Skygger
Efter at Andreas vågnede fra sin langvarige koma, hvor han havde ligget i flere år, og endelig forlod Rigshospitalet, begyndte alting at flyde for ham allerede med det første skridt ud i den københavnske virkelighed. Han kom til at tænke, at han var havnet i en mærkelig drøm. Alt så umiddelbart ud, som han huskede det ingen svævende elbiler over Nørrebro, ingen mennesker iført rumdragter på Strøget, men… Noget var alligevel forandret, som om selve verdenen havde sluppet sin egen logik.
Det mærkeligste var stemningen. Det virkede, som om ingen længere lod sig forundre af noget. Folk gik hastigt, optaget i deres egne små universer, som var værternes underlige opførsel bizart nok blevet hverdagskost. Hvordan kunne det dog være?
Andreas, alle de skygger, du ser, dukkede op samme år, du blev indlagt, begyndte Klara Jespersen at forklare, mens hun serverede en kop sort kaffe i sin Frederiksberg-stue. Det var da Ballerup blev ramt af det første forsøg med den nye hadronbombe. Eksperterne forklarede senere at alt det underlige, der er sket, stammer fra netop det eksperiment. Hele verden blev rystet; folk ventede at vi alle skulle forsvinde ind i et sort hul. I stedet forsvandt himlen, og alting blev underligt gulgråt. Vejret blev gale, uger gik uden sol. Det stormede, og store flodbølger skyllede hen over Fanø. Men så, fra den ene dag til den anden, stoppede alt… Som om nogle høje kræfter passede på os.
Mon ikke, svarede Andreas. Og hvad med resten? Hvad skete der med naturen?
Skovene tørrede ud, svarede Klara og slog ud med hånden. Alle træerne i Søndermarken blev brune. Korallerne døde i Kattegat, fiskene forsvandt. Da askeskyerne lagde sig, kom lysende nætter, som ingen før havde set, og så skyggerne. De opførte sig, ja, nærmest som stumme film, der blev kastet hen over alting. Det var, som om livet i København blev dobbeltdækket med en grå, gennemsigtig kopi. Vi vænnede os til det. Mennesker vænner sig jo til alt.
Er det et parallelt univers, eller hvad? spurgte Andreas, skubbede kaffekoppen lidt væk og lænede sig tilbage i stolen.
Det er sådan, forskerne siger. Jeg har set det som en mærkelig serie skyggerne, der strømmer gennem folks boliger på Frederiksberg, på gader og torve. Ofte ser jeg scenarier midt på Vesterbrogade, hvor alt bliver to gange, men lidt forskudt. Jeg kalder det bare: “Det Bemærkelsesværdige Skyggeliv”.
Det føles som at vandre gennem en stumfilm, sagde Andreas, men selvom alle ser det, ignorerer de det som om det er det mest naturlige i verden.
Ja, kun prisniveauet har ændret sig, sukkede Klara. Mælken og rugbrødet er kun blevet dyrere. Håber, du har nogle opsparede kroner, ellers varer det ikke længe før du må på bistand.
Jeg skal nok klare mig, svarede Andreas. Lever sparsommeligt.
Vi gør alle mere eller mindre. Ingen har længere råd til at tænke på luksus. Bare det at leve er blevet nok.
Efter besøget hos Klara, som havde været mors nærmeste veninde siden ungdommen, bevægede Andreas sig forbi de sære skyggespil på Falkoner Allé, hvor han boede i en lille lejlighed. Han stoppede hele tiden op, opslugt af billedstrømmene, der dansede over vinduer og fortove.
Han så f.eks. en mand, der kom hjem, blev mødt af en kone, skyggerne ubeskrivelige, men alligevel genkendelige. Manden tog hatten af, pegede udad lige mod Andreas. Stop. Kunne de se os tilbage?
Nej, det er vist bare indbildning, sagde Thomas, hans gamle ven, han snakkede mest med. Man har kun observeret, at vi kan se dem, men ikke omvendt.
Derhjemme åbnede Andreas alle vinduer for at lufte den stillestående lugt væk. Han kastede et blik på billedet af sin ekskone og søn “Måske jeg burde ringe til Mads… Er han allerede seksten? Tiden flyver.” Han hviskede ordene, næsten undrende. Han og Frida var gået fra hinanden, længe før ulykken et fælles og tørt opgør. Pludselig ensomhed, kun brudt af drengens besøg.
Næste morgen forsvandt timerne foran computeren, hvor han søgte artikler om hadronbomberne og de eventyrlige konsekvenser. Et sted stødte han på:
Når protonerne støder sammen, forenes kvarkerne i baryoner. Det frigiver utrolige mængder energi, tusinder gange mere end normalt kernespaltning…
Mennesket vil nok til sidst udrydde sig selv, mumlede Andreas og lukkede ned for avisernes katastrofescenarier, fyldt af rastløshed over mysteriet om skyggerne. Men ingen havde endnu nogen rigtig forklaring.
Efter at have aftalt et møde med Mads, gjorde Andreas aftensmad, åbnede en kølig Albani fra køleskabet og lod lyset brænde, så han kunne lure ind i naboverdens tavse drama. Skyggerne gled som forvrængede kultegninger gennem lagene af beton og tapet her et par, hun med støvsuger, et barn dansende omkring Det ligner rengøring, mumlede han. En underlig følelse af at smugkigge. Hvem overvåger hvem, mon?
Da han slukkede lyset, svandt skyggerne, opslugt af byens natlyse udenfor vinduet. Andreas trak de gammeldags gardiner for.
En dag, med Thomas på slæb, spurgte han:
Tror du det er vores parallelle verden, eller er det noget helt fremmed?
Aner det ikke. Jeg antager bare, det er en slags spejling. Tænk hvis hvert valg, vi tager, skaber et ekko dér? Hvis du går til venstre, vælger din skygge at gå til højre og alt bliver lidt anderledes.
Tænkte det samme om mit ægteskab …
Ja, eller måske flyttede du aldrig til byen? Prøv at udforske! Du har jo tid.
Jeg burde tage kabelbanen op på Amager Bakke deroppe kan man sikkert kigge ud over begge verdener…
Gør det, og fortæl hvad du ser!
Dage gik, og efteråret voksede til. Andreas gik tur på Bakken, og pludselig selv fra højden var bylandskabet dobbelt. Men kun tæt på, hjemme fra gaden, gav det mening. Skyggerne foldede sig bedst ud der.
Så en dag, efter mange overvejelser, besluttede Andreas at tage tilbage til Greve, hvor han og Frida havde boet som unge. Måske kunne han finde sit gamle “skygge-jeg” dér? Tidligt om morgenen satte han sig bag rattet. Tågen lå tung over markerne. Da solen brød igennem, dansede skyggerne stille hen over jorden. Han stirrede gennem bilruden, skiftevis håbefuld og opgivende. Men så, ved barndomshjemmet en kvinde med langt hår, en ny hund, to børn… Det var dem! Eller næsten.
Nu blev det til et ritual: Hver weekend kom Andreas og sad, optaget af dette tavse familie-liv, som et teaterstykke uden slutning. En dag fik han endda Frida til at tage med lidt modvilligt.
De parkerede ved huset. Andreas pegede tavst: “Se.” Længe sad de i bilen, hun tavs, han nervøs. Frida stirrede dybt ind i skyggeverdenen, hvor en skikkelse lavede mad, et barn grinede, en hund sprang lykkeligt op. Andreas så en tåre løbe ned ad hendes kind.
Forstår du, sagde han spørgende.
Mere end du tror, svarede Frida koldt.
På hjemvejen vendte hun sig mod vinduet og vinkede knapt nok farvel, da hun steg ud.
Resten af året skrev de kun korte beskeder. Nætterne blev hurtigere mørke. En fin efterårsbrise bar duften af brændte blade ind i lejligheden, og Andreas tænkte på sin barndom, græskar og æblehøst, skovture og kærlige drillerier med sønnen. Noget gik tabt, men alligevel ikke.
En aften tikkede en besked ind: Tak for turen hvis du tager afsted igen, mødes vi gerne.
Andreas smilede, for første gang i årevis, og svarede: Gerne. Du er altid velkommen, Frida.Ugen efter tog de sammen til Greve igen. Denne gang turde de stige ud. De gik hånd i hånd klodsede, som fremmede på egen fortid. Udenfor det gamle hus stoppede de. I skyggeverdenen anede de silhuetten af den Andreas, de engang kendte, skævt smilende, og Frida, der løftede et barn op i luften. Øjeblikket hang længe.
Ser du? hviskede Andreas.
Ja, svarede Frida, men måske er vi mere end skygger begge to.
Børnelatteren eller dens aftryk skar gennem den kølige luft. For første gang mærkede Andreas, at længslen ikke længere kun var en smerte, men også noget mildt. En mulighed.
Lyset fra huset det rigtige eller det spejlede faldt blødt på bakken. Han tog Fridas hånd igen, og denne gang holdt hun fast. Uroen forsvandt. Var det muligt at leve videre, ikke med, men i lyset af alt, der havde været? Måske var skyggen af lykken nok til, at virkeligheden kunne vokse dérfra.
På hjemturen, efterårsmørket dæmpet af gadelygternes gulsorte glød, lod Andreas blikket hvile på Frida. Han anede, at selv midt i en verden af fejlslagne eksperimenter og dobbeltliv, kunne mennesket insistere på nærværet.
Da de stoppede ved hans lejlighed, lo Frida uventet:
Vi begynder bare forfra, sagde hun. Skygger eller ej.
Han nikkede, og for første gang, længe efter alt var blevet anderledes, trådte han ikke bagud, men ind mod lyset.
Et sted, i skyggernes stille film over byen, bøjede to silhuetter sig mod hinanden, og blev til ét.
