Der skal findes en mand med det samme!
Mor, du bliver altså nødt til at finde en ny mand. Hurtigst muligt, faktisk!
Anne var så tæt på at tabe kaffekoppen, at der røg lidt ud på dugen. Hun satte koppen ned, hostede let og så nysgerrigt på sin datter.
Hvad foregår der? spurgte hun, prøvende at lyde rolig. Hvorfor mener du det?
Pigen satte foden over på den anden, kiggede ned på tæppet og begyndte at studere mønsteret. Marianne var tydeligt lidt flov, men hendes stemme afslørede, at hun mente det alvorligt.
Altså I dag sagde jeg til far, at du havde fået dig en kæreste, sukkede hun. Han pressede mig så meget! Han spørger hele tiden, om du har mødt en ny. Når jeg har sagt nej, så begynder han at holde foredrag om, hvor stor en fejl du begik, da du gik fra ham. At du ikke forstår noget som helst om livet, når nu du kunne slippe sådan en fantastisk mand!
Hun så op på sin mor med irritation og forvirring i blikket og måske også lidt vrede på sin far.
Og det værste er Han bliver bare ved med at gentage, at du nok skal indse din fejl og komme tilbage. At ingen kunne være bedre end ham. Så nu eksploderede jeg bare: Sagde, at du har mødt en
Anne trak hånden gennem håret. Hun kunne straks høre eksmandens velkendte tonefald for sig den der selvsikre måde, hvor han altid skulle gøre enhver samtale til en lektion i sin egen indbildte ufejlbarlighed.
Jeg kan levende forestille mig, hvordan han maler det ud, sagde hun med et let ironisk smil. Han kan stadig ikke affinde sig med, at jeg forlod ham. Nogle gange har jeg tænkt, at det er derfor, han vil have dig på weekend det handler ikke om dig, men om at få sladret og tale om sig selv. Det fjerner lidt stikket fra hans sårede ego.
Marianne sank ned i sofaen og foldede benene op under sig. Mens hun rodede ved betrækket, forsøgte hun at samle sine tanker.
Jeg er enig, sagde hun, mens hun kiggede væk, ud i luften. Halvanden time skal jeg høre på, hvor fantastisk han selv er. Resten af tiden får jeg bare lov at gøre, hvad jeg vil han interesserer sig jo ikke for mig. Han spørger ikke engang, hvordan skolen går eller om jeg mangler noget
Hun betragtede det uden egentlig følelse, nærmest som om hun gennemgik en daglig rutine: stå op, spise morgenmad, i skole, lave lektier. For Marianne var det blevet hverdag så meget, at hun næsten ikke tænkte over det.
Hun lænede sig tilbage og stirrede op i loftet, mens hun genoplevede samtalen med sin far. Som altid drejede det hele over på ham selv denne gang berettede han i detaljer om sine forhandlingssejre på arbejdet, så planerne for fremtiden, problemerne med kollegerne, hvordan han blev undervurderet. Halvanden times monolog Marianne havde nærmest noteret sig, hvor længe det varede, for at kunne fortælle det til sin mor.
Da hun endelig forsøgte at fortælle om matematikolympiaden i skolen, løftede han bare brynene og sagde godt klaret!, men hev straks samtalen tilbage til sig selv. I min alder, Marianne, der, hvorefter der kom flere historier om, hvor dygtig han altid havde været.
Hun rystede på skuldrene for at fjerne tanken. Det havde altid været sådan. Så længe hun kunne huske, kredsede han om sig selv, mens hun og hendes mor var ude i siden af hans opmærksomhed vigtige, men ikke mere vigtige, end at han først måtte tale om sig selv.
Alt handlede om ham. Klager hendes mor over træthed, så synes han straks, det skal handle om, hvor hårdt han har det på sit arbejde. Hvis Marianne nævner problemer i skolen eller med veninder, kommer en anekdote om hans barndom som selvfølgelig altid var langt mere spændende. Andre folks bekymringer prellede bare af.
Marianne havde aldrig helt forstået, at hendes mor kunne holde ham ud i femten år. Han var så selvoptaget! Måske holdt moderen kun ved for Mariannes skyld, så hun ikke skulle undvære en far. Som barn havde hun drømt om, at faren engang ville ændre sig, begynde at interessere sig for dem Men årene gik uden at noget forandrede sig. Først efter skilsmissen indså hun, at det faktisk var meget mere roligt sådan uden en person, der altid fyldte alting ud med sig selv.
Hvorfor er det så vigtigt, at jeg finder en kæreste hurtigt? spurgte Anne stemmen skarpere, end hun ønskede. Du fik sagt det pyt nu med det?
Fordi far blev helt mærkelig, da jeg sagde det! forklarer Marianne, mens hun hiver en pude ind til sig. Han blev først bleg, så rød og begyndte at råbe så højt, at naboen kom over! Jeg blev faktisk lidt bange.
Hun stoppede og tænkte på scenen. Fars stemme helt skinger og hænderne knyttet, blikket flakkende. Han var ved at sprænges af følelser.
Han ville have, at jeg sagde, hvem manden var og hvordan han så ud. Jeg nægtede selvfølgelig. Sagde, du ikke ville have, at jeg sagde noget, især ikke til ham. Jeg bliver ikke overrasket, hvis han ringer og begynder at true dig.
Anne vendte sig, lænede sig op ad vindueskarmen og betragtede datteren. Hun kunne levende forestille sig den raserianfald, Sten kunne komme med Tak for hjælpen, Marianne.
Anne satte sig på sofaen ved siden af Marianne og trak hende ind til sig i et kram. Ja ja, nu kunne man ikke gøre det om. Ordene var sagt, og kunne ikke trækkes tilbage.
Hvorfor fandt du egentlig på det? hviskede hun, mens hun rokkede lidt frem og tilbage. Vi havde det jo ellers godt. Nu må vi sikkert høre på ham igen. Jeg har lyst til at slukke telefonen.
Marianne gled ud af favnen, så særpræget alvorligt på sin mor og hendes stemme var fast.
Fordi du fortjener bedre, sagde hun udtrykkeligt. Du er flot, klog, har gode venner og mænd kan slet ikke lade være med at beundre dig! Tror du, jeg ikke har bemærket det? Men far siger hele tiden det modsatte! Jeg bliver snart tosset af at høre det.
Anne strøg hende over håret, rodede sig gennem de bløde totter med kærlige fingre. Der var både blidhed og overraskelse i hendes øjne.
Jeg forstår dig, skat. Jeg troede faktisk, du helst ikke ville have, jeg indledte et forhold nu. Det er jo kun et halvt år siden, din far og jeg gik fra hinanden.
Hun var ikke stolt over at indrømme det. Inderst inde var hun bange for, at datteren ville føle det som et svigt, hvis hun fandt en ny mand eller som om hun forsøgte at give hende en ny far i stedet for den gamle. Anne betragtede nuansere og reaktioner i Mariannes ansigt men hun så kun beslutsomhed.
Hold nu op, fnøs Marianne, og hendes stemme rungede af inderlig overbevisning, så Anne ikke kunne lade være med at smile. Det vigtigste er bare, at du er glad!
Hun krydsede armene og sendte moderen et blik, der for et øjeblik var meget voksent, fuld af styrke og en parathed til at stå fast.
Angsten begyndte at slippe, mens Anne betragtede sin datter. Marianne var så sikker, at tvivlen måtte vige pladsen. Måske tænkte hun for meget på fortiden og var bange for alt det nye?
Hvor er du klog, sagde Anne lavmælt og gav Marianne et kram mere. Tak fordi du passer så godt på din mor.
Marianne rykkede sig tæt ind til Ann, og lige dér blev der stille og varmt i stuen. Familien føltes stærkere, mere tryg, selvom der kun var de to
*
Næste dag sad Anne foran computeren og forsøgte at fokusere på sit arbejde. Linjerne flød sammen for øjnene af hende, og en tung smerte dunkede i tindingerne. Hun masserede dem håbefuldt, nærmest automatisk det havde hun gjort mange gange bare i dag.
Hun besluttede sig for at spørge sin kollega, om hun kunne hente nogle Panodil på apoteket nede på hjørnet. Da kollegaen kom tilbage, skyllede Anne hovedpinen ned med et glas vand og forsøgte igen at koncentrere sig. Men det gik ikke, hovedet virkede som om det var fyldt med bly, og alle lyde tastaturklapren, susen fra ventilationsanlægget og stemmer på gangen forplantede sig som skarpe stød.
Netop da kom vagten forbi og stak hovedet ind.
Anne Jørgensen, der er besøg til dig. Din eksmand. Skal vi hjælpe ham ud eller kommer du selv ned?
En bølge af træthed og irritation skyllede ind over Anne. Hun trak vejret dybt og forsøgte at holde tonen neutral.
Jeg kommer nu, undskyld ulejligheden, svarede hun, mens hun rejste sig.
Hun bandede indvendigt. Hvorfor skulle han dog komme uanmeldt, og så på arbejdet? Hvorfor ikke bare ringe op? Skulle han virkelig skabe drama foran hendes kolleger?
Hun gik sløvt ned ad gangen hvert hastigt skridt fik kun hovedpinen til at blusse op. Folk summede forbi med kaffekopper, stolte over PowerPoint-slides, småsnakkende om den forestående sommerfest. Anne mærkede spændingen helt op i skuldrene.
Der stod Sten hendes eksmand i forhallen, frem og tilbage foran receptionen, armene fægterende, hævet stemme, skiftevis tryglende og truende. Vagtfolkene så ud som om, de havde tålmodigheden på sidste vers.
Hvad vil du? sagde Anne, uden omsvøb. Hendes stemme var rolig, men indvendigt sitrede hun af irritation. Hvad skal det forestille? Skal jeg tilkalde politiet?
Sten vendte sig hurtigt om, rød i hele ansigtet. Hans øjne lynede blanding af vrede, såret stolthed og en god portion jalousi. Han stormede hen mod hende, rakte en anklagende finger frem.
Dig! Råbte han. Dig! Marianne har fortalt mig det hele! Det er kun et halvt år siden, og du har allerede fundet en ny mand?
Anne hævede et bryn. Hun lænede hovedet let på skrå, og stemmen var neutral måske lidt køligt overbærende.
Skal jeg være tro mod dig for evigt? spurgte hun stille. Også efter skilsmissen? Det er da at kræve lidt rigeligt når man nu tænker på, at du heller ikke selv mente troskab var vigtigt, mens vi stadig var gift.
Et kort øjeblik tøvede Sten, hånden faldt ned igen; overrasket over hendes iskolde ro. Han havde ikke ventet det.
Folk gik forbi, nogen sendte blikke i deres retning, andre forsøgte at lade som ingenting. Men i deres lille rum var det kun fortidens uforløste konflikter, heden ny virkelighed og gamle nag.
Du… du, startede Sten, men Anne stoppede ham.
Skal vi ikke tage det roligt, Sten, sagde hun blid, men fast. Hvis du vil noget, så lad os tale sammen et andet sted.
Sten råbte højere, knyttede næver og gik frem og tilbage som en arrig hane på et brolagt fortov.
Jeg vil ikke have, at Marianne bor under samme tag som en eller anden fremmed mand! vrælede han. Jeg tager hende fra dig! Du får hende ikke at se mere!
Hans stemme blev skinger, men Anne løftede kun roligt et øjenbryn.
Er du færdig? sagde hun tørt. Du kunne lave karriere i cirkus.
Hvad foregår her?
De vendte sig om. En mand stod nu ved indgangen, sort jakkesæt, rank ryg, venlige, men bestemte øjne. Vagterne rettede sig straks op; det var tydeligt, han var chef på stedet.
Det rager ikke dig! gøede Sten, med et ondt blik.
Manden gik roligt frem og stillede sig, så han kunne se dem begge. Hans lette smil irriterede tydeligt Sten.
Privat kan man være på tomandshånd, sagde han mildt. Midt i receptionen bliver det et offentligt anliggende.
Anne sagde intet, men mærkede, at situationen forandrede sig nu var det ikke kun hende mod Sten. Hun var faktisk lettet over, at direktøren Thomas havde grebet ind.
Hvem tror du, du er? hvæsede Sten. Hold dig udenfor!
Thomas trådte stille tættere på. Han lagde roligt en hånd om Annes hofte i en nøgtern, men tydelig gestus.
Hvem jeg er? spurgte han. Jeg er ham, der passer på Anne. Jeg kan love dig, at du ikke skal true hende igen. Bliver du ved med dine trusler så har du mere end politiet at bekymre dig om. Prøv du bare at bruge din datter mod hende så bliver der taget alvorlige skridt.
Sten stivnede, ansigtet blev blegt, og han vaklede bagud. Han anede, at han her stod over for en mand, han ikke kunne true.
Sagnet faldt. Han mumlede noget uforståeligt og stormede ud. Lige inden døren smækkede bag ham, kastede han et sidste blik over skulderen:
Du får ikke en øre i børnebidrag!
Det har jeg nu heller aldrig regnet med, fnøs Anne, lettet. Men så slipper Marianne for de weekender.
Først nu bemærkede Anne, at Thomas, direktørens, hånd stadig hvilede trygt om hende. Rødmende gled hun let til side.
Med et forsigtigt smil vendte hun sig mod Thomas:
Tak. Du aner ikke, hvor meget det betød!
Thomas nikkede varmt.
Skal vi snakke videre over frokost? spurgte han, idet han rakte hånden ud.
Anne tøvede kun et halvt sekund. Skulle hun? Var det nu lidt for hurtigt? Men hun kunne mærke, at noget i hende var blevet lettere og han havde opført sig så respektfuldt. Så hun tog hans hånd overraskende tryg.
Senere, i restauranten nede på hjørnet, løsnes stemningen. Blødt lys, duften af rugbrød og frisk kaffe fik skuldrene til at falde ned.
Under samtalen indrømmede Thomas, at han i lang tid havde haft følelser for hende men havde holdt sig tilbage, mens hun var i sin sårbare periode efter bruddet.
Men da jeg så din eksmand råbe af dig, kunne jeg ikke lade være, sagde han stille.
Hun smilede hun havde længe kun anet noget, men havde aldrig troet på det. Hun havde godt nok syntes, han var sympatisk, men ville aldrig selv have taget første skridt
*
Tre måneder efter den dag var Anne og Thomas blevet gift med fest, venner, familie og store smil. Thomas stillede op til alt, og igennem hele planlægningen gjorde han alt for, at Anne skulle føle sig som prinsesse.
Marianne hjalp sin mor på bryllupsdagen, så hver krølle sad perfekt, kjolen sad, og nervøsiteten blev til latter. Da Anne og Thomas sagde ja, krammede Marianne dem tæt.
Jeg er så glad på jeres vegne! hviskede hun og hendes glæde var ægte.
Allerede første aften sagde hun dog til Thomas:
Jeg kan godt lide dig, Thomas. Og jeg er glad for, mor har fundet dig. Men far lige meget hvad, så er han stadig min far.
Han nikkede.
Det forstår jeg. Det vigtigste er, vi har det godt sammen.
De sendte endda en invitation til Sten mere som et venligt drilleri. Anne overvejede længe, om hun skulle gøre det, men endte med at sende invitationen. Han kom selvfølgelig ikke, men blev derhjemme og ringede til gamle venner for at beklage sig.
Kan du forestille dig, hun indbyder mig til sit bryllup! rasede han.
De fleste af vennerne trak bare på skuldrene.
Det er nok hendes ret at komme videre, sagde de.
Sten vendte anklagerne mod Anne og sagde, at hun bare forsøgte at glemme ham og handlede useriøst. Men hver gang han ringede, blev det mindre troværdigt og til sidst stoppede han samtalerne.
Han sad alene i sin lejlighed, kiggede på efterladte småting, følte sig udenfor. For livet gik videre bare uden ham.
Derimod gik hverdagen roligt videre hos Anne, Thomas og Marianne. De havde nu deres egen indgroede rutiner: fælles aftensmad, søndagsture på Amager Strand, småskænderier om, hvilken film de skulle se. En lille familie stærkere for hver dag, og mere tilfredse. For nogle gange lærer man, at lykken er noget, man selv skaber og at man sagtens kan plante nye rødder, hvis de gamle visner.
Livet går ikke altid efter planen, men man har selv magten til at gribe chancen for lykke og til at passe på hinanden.
