ikke hvorfor længere.
Jeg smilede.
Hvad svarede du hende?
Præcis. Vi grinede, det var første gang længe.
December kom, og jeg begyndte at komme oftere. Ikke hver uge, men tæt på. Nogle gange gik vi bare ture rundt i parken, hun holdt mig under armenikke fordi hun ikke kunne gå, men fordi det altid havde føltes tryg.
En dag på sådan en tur sagde hun:
Kan du huske i 3. klasse, du ikke ville med til juletræsfesten?
Nej.
Det kan jeg. Jeg fik dig af sted til sidst. Du kom tilbage glad, sagde ikke et ord, men lagde bare bomuldsharen på reolen.
Nå?
Ikke noget. Jeg husker det bare.
Den hare har jeg faktisk endnu, sagde jeg pludseligt. Jeg kunne ikke få mig selv til at smide den ud.
Mor stoppede. Så længe på mig.
Det forstår jeg godt.
Vi stod i stilhed mellem de nøgne træer. Noget vigtigt og meget stille, ingen af os satte ord på.
Vitus ringede midt i december, let nervøs.
Gitte, vi tager til Spanien med børnene i januar. Billige billetter og Maria har drømt om det.
Mor skal jo fejre nytår her.
De laver sikkert noget hyggeligt på hjemmet. Juletræ, middag og det hele.
Vitus.
Ej, jeg behøver vel ikke droppe ferien. Tager du derud?
Ja.
Fint. Alt godt så.
Jeg lagde røret, kiggede på tekruset på bordet. Vitus er ikke noget dårligt menneske. Han elsker mor på sin egen måderinger, sender penge, var her i marts. Men der er altid afstande, som ikke måles i kilometer.
Jeg ringede til Det Blide Hjørnede holdt nytårsfest. Pårørende måtte komme.
Nytårsaften tog jeg Mads med, han ville egentlig fejre hos venner, men jeg sagde kun: Mormor bliver alene. Vitus er ude at rejse. Han sukkede, himlede lidtog tog så med. Han tog skjorte på og havde chokoladeæske med, flot indpakket.
Mor tog imod os i døren, ikke i slåbrok, men i det mørkeblå festskørt hun plejede at bruge ved mærkedage. Pyntet, med perlehalskæde. Det var en helt anden mine, hun havde, end jeg huskede.
Hej, mormor, sagde Mads og gav hende et lidt forsigtigt kram. Jeg så hendes arme holde ham tæt.
Vi sad alle i fællesstuen. Antonette var stor og grinende, pressede kage på Mads. En ældre mand fortalte vittigheder, nogen satte musik på fra gamle danske film.
Ved midnat skålede vi i champagne. Mor tog kun en lille tår. Mads sagde:
Mormor, hvad ønsker du?
Det siger jeg ikke. Så går det ikke i opfyldelse.
Bare et lille hint?
Mor kiggede på ham, så på mig, så igen på ham.
Jeg ønsker bare, I begge har det godt. Det er alt for mig.
Ikke noget til dig selv?
Det er for mig.
Mads nikkede, vendte sig. Jeg så, han fnes lidt. Jeg forstodmåske for første gang.
Vi tog hjem lidt over et. Sneen dalede tæt, ikke voldsomt, bare blødt over fortovet. Mor stod på trappen indtil vi var udenfor.
Kør forsigtigt, sagde hun.
Gå ind i varmen, mor.
Hun vinkede, forsvandt ind. Jeg stod endnu lidt. Sneen begyndte at smelte på mine øjenvipper.
I bilen sagde Mads ikke noget, før vi var på motorvejen.
Mor, har hun det godt der?
Ja.
Det føles som om hun savner os.
Det gør hun.
Måske burde vi besøge hende oftere?
Det burde vi.
Jeg vil prøve. Tager ud næste gang selv.
Jeg sagde ikke noget. Ikke fordi jeg ikke troede på det, men fordi jeg ikke ville tage modet fra ham, mens han stadig følte det.
Januar forsvandt hurtigt. Vitus kom hjem, ringede, fortalte om havet i Spanien, mor spurgte om alt muligt. I februar tog Mads derud alene. Om aftenen ringede han:
Mor, vi talte i to timer. Hun fortalte om morfar. At han lavede legetøj i træ, lavede en smykkeboks med hemmelig lås. At han aldrig råbte, ikke engang når han var vred. Hun troede engang, han bare var stille, men indså det var kærlighed.
Jeg havde aldrig hørt om smykkeboksen.
Godt du tog derud, sagde jeg.
Morkan vi tage hende hjem til min fødselsdag? I nogle dage?
Selvfølgelig. Jeg taler med hjemmet.
Det blev ordnet. Mor sov på sofaen, sagde det var rart at høre hverdagslydene om natten.
Dagene fløj. Hun hjalp i køkkenet, ryddede op, flyttede rundt på dåserne uden at blive irettesat. Mads satte sig hver aften ud til hende. Jeg lyttede, men lod dem have det for sig selv.
Sidste aften lagde hun den grå notesbog frem.
Jeg vil læse noget for dig, Gitte.
Hun læste, næsten som dengang hun læste højt for os som børn.
I dag sagde Gitte, at jeg nok ikke forstår hvordan det er at være ung nu. Hun har ret. Men jeg forstår noget andet: Hver gang hun går herfra, er det som hun går lidt længere væk end sidst. Det er rigtigt. Sådan skal det være. Men nogle nætter hører jeg vinden og tænker: Tænk hvis hun fryser?
Mor lukkede bogen.
Jeg sagde ingenting. Så hendes ranke ryg, perlekæden, den slidte notesbog. Tænkte på alle de nætter hvor hun havde hørt vinden og tænkt på migog aldrig sagt det højt.
Mor.
Ja?
Jeg frøs aldrig. Du skal vide det. Jeg havde det altid varmt, selv hvis jeg ikke lagde mærke til det.
Hun så længe på mig.
Det er godt, sagde hun. Det bedste du kunne sige.
Hvorfor spurgte du aldrig?
Jeg var bange du sagde det modsatte.
Det var en ny slags ærlighed. Jeg troede altid hun havde styr på sit. Men hun havde også frygtet et simpelt svar.
Det var unødvendigt, sagde jeg.
Ja, sagde hun. Men det er nok sådan, det er for mange mødre.
Det blev mørkt udenfor, marts var stadig kølig, men lyset lidt højere end i februar.
Mor, vil du hellere blive på hjemmet end blive her?
Hun løftede øjenbrynene.
Det mener du ikke?
Jo.
Gitte, der er ikke plads. Sofaen er fin i nogle dage, men ikke for godt.
Vi kunne finde på noget.
Nej, jeg er blevet vant til at bo der. Nanna, Antonette, min rytme. Jeg vil ikke til ulejlighed.
Du er ikke til besvær.
Det vil jeg blive, Gitte. Vågner om natten, roder rundt, bekymrer mig, og det mærker I. Det er ikke liv for os nogen af os. Jeg har ro derude.
Kan du lide at bo der?
Jeg har det ok. Det er rart at være her. Men bedst i tre dage. Så vil jeg hjem.
Jeg forstod hun sagde hjem om plejehjemmet. Og hun mente det. Hendes evne til at tage tingene som de var, havde altid båret hende.
Vitus ringede i april, ville komme i juli med familien. Spurgte om han måtte besøge mor. Jeg sagde: ja, bare sig til.
Jeg nævnte ikke notesbogen. Det var vores sag, mors og min. Nogle ting skal ikke forklares til alle.
En lørdag i maj fandt jeg mor på bænken i parken, fodrede spurve. Notesbogen ved siden af.
Skriver du? spurgte jeg.
Nej. Læser. Gammelt. Det er sjovt at se tilbage. Det gør ikke ondt mere.
Hvad ser du?
Hun kastede brød, så på spurvene.
En kvinde der var bange for at gøre for meget. Tænkte: Børnene vokser bedst, hvis de får plads. Som træer de har bedst af at stå i fri luft.
Det er rigtigt, men rødderne skal også have vand.
Jeg så på spurvene.
Fortryder du noget?
At jeg spurgte for lidt. At jeg var bange for at blande mig. At I ikke fik at vide, hvordan jeg havde det, fordi jeg troede I forstod det alligevel.
Jeg vidste det.
Måske. Men at høre det højt betyder også noget.
Mor, sagde jeg, tog hendes hånd varm fra solen: Du er en virkelig god mor. Jeg vil du skal vide det.
Hun svarede ikke straks. Sad, kiggede på spurvene.
Og du er en god datter. Det skal du også vide.
Så enkelt, sagde hun det. Og det blev.
I juni fortalte mor noget jeg aldrig havde vidst: at hun engang i 1997, da jeg ikke tog telefonen i mange dage, tog toget uden varsel, ringede på, og sagde: Må jeg blive et par dage? Jeg har lyst til at se din by. Dengang troede jeg det var almindeligt. Nu forstod jeg hun kom for at være tæt på, men uden at tvinge sig på.
Vi gik jo i museum og i den park med springvand, sagde jeg.
Ja. Det var hovedsagen.
Nu forstår jeg.
Notesbogen lå mellem os. Jeg skimtede sidste sidenogle usikre linjer, mere rystende håndskrift.
Hvad står der? spurgte jeg.
Mor lo svagt.
Det skriver jeg først, når jeg er færdig med bogen.
Men du fylder den snart ud.
Ja Måske køber jeg en ny.
Vil du blive ved at skrive i stedet for at sige det?
Nej, sagde hun. Og jeg mærkede noget nyt i stemmen. Nu vil jeg sige det. Bedre sent end aldrig.
Vi sad i solen. Talte om Mads, der ønsker sig hund. Om Antonette, der har lært mor at hækle en ny måde. Om bænken, der burde have en tvilling, for der er plads nok.
Det var den enkleste samtale. Ikke store ord, men alt det vigtige, som ikke stod i notesbogen.
Senere sagde mor hun ville hvile lidt før aftensmad. Vi gik langsomt mod døren. Hun stoppede.
Gitte, sagde hun.
Ja?
Mads ringede i går. Helt af sig selv, uden du sagde det?
Han gjorde det selv. Jeg vidste det ikke.
Han er en god dreng. Ligesom din farstille, men med dybde.
Ja.
Mor åbnede døren, vendte sig.
Kommer du på lørdag?
Ja. Med sesamkiks. Og mig.
Begge dele.
Døren lukkede blidt.
Jeg stod lidt. Tog mobilen frem, lagde den væk igen. Der var intet at forklare. Det var bare lørdag, sesamkiks og at være sammen.
Jeg gik til bilen og tænkte på den grå notesbogsidste side, som jeg ikke havde læst. Måske viser hun mig den engang, måske ikke. Måske står der bare en huskeliste. Måske står der om os, om det man først forstår, når man risikerer at miste det.
Jeg vidste det ikke. Men det var okay som det slidte omslag, der alligevel holder sammen på alt.
Mobilsummen i lommen.
Mads: Hvor er du nu?
Jeg skrev:
Kører fra mormor. Alt er godt. Hvorfor ringede du til hende i går?
Han svarede hurtigt:
Bare fordi. Fik lyst til at høre hendes stemme. Er det mærkeligt?
Jeg så på skærmen. Svar:
Nej. Slet ikke mærkeligt.
Jeg satte mig i bilen, førte ikke an. Udenfor lå parken, majsol og grønt løv, og et sted derinde gik mor tilbage til værelset med vinduet. Sad i stolen, måske læste, måske kiggede ud.
Jeg tændte bilen og kørte hjemad.
Og jeg vidste, næste lørdag ville jeg tage sesamkiks med, vi ville sætte os på bænken igen, og måske høre, som jeg ikke havde hørt før. Lytte for alvor.
Det var bare et lille løfte. Men det er af sådan nogle små ting, at nærhed bygges.
Indtil det ikke er for sent, kan vi altid prøve igen.
Næste lørdag.
Lige nu.
Den grå notesbog lå på mors natbord ved siden af mandarinerne. Sidste side næsten fuld; skriften rystede let. Tre linjer skrevet i marts, da hun var hjemme.
Tre linjer, jeg ikke kendte indholdet af.
Måske læser hun dem op for mig en dag. Måske ikke. Måske spørger jeg, måske ikke.
Det er også en del af vores historie.
Mobilen summede igen. Jeg kiggede.
Mor ringede.
Jeg nåede at tage den før overraskelsen tog mig.
Gitte, alt vel?
Ja, alt er fint. Hvad ville du sige?
En kort pause. Så mors stemme, rolig og enkel.
Jeg er glad for at du kom i dag. Det var bare det. Kør nu forsigtigt.
