Dagbog Peter
Det er sommermorgen, og hospitalets vindue står åbent. Sygeplejersken åbnede det fra morgenstunden. Luften er frisk, gardinerne blafrer, de grønne blade udenfor er smukke, og heldigvis varer der længe, før solens hede for alvor kan mærkes.
Jeg har fået fjernet min blindtarm. De siger, det var tæt på, og operationen var indviklet, men jeg var ikke bange.
Er du ikke bange for sprøjter? spurgte sygeplejersken med et smil, mens hun tjekkede sprøjten for luftbobler.
Jeg vendte mig blot stille om på siden jeg måtte stadig ikke stå op.
Hun kan godt prøve at forskrække mig, tænkte jeg, men det går ikke.
De bragte mig hertil i en ambulance det skete på gaden foran en baggård, ikke langt fra børnehjemmets gamle bygning. Jeg er ikke hjemløs, nej, jeg er vokset op på børnehjem. Vi havde sneget os på torvet for at tjene lidt penge, og så fik jeg ondt. Nu ærgrer jeg mig, for jeg trak både Lasse og lille Sune med mig og nu er der sikkert kaos hjemme på børnehjemmet. I går efter operationen kom fru Kirstina fra ledelsen løbende og jeg husker hendes bekymrede ansigt, men detaljerne flyder sammen; jeg vågnede kun halvt af narkosen.
Hvorfor skulle det også ske ude i byen og ikke hjemme på børnehjemmets grund bare nogle få hundrede meter til hovedindgangen! Men det var sådan, det gik …
Jeg giver skylden til abrikoserne. Vi fik en kasse overmodne abrikoser på torvet ikke så slemme igen, actually, og søde som honning. Vi grovæd dem nok lidt for meget.
Hej, helt! Hvordan har du det? lød det fra overlægen, en ældre mand med ordentlige arme, mens han undersøgte mit ar. Det værste er overstået nu, du behøver ikke frygte mere.
Jeg var heller ikke bange.
Sejt. Du er da modig! Men nu skal du høre, kammerat du må ikke spise noget endnu. Ingen slik, ingen søde sager! Om aftenen får du saftevand.
Jeg nikkede mest for at vise respekt. For sandheden er ingen kommer med kiks eller slik til mig. På børnehjemmet er jeg ikke populære for tiden de er vrede over, at jeg stak af og bragte de voksne problemer. Vi sneg os ud gennem et hul i hegnet, og så endte det sådan. Bekymringen for, om jeg var modig, havde lægen ret i: Livet har gjort mig modig. Min mor fik mig nok ved en fejl, gætter jeg på hun havde sikkert ikke råd til at få mig fjernet. Jeg er ti år, men sån tænker alle os på børnehjem, det er vi vant til.
Underligt nok er jeg ikke vred på min mor. Jeg er faktisk taknemmelig over, at hun gav mig livet, selvom hun straks skrev under på at opgive mig. Tak alligevel.
Jeg var til jeg fyldte tre år på spædbørnehjem, så blev jeg sendt til børnehjemmet i Vojens, og senere til et børnehjem nær Randers. Hele mit liv har det været kampen for at overleve.
Jeg husker de mange slåskampe om maden i kantinen. Det var nok 1990erne, men selv her stak de ansatte madvarer i lommerne og tog det med hjem, og endnu mere på ladet af bilen.
Vi slås ikke kun om mad; vi slås om alt muligt. Jeg voksede mig stærk og holdt stand. Brugte min styrke slog et par arme, og en gang da frisøren kom forbi for at barbere os alle skaldede, fremstammede hun næsten grædende: Min hovedbund er et patchwork af ar.
Hvad skal man græde over? Jeg græd aldrig, har aldrig kunnet. Og nu tror de virkelig, de kan skræmme mig med et ar på maven eller med sprøjter.
Det er til at grine af!
Voksne er kolde og beregnende jeg er ikke en yndig dreng eller sød pige, som alle kan lide. Jeg er lidt grov og flabet sådan er det bare.
Pas nu på, Vorregaard! Hvis du finder på noget, ryger du direkte i isolationen! kunne Kirstina finde på at true med.
Jeg svarede ikke igen, men jeg følger mest mine egne regler.
Der er kun én voksen, jeg tænker på med glæde. Ikke mor, for hende kender jeg ikke men en kvinde, der kort var ansat på børnehjemmet, da jeg var seks år. Jeg har ingen idé om, hvad hun var måske en pædagog. Men jeg husker hendes milde smil, blå øjne, varme hænder og duft. Hvordan hun satte mig på skødet, hviskede:
Du skal være stærk, Peter. Du skal spise godt, passe på dig, og lytte efter reglerne. Det bliver svært, men du kan klare det. Prøv, ikke?
Hun sang også for mig:
Lille mis, med den grå hale
Sov nu ind, sov nu ind.
Halens spidse fin, poter lyse lette,
Sov nu ind, sov nu ind
Selvom jeg efterhånden føler mig meget voksen, tænker jeg ofte på den sang, især når jeg har det skidt. Lukker øjnene, nynner for mig selv, genkalder varmen fra hendes hænder, og så bliver det lidt lettere.
Hun forsvandt pludseligt. Efterlod sangen og et minde. Ingen har nogensinde sunget for mig eller vugget mig. Hendes navn har jeg glemt, og kalder hende bare mor i mine tanker selvom jeg godt ved, hun bare var en midlertidig pædagog. Nogle gange har man bare brug for at drømme.
Sygeplejersken lukkede vinduet igen, begyndte at re oppredere sengen overfor. Det glædede mig, for det er kedeligt at ligge alene.
Snart blev en dreng rullet ind på stue med bårer, og der myldrede voksne i hvide kitler. Jeg kunne dårligt se, men så dog, at det var en spinkel, spidsnæset dreng med drop. Til sidst sad kun sygeplejersken og en voksen mand i hvid kittel tilbage.
Vi snakkede ikke rigtigt kun enkelte ord.
Han sover, sagde sygeplejersken.
Tak. Fint.
Kalder du, hvis der er noget, ikke?
Jo.
Hun gik. Manden sad meget stille med hovedet på knæet. Drengen sov.
Sengen var hård, jeg vendte mig, og sengen knirkede. Manden vendte hovedet, havde en sur fold mellem øjnene, mørke rande, men rar blik.
Hej, mumlede han, som om han nu først opdagede mig.
Hej, svarede jeg.
Han kom over, satte sig.
Blev du opereret?
Ja, blindtarmen.
Godt det var det. Må du op?
Ikke endnu.
Skal du have noget?
Må ikke, ikke før i aften. Hvad fejler han? jeg nikkede mod drengen.
Ham? Han rynkede brynene. Det er noget andet. Har du noget imod jeg sidder lidt her? Jeg hjælper, hvis det er, ellers går jeg ud.
Jeg har ikke noget imod det.
Manden løftede stolen, så på mig:
Han hedder Simon, han er elleve. Og du?
Peter, jeg er ti.
Tak, Peter, sagde han. Jeg forstod ikke hvorfor.
Næste dag var der mennesker hele tiden. Simon fik drop, lægen kom flere gange. Hans far blev natten over på stuen, indimellem talte han med sin søn, som mest lå og sov med lukkede øjne.
Senere kom en ældre dame og mand, og med dem en høj kvinde med røde, grædende øjne det var Simons mor. Hun blev sat ved sønnens side, nussede ham konstant.
Kan vi flytte drengen? Simons far pegede mod min seng, så hans kone kunne få lidt privatliv.
Ja, vi flytter ham i dag.
Lægen så pludseligt på mig.
Hvordan går det, kammerat? Gør det ondt?
Lidt.
Natten før havde jeg næsten ikke sovet, arret gjorde ondt, og jeg turde ikke vende mig. Jeg havde heller ikke fået mad, ved ikke om de glemte det eller syntes, det var for tidligt.
Nu må du gerne rejse dig. Vi flytter dig ind til de andre på stuen, når der er tid. Sygeplejersken tager kateteret.
Jeg glædede mig til at komme op, men sygeplejersken lod vente på sig. Folk gik ind og ud af stuen.
Først den dag gik det op for mig, at Simon formentlig var døende. Han lå der bare, folk talte sagte, og stemningen var tung af opgivenhed.
Senere blev der kun hans unge faster tilbage ved hans seng.
Da sygeplejersken kom for at tage kateteret, hviskede jeg, at jeg var lidt genert. Hun fnøs bare:
Ingen har tid til at tage sig af dig, du. Det er hurtigt overstået.
Det var det også. Men jeg lå længe og betragtede følelsen af at være fri. Jeg lå splitterravende bar og vidste ikke, hvor mit tøj var. Fasteren sad, glanede skiftevis ud ad vinduet og på Simon, og sørgede kærligt for ham. Jeg ærgrede mig over ikke at have spurgt om mit tøj.
“Ingen har tid til dig.” Ja, det passer vel.
Efter en time besluttede jeg at sætte mig op. Jeg trak dynen op om mig, satte mig og blev straks svimmel.
Skal jeg hjælpe dig? spurgte hun.
Nej, men jeg sank tilbage.
Kort efter prøvede jeg at rejse mig igen.
Ved du, hvor mit tøj er? spurgte jeg hende.
Det vidste hun ikke men hun tilbød at spørge.
Kan du så ikke lige se efter Simon imens?
Indhyllet i dynen forsøgte jeg at gå, men benene rystede, og jeg turde ikke gå væk fra sengen. Tænk, at det kan være så svært at stå op bare og gå lidt.
Til sidst fik jeg tøj, dog hospitalets for stort, selvfølgelig.
Jeg vender mig om, slap bare helt af, sagde hun.
Jeg satte mig, iførte mig bukserne, alt for store, men jeg kunne justere elastikken. At bukke mig var umuligt, og da jeg kløjtede afsted, bemærkede fasteren det.
Stop lige, hvad størrelsen! Jeg lægger dem lige op, hun krøb sammen for mine ben, foldede og foldede, så længe at jeg pludselig blev svimmel.
Jeg tror, jeg falder om…
Hov, kom her, sid ned, hun satte mig på en stol. Du er stadig helt slap. Har du spist i dag? Hvad hedder du egentlig?
Peter.
Jeg hedder Karen. Peter, du har brug for din mor her, sådan som du ser ud. Skal vi ringe til hende? Eller har du ikke hendes nummer?
Har ingen mor.
Oh … Far så eller … hvem bor du hos?
Det er fint. Jeg har det bedre nu. Skal bare på toilettet.
På toilettet kiggede jeg på mig selv i spejlet: Mørke render, blege læber. Mine sorte øjne ser ud som to kul, døråbning i fuglegården. De kaldte mig “Ravn” på børnehjemmet, på grund af øjnene det var jeg stolt af.
Jeg vaskede mig i koldt vand og det hjalp lidt. Karen kom med saft til mig.
Hent selv, sagde de når du kan gå, kan du også gå i kantinen.
Hvorhen?
Til højre, ned ad trappen, så til højre igen. Men du kan følge duften det er umuligt at gå fejl, grinede rengøringsdamen.
Han er jo lige ved at segne! Jeg skal nok hente til ham, protesterede Karen. Og han må ikke få andet.
Det var svært at ligge stille. Jeg begyndte at gå rundt. Betragtede Simon han lå der næsten som en pige. Meget smuk, med krøller som sin mor, men alt for tynd.
Dør han? sagde jeg ligeud, som vi på børnehjem altid gør.
Karen stivnede.
Det ved vi ikke. Han er meget syg. Fire operationer … De har kæmpet længe. Han er mit brors barn. Men indimellem sker der mirakler, ikke?
Jeg ved det ikke, sagde jeg og satte mig.
Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Simon han har haft det, som i de der film, man ser i fjernsynet; mor, far, bedsteforældre, familie og alt. Alt findes, og så skal han bare ligge der og dø.
Noget er uretfærdigt…
Jeg blev alligevel ikke flyttet. Om aftenen vendte Simons far tilbage, der kom igen gang i stuen. Jeg hørte dem hviske om mig; at ingen havde besøgt mig hele dagen.
Peter, lægen sagde du boede på børnehjem? spurgte han.
Ja.
Måske skulle du flytte til en anden stue? Simon er meget syg …
Nej, jeg har det bedst her. Må jeg blive?
Fire dage gik, næsten ens. Jeg fik lidt feber og blev flyttet ind til nogle ældre mænd, men sneg mig ind til Simon, sad ved siden af. Ingen bad mig gå.
Min udskrivning blev udskudt.
I den tid fik Simons far, Henrik, efterhånden indtryk af alt om mig spurgte og lyttede. Han kom med noget tøj til mig, og jeg blev glad, vant til at arve, men kiggede lidt på Simon.
Det har været Simons, ik?
Ja.
Hvad hvis han alligevel ikke dør?
Henrik så sær på mig. I deres familie sagde de aldrig dør højt alle ventede på det, men det var for hårdt at sige. Hvordan siger man det om sit eneste barn?
Signe, moren, havde én gang råbt det:
Hvorfor! Hvorfor, når vi gjorde alt, og han alligevel dør! Hvordan skal det hjælpe?
Når man mister et barn, mister kroppen også viljestyrke. Signe kunne til sidst ikke mere, og måtte have beroligende hver dag.
Hvad hvis han ikke dør? spurgte jeg.
Henrik havde lyst til at svare ærligt, mest for sin egen skyld.
Desværre, han kan ikke overleve nu, Peter. Han dør sådan er det.
Gør det ondt, at dø? jeg holdt Simons skjorte tæt, så på ham med rynket pande.
Henrik bemærkede min medfølelse og forståelse. Det var en mærkelig tryghed at have mig tæt på.
Det går hurtigere end at falde i søvn. Vi sørger for, han ingen smerter har. Det er vores eneste opgave.
Han rører sig stadig.
Ja, og vi håber, han hører os. Men det kan vi ikke være sikre på.
Familien sad hele tiden hos Simon. Men en aften, da Henrik var lidt ude, blev jeg alene med Simon. Jeg sad, holdt hans hånd og snakkede.
og jeg ved ikke, hvor min mor er. Hun er måske død. Men hvis hun kom, ville jeg tilgive hende. Tro det eller lad være. Men du skal ikke dø. Se din mor, hun er helt knust. Og din far jeg ville ønske, sådan én havde jeg haft, så var jeg aldrig død. Og din skjorte og bukser, jeg skal nok passe på dem. Bare prøv prøv alt, du kan. Hold ud
Henrik hostede det lå som en knude i hans hals. Jeg skyndte mig op.
Han hører, han gør! Han klemte min hånd, det gjorde han virkelig!
Jeg tror dig, Peter, jeg tror dig han hører dig sikkert.
De havde regnet det ud på hospitalet Simon, deres eneste og så begavet søn, lå for døden. Diagnosen: muskelsvind som otteårig, og herefter alle organerne langsomt med. De havde været i København og Hamborg, gjort alt. Han brokkede sig aldrig.
Hele vægten lå på Signe hun kæmpede, hun sov i lænestole, hun gik i kirke og på kontorer, og tabte kræfterne, da hun forstod, at slutningen var nær.
Snak med ham, Peter. Jeg tror, han bliver glad.
For Henrik var mine snakke som luft; at høre en andens stemme tæt på sin døende søn blev uundværligt. Han gemte sig for stuedøren og lyttede:
Dengang Saran kæmpen brækkede min arm, gik lyset ud et øjeblik. Troede ikke selv på det. Men så tænkte jeg: Nu græder jeg ikke så kan han stå der og vente, men jeg græder ikke!
Se, den arm er ligeså god nu. Alle brud heler, så din sygdom, den må også kunne gå over! Hold ud, makker.
Simon døde om natten. Jeg anede det ikke, ingen sagde det til mig. Jeg gik på stuegang næste morgen, ned for at spise, og da jeg så lige forbi stuen var der en ny mand ved Simons gamle seng, han lagde tøj sammen.
Hvor er …? spurgte jeg og nikkede mod sengen.
Ved det ikke, han er her ikke, svarede den nye patient.
Jeg løb til sygeplejerskens kontor ingen der. Så ind på kontoret til lægerne, ledte efter min egen læge, han var der ikke.
Simon! Hvor er Simon? Tog de ham? Hvorhen?
Simon? den unge læge så alvorlig ud. Han var meget syg …
Er han død? brød jeg ind.
Han nikkede.
Desværre, sådan sker det.
Jeg sank tilbage vred på hver eneste i denne hospitalsfløj.
Skravl! De reddede ham ikke!
Hvordan udtrykker man sådan raseri?
I gangen vaskede rengøringen gulvet, jeg sparkede spanden omkuld, vandet fossede ud. Hun hvinede, lægerne kom farende, sygeplejersken kom til.
Alle skældte mig ud, men jeg gik ind på stuen, snuppede sengen og holdt mig for ørerne.
Et helt hospital! Fuld af læger! Og de har ikke gjort noget som helst for at redde min ven.
Hvordan blev Simon min ven, når han hele tiden lå i koma? Jeg forstår det ikke, men sådan var det. Jeg fortalte ham alt; om min mor, pædagogen der sang for mig, om slagsmål og brækkede ben.
Én nat, mens jeg lå på stuen, drømte jeg, Simon satte sig op, smilede lidt. Jeg ville hjælpe ham, men han sagde, jeg ikke skulle røre ham, bare lade ham sidde. Med tynd, næsten piget stemme, begyndte han at fortælle om en strandtur, om sine bedsteforældre, at hans mor altid vækkede ham blidt.
Jeg husker ikke mere præcist drømmen men hans stemme hørte jeg tydeligt. Pludselig klatrede han op i vindueskarmen og kiggede, og jeg blev rædselsslagen for, at han skulle falde så jeg vågnede.
Grenene udenfor viftede sort under månen. Simon rokkede, hovedet smed fra side til side, faren sov tungt.
Jeg gik over, tog hans spinkle hænder og begyndte stille på den vuggevise, jeg engang blev sunget:
Lille mis, med den grå hale
Sov nu ind, sov nu ind.
Halens spidse fin, poter lyse lette,
Sov nu ind, sov nu ind…
Fra da af har jeg talt indvendigt med Simon. I min fantasi fortalte han mig om sit liv, om ture til havet og alt muligt, bedstefar der var general, og om skolemakkere og eget værelse. Præcis som jeg forestiller mig livet i en familie.
Nogle idéer var nok langt ude men det var, fordi jeg aldrig selv har prøvet det. Jeg forestillede mig, at alle sover på én stue, hver sin seng, og skabet i entreen, fisk hver torsdag, og mor skænker te op med en øse.
***
Det mærkelige er, at Henrik da Simon døde følte en lettelse. Ikke af mangel på kærlighed, nej, men fordi Simon ikke længere led. Bedst sådan.
Nu skulle han videre. Og han tænkte mere og mere på mig.
At tale om adoption nu var umuligt, det ville Signe ikke forstå. Ingen kan erstatte Simon for hende. Hans portræt med blomster stod på ærespladsen, stearinlys brændte, og hun tog daglige ture til kirkegården. De fik at vide efter en operation otte år siden, at der ikke kunne komme flere børn.
Men jeg jeg har aldrig haft mor eller far.
Jeg ved, jeg er en anden end Simon, rå, sortøjet, kantet, men Henrik havde hørt mig jeg havde et godt hjerte, mente han.
Signe, jeg var på hospitalet. Peter blev udskrevet.
Hvorfor? spurgte hun.
Jeg skulle hente Simons papirer. Peter lavede kæmpe ballade, da han hørte om Simon. Skældte alle ud.
Stakkels dreng sukkede hun.
Du skal ikke bekymre dig for mig, det hjælper. Bare lad tingene gå.
Fortæl mig ikke om drenge endnu
Henrik lod samtalen ligge.
Men han kunne ikke slippe tanken, og opsøgte børnehjemmet i weekenden. Det lykkedes ham ikke at se mig han blev mødt af mistro og spørgsmål. Forstanderen var afvisende, selvom han forsøgte at forklare, det blot var et menneskeligt besøg.
Han opgav ikke. I stedet kontaktede han sin gamle ven, Poul, fra Adoption og Familie-støtte, og indledte dialogen. Poul ville undersøge min sag, men understregede, at det vigtigste var Signes samtykke og mit. Ellers nyttede det ikke.
Men Henrik indsendte alligevel interessetilkendegivelse til kommunen. Kommunen svarede overraskende venligt og lovede at hjælpe med, at vi kunne mødes.
Han fortalte det først ikke til Signe, men til sin søster Karen og sin svigerfar. Karen syntes, det var en god idé hun kunne lide mig, og ville overbevise Signe.
Signe græd, hver gang Peter blev nævnt.
Han kan ikke erstatte Simon, hvorfor forstår I det ikke!
Det siger ingen, Signe. Vi kan bare gøre noget godt for ham. Han er svær, opvokset sådan, men du skulle høre hans omsorg for Simon! Han lagde mod og ro i alle os voksne Lad os lære ham at kende. Please.
Press mig ikke.
Første møde på direktørens kontor på børnehjemmet. Jeg sad med blikket nede, hænderne krampagtigt sammen kunne slet ikke tage Henrik i hånden. Karen var neutral, og Signe betragtede mig stille, mens Henrik prøvede at føre en ufarlig samtale om dagligdagsting.
Jeg var så nervøs, at de sendte mig ud før tid.
Ingen her, der var noget at være bange for!
Han forstår vist alt vil han ikke til os? spurgte Henrik bagefter.
Det tager du fejl i, sagde Karen. Han drømmer mere end nogen om det. Men han er rædselsslagen for ikke at kunne klare det.
Synes vi er så skræmmende?
I er de første rigtige forældre han møder han aner ikke, hvordan man gør. Nu drømmer han bare.
Vi besluttede, at jeg skulle besøge dem. Signe var skeptisk, og jeg var også nervøs.
Henrik satte os i køkkenet med te og kage. Mine hænder var svedige, jeg turde ikke engang se op og frygtede at gøre noget forkert. Alt føltes for kultiveret, for tæt.
Men mest bange var jeg for Signe.
Da Henrik tabte en ske, fór jeg sammen:
Det var pokkers, altså.
Henrik grinede bredt:
Ja, pokkers også! Peter, du spiser da ingenting, se at få noget ned!
Jeg tog et stykke kartoffel i munden, tyggede besværet.
Kom nu, slap af, makker.
Peter, vil du se Simons værelse?
Jeg lyste straks op og nikkede.
Der stod et stort foto af Simon han så frisk ud, lidt anderledes end på stuen, men glad. Sådan var det det føltes næsten som om han smilede og sagde: “Bare rolig, jeg er lige her.”
Hej Simon, hilste jeg.
Han ser lidt rundere ud der, sagde jeg.
Ja, det var han også. Inden … før …
Før han døde, ik? spurgte jeg åbent, kørte hånden over rammen. Må jeg se, hvordan han boede?
Signe var i tvivl, men fandt fotoalbummet.
Jeg vil hellere ikke kigge selv, Peter. Er ikke klar.
Jeg satte mig på sofaen, bladrede albummet igennem. Signe stod lidt, men satte sig så ved siden af.
Det er da sjovt … han er cool … sej … kommenterede jeg.
Jeg spurgte nysgerrigt til alt.
Pludselig pegede jeg på et billede fra stranden:
Var det der, I var ved havet? Det fortalte han mig!
Signe smilede lidt træt:
Sagde han det? Peter, han kunne jo ikke snakke til sidst.
Han talte til mig! svarede jeg stædigt, selvom jeg godt vidste, jeg digtede lidt.
Signe protesterede ikke. Hun sad roligt, og frygten gled væk. Ved ham følte hun, at det måske ville blive nemmere at leve med sorgen.
Hun trak vejret dybt og spurgte så:
Peter, hvis vi gerne ville adoptere dig, hvad ville du så sige?
Jeg blev helt stiv, bladrede lidt i albummet.
Ved det ikke. Simon var god … det er jeg ikke. Jeg kan ikke så meget …
Hun trak mig pludselig ind til sig og holdt om mig.
Det gør ikke noget. Du kommer ikke for at erstatte Simon bare som hans bedste ven.
Jeg blev forskrækket over hendes omfavnelse sådan havde ingen rigtigt rørt mig i årevis. Jeg mærkede varmen og duften, mærkede hænderne.
For at slippe for forlegenhed, blev jeg ved med at bladre.
Jeg har aldrig grædt aldrig.
Men klumpen voksede, og tårerne løb pludselig.
Græder du? Lille Peter, shh, det er okay! Lad være, ellers græder jeg også. Du skal være stærk, hun tørrede mine kinder.
De ord havde jeg hørt før.
Vinduet stod åbent, duftene fra foråret svævede ind, og udenfor var bladene grønne, mens Simon fra portrættet smilede mildt.
Ved du for resten sådan en sang? “Lille mis, med den grå hale, sov nu ind, sov nu ind…”
Det er vist en vuggevise, Peter. Vil du have, jeg lærer den?
Jeg nikkede. Mere behøvede jeg ikke Signe begyndte at nynne usikkert, famlende efter melodien, men ordene kom, mens vi sad helt tæt. Først halvt tøvende, så med mere sikkerhed, som tonerne fyldte stuen. Henrik stod i døren, lyttede uden at forstyrre, og selv Karen dukkede op og satte sig uden at sige noget.
Luften i huset blev mildere, som om både sorg og håb kunne være der sammen. Jeg mærkede, hvordan spændingen forsvandt fra min ryg, og hvordan længslen efter at høre til ikke længere føltes som noget, der skulle skjules eller forklares væk. Da Signe var færdig med sangen, lod vi stilheden vare lidt. Jeg så rundt i værelset, på bøger, legetøj, og Simons fotograferede smil og så på hende.
Vil du høre den igen? hviskede hun.
Jeg nikkede, denne gang med et lille smil. Da hun sang, lænede jeg mig ind mod hende, og for første gang nogensinde var jeg ikke bange for, om nogen så det. Udenfor begyndte det at regne let mod vinduet, og inde i mig begyndte noget at spirer, som jeg ikke havde kendt før: troen på, at jeg måske, bare måske, kunne høre til et sted.
Da sangen ebbede ud, tog hun min hånd.
Vi prøver bare, Peter. Vi lover dig ikke det perfekte, kun at du aldrig skal være alene.
Og inde i mig, hvor minderne om mørke og ensomhed stadig sad, begyndte et nyt billede at tegne sig. Et billede af et åbent vindue, en vuggevise, og en familie, der ikke var bange for tårer. Uanset hvad der ventede, vidste jeg, at jeg en dag ville kunne synge for nogen, der havde brug for det ligesom der var blevet sunget for mig.
Uden at sige mere satte jeg mig lidt tættere på Signe, og lod hende trække mig ind til sig, mens vi sad sammen helt stille og lod alt det nye begynde.
