I dag har jeg virkelig brug for at skrive mine tanker ned. Jeg føler mig stadig helt rystet efter weekenden. For to måneder siden besluttede jeg at invitere min nye kæreste, Thomas, til at bo hos mig i min toværelses lejlighed i Valby. Han er 45, også fraskilt, har fast arbejde som elektriker og er generelt praktisk anlagt. Siden jeg er kommet op i fyrrerne, er jeg ikke længere til romantiske natteture under månen. For mig handler det nu mest om at nyde ro, varme og dele en kop te i køkkenet med én, man holder af. Da jeg mødte Thomas, tænkte jeg, at jeg endelig havde fundet én, der forstod det.
Alt startede så harmonisk imellem os. Han reparerede småting, tog skraldet ud, og vi lavede aftensmad sammen. Jeg kunne mærke, at min lejlighed føltes mere levende, og jeg var glad for beslutningen om at lade ham flytte ind.
Så kom min første forretningsrejse. Jeg skulle til konferencen i Odense, bare én nat væk. Jeg rejste tidligt lørdag morgen og sagde farvel med et kys på Thomas kind, mens jeg bad ham holde øje med lejligheden og forsikrede ham om, at der var mad i køleskabet.
Selvfølgelig, Birgitte, bare rolig, sagde han og blinkede til mig. For resten, der er pokalfinale i fodbold i aften. Kan jeg ikke invitere drengene over? Vi holder det stille og roligt lidt øl, lidt peanuts, bare se kampen.
Jeg kunne mærke spændingen indeni. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om store selskaber hjemme, men jeg sagde ja han bor jo trods alt her nu.
Bare pas på med øllet og sofaen, det er nyt, og tæppet er lyst, sagde jeg til ham.
Selvfølgelig, grinede han. Der sker ikke noget.
Søndag, omkring kl. 15, åbnede jeg døren efter en trættende togtur hjem. Mit hoved smertede, og jeg længtes bare efter bad og ro. Men det, der ramte mig først, var lugten. En tung, indelukket stank af billig øl, tobaksrøg (selvom vi ikke ryger!) og sild. Jeg gik ind i stuen og så et kaos: pizzabakker, åbne og med tørre skorper, mørke pletter på mit lyse tæppe var det øl eller sovs? Der var solsikkekerner og fiskeskind på bordet, på gulvet, endda på puderne. Gardinerne var trukket halvt for, og på bordet stod der en hel samling tomme ølflasker.
Og der midt i rodet, på min sofa lå Thomas og sov med tøjet på. Jeg kunne mærke vreden bruse inde i mig. Det var ikke bare en manglende opvask. Det var en direkte ligegyldighed over for mit hjem og alt det, jeg har bygget op.
Jeg gik hen og ruskede ham i skulderen. Thomas, vågn op.
Han slog øjnene trætte op, prøvede at smile og sagde søvndrukken: Nå, Birgitte Er du allerede hjemme? Jeg lagde mig bare lidt ned.
Det kan jeg se, svarede jeg iskoldt. Hvad er der sket her?
Det var bare drengene og mig, gned han sig i ansigtet. Vi så fodbold, Danmark vandt. Super aften.
Super? Jeg pegede på tæppet. Fisk på tæppet, øl på sofaen og I har røget indendørs?
Han trak på skuldrene og så irriteret ud. Ej, tag det nu roligt. Vi kom bare til at spilde lidt. Sådan er det, når man ser bold. Jeg rydder op om lidt. Hvorfor bliver du sur over sådan en lille ting? Du er godt nok ikke nem at gøre tilfreds.
Det var dråben. For ham var det normalt at invitere venner til mit hjem, ødelægge det og falde i søvn blandt affaldet og bagefter gøre mig til synderen. Jeg kunne mærke med det samme: Hvis jeg lod det her passere, ville mit hjem forvandle sig til et kollegieværelse om et år, og jeg ville stå med klud og moppe bag hans venner.
Der er ikke noget at rydde op, Thomas, sagde jeg roligt.
Han åndede lettet op. Dejligt, så kan du lige tage det, mens jeg hopper i bad
Nej. Du skal pakke dine ting og gå. Lige nu.
Hvad mener du? Han blev stiv i blikket. Over lidt rod? Mener du det? Vi bor jo sammen!
Ikke mere. Jeg åbnede mit hjem for en voksen, ansvarlig mand ikke en teenager, der er ligeglad med andres ejendele. Det er MIT hjem. Jeg har arbejdet for det her tæppe og den her sofa, og jeg nægter at leve sådan her. Pak dine ting.
Han råbte op, kaldte mig hysterisk og overdrevent rengøringsgal, påstod at ting betød mere for mig end forholdet, og at jeg var ligesom alle andre kvinder. Men jeg stod fast. Først efter fyrre minutters råben og diskussion gik han. Jeg ringede til et rengøringsfirma jeg kunne ikke selv røre det rod. Tæppet måtte på rens, og pletterne gik aldrig helt væk. Alligevel fortrød jeg intet. Et mærke på tæppet er bedre end et mærke på mit liv sammen med en mand, der ikke respekterer mig.
Ser jeg tilbage, er alt faktisk ret klart:
For det første: Man skal respektere de andres hjem. Kommer man som mand ind i en kvindes lejlighed, følger man hendes regler. Thomas ligegyldighed for mit hjem var tydelig.
For det andet: Hvis man har folk over, rydder man naturligvis op inden den anden kommer hjem især hvis man har ansvarsfølelse.
For det tredje: Hans bemærkninger om pythånd og at jeg overreagerede, var bare hans måde at skubbe skylden over på mig.
Jeg sparede mig selv mange års frustration. Hvis han opførte sig sådan efter kun en måned, var det kun blevet værre.
Hvad ville du have gjort i min situation? Er sådan en omgang respektløshed og rod en god grund til at smide en kæreste ud, eller var jeg for hård? Jeg er nysgerrig på, hvad andre menerEfter han smækkede døren, blev der næsten for stille. Jeg stod længe i midten af stuen, kiggede rundt. Det så ud, som om det hele var gået i opløsningmen midt blandt pizzabakker og pletter mærkede jeg faktisk en sær lettelse brede sig i brystet. Jeg satte mig på den kant af sofaen, hvor der endnu ikke var spor af hans aften, og tog en tår af den sidste kop te, jeg havde lavet til mig selv før rejsen. Teen var kold nu, men jeg smagte friheden.
Senere, da rengøringsfirmaet var gået, satte jeg et vindue på klem, trak vejret dybt ind og satte min yndlingsplade på. Jeg dansede forsigtigt rundt med min kop genkendte pludselig mit hjem igen, som om ruderne var pudset for første gang i månedsvis.
I spejlet over kommoden så jeg en kvinde, der uden at blinke havde valgt sig selv til. Det var måske ikke romantisk, og bestemt ikke, hvad jeg havde drømt om for nogle måneder siden, men det var voksenlivet, helt uden klamme fiskeskind og kompromiser om det vigtigste.
Måske er kærlighed at invitere nogen indmen sand selvrespekt er at kende, hvornår de skal ud igen. Jeg låste døren, støvsugede den sidste solsikkekerne væk, og satte te på til én. Mig selv. Og for første gang længe sad jeg med benene oppe uden at tænke på, hvad nogen anden ville mene.
Det er mit hjem, mit valg, mit liv. Og det føltes slet ikke som et tabmen som at åbne vinduet bredt til alt det, jeg stadig har til gode.
