Et Skridt fra Ulykken
Hvor har du dog en dygtig datter, sagde fru Bente, den ældre genbo, med ægte anerkendelse, mens hun så på den pige, der sad i gang med at plante blomster i gården. Kvik, køn og hjælpsom oveni!
Maja, Annies mor, lod ikke smilet skjule sig, da hun hørte ordene. Hendes øjne lyste op, og hun rettede sig lidt stolt, da hun så på sin datter.
Ja, vores Annie er nu en perle, svarede hun, og i hendes stemme var stolthed ikke til at tage fejl af. Men udtrykket ændrede sig hurtigt; det varme smil blev en anelse sløret, og en lille bekymringsrynke dukkede op i panden. Hun er også lige begyndt på puberteten, ved du. Og så snart hun fik at vide, at der snart kommer en lillebror
Bente nikkede, straks indforstået med situationen.
Hun blev ikke glad, vel? spurgte hun blidt og lænede sig lidt nærmere.
Maja sukkede og tøvede et øjeblik, som om hun overvejede sine ord. Hun sendte Annie et blik, mens datteren nu samlede havegrejet sammen oven på arbejdet.
Nej, hun er ikke imod det, sagde hun langsomt. Men forskellen i alder Annie er jo fjorten, og babyen bliver jo bare en bette størrelse. Jeg tror ikke, hun helt forstår, hvad det vil sige at være storesøster.
Hun er vel bange for, at du vil sætte hende til at babysitte, bemærkede Bente med et varmt og forstående smil.
Maja hævede overrasket brynene og rystede afværgende på hovedet.
Ej, det kunne jeg da aldrig finde på. Annie skal være teenager, gå til fritidsaktiviteter og være sammen med veninder ikke trække voksenansvar. Jeg har jo styr på arbejde og økonomi og kan sagtens klare det selv. Hun skal bare leve et normalt ungdomsliv.
Bente nikkede godmodigt, men hendes blik bevarede en vis alvor. Hun lagde forsigtigt hånden på Majas skulder.
Naturligvis, sagde hun venligt og fast. Men husk nu at holde øje med hende. Lær hendes venner at kende. Et dårligt selskab kan føre meget med sig i den alder og det kan gå galt, hvis man ikke passer på…
Maja lo let og uforstående.
Åh Bente, der er du bekymret i overkanten. Hun er så fornuftig, min Annie. Hun klarer sig godt, hjælper herhjemme og er altid sød ved naboens småbørn. Hendes mobil ligger for det meste bare og samler støv hun vil hellere snakke ansigt til ansigt.
Igen så hun over mod Annie, netop som pigen højtidsfuldt rakte den fineste sandform til en lille dreng. Et blødt smil gled over Majas ansigt, og hun tilføjede sagte:
Nej, min Annie kunne aldrig finde på at blande sig med det forkerte selskab.
At Annie var en klog pige, var der ikke nogen, der tvivlede på. Det sagde lærerne, genboerne og også dem, der bare havde hilst på hende. Lektierne klarede hun hurtigt, hun kunne tale med de voksne om alt mellem himmel og jord og var god til at finde løsninger i knibe. Men alligevel mærkede Annie et enormt behov for ikke at skille sig ud, ikke at blive den, de andre grinede af eller så lige igennem.
På skolen, Sankt Birgitta Skole i Aarhus, herskede en særegen stemning. Overfladisk set så alt fint ud: timerne kørte, pauserne gik med snak, og lærerne holdt opsyn. Indimellem mindede rektor Jens alle om reglerne under fællesarrangementerne. Men bag fasaden gemte sig en anden virkelighed en, de voksne helst ikke ville tale om.
Drengenes “populære gruppe” søgte Annie at komme med i. De gik aldrig over grænsen, ingen slåskampe, ingen ødelæggelser, bare lidt forstyrrende opførsel. Højst en skideballe fra studievejlederen, som så alvorligt over brillerne og holdt tale om opførsel. Men det var dét. Ingen forældre blev ringet op man ville jo helst undgå unødig ballade.
Det er børn, de fjoller, sagde lærerne, når de yngre brokkede sig. De vokser fra det.
Men deres lege var ikke ufarlige. Gruppen havde for vane at udvælge en elev fra en “problematisk” familie, én der ikke havde nogen, der kunne forsvare ham eller hende. Så begyndte mobningen. Små kommentarer i gangen, hånlige blikke, og så mere ondskabsfulde handlinger: små sedler med ydmygende beskeder i tasken eller på bordet, og så ondsindede rygter.
Langsomt udviklede mobningen sig. En dreng i 6. klasse stoppede helt med at gå i skole. En pige lod, som om hun var syg, for at slippe for at møde andre. Alligevel gjorde skolens ledelse ikke mere end rutinetaler om “godt sammenhold”.
På forældremøder blev der talt varmt om “et trygt miljø” og “et stærkt fællesskab”. Spørgsmålet om mobning blev besvaret med et bagatelliserende: Vi holder øje med situationen. Det er bare børnekonflikter.
Mange lærere gjorde ikke meget, nogle var uvidende, andre bange for at genere “de forkerte” forældre eller magtfulde elever. Juniorkredsen fik lov at fortsætte, mobningen fik plads skolen forblev “rolig”, på papiret.
Annie blev mere og mere opslugt af den gruppe, hun havde drømt om at komme ind i. Først føltes det fantastisk: snakken i pauserne, ture sammen, følelsen af at høre til noget vigtigt. Hun blev taget med åbne arme de grinede sammen og lavede planer, og Annie følte, at hun for første gang var en del af noget.
Men hjemme var situationen en anden. Maja, Annies mor, var handlekraftig og optaget af forberedelserne til familiens nye baby: hver dag gik med tapetprøver, forretningsture og nøje jagt på den rette tremmeseng. Hendes opmærksomhed var rettet mod det nye liv, på bekostning af Annie, som var vant til at være i centrum.
Indimellem satte Maja sig udmattet over for Annie, lagde hænderne om koppen og begyndte en alvorlig snak:
Annie, du er jo så fornuftig. Lov mig, du holder dig til de rigtige venner?
Annie nikkede bare hun lyttede ikke rigtigt. I skolen var alting jo helt anderledes. Her blev hun anerkendt, fordi hun var “lidt vild”, fordi hun turde.
Ja da, mor, det skal jeg nok.
Tilfreds så Maja på hende, sikker i sin sag Annie kom altid hjem til tiden, passede skole og lod sig sjældent mærke med noget. Hvad mere kunne man ønske sig?
Godt, min skat, jeg må se på endnu en barnevogn. Skal vi ikke flytte den kommode i hjørnet?
Inden længe var Maja opslugt af babyuniverset igen.
Og Annie? Hun tjekkede straks beskeder fra vennerne. Snakken handlede om alt andet end tapet og babylegetøj. Hvem skulle drilles i morgen, hvad skulle de finde på til weekenden Annie blev mere og mere opslugt af deres liv.
Hun vidste godt, hun havde en kærlig mor. Men Maja forstod ikke, hvad der skete med Annie nu. Fra Majas perspektiv var Annie ukompliceret hun kom ikke i alvorlige problemer, og små forseelser blev bare regnet for barndomsløb.
Sådan blev det: hjemme en kærlig, men travl mor, sikker på at pigen altid gjorde det rigtige; i skolen et fællesskab, hvor Annie blev accepteret, hvis hun indordnede sig. Og for at holde sin plads, tilpassede Annie sig stille og roligt
**********
Lørdagen kom med klart vejr og sol. Annie fór gennem lejligheden, slugte morgenmaden, hoppede i sine yndlingsjeans og den grønne hættetrøje, greb en taske og mobilen.
Mor, jeg tager ud til vennerne! Jeg er hjemme til aftensmad, lover jeg! råbte hun i døren.
Maja stak hovedet ud fra køkkenet, mens hun tørrede hænderne.
Allerede afsted hele dagen? Ville du ikke blive lidt hjemme, så vi kunne tage en tur i Botanisk Have samm
Bare senere, mor! Annie havde allerede hånden på dørhåndtaget. Jeg lover, jeg er hjemme til aftensmaden!
Hun var ude ad døren, kun duften af hendes parfume og lyden af nøglerne blev tilbage.
Maja rystede lidt på hovedet. Hun var glad over at se sin datter være glad det var jo det vigtigste. Hun vendte tilbage til maden og kiggede jævnligt på uret.
Klokken blev seks. Ingen Annie.
Syv. Stadig intet svar på telefonen, som bare ringede ud.
Otte. Maja gik uroligt omkring i lejligheden. Hun forsøgte at ringe igen og igen, men mødte kun stilhed. Tankerne myldrede: Måske var batteriet løbet tør? Eller havde hun glemt tiden? Eller mistede forbindelsen?
Hendes mand forsøgte at berolige:
Tag det nu roligt. Hun er jo ung. Hun melder nok snart tilbage.
Men også han blev mere urolig. Han fulgte med i tiden, lyttede til lyde fra trappen.
Ved ni-tiden sad Maja foroverbøjet i sofaen, knugende telefonen. Pludselig ringede den. Med rystende fingre tog hun den.
Annie? Hvor er du? Hvorfor tog du den ikke?
Men stemmen i røret var fremmed, kølig.
Godaften. Taler jeg med Annies mor?
Ja Hvad er der sket? Hvor er Annie? En ubehagelig forudanelse strammede i Majas bryst.
Din datter er på hospitalet. Hendes tilstand er alvorlig. Hun er blevet indlagt efter en hændelse…
Resterne af beskeden forsvandt i et tomrum. Maja mærkede gulvet forsvinde under sig, alt blev sort og rungende. Hun prøvede at sige noget, men det lykkedes ikke. Telefonen faldt ud af hendes hånd, og hun sank sammen på gulvet.
Maja! råbte hendes mand forskrækket, kastede sig ned til hende, forsøgte at vække hende med blid rusken. Endelig åbnede hun øjnene, men hendes blik var tomt.
Annie hospital hviskede hun, mens tårerne løb ned over kinderne.
Han holdt om hende, selv om han også var ved at gå i stykker indeni.
Det skal nok gå. Nu kører vi derhen. Hold ud, Maja. Hold ud.
********
Viktor sad og rodede utålmodigt med Annies mobil, som om den kunne give svar. Han rakte den tilbage til veninden og sukkede opgivende.
Jeg tror, hun har gennemskuet spøgen. Nu lægger hun nok bare på.
Sofagruppen på caféen var fyldt med teenagerne, der rodede i deres mobiler. Nogen flyttede på de lunkne kopper kaffe, andre begyndte at planlægge næste “sjove” påfund.
Bare sig, du gik på toilet. Lad som ingenting, det er sjovere! lo Viktor.
Annie nikkede usikkert. Hun så på skærmen ingen beskeder, ingen opkald. Noget ubehageligt krøb i hende, men hun slog det hen. Selvfølgelig ville mor ringe tilbage eller skrive. Men mobilen forblev tavs. Snart fandt gruppen på noget nyt at more sig over, og Annie glemte sin uro.
Hun kom først hjem til klokken ti om aftenen.
Undervejs havde hun flere gange tjekket telefonen stadig ingen opkald. Hun sukkede. Moren var nok sur, tænkte Annie, men hun skulle nok forklare alt.
Mor, undskyld, vi var bare ude hele dagen. Tiden fløj. Jeg ville ikke gøre dig ked af det. Jeg sagde jo, at jeg kom til aftensmad okay, lidt for sent…
Hun trykkede på ringeklokken. Intet svar. Hun fandt nøglen frem og låste op. Mørket lå i lejligheden, stilheden var overvældende.
Mor? Far? Er I hjemme?
Intet svar.
Hun gik ind i stuen uden at tænde lyset, gadebelysningen var nok. På bordet et helt dækket, men uforstyrret aftensmåltid. Morens tørklæde over en stol. Uroen voksede. Annie tog mobilen op og ringede; ud af soveværelset lød den velkendte ringetone.
Selvfølgelig… glemte hun den bare, mumlede Annie.
Hun fandt Majas mobil på natbordet, flere ubesvarede opkald. Annie ringede til sin far. Intet netværk.
Hvad foregår der?
Hun stirrede ud i mørket med morens mobil i hånden. Tankerne myldrede. Kunne de være kørt i hast? Hvorfor uden besked?
Døren gik op, og Annies moster dukkede op bleg, anspændt, med en stemning af kaos i blikket. Hun styrtede over til Annie og knugede hende ind til sig.
Gudskelov, du er okay. Vi har ledt efter dig
Annie stod forvirret, med blanke øjne.
Jeg havde bare glemt mobilen i caféen, begyndte hun. Men, hvad er der sket?
Mosterens blik gled bort, hun sukkede tungt.
Du skal ikke blive bange Men din mor er på hospitalet. Hun fik et opkald fra din telefon, og så blev hun dårlig.
Ordene hang i luften. Annie mærkede sig kold indeni. Hun pressede hånden mod brystet.
Hvor slemt er det?
Først nu gik det op for hende, hvad deres uforsigtige spøg kunne have ført til. Hun huskede sætningen: Bare sig, du gik på toilet. Og benægt alt.
Mosterens øjne var alvorlige.
Jeg vil ikke lyve for dig, Annie. Hun har mistet barnet og hendes tilstand er alvorlig. Lægerne kæmper for hende. Det ser ikke for godt ud.
Tavsheden efterlod kun et sus for Annis ører. Hun stod lammet. Hun prøvede at forstå det, hun havde hørt. Det lykkedes ikke.
Men hvordan? hviskede hun.
Hendes moster gik hen til hende og rakte ud efter hendes hænder, der var iskolde.
Annie, vi skal afsted nu. Du skal være der.
Hun nikkede, mekanisk, alt i hende strittede mod det, men hun gjorde, som mosteren bad om.
Det er min skyld, snøftede hun. Jeg er skyld i det.
Nej. Lige nu skal du ikke bebrejde dig selv. Du skal være stærk, sagde mosteren.
Annie tørrede tårerne væk, rankede ryggen og fulgte med.
Ja, lad os gå.
**********
Hun gik langsomt ned ad den fremmede gade, stak hænderne dybt i lommerne. Vinden ruslede i håret, og alt syntes fremmed: de brostensbelagte fortove, de københavnske byhuse, butiksskiltene, de travle folk. Intet kendt ansigt, ingen velkendte steder.
Blot en uge gammel føltes det at bo her i København. Alt var sket så hastigt, at Annie stadig ikke forstod det. For nylig havde hun boet i Aarhus, hvor ethvert hjørne gemte på barndommens minder, mors latter, duft af nybagt brød, et kram før sengetid. Nu var alt pakket, solgt, og hun og hendes far boede i et nyt lejlighedskompleks med ingenting at hænge sig fast i.
Majas mand havde været mat og fraværende efter ulykken tristheden tyngede huset. Så en dag meddelte han: Vi flytter. Uden forklaring. Han lukkede sit firma, solgte lejligheden og næste morgen tog toget med Annie til Sjælland uden at se sig tilbage.
Nu gik hun og genoplevede uendeligt den dag, hvor alting gik galt; da hun havde grinet med de andre på caféen, tænkt det var en spøg, og ikke taget telefonen. Så mosterens stemme: Hun har mistet barnet. De lange dage på hospitalet, natlige tårer, skyldfølelse det slap hende ikke.
Bare jeg havde taget telefonen ikke lavet den tåbelige joke
Men hun kunne ikke få sig selv til at sige sandheden til sin far: at det hele startede med hende. Han havde mistet sin hustru, sit barn kunne hun bringe dette oveni?
Hun standsede foran et lille kaffehus. Indenfor summede stemningen af varme og hjemmebag. Et glimt af det liv hun havde haft bare med sin mor. Men nu var der intet tilbage af det trygge, ingen mor, ingen venner, ingen velkendte stier.
Hun rettede ryggen, tog fat om rygsækken og gik mod skolen. Første dag, nyt sted, nye mennesker, ingen fortrolige ansigter. I dag skulle hun lade som om alt var i orden. Lade som om hun var endnu en indflytter ikke den, der uforvarende havde sat katastrofen i gang.
Inderst inde vidste hun: hun måtte fortælle sandheden til sin far en dag. Men ikke nu. Nu handlede det bare om at klare sig én dag ad gangen, i en by hvor ingen kendte hende, og hvor fortiden åndede hende i nakken, lige meget hvor hun gik.
