Sidste år var jeg til afslutningen for 5. klasse på min søn, Jonas’s skole i Aarhus. Jeg sad bag en dreng. Lad mig kalde ham Emil for historien her. Jeg kendte ham lidt et stille barn, altid lidt for sig selv. Han havde næsten altid den samme gamle hættetrøje på.
Da navnene på de andre børn blev råbt op, jublede deres familier, fløjtede, viftede med balloner og skilte. Men da de sagde:
“Emil…”
… blev der helt stille i salen.
Emil gik op på scenen, tog imod sit bevis og kiggede ud mod publikum.
Han ledte efter nogen.
Enhver.
Men ingen vinkede til ham.
Han så ned på sine sko.
De små skuldre faldt lidt sammen.
Mit hjerte snørede sig sammen.
Jeg kiggede på min kone, Mette.
Hun forstod straks, hvad jeg tænkte.
Vi sprang begge op.
SEJT GÅET, EMIL! DET VAR FLOT! råbte min kone højt.
Jeg begyndte at klappe og pifte.
DU KLAREDE DET, EMIL! GODT GÅET!
Nogle forældre omkring os kiggede forvirrede på os.
Men så så de Emils ansigt.
Han løftede hovedet, overrasket…
… og der bredte sig det bredeste, mest oprigtige smil, jeg nogensinde har set på en dreng.
Bifaldet begyndte at sprede sig.
En forælder begyndte at klappe.
Så endnu én.
Til sidst klappede halvdelen af salen for drengen, der ikke havde nogen på tribunen.
Efter ceremonien kom Emil lidt forsigtigt over til os.
Er I venner med min far? spurgte han stille.
Han kunne ikke få fri fra arbejde i dag.
Jeg satte mig på hug ved siden af ham.
Vi er bare fans af godt arbejde, Emil sagde jeg.
Og du var virkelig sej i dag.
Senere gik vi sammen ud og fik is os, vores søn og Emil.
Stå sammen med folk.
Også eller især dem, som ikke er dine egne.
