Arvingen på prøve
Ida kiggede nysgerrigt på sin veninde og kunne ikke skjule sin overraskelse. Ditte opførte sig helt anderledes i dag! Hun stod konstant ved garderobeskabet, trækkede det ene pæne kjoleud efter det andet, holdt op foran sig, vurderede i spejlet, lagde dem tilbage igen og fandt noget nyt frem. Det var, som om hendes valg af overtøj var altafgørende for hele verdens skæbne. Samtidig nynnede hun afbrudte sange for sig selv og stoppede jævnligt for bedre at kunne studere sit spejlbillede.
Hvem er det, du sådan gør dig til for? spurgte Ida undrende, løftede et øjenbryn og betragtede Dittes makeupritual.
Ditte, som var i færd med at lægge rød læbestift, svarede roligt, næsten ligegyldigt:
For Viktor.
Ida frøs et øjeblik. Kunne det virkelig passe?
Hvilken Viktor? Ham, du gik fra for fem år siden? Var han ikke ham, du kaldte ham totalt håbløs og uden fremtid?
Ditte dobbelttjekkede mængden af læbestift i spejlet, rettede på håret og smilede tilfreds til sit eget spejlbillede. Hun så brandgodt ud.
Jo, netop ham, svarede hun og trådte et skridt tilbage fra spejlet for at vurdere sit samlede look. Tiden har vist, at jeg tog fejl. Det er nemlig slet ikke storebroren, men Viktor selv, der skal overtage Jensen & Søns firmaet.
Ida stirrede tvivlende på hende. Hvordan kunne Ditte have ændret mening så brat om manden, hun selv havde slået op med? Ditte lod sig ikke mærke med noget og nød bare synet af sig selv, mens hun allerede udmalede fremtiden: Hun træder ind til Viktor, overvælder ham med sin skønhed, og alt fremtidshåb falder i hendes retning. Ingen mand kunne modstå hende nu.
Ida lagde armene over kors og så skeptisk og en smule irriteret på veninden. Troede Ditte virkelig, hun bare sådan kunne genstarte noget, der sluttede med så grimme ord for år tilbage? Hun kunne ikke fatte det.
Mener du virkelig, at han efter sådan en dramatisk afslutning bare vil tage dig tilbage? spurgte hun og prøvede at lyde munter, selvom hun indeni håbede, at Dittes anstrengelser med tøj og makeup var forgæves.
Ditte klappede et hårtot på plads og smilede med forventning i øjnene.
Han har allerede tilbudt kaffe og alt muligt. Vi mødtes tilfældigt på Strøget, og måden han så på mig Du skulle have set det. Jeg tror ikke, den nye kæreste betyder det store.
Ida hævede et øjenbryn.
Så han har faktisk en kæreste?
Ditte trak på skuldrene, som om det ingen betydning havde.
Hende, Karla, hed hun vist. Helt anonym, ikke noget særligt. Hun forstod garanteret også med det samme, hvor Viktor havde sine følelser.
Hun så på Ida, tydeligvis forventende beundring.
Da vi talte sammen, kunne han ikke tage øjnene fra mig. Det var slet ikke planlagt, det hele udviklede sig bare
Ida nikkede uden at sige mere. Hun huskede, hvor afvisende Viktor havde været sidst hun så ham. Men der var ingen grund til at argumentere Ditte ville slet ikke høre på det nu.
Ditte var ligeglad med, at hun blandede sig i et andet forhold. I kærlighed gælder alle kneb! Tænkte hun. Det var ikke hende, der havde sat spillereglerne nu tog hun bare sin chance.
Viktor havde det hele: pæn, klog, gode manerer, og en bankkonto med udsigt til flere millioner kroner og udsigten til direktørposten i Jensen & Søn. At vinde ham ville være hele indsatsen værd, mente Ditte. Hun satte sig for, at hun om aftenen ville vise alle, hvorfor det var hende, Viktor skulle dele livet med ingen var bedre egnet.
Tankerne strejfede Karla, den nuværende kæreste; grå og diskret type, som vist havde forsømt at holde på Viktor efter tre års forhold. Ingen forlovelse, ikke engang en grundig samtale om fremtiden. Ditte bedømte situationen: Det var i hvert fald ikke hendes skyld.
Alt var gennemtænkt fra højhælede sko til den fine duft. Ditte var opsat på at udnytte denne aften til at tage det første skridt mod et lykkeligt liv. At overskride en grænse eller to var vel i orden, når lykken stod på spil?
*********************
En måned senere mødte Ida tilfældigt Ditte på et café i indre København. Hun havde længe været nysgerrig efter at høre nyt om forholdet til Viktor, men først nu bød muligheden sig. Ditte sad strålende ved vinduet, hendes øjne glimtede, som havde hun netop vundet i lotteriet.
Hvordan går det med dig og Viktor? spurgte Ida så naturligt som muligt. Jeg hørte, at han er gået fra sin kæreste, og det skete uden den store dramatik? Jeg havde forventet mere drama.
Ditte lænede sig tilbage i stolen, og smilede sejrsikkert.
Fantastisk! Jeg er allerede flyttet ind i hans penthouse i centrum. Du skulle se udsigten om aftenen hele København i lys. Indretningen er så lækker og moderne nu er det mit hjem.
Ida rørte mekanisk i teen og prøvede at lyde oprigtig.
Du virker glad, Det kan jeg godt forstå. Jeg tror bare aldrig, jeg kunne gøre, som du gjorde
Ditte rystede på hovedet og smilede selvbevidst:
Jeg bliver endnu lykkeligere, når vi bliver gift, og det er ikke langt væk. Jeg har allerede kigget på brudekjoler vil have noget både overraskende og stilfuldt, så alle bliver imponerede.
Har I allerede sat dato? spurgte Ida, nu både imponeret og forbløffet.
Et tungt øjeblik gled over Dittes ansigt, og hun stirrede ned i sin kaffekop.
Vi skal først besøge Viktors farmor, Bodil, og gøre et godt indtryk. Hun ejer stadig firmaet, selv om hun er over 75! Det er mærkeligt ikke at give teten videre.
Ida lod et lille grin undslippe men holdt det diskret. Hun vidste, at Bodil Jensen var både streng og klog, vant til at bestemme Ditte ville få svært ved at charmere hende.
Men hvad hvis hun ikke accepterer dig? spurgte Ida mere forsigtigt.
Ditte knejsede med nakken og svarede med et skævt smil:
Så siger jeg bare, at jeg bærer på firmaets arving. Hun kan ikke nægte.
Ida åbnede munden, men ordne kom ikke med det samme.
Du mener er du alvorlig?
Ja. Viktor ved det ikke endnu, men det bliver en overraskelse til familiens samling. Så får vi også sat dato på brylluppet. Jeg har styr på det hele og hvis jeg er gravid, kan ingen protestere.
Ida rystede på hovedet forundret, lidt bekymret, måske også imponeret. Ditte var sikker på sig selv, som om hun allerede havde vundet spillet.
Al held, Ditte, sagde Ida til sidst. Farmor Bodil er ikke sådan at imponere. Forvent modstand.
Men Ditte tog det ikke alvorligt. Hun var sikker: Med den rette vilje og snilde måtte tingene lykkes.
*********************
Karla sad i den store stue og trak nervøst i kjolens kant. Hun havde tvivlet på, om hun overhovedet skulle tage imod invitationen fra fru Bodil, men følte, hun skyldte hende det.
Fru Bodil, elegant i ulasteligt jakkesæt, bevægede sig med den særlige værdighed, kun årtier på toppen giver. Hun satte sig ved siden af Karla og lagde beroligende en hånd på hendes.
Kære Karla, hvor er det pinligt med min uduelige barnebarn, sagde hun fortroligt. I var sammen så længe, og så ødelagde han det hele
Karlas øjne blev blanke, men hun holdt det tilbage.
Man vælger jo ikke altid med hjertet, forsøgte hun at smile. Viktor og Ditte passer sikkert bedre sammen. Jeg bryder mig ikke om opmærksomhed. Ærligt, det gør ondt, men jeg laver ikke nogen scene. Det var nok bedst, vi ikke nåede at blive gift.
Der var ikke vrede, kun en stille sorg i stemmen. De store selskaber passede hende ikke arbejdede hellere med bøger og ro og gik tur i Frederiksberg Have.
Fru Bodil så hende i øjnene med medfølelse. Hun kunne godt lide Karlas stilfærdige væsen, havde altid værdsat hendes måde at være på netop de kvaliteter, som nu gik tabt for familien.
Du er klog, Karla. Det gør mig dobbelt trist, at Viktor ikke så det. Han er slet ikke som sin far, som satte ro og tryghed højere end alt.
Karla nikkede, huskede de lykkelige stunder stille timer sammen, gåture, ordløse aftener. Men langsomt blev Viktors tid opslugt af arbejdet, status, venner, butiksliv. Hun kunne ikke konkurrere med det.
Tak for alt, fru Bodil, sagde hun rørt og sendte hende et anerkendende smil.
Intet mere kunne gøres. Det var overstået. Nu ville hun bare komme godt gennem aftenen uden at miste fatningen det var trods alt kun et familiesamvær, ikke noget mere dramatisk.
Festen fandt sted i familiens gamle villa nord for byen lyse, store rum, smukke møbler og minder om tiden, familien sammen havde delt. Karlas ide var at ankomme før alle andre; hun hadede at træde ind foran store forsamlinger.
Starten gik faktisk godt. Hun grinede af storebror Valdemars sjove minder og kunne slappe lidt af. Men da Ditte og Viktor trådte ind af døren, spændtes hele Karlas krop. Ditte gik selvsikkert gennem stuen, kiggede på kunst og møbler, som om det snart var hendes.
Karla anede kun hovmod i hendes blik. Ditte havde knap nok fået status som officiel kæreste og opførte sig allerede som den kommende frue. Karla tænkte stille for sig selv, at man kan eje et hus, men aldrig et hjem, uden at vinde familiens respekt.
Ditte opsnappede Karlas blik og smilede køligt nærmest triumferende. Karla svarede neutralt. Hun skulle ikke give Ditte fornøjelsen af at virke ramt.
Folk strømmede til, snakken gik, kaffe blev serveret. Viktor nærmede sig sin farmor spændt, nervøs, men tydeligvis forventningsfuld.
Farmor, her er Ditte min forlovede, præsenterede han højtideligt. Han tog hendes hånd, som for at understrege, at nu var han voksen og selvstændig.
Fru Bodil så roligt op, virkede upåvirket, men i blikket var en stille kulde.
Åh, det er da pudsigt, du har så travlt, lød det. Jeg har nu ikke sagt ja til noget bryllup og det gør jeg heller ikke! Vi har aldrig haft den slags i familien, og sådan vil det fortsat være.
Stemmen var rolig men bestemt. Rummet blev stille.
Ditte slog ikke ud. Hun rettede ryggen og forholdt sig helt i kontrol.
Du kan mene, hvad du vil, men om to uger bliver jeg Jensen jeg er gravid. Dit barn får ikke lov til at sige nej til farens banebrydende familie.
En tung stilhed bredte sig. Folk udvekslede blikke.
Karla mærkede en svimmelhed, men blev stående. Hun skulle ikke vise svaghed.
Viktor så for første gang ud til at forstå situationen han virkede utilpas.
Fru Bodil holdt fast i sit rolige udtryk.
Arving til hvad? Spurgte hun tørt. Min mindste barnebarn ejer ikke noget. Selv lejligheden har jeg købt. Firmaet går til Valdemar.
Ditte blev bleg. Hun så desperat mod Viktor.
Men Viktor, hvad med direktørposten?
Valdemar lo højt og hjerteligt.
Hvem, Viktor? Han flytter kun papirer for mig i hverdagen. Firmaet er mit så nemt er det ikke.
Ditte blev først bleg, siden rød. Hendes blik gik rasende rundt.
Du har løjet for mig, Viktor. Hvordan kunne du!
Han så ned, havde ingen ord, og alle fornemmede spændingen.
Fru Bodil foldede hænderne roligt. Valdemar forsøgte at mildne stemningen.
Kom nu, Ditte, du vidste jo, hvordan landet lå.
Men Ditte begyndte at trække sig mod udgangen, glimtede febrilsk rundt.
Jeg kan ikke tro det Alt, du lovede mig
Viktor svarede lavmælt, svagt.
Jeg ville gerne virke succesfuld for dig jeg troede, jeg kunne vokse ind i rollen.
Jeg har brug for mere end tomme løfter! råbte hun, tog tasken og skyndte sig mod døren.
Der bliver intet bryllup, intet barn! råbte hun, mens døren smækkede bag hende.
Der blev helt stille. Viktor stod fortabt i rummet. Valdemar tog sig et glas vand, og fru Bodil forblev værdig rolig, som om hun havde vidst det hele tiden.
Karla observerede, smilede bittert og tænkte: Nej, det her gør jeg ikke igen. Det er ikke min byrde.
Hun rettede på håret, så på Viktor én sidste gang, lagde tasken over skulderen og gik mod døren. Ingen forsøgte at holde hende tilbage. Udenfor trak hun vejret dybt og mærkede lettelsen skylle ind over sig.
Nu var det endelig forbi og det var kun godt.
Moralen? Man kan ikke bygge sin lykke på andres ambitioner eller tomme løfter. Sand styrke og værdighed findes i at kende sit værd og gå sin egen vej også når det gør ondt.
