Må jeg vente på dig?

Må jeg vente på dig?

Vejen til lykken for Jens Jørgensen og for alle andre, måske gik gennem hans mave, denne evigt plagede, sure pose, hjemsøgt af mavesår.

Dag ud og dag ind ledte Jens Jørgensen Madsen chefgangen fra sit alt for lille kontor, der knap rakte til hans brede skuldre. Han var iklædt stramt jakkesæt, altid nypresset skjorte, duftende af renhed og stivelse selvfølgelig fra renseriet, for Jens levede alene.

Hver dag styrede han, svedte i ulden jakke, trak i bæltet, der skar ind i maveskindet, hev i slipseknuden, rasede, bankede bordet med næven, blev rød i hovedet, tog sig til hagen, rodede efter en skægbule, der ikke fandtes. Han underskrev papir efter papir, talte utallige gange i telefon, mumlede ind i røret, lyttede, og mumlede igen og som endeligt resultat stod han, synkende, på tæppet foran ledelsen og led, naturligvis, af ondt i maven.

To gange om året lod han sig indlægge på Bispebjerg Hospital for forebyggelse, slugte piller, og lå utålmodigt og ventede på, at de grinende læger skulle stikke en sonde ned i ham og studere hans slimhinde. Så igen piller, igen klagen, igen knurren.

Når Jens lå der, spiste han kun grønlangkål og skummetmælk, og om aftenen diskuterede han livet og universets indretning med besøgende kolleger over halvfjerde kop lunken te. Han blinkede til de unge sygeplejersker de slog blikket ned, rødmede og afviste genert hans tilbud om chokolade.

Tag nu! Kan I ikke lide sødt? vemodede Jens, Der er ingen bagtanke, jeg kan bare lide at forkæle jer.

Sygeplejerskerne blev modigere, tog til sidst chokoladen og delte den hjemme i deres hjørne, mens de snakkede om kærlighed, om Jens, og om hvor kedeligt, stakkels og ensomt det måtte være at leve som ham.

Udover sådan små fornøjelser diskuterede Jens uafladeligt med lægen, Annika Kjeldsen, der altid dukkede op på det mindst velkomne tidspunkt og greb ham med en cigaret på den lille altan.

Så igen, Jens! Ryger De igen? Jeg har sagt, her ryger vi ikke! truede Annika, slog næverne hårdt sammen og spidsede sin hage, mens hendes store grågrønne øjne lynede nedefra og op.

Kom nu, Annika. Jeg så jo selv, at du røg bag cykelskuret! Skal jeg fryse i regnen, fordi du siger nej til altanen? Se nu på det regnvejr! Skal jeg drukne? gøede Jens, tog hurtigt to dybe hiv, kvalte cigaretten i en dåse, der som ved et mirakel stod der fyldt med skodder, og marcherede væk i den knaldrøde, alt for store morgenkåbe, gave fra hans søster, Lærke.

Annika veg ikke en tomme til side; Jens klemte sig forbi, fangede i flugten hendes duft af hospital renhed, klorin og det mildeste blomsterparfume.

Vi er ikke på ferie, Jens! I morgen smider jeg Dem på porten, eksploderede Annika, lillebitte ved siden af den store mand. Ud, siger jeg!

Hun var skam ikke selv helt klar over, hvorfor han irriterede hende så voldsomt. Før Jens kom, havde hendes liv været tungt og mat. Men nu altid ham.

Lad mig nu dog komme forbi til mine behandlinger! Slip dog, du er værre end bjergkongen! Tror du, jeg vil være syg for din skyld? Forresten, Annika, mavesår opstår af nerver, og du nervøsén gør det bare værre! knurrede Jens, maste sig forbi doktorinde, som han tænkte om hende. Engang trådte han endda Annika over tæerne hendes træsko undslap lynhurtigt. Undskyld, brummede Jens.

Intet at undskylde. Men jeg slutter snart behandlingerne! gispede Annika bag hans ryg, vendte sig brat og forsvandt.

Hen mod aften, når afdelingen stille summede mod nat og duften af kamillete og kanelboller bredte sig, sneg Annika sig selv forbi og tændte en cigaret i regnvejret.

Jeg burde flytte, begynde forfra, bare trække vejret ordentligt! mumlede hun melankolsk til plakaten af unge danske læger i hvide kasketter (de lignede bageelever), mens hun dryssede asken i dåsen. Klarer det, gør jeg! Bliver lykkelig, gør jeg!

Så droppede hun ned på den rustne taburet, stirrede indad mod patienternes navne. Bare lige have Egon og Karl færdige og Knud og så Jonna, der kom igen i går

Hun lovede sig selv at blive et år eller to endnu, til de gamle patienter var væk og indtil Maria kom hjem. Men patienterne blev aldrig færre. De blev udskrevet, hilste skævt på Annika nede i SuperBrugsen, nogle takkede, andre gik bare forbi med blikket i brostenene. Sådan er det for pårørende; de håber på et mirakel, men miraklet kom aldrig.

Annika tog sig ikke nær af det, hun vidste jo Man kan ikke være alles yndling. Men nøj, det sved lidt

Efter cigaretten stak hun hånden i det kortklippede, askeblonde hår hvis venstre side altid var længere sådan lidt asymmetrisk og mødte sig selv i hospitalets lille, nøgne, metalrammede spejl. Sygeplejerskerne havde hængt det op; patienter har også behov for at friske sig op, skønt det for det meste var dem selv, der stod dér.

Var frisuren god? Måske. De fine ansigtstræk, de store udtryksfulde øjne, kindbenene Håret gjorde hende drengede, eller understregede det bare en sart kvindelighed? Annika gik ofte i ternet flonelskjorte, jeans, sort læderjakke. Sneakers, selvklart. Og den sorte, bare lidt for lille strikkede hue, den samme hver dag.

Køb dig dog en rigtig hue, nu om dage er der lækre huer, Annika! sagde Karen Sofie Holm, vasketøjsdamen, rar og rund og lidt som en bedstemor fra en Rasmus Klump-bog. Du ligner én fra politiets aktionsstyrke!

Nej, Karen, den er Marias, svarede Annika rutineret og stoppede huen i lommen på sin jakke.

Den bliver helt våd, læg den heller på hylden! Ak, min stakkels pige Karen rystede huen, lagde den til tørre, mens Annika gled tyst gennem korridorerne i sine himmelblå træsko.

Det skal nok gå, pige Gud give, alt ender godt, mumlede Karen, signede Annika og hendes hue, stoppede næsen i kryds og tværs-bogen, der rakte til mange mulige nætter

Senere var Annika færdig med arbejdet. Hun greb rygsækken, rettede på huen og lynede jakken på vejen ud.

Skal jeg give dig et lift? spurgte Thomas Bach, afdelingens Don Juan, mens han kørte hænderne over hendes skuldre.

Skrid, Thomas. Jeg kan selv, Galina venter på dig, husk det. Hej! Annika vinkede til endnu en kollega i lægeværelset, greb tasken og hastede mod busstoppestedet.

Hun skulle hjem inden klokken ti, for hun havde skiftet lås og Maria havde ikke fået den nye nøgle. Hun ville sidde udenfor og vente, blive fornærmet og forsvinde, inden Annika anede, hun havde været der

Annika småløb, smed tasken over skuldrene, trådte i en kæmpe vandpyt, blev drivvåd på fødderne og hviskede:

Satans også Hun så bussen forsvinde. Hun fandt rejsekortet frem fra lommen, farvestrålende salatgrønt med en spøjs kat en gave fra Maria, omhyggeligt pakket ind i papir og bånd til Mors Dag. Meget rørende

Thomas, du er alene igen? sagde Karen Sofie drilsk. Nogen som Annika, hun er for stærk for dig. Find en, der er nemmere.

Hold nu op, jeg er måske virkelig forelsket, brummede Thomas. Han prøvede at få jakken over sine enorme hænder, men de var stive af gigt.

For pokker, udbrød han netop, da Annika havde mistet sin bus.

Sådan er det, unge mand! Du er stadig ny her, men Annika hun har været her længe, også mens Maria boede med hende. Det kan du ikke forstå. Giv mig nu armen, så hjælper jeg dig, Karen foldede kraven på ham, klappede på skuldrene: Gå nu! Du har ingen fritid!

Thomas trak på skuldrene, prøvede at sige noget men viftede bare til sidst. Hvis han skyndte sig, kunne han hente Annika ved stoppestedet men nej, hun var væk. Så måtte han vel nøjes med Galina

Karen Sofie skyndte sig heller ikke hjem, men fandt sine med-sygeplejersker i personalestuen, hvor de sad sammen i stearinlysets og tegløgets varme, muggen arm, lidt kaffe og sløve samtaler om natten.

Nogen som Thomas render jo rundt om Annika, han har barberet sig, fordi hun sagde, hun ikke kunne lide skæggede mænd, grinede Karen. Og han stak hende en stor chokolade jeg så det , men Annika ville ikke tage den. Hun er stolt de ville have været et smukt par!

Lisbeth, der sad ved siden af, pakkede sin madkasse sammen. Hun gav sig til at hælde te op, én kop til Karen, én til Tamara og sig selv.

For Annika betyder det med skæg ingenting. Hun venter bare og venter Hvis hun ikke arbejder med patienter eller papir, hænger hun på mobilen, ringer hjem, bliver nedtrykt, ryger og skændes med Jens. Ham skal du igen se i dag! Lisbeth nøjes med at fnys. Han flirter løs med de unge, opfører sig alt for hjemmevant fordi han betaler for sit værelse her. Han slår Annika ud af kurs, hun skælder ham ud, men så smiler han bare og går sin vej og kommer igen og igen, selvom han har penge nok til en privatklinik Men tag nu, Karen, tag din te.

Jeg tror, han kommer her for Annika, sagde Tamara med sin dybe stemme, sukkede og pillede ved sin hovedpine.

Gu gør han ej, fnyser Karen.

Jo, det gør han! Jeg mærker ting, det ved I!

Ja, hun er jo også smuk, klog og en dygtig læge, selvfølgelig kan man blive vild med hende Karen vrider sig. Bare hun nu kunne give slip, flytte væk, begynde forfra Men sådan var det også med min mormor under krigen. Hendes mand kom aldrig hjem, forsvandt bare Ikke engang gravsted tog hun. Hele livet ventede hun og sagde nej til alt nyt. Maria, Maria hun brændte alt af for sig og Annika.

Der lød en hoste ude på gangen. De blev tavse. Tamara kiggede ud, men døren smækkede i, der var ingen.

Hvad med søsteren egentlig? Jeg ved ikke rigtigt meget. Var jo væk med barsel, undrede Tamara.

Annika og Maria kom sammen hertil, Maria var ti år yngre. Da forældrene døde, fik Annika job her, lejede en lille lejlighed, Maria gik i skole. Meget sær pige, lilla hår og næsering. Men ja, Maria forsvandt. Hun forsvandt, Annika ledte hvert nat, politiet blev koblet ind. Til sidst limede de billeder op i hele byen men Maria var bare væk. Siden gled Annika mere og mere ud af livet.

Man slipper ikke sådan nogen, sagde Lisbeth stille. Min nabo mistede også en søn, aldrig fundet. Måske ringede han et par gange, men man sender penge, men ved aldrig, om det er til glæde eller ikke Annika burde også tage væk.

Hun kan ikke. Hver aften stormer hun hjem, i frygt for at miste sin Maria, hvis hun nu skulle komme. For et par måneder siden var der indbrud, hun har skiftet lås, men nu tænker hun kun: Åh, hvis Maria kommer og ikke kan komme ind? Så løber hun

De faldt tavse igen, raslede med slikpapir.

Man slipper ikke sine døde, ikke sine nærmeste sagde Tamara.

Jens Jørgensen bredte sig på hospitalssengen, lagde hænderne bag hovedet og så op i loftet.

Som at nåle en sommerfugl fast, tænkte Jens. Skulle flyve frit, men lænker sig selv med jernkæde

Han mindedes Annika; øjnene, håret, den barnlige figur, de spidse knæ i de smalle jeans, kolde hænder, der trykkede hans mave. Han så det hele. Skørtejæger? Nej Han ville bare redde hende, beskytte hende fra hvad, vidste han ikke.

Hvorfor ryger hun så meget? Det er ikke godt, slet ikke

Jens vendte og vred sig hele natten, kunne ikke sove, flov over sin opførsel, over alle anklagerne og sin egen arrogance.

Han var jo vant til noget andet: at give en chokolade, tag, kære, bruge 100 kroner og forvente særbehandling.

Men Annika hun gjorde sig ikke det mindste til. Hun havde aldrig set patienter som ham elitens patienter.

Jens satte sig op, mærkede efter sine klipklapper, stak de lange, magre fødder deri.

Bag væggen stønnes der. Jens kradsede sig på hagen, stod lidt, åbnede døren forsigtigt og kiggede ud. Han så ingen sygeplejersker, så han luskede ind til naboen, endnu en afdelings vip-patient.

Undskyld, må jeg komme ind? bad Jens, det stank indelukket og trist. Eller forstyrrer jeg?

Han famlede rundt, men den gamle mand stak bare et udtørret ansigt op.

Knap lidt vand af mig, derovre, tak, mumlede den gamle, næsten tandløst.

Jens fandt et tomt glas, gik ud, hentede vand. Da han vendte tilbage, prøvede den gamle mand med møje at sætte sig op.

Skal jeg kalde lægen? Det lyder ikke godt Jeg tænder lyset og lukker lidt op, sagde Jens.

Han var vant til, at nogen tog sig af ham vendte puden, bragte teen, åbnede gardinet.

At tage sig af andre havde han glemt helt. Ja, far og mor døde, og så lå der kun ham selv. Selv sammen med de kvinder, der stak hovedet forbi hans seng, var han konge, de tjenere. Han betalte, de smilede taknemmeligt.

Jens tændte natlampen. Blåligt skær over mørklilla gardiner, kold kylling på bordet, en kåbe på gulvet, en gammel krop på sengen; skygger lagde ansigtet til en maske, næsten post-mortem.

Vand, mumlede masken.

Tak, sagde Jens. Skal jeg ikke hente lægen? forsøgte han hjælpsomt.

Lad dem sove. Jeg prøver men den gamle kastede opgivende hænderne i skødet. Tak. I skal ikke høre mere på mig. Det er maven, altid maven Det var så anderledes, da jeg var ung. Et grin, mere vemodigt end noget andet.

Ungdommen gav Jens med, huskede Rådhuspladsen i 90erne, nætterne, hvor man altid kiggede sig tilbage for fodtrin. Jeg lufter lidt ud.

Ungdommen er ikke let for alle, sukkede den gamle og krummede sig sammen, som et foster.

Jens havde aldrig før hørt en sådan håbløs kløe af smerte. Raseri, ja. Men det her opgivelse.

Jeg henter nogen, råbte han næsten. Han frygtede, at den gamle ville dø for øjnene af ham.

Eliten, fnyste den gamle. Sønnen puttede mig på værelse her. Har råd, men vil ikke besøge mig. Du har det jo som en konge, far! siger han. Jaja, jeg venter.

Dumme Mikkel! knurrede Jens, mærkede det egentlig var om ham selv, han talte.

De unge skal leve, vi skal dø. Sådan er det. Man kan ikke altid tage sig af andre, sagde den gamle. Gjorde du det, Jens? Ja, det kan jeg se, og det er godt. Og Annika? Nej, hun gik hjem, venter på Maria min stakkels pige

Nå, mumlede Jens. Mit liv er mit. Dit dit. Jeg henter dog lægen, du ser bleg ud! Nu blev han bange for, at denne mand, hvis navn han ikke kendte, skulle falde bort foran ham.

Han fór ud, fandt Tamara slumrende i personalestuen, ruskede hende.

Hvad? Er det dig? spurgte hun. Jens plejede jo også at give hende chokolade.

Nej, det er min nabo han har det slemt.

Tak, jeg løber, sagde Tamara og hastede væk, sammen med en søvnig læge.

Jens kløede sig i nakken, anede intet om, hvad der foregik, men stirrede længe ud på byen, hvor lysene blinkede som stjerner af savn. Hjertekval. Han savnede sød te og kanelsnegle, som mormor plejede at have klar efter spejderonsdagene, da han studerede stjerner i Ballerup. Hver gang: Stakkels barn, alt det universnørderi! sagde hun, og gav ham et krus med prangende heste.

Han ville hjem i det lille køkken, med klistret voksdug, planter i vinduet, træskeer på væggen og et billede af et hvidt sejlskib i akvamarin hav. Mormor elskede det billede.

Han faldt først i søvn hen mod morgenstunden, uroligt, for bag væggen skramlede de.

Om morgenen var værelset rengjort, gjort klar til ny patient.

Hvor er den gamle? Hvor blev han af? spurgte Jens strengt. Tamara trak på skuldrene. Han forstod, mærkede kulden i blodet. Det var sket bag muren den nat. Jens var den sidste, der talte med ham. De havde ikke engang udvekslet navn Skidt, når man ikke når det og alle har billetter kun én vej, men ikke samme vogn.

Jens ville væk, men gik durk ind i Annika.

Hun stod der, lille som altid, frysende, med armene om sig, og tårerne løb.

Jeg skulle have besøgt ham i går, men jeg skyndte mig hjem, for jeg skal være hjemme før ti, fordi Ja. Nå, men jeg skulle have nået det! Han, gamle Karl Nu venter han, måske ventede han på mig, og jeg fik ikke sagt farvel

Annika snøftede som et barn, tørrede næsen i ærmet, fortabt lille og mager, med den mærkelige frisure. Jens fik pludselig lyst til at favne hende, trykke hendes sorg ind til sig, ae hende og love hende te og bolle.

Han sagde, De skulle leve Deres eget liv. sagde Jens stille, rakte hånden ud, men nøjedes med det.

Annika så op, store øjne med sort mascara løbet ned. Hendes hage rystede. Hun vendte sig om og stødte ind i Thomas, der havde stået bag dem, og hun løb.

Ud, ud hun greb cigaretterne i lommen, styrtede ud i det fri, men kunne ikke finde lighteren. Forbandede lavmælt. Da dukkede en hånd med en tændstik op.

Jens.

Han stod der, udfordrende og ventede. Spændingen dirrede, mens Annika tændte en cigaret og straks hvæsede:

Du må ikke være her! Gå indenfor! Dette er personalets balkon. Skal vi have gitre op? Lad mig være.

Jeg gør intet. Gav dig blot ild. Jeg har ret til at være her, sagde Jens.

Hvorfor?

Fordi jeres latterlige kontrakter siger, man kun må undgå steder med forbudsskilte. Her er ingen.

Jens lænede sig nonchalant på rækværket, åbnede kåben, pyjamasen under var stribet.

Se, sne. Hvornår faldt den? Smukt. En god park I har. På bænken sidder ingen det er en snemand, snakkede Jens, for at få hende til at glemme sorgen.

Annika betragtede ham, lyttede. Hendes cigaret gik ud, hun kastede den væk.

Jeg kendte ham, Karl, siden Maria forsvandt. Han spillede violin i Rosenhaven, altid med hat.

Violin? Ham? grinede Jens, tilbød cigaretten, hun rystede på hovedet.

Ja, og skarpt, gråbrun strik. Det var hans kendetegn Maria ville have elsket sådan en. Men hun gik. Og nu gik også Karl. Nu står jeg tilbage.

Hun ville sige mere, men Thomas afbrød, kaldte Annika til stuegang.

Hvorfor står patienten her?! udbrød Thomas, men Annika trak ham væk, og Jens blev stående og så sneen smelte på snemanden, der krøb sammen og opløstes i sig selv.

Så blev altanen låst; Jens Jørgensen stod tilbage i den røde kåbe og pyjamas udenfor, i vintermorgens sne og regn, ventende på hvad, vidste han ikkeJens betragtede den krympende snemand til kun en skæv gren og en lille gulerod lå tilbage. Så lukkede han kåben tæt omkring sig og for første gang i mange år mærkede han en piblen af noget andet end mavesyre i kroppen noget, der, hvis man ville, kunne kaldes håb.

Inde i afdelingen passede livet sig selv. Kaffe blev drukket, patienter skændtes og forsonedes, kolleger skiftede vagt og lo ad hinandens fejl. Lægerne gik deres stuegang, døre faldt i, og Annika lod blikket glide fra journal til journal, som om hun søgte efter noget, hun ikke længere troede, hun kunne finde.

Da sneen var smeltet, kom morgenen med sit metalgrå lys. Hospitalet duftede af rugbrød, sprit og den første forårsluft, der sneg sig ind gennem sprækkerne. Jens gik tilbage til sin seng, men i døren standsede han. I vindueskarmen lå der nu en lille, foldet seddel han genkendte Annikas håndskrift:

“Du behøver ikke vente på mig, Jens. Men hvis du gør, kan jeg måske alligevel møde dig et sted, hvor ingen venter pladsen under poplerne, der hvor sneen smelter først.

Jens foldede sedlen sammen og lagde den i brystlommen. For første gang lo han, højt og frit, så det runge gennem korridoren og fik sygeplejersken til at kigge op fra sin te. Han gik roligt ind på værelset, satte sig på sengen og mærkede, hvordan maven en stund var stille. Han tænkte på sin mormors akvamarine sejlskib og forestillede sig poplerne i forårssol.

Måske kom Maria aldrig hjem. Måske gik Annika sin vej. Måske døde Jens af sit mavesår. Men nogen, et eller andet sted, ville måske mødes under de første grønne knopper, dér hvor sneen smeltede, og hvor alle, der ventede, trods alt fik lov at gå videre.

Og sådan, uden fanfare, men med en lethed han næsten havde glemt fandtes, rejste Jens sig og begyndte forfra.