Boligproblemet
Hvem er du? spurgte Helle, da hun åbnede døren og så en kvinde med et forskræmt, men samtidig beslutsomt udtryk.
Line, præsenterede gæsten sig og nulrede nervøst ved lynlåsen på sin taske. Jens forlovede.
Jens hvem?
Din eksmand.
Mener du Thomas?
Ja.
Du kunne bare have sagt Thomas i 18 år kaldte jeg ham aldrig Jens. Altid bare Thomas. Nå, hvad vil du?
Vil du ikke lade mig komme ind?
Nej, svarede Helle og foldede armene. Sig det her. Jeg har travlt. Børnene er i skole, jeg skal nå at lave frokost, gøre rent, og så på arbejde bagefter.
Line forsøgte at se så hjælpeløs og uskyldig ud som muligt lavede underlæben, kiggede ned og foldede hænderne på maven.
Undskyld, Helle, begyndte hun. Jeg er lidt nervøs. Og det var ikke let at tage sig sammen til at komme her.
Men Helle faldt ikke for Lines ydmyge tilgang. Helle var en stærk kvinde, hærdet af mange års enlig tilværelse og daglig slid. Hun troede ikke på tilfældigheder og især ikke på fremmede med bange øjne.
Jeg hører, sagde hun køligt. Hvad vil du?
Line gjorde endnu et forsøg med et velplaceret lille snøft.
Er du vred på mig? Er jeg dig imod?
Jeg er ikke vred, svarede Helle skarpt. Men, ja, jeg bryder mig ikke om dig.
Underligt.
Hvad er underligt?
Jeg havde forestillet mig, at vi kunne sidde og drikke kaffe med lidt kage, snakke hyggeligt. Jeg har nemlig købt romkugler med kirsebærfyld, dine yndlings! Thomas sagde, at du altid elskede dem.
Hvorfor det? Helle så ikke engang på æsken.
Jeg er storforbruger af danske tv-serier og romaner, begyndte Line langsomt. Og der løses alt altid i fred og fordragelighed mellem eks- og kommende hustruer
Spyt nu ud.
Ja. Så jeg tænkte Vi kunne jo blive veninder.
Nej, sagde Helle uden tøven. Det kan vi ikke.
Hvorfor ikke?
Fordi der ikke er nogen grund til det.
Hallo, Line så oprigtigt forbløffet ud. Vi har da meget til fælles!
For eksempel?
Thomas. Han er mit og dit fælles projekt han er far til dine børn, og jeg elsker ham. Sådan kærlighed forbinder.
Helle trak lidt på smilebåndet.
Forstår ingenting Har han sendt dig?
Nej, nej, Line viftede ivrigt. Thomas ved intet. Det er mig selv. Min idé.
Har du drukket?
Nej, kun lige en tår for modets skyld. Det var svært at tage sig sammen til at komme her. Jeg blev nervøs, øvede min tale Men du tager så koldt imod mig.
Netop da gik døren overfor op, og fru Gudrun stak hovedet frem. Fru Gudrun havde boet i ejendommen hele sit liv kunne holde styr på alle og enhver. Hun betragtede Helle og Line med levende nysgerrighed.
Jeg står bare og lytter fortsæt bare, jeg blander mig ikke.
Hej fru Gudrun, sagde Helle venligt. Er der noget specielt?
Nej nej, tal I bare, svarede Gudrun. Jeg spørger dig senere.
Det er hende, sagde Gudrun og nikkede mod Line. Den der måtte noget med din Thomas, mens I stadig boede sammen. Kan godt kende hende igen hun havde altid røde gummistøvler på.
Helle så længe og vurderende på Line.
Passer det? Var du i vores lejlighed, mens vi endnu var sammen?
Line trak på skuldrene, kinderne blev lidt røde.
Det er ligegyldigt nu, spurgte hun lavt. Hvad gør det fra eller til? Det var jo kun et par gange
Fire, indskød Gudrun triumferende. Tre aftener og et enkelt formiddag. Så det!
Mere end et år siden, mumlede Line.
For et år siden? Helle blev mærkeligt rolig. Og hvorfor sagde du ikke noget, Gudrun?
Jeg blev indlagt den uge, husker du? Hjertet. Trykket over 200. Da jeg kom tilbage, var du og Thomas allerede flyttet fra hinanden. Så det gled ud.
Okay så, sagde Helle og så på Line. Så hvad vil du mig egentlig?
Jeg vil bare gerne be dig om ikke at stå i vejen for min og Thomas lykke, kom det sagte fra Line.
Hvorfor skulle jeg gøre det? Vi er jo skilt.
Men han kommer stadig hos dig hver søndag, tårerne duggede Lines øjne.
Det handler om børnene, forklarede Helle tålmodigt. Han besøger dem, ikke mig.
Han kommer for at spise! Hans egne ord. Han siger altid, hvor meget han glæder sig til at spise hos dig jeg har jo smagt dine boller Og han siger, at børnene er for små til at forstå noget.
Helle tav og vidste ikke, hvad hun skulle sige. I hende rasede en indre storm, men hun holdt sig behersket.
Du svarer ikke? Line tørrede tårerne væk med håndryggen. Jeg elsker ham, og han render efter dig pga. din mad. Han sammenligner mig med dig hele tiden Sådan havde du aldrig gjort, siger han.
Helle sukkede. Pludselig rørte Lines ulykke hende. Den frygtsomme insisteren på at beskytte noget, man knap nok har.
Kommer han tilbage til mig, tror du? spurgte Helle mildt. For jeg er faktisk næsten forlovet igen. Du burde ikke frygte mig.
Efter denne besked lyste Lines blik op, derefter kiggede hun ud, tog en lille lommelærke op af tasken, drak lidt og smilede skævt.
Undskyld, blev lige urolig igen. Hvor var vi?
Du frygter, at Thomas vender tilbage til mig.
Tror du, der er en chance?
“Hovsa,” tænkte Helle. “Der stikker mere bag.” Hun fornemmede, at Lines jalousi var tæt på panik.
Jeg elsker en anden. Vi skal flytte sammen.
Line smilede bittert.
Hvorfor kommer han så stadig?
Han besøger sine børn.
Lad dem mødes hos os i stedet! Line var insisterende. Jeg skal nok tage mig af dem, men se nu at få ham til at holde sig væk fra dig.
Jeg forstår din tanke, sagde Helle. Men hvordan lader man være med at byde nogen på mad, der er på besøg i otte timer?
Luk ham ikke ind. Han må tage børnene med sig ud. På café eller hjem til sig selv.
Det kan jeg ikke.
Hvorfor?
Helle skulle til at svare, men blev afbrudt.
Døren til Gudruns lejlighed sprang endnu engang op.
Jeg ved hvorfor, sagde Gudrun myndigt. Fordi lejligheden jo tilhører Thomas! Hvordan skulle Helle kunne smide ham ud af hans egen lejlighed?
Gudrun! udbrød Helle. Hvorfor siger du det?
Nå, men du kunne jo regne det ud, svarede Gudrun. Line skulle nok få det at vide før eller siden.
Helle overvejede kort og sukkede.
Du har ret, Gudrun. Det er bedst nu.
Gudrun forsvandt ind igen, men døren forblev på klem. Helle så på Line.
Så det er sandt! udbrød Line, nu kold i stemmen. Lejligheden, som jeg ikke må komme i, tilhører Thomas?
Helle trak på skuldrene.
Ja. Børnene og jeg er slet ikke folkeregisteret her, forklarede hun stille.
Hvor er I så henne?
Hos min mor, kom det prompte fra Gudrun, som hurtigt gemte sig.
Vi er registeret hos min mor. Hun bor på sommerhus, så vi lejer hendes lejlighed ud og lever for de penge, plus børnepenge. Og du siger, jeg ikke må lukke ham ind eller lave mad til ham i hans egen bolig? Han kunne have smidt mig ud på stedet, det har han ikke.
Det ville også være logisk, hviskede Line.
Men ikke Thomas han gør sådan noget ikke.
Hvorfor egentlig ikke? Lines stemme dirrede.
Han er en anstændig mand. Ikke bare har han ladet børnene og mig bo her, han har endda tilbudt at lade min kommende mand melde sig ind i folkeregisteret her efter brylluppet.
Han vil tilmed lade din nye mand skrive sig ind! I har sandelig ramt jackpot, sukkede Line.
Han bestemte det selv. Jeg kunne aldrig takke ham nok.
Var lejligheden din eller hans før I blev gift?
Hans.
Godt. Fint. Det er alt, hvad jeg ville vide. Hvor er elevatoren?
Derovre, Helle pegede.
Tak.
Line tog nogle skridt, og vendte sig så.
Forresten, hvornår har du fødselsdag?
August.
Seje. Vi kunne være blevet veninder…måske i et andet liv. Tror du på flere liv, Helle?
Nej, sagde Helle bestemt.
Hvorfor?
Der er så meget andet at tage sig til.
Line nikkede forstående.
Hverdagen kvæler os allesammen?
Præcis.
Det er trist, sagde Line stille. Når hverdagen holder os fra de store spørgsmål… jeg er ked af det for din skyld, Helle. Tro det eller ej.
Jeg tror dig, svarede Helle tørt.
Elevatordørene lukkede, og Line forsvandt. Fru Gudrun dukkede straks op igen.
Hvorfor sagde du det, Gudrun? spurgte Helle, mærkede uro brede sig.
Af ren og skær drilskhed. Det skal hun have at vide man skal ikke rage til sig fra andre!
Sådan gør man ikke, Gudrun.
Jeg må alt, jeg er gammel. Det har jeg lov til.
Vi kan ikke dømme, Helle sukkede.
Vi dømmer ikke, vi skubber blot på.
Ved du, hvad det sætter i gang nu? hviskede Helle.
Helt bestemt! Hun laver sikkert skænderi hjemme. Måske smider Thomas dig og børnene på gaden nu.
Det kan ikke være meningen…
Slap nu af, Helle. Det er jo din lejlighed alligevel. Har du helt glemt det?
Helle så desorienteret ud.
Hvad mener du?
Jeg snød dig. Du spillede med. Lejligheden er din din mor forærede dig den, da du blev gift. Thomas ved det, du ved det, men Line ikke.
Helle blev bleg.
Jeg skammer mig.
Det behøver du slet ikke. Det ender lykkeligt.
Helle anede ikke, om hun skulle grine eller græde. Hun beholdt boligen på bekostning af et lille sviende bedrageri. Men Line forblev ulykkelig, usikker, og drak af sin lommelærke.
Næste søndag, da Thomas kom, meddelte Helle, at hun ikke længere ville lave mad til ham. Han måtte tage mad med eller bestille fra Just Eat.
Hvorfor, Helle? spurgte Thomas måbende.
Sådan er det bedst for alle.
Thomas trak på skuldrene og tog børnene med i parken, derefter på café.
Fra da af kom han ikke ind om søndagen længere. Han hentede børnene, tog dem ud, og leverede dem tilbage senere. Helle så på dem fra vinduet og tænkte, at Line måske havde haft ret hele tiden. Han kom faktisk for at spise, ikke for børnene. Nu, hvor der ikke længere var mad, forsvandt han.
“Line havde ret,” tænkte Helle. “Han sagde, han kom for børnene, men i virkeligheden var det for maden.”
Men hun fortrød ikke. Hun havde sit, sine børn, sit nye liv. Thomas var fortid. Med alle søndagsfrokosterne.
**Afslutning**
Line konfronterede Thomas med lejligheden dagen efter brylluppet. De havde drukket lidt for meget champagne, rigtigt forklarede de aldrig noget for hinanden.
Hvilken lejlighed? spurgte Thomas forvirret.
Din lejlighed, den hvor din ekskone og jeres børn bor!
Men det er ikke min, sagde Thomas måbende. Det er Helles. Hendes mor gav hende den, inden vi blev gift. Jeg boede der bare.
Er det ikke din?
Nej, min mor bor i sommerhus, og jeg har aldrig haft min egen.
Line sank sammen på en stol. Hun forstod, at hun var blevet narret offer for en ufarlig, men hårdhudet spøg.
Lyver du?
Nej, Thomas smilede. Du kan tjekke i tinglysningen.
Line rystede afmagt på hovedet. Hun gad ikke tjekke længere. Hun følte sig snydt, dum og tom.
Glem det nu, sagde hun og gik ind i soveværelset. Thomas gik ud i køkkenet for at spise resterne af bryllupskagen.
Line lå i sengen og gennemgik i tankerne hvem der kunne have narret hende. Så hun kom i tanker om den sætning i døråbningen: “Han er far til dine børn, men jeg elsker ham.” Og hun forstod det måtte være Helle, men sandheden var, at det var Gudrun, der elskede at rode i andres sager.
**Eftertanke**
Der er ingen skyldige i denne historie, men mennesker, der elsker, frygter, er jaloux og fejler. Kvinder, der forsvarer deres hjem, mænd, der aldrig helt forklarer hvad de vil, naboer, der blander sig, og ekskoner, der serverer mad af gammel vane.
Helle løj ikke for at skade hun spillede bare med i Gudruns uskyldige manipulation, fordi hun var i vildrede. Line ville ikke skade hun var bare bange for at miste. Thomas ville ikke udnytte nogle han søgte blot varme og god mad. Og Gudrun ville ikke skade hun ville bare skabe lidt spræl i sit liv.
De snød og blev alle narret Helle bildte sig ind, hun kunne lade være med at åbne døren for børnenes far, Line blev narret til at tro, lejligheden var Thomas, Thomas troede, han blev elsket for noget andet end mad, Gudrun troede, hendes indblanding ville hjælpe.
Men alle længtes de efter det samme lidt varme, tryghed og kærlighed. Helle gennem maden, Line gennem jalousien, Thomas gennem sin tilstedeværelse, Gudrun gennem sladder.
Og til sidst blev alt som før Helle med børn og lejlighed, Line med sin usikkerhed, Thomas med sin søgen, Gudrun med sin nysgerrighed.
Måske lærte de ikke meget den dag, men de opdagede, at vi alle har vores egen måde at håndtere frygt og håb på og at sandheden nogle gange er for hård, mens en lille hvid løgn måske netop er det, der gør, at hverdagen går videre og vi holder sammen, hver på vores egen måde.
