Kopi af en kone
Er du sikker på, at det ikke er for meget? spurgte Birgitte, da hun stod i døråbningen med tasken over skulderen og et forvirret smil, som jeg aldrig før havde set hos hende. Jeg forstår godt, hvis det er bøvlet. Jeg forstår det.
Birgitte, nu må du stoppe. Kom nu ind. Jeg trådte til side og holdt døren for hende. Værelset står tomt, Jens har sagt, det er fint. Det skal du ikke tænke på.
Jens har sagt, det er fint, gentog Birgitte, og i gentagelsen var der noget uforståeligt, ikke ironi, nærmere overraskelse. Som om selve ordene det er fint havde en særlig betydning.
Han er generelt ikke typen, der protesterer, sagde jeg på vej ud i køkkenet. Tag skoene af, tøflerne står til venstre.
Sådan begyndte det.
Jeg hedder Annegrete, 52 år. Birgitte, min veninde fra studietiden, er 51. Vi havde ikke set hinanden ordentligt i fem år, ringede sammen indimellem, mødtes sjældent til kaffe i centrum. Jeg troede, jeg kendte hende godt. Godt nok til at åbne min dør uden at tvivle. Birgitte var blevet skilt. Lejligheden var opsagt, papirerne til ny bolig trak ud. Hun havde brug for to-tre uger, højst en måned. Bare lige at falde lidt til ro.
Vi boede i Roskilde ikke lille, men heller ikke kæmpestor, sådan at alle kvartererne ligner hinanden lidt, og i Netto ved hjørnet kender de faste kunder på stemmen. Min lejlighed lå på tredje sal, tre værelser, vinduerne ud til en stille gade. Jens havde god stilling i et byggefirma, ikke øverst men respekteret. Jeg underviste i erhvervsøkonomi på Roskilde Tekniske Skole. Vi havde været sammen i 23 år. Datteren boede for længst i København. Det hele i lejligheden var på plads, som i et hjem, man har boet i længe og ikke ønsker at ændre på noget.
Birgitte kom med en stor taske og en papkasse. Pakkede ud så stille, at jeg næsten ikke lagde mærke til det. De første tre dage hørte jeg hende næsten ikke: Hun gik tidligt og kom sent, spiste lidt og talte mindre. Jens spurgte den første aften:
Hvor længe?
En måned, svarede jeg.
En måned, gentog han, med nøjagtig samme tonefald, som Birgitte havde brugt tidligere.
Jeg tænkte ikke nærmere over det. Jeg er typen, der ikke går op i småting. Eller jeg troede, jeg ikke gjorde det.
Den første lille advarsel kom i den anden uge. Jeg gik ind på badeværelset en morgen og så, at min parfume Lysning hed den, grøn flakon med sølvlåg, købt i samme butik i Algade i tre år stod ved håndvasken og ikke ovre på hylden, hvor den plejer. Jeg tænkte, at jeg nok selv havde flyttet den. Satte den på plads. Glemte det.
Tredje uge bemærkede jeg andet.
Vi spiste morgenmad sammen, alle tre. Jeg lavede kaffe, som jeg plejer: først lidt koldt vand, så det varme, ikke kogende ellers bliver det bittert. Jens vidste det og roste altid kaffen. Den morgen lavede Birgitte kaffe, fordi jeg var optaget af telefonen. Da Jens smagte, sagde han:
Mmm. Rart.
Jeg så, hvordan Annegrete gør, sagde Birgitte, det plejer hun jo.
Jeg så på hende. Birgitte smilede. Det var hyggeligt og uskadeligt. Jeg smilede også.
Men noget stak i mig. Indvendigt, uden ord, uden forklaring.
Den næste arbejdsuge tog over, og det forsvandt i gøremål og rettearbejde. Jeg kom hjem til en stille og ryddelig lejlighed. Birgitte nåede at vaske og lægge på plads. Jens vænnede sig hurtigere til det end jeg.
Det var Birgitte, der lavede mad i dag, sagde han en aften, som om han leverede gode nyheder. Bønnesuppe. Meget lækkert.
Men jeg plejer selv at lave bønnesuppe, sagde jeg.
Ja, men det smager ens, nikkede han.
Jeg spurgte ikke, hvilken der smagte bedst. Han sagde ikke mere.
Birgitte arbejdede hjemme i de uger, noget med administration, jeg spurgte aldrig ind. Hun sad det meste af dagen i gæsteværelset med sin computer, dukkede op ved frokosttid og lavede noget nemt, var pæn og omklædt til aften. Ikke i hyggetøj; rigtige bukser og trøje. Det bemærkede jeg, fordi jeg selv altid trak i joggingsæt og uldsweater, når jeg kom hjem. Pludselig føltes det, som om Birgitte så bedre ud i min egen lejlighed, end jeg selv gjorde.
En aften sad Jens og Birgitte sammen og så tv. Jeg sad i soveværelset og lavede papirarbejde og kunne høre deres snak gennem væggen. Stemningen var let, afslappet, ingen pauser. Jens fortalte noget, og Birgitte grinede. Hendes grin lignede mit, bare lidt blødere. Jeg tænkte over det, men slog tanken væk. Et grin er et grin.
Alligevel kom tanken tilbage. Jeg kunne ikke slå det væk.
Birgitte begyndte at sætte håret anderledes. Før bar hun det kort og fikset. Nu lod hun det vokse, frisuren bølgede blødt tilbage præcis som jeg har gjort i flere år. Jeg lagde mærke til det en dag i spejlet i gangen. Vi stod der begge: jeg tættest, Birgitte lidt længere tilbage. Noget i de to spejlbilleder var ens, som et gammelt og et nyere foto fra samme sted.
Det klær dig, sagde jeg.
Synes du? Jeg ville bare prøve, så det hos dig og tænkte, hvorfor ikke?
Igen hos dig, igen den ubesværede efterligning. Jeg smilede, gik i køkkenet. Indvendigt var der intet smil.
Jeg ringede til min datter søndag.
Mor, hvordan går det?
Jo, fint nok. Birgitte er her. Kan du huske, jeg fortalte om hende?
Yep. Hun bor der endnu?
Ja, det trækker ud med lejligheden.
Nå. Hvordan går det med far?
Fint. Han og Birgitte snakker godt sammen.
Pause.
Er det godt eller skidt? spurgte hun.
Det er… godt, sagde jeg. Godt.
Efter den samtale sad jeg længe med en kop kold te og tænkte over, at snakker godt sammen var en neutral sætning men jeg udtalte den med forsigtighed. Som om jeg famlede.
I femte uge bad Birgitte om min opskrift på æblekage.
Den du lavede i søndags med kanel.
Jeg har den ikke skrevet ned, jeg gør det bare på gefühlen.
Forklar du bare så prøver jeg.
Jeg forklarede. Hun noterede på mobilen. Tre dage senere bagte hun kagen. Jens spiste, mumlede fint, og jeg kunne ikke mærke, om han bare sagde det, fordi alle kager var gode, eller om han ikke kunne smage forskel på, hvem der havde bagt.
Samme aften så jeg, at der hang en ny, lysgrå jakke med bælte i gangen. Næsten nøjagtigt som min. Birgitte havde købt den, naturligvis. Jeg hang min op ved siden af og betragtede længe de to ens frakker. Jeg spurgte ikke. Ikke fordi jeg frygtede svaret. Men jeg anede ikke, hvordan man spurgte om noget så dumt.
Arbejdspresset var stort; hele skolen gjorde sig klar til tilsyn. Jens var hjemme om aftenen oftere end før. Birgitte også. Jeg kunne høre stumper af deres samtaler bag lukkede døre, og når jeg gik ind til dem, blev jeg inddraget men på samme måde som en, der er sent inviteret med. Ikke som den centrale.
En aften tog jeg mod til mig.
Jens, har du tænkt på, at hun efterligner mig lidt?
Han så på mig, oprigtigt undrende.
Hvem? Birgitte?
Ja. Frisuren, frakken, opskrifterne, parfumen
Jamen, kvinder kopierer da hinanden somme tider. Det er vel meget normalt, sagde han.
Ja, svarede jeg. Ja, måske.
Han var optaget af sin mobil. Emnet lukkede sig selv.
Senere lå jeg i mørket og lyttede til regnen. Jens har jo ret, tænkte jeg. Veninder gør det jo. Jeg har sikkert også snuppet noget fra Birgitte engang. Normalt. Jeg gentog det ord flere gange, som om jeg kunne gøre det virkeligt. Men det satte sig aldrig.
De næste dage iagttog jeg Birgitte bevidst. Hun lagde hovedet på skrå, når hun talte med Jens et typisk træk for mig, når jeg lyttede intenst. Hun sagde: Jamen præcis, og trak i det sidste ord, ligesom jeg gør. Hun drak nu te uden sukker, selvom jeg vitterligt mindes, at hun altid puttede to teskeer før. Nu ingen sukker.
Det var ikke tilfældigt. Der var noget andet på spil.
Jeg ringede til Nina, min kollega og fortrolige.
Nina, har du nogensinde oplevet, at et menneske omkring dig næsten bliver til dig selv?
Hvad mener du?
Kopierer udseende, bevægelser, vaner.
Det er en slags stille misundelse, svarede Nina prompte. Læste om det. Nogle mennesker vil leve dit liv, men kan ikke tage det direkte, så de snupper det lillebid for lillebid.
Jeg sagde ikke mere.
Har du nogen i tankerne, så?
Jeg ved det ikke, sagde jeg. Men det vidste jeg godt.
Samtalen med Birgitte kom ikke på mit initiativ. En aften, mens vi drak te, sagde hun:
Annegrete, du er sådan et helt menneske. Jeg ser på dig og tænker: sådan skal man leve. Lejlighed, mand, arbejde. Du har det hele i orden.
Det har taget tyve år at få på plads, svarede jeg.
Ja, og det mærkes. Det kan man mærke. Jens også, han
Hun stoppede.
Jens hvad?
Han sætter pris på dig. Han sagde, det går godt mellem jer. At I forstår hinanden.
Jeg stillede koppen fra mig.
Taler du med ham om mig?
Indimellem. Han roser dig.
Det er jo pænt, sagde jeg men jeg følte noget andet.
Jeg kunne ikke sætte ord på, hvorfor det ikke føltes godt. Mand roser kone over for veninde. Hvad er der galt? Intet. Og dog. Nogle ting er bare forkerte, uden man ved hvorfor. Kvinders intuition, sagde jeg til mig selv og tav, for ordene kom ikke.
Ved udgangen af sjette uge spurgte Birgitte, om hun måtte låne min parfume, Lysning.
Min egen er tom, og jeg når ikke ud og købe ny. Må jeg lige bruge din et par gange?
Selvfølgelig, sagde jeg.
Om aftenen opdagede jeg, at flakonen kun var en tredjedel fuld. Jeg var sikker på, at der var over halvdelen ugen før.
Jeg lukkede flakonen og lagde den i skabet. Låste efter med en lille hængelås, jeg ellers aldrig brugte. Bagefter betragtede jeg mig selv i spejlet og tænkte: Nu gemmer jeg parfume for min veninde. Hvad er det for et menneske, jeg er?
Men jeg tog ikke flasken frem igen.
Jens kom hjem den aften i ekstra godt humør, som det begyndte at ske oftere, når Birgitte var i huset. Han havde kage med, uden anledning.
Vi må forkæle os selv lidt, sagde han.
Birgitte blev glad, nøjagtig ligesom jeg selv ville være blevet, hvis han havde taget kage med hjem. Præcis, ikke mere, ikke mindre. Rigtigt. Jeg stod i døråbningen og så på dem. Birgitte reagerede rigtigt på alt. Rigtigt roste hun kaffen. Rigtigt grinede. Rigtigt skråhals. Rigtigt blev forundret. Hun gjorde præcis som jeg, bare mere entusiastisk og mindre træt. Uden de 23 års vaner.
Og Jens bemærkede det. Måske uden at forstå men han bemærkede det.
Jeg gik med ud og spiste kage. Den var god. Vi talte om ingenting, og alt virkede normalt. Men inde i mig voksede en mærkelig fornemmelse. Næsten som at komme hjem til tingene, men de står en centimeter skævt. Ikke rykket, bare… forskudt.
Så kom den uventede tjenesterejse. Skolen manglede én til et fire-dages kursus i Odense. Jeg sagde ja uden at tænke meget på det. En tanke flimrede forbi: at lade Jens og Birgitte alene i fire dage. Men jeg slog tanken væk. Vi er voksne. Der sker ikke noget. Jeg tænker for meget. Jeg har brug for luft.
Inden jeg tog af sted, talte vi sammen i køkkenet.
Jeg kommer hjem fredag aften, sagde jeg. Birgitte hjælper sikkert til med maden.
Vi skal nok klare det, sagde Jens. Du skal ikke bekymre dig.
Jeg bekymrer mig ikke, sagde jeg.
Jeg så længe på ham. Han så rolig ud, almindelig. Jeg kender det ansigt efter 23 år. Men alligevel der var noget let over det, som om han ikke havde tunge tanker.
Jeg tog af sted onsdag morgen. I toget læste jeg kursusmateriale, drak kaffe i papkrus og kiggede ud over markerne. Dagen gik. Om aftenen talte jeg med Jens i telefonen.
Hvordan går det hjemme?
Fint. Vi har spist. Alt ok.
Birgitte er hjemme?
Ja, på sit værelse.
Godnat, så.
Godnat.
Intet mærkeligt. Jeg lagde på, men kunne ikke sove. Tankerne var alle vegne. Om kurset. Om datteren. Om at købe en ny kop, fordi den gamle var revnet. Så tænkte jeg på Birgitte. De to grå frakker. Parfumen.
Torsdag ringede lederen på skolen og sagde, jeg godt måtte tage hjem en dag før. Jeg var i Roskilde klokken halv ti om aftenen. Toget var tidligt, taxaen hurtigt, ingen køer.
Jeg åbnede døren med min egen nøgle jeg regnede med, de måske sov.
Det gjorde de ikke.
Der var tændt levende lys i stuen. To stager på sofabordet. Tallerkener, vinglas, små skåle. Duft af mad og parfume. Lysning. Jeg havde låst min, så Birgitte måtte have købt sin egen.
Jens sad i sofaen. Birgitte ved siden af. Hun havde blå kjole på ny, aldrig set før, men samme stil som mine kjoler og præcis min yndlingsfarve. Håret sat præcis som mit. Hænderne foldet pænt i skødet. De talte lavmælt. Da jeg trådte ind, så de begge op.
Tre sekunders stilhed.
Du er tidligt hjemme, sagde Jens.
Det kan jeg se, sagde jeg.
Jeg stillede tasken, hængte frakken op. Gjorde alt roligt og langsomt. Mine hænder løs kun, når jeg koncentrerede mig.
Annegrete, det er bare aftensmad, sagde Birgitte. Vi har spist, og
Jeg kan se, det er middag med levende lys.
Endnu en pause.
Meget romantisk, sagde jeg, uden tryk; jeg blev faktisk selv overrasket over min egen rolige stemme.
Jens rejste sig.
Du behøver ikke gøre det
Jens, sagde jeg sagte du behøver ikke sige, hvad jeg skal gøre.
Han tav. Birgitte kiggede ned i dugen.
Jeg gik ud i køkkenet, drak et glas vand, så på pelargonien i vinduet. Den vander jeg altid onsdag. Men i går var jeg ikke hjemme, så det måtte Birgitte have gjort.
Jeg gik tilbage i stuen.
Birgitte, kan du finde et sted at sove i morgen?
Birgitte mødte mit blik.
Annegrete, jeg ved godt, hvordan det ser ud
Kan du finde et andet sted at bo fra i morgen? gentog jeg. Uden at hæve stemmen.
Ja. Det kan jeg.
Godt.
Jeg tog tasken og gik i soveværelset. Lukkede døren. Ikke låst. Lagde mig oven på dynen, fuldt påklædt, og stirrede op i loftet. Bag væggen skrabede service, nogen ryddede af bordet. Så blev der ro. Så knirkede døren til gæsteværelset.
Jens kom ikke ind til mig den nat. Jeg hørte ham lægge sig i stuen. Det sagde mere end ord.
Om morgenen stod jeg tidligt op. Lavede kaffe, drak den ved vinduet. Der var fredag. En kvinde gik tur med sin hund nede på gaden. Duerne sad på taget på den modsatte side. Helt almindelig morgen.
Jens kom ud af soveværelset ved otte-tiden. Stoppede i døråbningen til køkkenet.
Vi skal tale sammen, sagde han.
Ja, det skal vi, sagde jeg.
Annegrete, der er ikke noget mellem mig og Birgitte.
Måske.
Ikke måske. Der er intet.
Jens, sagde jeg uden at tage øjnene fra vinduet, du forstår ikke, hvad jeg oplevede. Det, jeg så i går og den sidste halvanden måned.
Og hvad så du?
Jeg vendte mig om.
Jeg så en person, der gradvist blev mig. Min frisure. Min parfume. Mine opskrifter. Min jakke. Mine bevægelser. Og min mand, der godt kunne lide det. Fordi det var mig men uden trætheden, vanen, de 23 år.
Han sagde ingenting.
Det er ikke en anklage, tilføjede jeg. Det er bare, hvad jeg så.
Du overdriver, sagde han til sidst.
Måske, svarede jeg. Men jeg går på arbejde nu. Når jeg kommer hjem, må der ikke ligge hendes ting på gæsteværelset.
Annegrete
Og en ting til sagde jeg, mens jeg tog jakke på. Naivt blind tillid; det er vist min svaghed. Jeg har stolet for meget. På jer begge to.
Jeg gik. Døren lukkede stille bag mig.
På arbejde holdt jeg to timer, svarede på spørgsmål, krydsede navne af. Drak te i pausen med Nina, nikkede på de rigtige tidspunkter, selvom jeg kun hørte halvdelen. Nina spurgte intet, men hendes blik sagde, jeg måtte fortælle det, hvis jeg ville.
Hjemme klokken halv fire. Gæsteværelset var tomt og pænt. Birgitte havde gjort rent efter sig. Den eneste ting, jeg fandt, var en lille hvid plastiksamle ikke min. Jeg smed den ud.
Jens var hjemme, i stuen med sin mobil. Han så op, da jeg trådte ind.
Hun er flyttet.
Det kan jeg se.
Hvad nu?
Jeg tog overtøjet af, gik i køkkenet, begyndte at gøre ved komfuret uden at vide, hvad jeg ville lave. Bare for at bevæge mig.
Annegrete, nu stod han i døren, vi har været sammen i 23 år. Du kan ikke bare
Jo, det kan jeg, sagde jeg. Giv mig lidt tid.
Hvor længe?
Jeg ved det ikke. Nogle dage. Jeg skal tænke.
Nogle dage blev til en uge. Vi boede sammen som mennesker, der tilfældigt deler tag. Høfligt. Uden drama. Vi spiste hver for sig. Sov i hver sit rum. Jens prøvede at tale nogle gange, jeg svarede kort. Ikke fordi jeg bar nag, bare fordi jeg ikke kunne formulere de tanker, jeg havde. Ordene lå samlet i hovedet, og jeg frygtede, at hvis jeg begyndte, ville jeg sige noget, der ikke kunne tages i sig igen.
Jeg tænkte meget i den uge. På begyndelsen at jeg inviterede Birgitte indenfor uden at tænke. Fordi man gør sådan. Veninder hjælper hinanden. Fordi alt føltes normalt. På, hvornår jeg opdagede, noget var galt, og hvorfor jeg ikke satte ord på med det samme. Stille misundelse, sagde Nina. Et andet menneske, der gradvis overtager din identitet, uden at det føles ondt, bare… At en, der mangler sit eget liv, tager små bidder af dit: parfumen, opskriften, frakken.
Det, der gjorde mest ondt, var ikke Birgitte. Det var Jens.
Han kunne have overset det. Han kunne have nævnt det. Eller bare… ikke have reageret så positivt på hendes forbedrede kopi af mig. Men han gjorde med kagen, grinene, lyset om aftenen, når jeg var væk. Måske tænkte han ikke over det. Måske tænkte han slet ikke.
I starten af næste uge ringede jeg til min datter.
Mor, der er noget anderledes ved dig?
Er der det?
Måske. Er I okay, dig og far?
Jeg tror, vi skal skilles, sagde jeg for første gang højt.
Lang pause.
På grund af Birgitte?
Ikke kun. Birgitte gjorde bare det synligt, der allerede var der.
Hvad var der?
Jeg kan ikke forklare det. Vi var blevet blinde for hinanden. Så kom hun og blev mig bare lidt friskere. Og det kunne han godt lide.
Mor
Det er fint. Jeg græder ikke. Jeg forklarer bare.
Bliver du alene nu?
Lidt tid, ja. Og det er fint. Det føles… normalt.
Denne gang fæstnede ordet sig. Normalt. Fordi det var mit eget valg.
Samtalen med Jens kom søndag aften. Jeg sagde bare:
Jeg vil gerne skilles.
Han sagde ingenting længe.
Er det definitivt?
Jeg ved det ikke. Men jeg har brug for plads. For at finde ud af, hvem jeg er uden dig, uden denne lejlighed, uden alt det vante.
Det er på grund af de stearinlys
Jens, det er ikke stearinlyset. Stearinlysene var bare den sidste dråbe. Alt det andet jeg så det, jeg tav, jeg sagde til mig selv, at det var normalt, men det var det ikke.
Jeg forstår ikke, hvad jeg har gjort.
Du har ikke gjort noget specificeret. Du holdt bare op med at se mig. Opdagede du egentlig, at en fremmed kvinde langsomt blev din kone? Hvis du havde set mig, ville du have bemærket det.
Han sagde ingenting, for hvad skulle han sige?
Lejligheden må vi enten sælge eller også køber jeg dig ud. Vi finder ud af det.
Og hvor vil du bo?
Jeg finder noget at leje. Her i Roskilde måske. Ser jeg på det.
At begynde forfra som 52-årig… Der var en snert af medlidenhed i hans stemme, om det var med mig eller sig selv, vidste jeg ikke.
Ja, som 52-årig. Mange begynder forfra endnu senere.
På vej i køkkenet standsede jeg i badeværelset, åbnede skabet og tog den låsede flaske Lysning ud. Holdt den lidt. Så stillede jeg den forsigtigt i skraldespanden. Ikke smed, bare satte.
Gik i køkkenet og satte vand over til te.
De følgende dage gik jeg praktisk til værks. Ringede til ejendomsmægler, fik rådgivning. Kontaktede en advokat om papirerne. Var forbi Nina og fortalte lidt. Hun sukkede ikke, rystede ikke på hovedet hun sagde bare ja på sådan en måde, der betød: jeg forstår.
Vi sad i Ninas køkken.
Er du sur på hende? spurgte Nina.
På Birgitte? Egentlig ikke. Mest irriteret over, at jeg ikke så det tydeligt før. At jeg kaldte det normalt, når det ikke var det.
Du kan ikke bebrejde dig selv, at du stolede på folk.
Blind tillid, sagde jeg. Det er det, jeg gør.
Det var ikke blindt. Bare tillidsfuldt. Det er ikke det samme.
Måske.
Hvad med Jens?
Ham er jeg vred på på en stille måde. Men det går over.
Hvad vil du nu gøre?
Finde en lejlighed. Få en ny frisure. Købe en anden parfume. Ikke Lysning.
Fornuftigt, sagde Nina.
Og så skal jeg måske finde ud af, hvad jeg egentlig kan lide. Hvad der er mit og ikke bare vanens.
Det tager tid.
Jeg har tid.
Nina hældte mere te op. Udenfor faldt den der typiske, bløde efterårsregn, kold og grå. Jeg kiggede ud og tænkte på, at for få uger siden vidste jeg præcis, hvordan mit liv så ud: samme lejlighed, Jens, job, faste rutiner, opskrifter parfumen til venstre på badeværelset. Nu vidste jeg, hvor skrøbeligt på plads egentlig kan være.
Alligevel følte jeg ikke tomhed ikke det, jeg burde. Det føltes nærmest befriende. Som at tage en frakke af, der klemmer på skuldrene, men man først mærker det, når den ikke længere sidder på.
Ved du hvad, sagde jeg til Nina, for første gang i mange år ved jeg ikke, hvad der skal ske. Det kan jeg leve med.
Det kan jeg også, sagde Nina med et smil. Godt ord, leve med.
En uge gik. Jeg fandt en etværelses i et andet kvarter i Roskilde, lys med udsigt til en park. Dyr nok, men jeg havde råd. Jeg så den, gik frem og tilbage over gulvet, der knirkede i hjørnet. Det gik an.
Jeg tager den, sagde jeg til ejeren, en ældre kvinde.
Hvor længe?
Vi prøver et år.
Derhjemme gik jeg roligt i gang med at pakke. Ikke demonstrativt, bare rykke mit fra ikke-mit. Bøger, service, tøj. Meget blev smidt ud. En bluse, jeg ikke havde brugt i tre år, røg til genbrug.
Den grå jakke gav jeg væk. Købte en ny, i mørkeblå, andet snit. Prøvede den hjemme foran spejlet. Ingen lighed med Birgittes. Det føltes rigtigt.
Birgitte så jeg ikke. Hun sendte én sms: Annegrete, jeg ved, jeg har såret dig. Tilgiv, hvis du kan. Jeg læste den, lagde telefonen fra mig. Ikke fordi jeg ikke tilgav, men fordi jeg ikke var klar. Eller ikke havde lyst. Jeg vidste ikke forskellen.
Jens boede stadig i lejligheden. Vi talte kun, hvor det var nødvendigt. Bittert og lettende samtidig. Jeg mærkede, han ikke vidste, hvordan han skulle vinde det tabte tilbage måske fordi han ikke forstod, hvad det var, der egentlig var blevet væk.
Fredag før jeg flyttede, gik jeg i Matas for at købe ny parfume. Jeg stod længe ved hylden, snusede til prøver; den unge ekspedient var tålmodig. Til sidst fandt jeg en, der hed Sølvgran. Slet ikke blomsteragtig. Noget træagtigt, lunt. Nyt for mig. Netop derfor tog jeg den.
Godt valg, sagde ekspedienten.
Det får vi at se, svarede jeg.
Flytningen tog det meste af en dag. Nina hjalp. Jens tilbød også en hånd jeg sagde ikke nej. Vi arbejdede i tavshed, uden uro. Tingene kom på plads i den nye lille lejlighed med udsigt til parken, der stod halvnøgen under de tidlige novemberlygter.
Da jeg stod alene den aften, åbnede jeg Sølvgran og duftede lidt på håndleddet. Helt ny duft. Ikke ubehagelig bare anderledes. Jeg tænkte: Det skal jeg vænne mig til. Eller også skal jeg bare acceptere det.
Jeg satte vand over til te, fandt koppen uden revner, og da min datter ringede, spurgte hun:
Hvordan går det, mor? Har du fundet dig til rette?
Jeg er ved at finde mig til rette.
Er det uhyggeligt?
Jeg så ud på parkens lamper og tænkte mig om.
Nej, sagde jeg. Det er ikke uhyggeligt.
