27. oktober
I dag har været uendeligt lang. Jeg vågnede tidligt her på Rigshospitalets afdeling 214 og kunne straks mærke uro og smerte i brystet, som ikke ville slippe sit greb. Alt føltes tungt, som om selve luften var mættet af frygt og træthed.
Telefonen ringede lige præcis, mens jeg forsøgte at nå snoren til sygeplejersken. Det var min datter, Tilde. Hendes stemme lød træt og irriteret.
Mor, jeg har virkelig nok i mit, sagde hun. Du er jo voksen, du må klare dig selv.
Tilde, skat Jeg har det så skidt, mumlede jeg, mens jeg prøvede at holde tårerne tilbage. Lægen siger, at jeg skal opereres. Kom, bare et lille besøg, jeg har virkelig brug for dig.
Hun sukkede. Jeg er presset på arbejde. Børnene skal hentes fra børnehave, og der er madpakker og alt muligt. Kan du ikke ringe til Mads? Han har vist lidt mere luft.
Så lagde hun bare på. Jeg stirrede på telefonens sorte skærm og mærkede tårerne løbe ned ad kinderne. To børn har jeg opdraget alene efter at Morten døde. Jeg gav dem alt: min ungdom, min energi, mit helbred. Og nu ligger jeg her på hospitalet, og der er ikke engang nogen til at række mig et glas vand.
Min stuekammerat, Bodil, en varm og rund dame på tres med bløde brune øjne, lagde mærke til det.
Kommer de ikke? spurgte hun nænsomt.
De har så travlt, sagde jeg og tørrede øjnene med kanten af lagenet. De har deres eget.
Det har vi jo alle, sukkede Bodil. Men mødre er altså også bare mennesker. Min søn ringer trofast hver dag. Kommer ikke på besøg, for han bor i Aarhus, men jeg mærker, han gider.
Jeg nikkede blot og vendte blikket mod det regnvådsgrå København gennem spejlblanke ruder. Alt udenfor var vådt og trist regnen, skyerne og hele livet herinde det var som om oktobers ensomhed fordobledes, når man var gammel og syg og alt omkring én kun summede af fremmede stemmer og andres smerte.
Jeg tørrede tårerne væk og tastede Mads nummer. Først svarede han ikke, og da han endelig tog telefonen, kunne jeg høre byens trafik i baggrunden.
Mor, jeg er midt i at køre hvad så?
Mads, jeg ligger altså på hospitalet. Det er alvor med hjertet denne gang. Lægen siger, det haster med operation. Kan du ikke komme?
Hvornår er det?
Overmorgen.
Han sukkede højt. Jeg har et vigtigt pitch i morgen, mor, og dit barnebarn og Lise er i sommerhus. Jeg har rod derhjemme, masser af deadlines. Men du har da altid klaret dig. Det ved jeg, du gør denne gang også.
Men, Mads
Ring når du har klaret det, så skal jeg overføre penge til medicin. Okay?
Så blev forbindelsen afbrudt. Jeg lagde telefonen på natbordet og lukkede øjnene. “Du klarer dig selv,” lød det stadig i mit hoved. Men hvordan? Når kroppen ryster, og smerten og dødsangsten gør det umuligt at bevæge sig ud af sengen?
Pludselig kom minderne. Den nat Tilde lå på hospitalet som ung med blindtarmsbetændelse, sov jeg ikke et øjeblik, holdt hendes hånd, fodrede hende med ske, vaskede hende, blev. Da Mads havde lungebetændelse, sad jeg tre uger ved siden af hospitalssengene, tog orlov uden løn, spiste madpakker for at spare. Jeg var der. Jeg gav mig selv.
Jeg gav alt til mine børn, men nu er jeg ingenting, hviskede jeg.
Sig ikke sådan, Bodil flyttede sin lille termokande hen til mig. Drik lidt te, så føles det måske mindre tungt.
Tak, fik jeg sagt og løftede mig op. Du er virkelig sød.
Nej, bare realistisk. Sidste år lå jeg også her alene, og det var en kvinde på nabosengen, der holdt mig oppe. Nu kan jeg måske være en, der hjælper.
Vi drak i tavshed, mens mørket lukkede sig om hospitalet. Stemmer fra sygeplejersker, raslen af senge og svage samtaler blandede sig i baggrunden. Alt gled afsted i sin egen ligeglade rytme.
Henad aftenen kom lægen ind, Dr. Akselholm, en ung kvinde omkring fyrre, slidt i blikket.
Else Sørensen, hvordan går det? spurgte hun og så i journalen. Kommer familien, inden du skal opereres?
Nej De har for travlt.
Hun nikkede forstående.
Det ser jeg alt for tit. Ensomheden blandt ældre er blevet en epidemi. Børnene har svært ved at finde plads. De glemmer.
Jeg vil ikke bebrejde dem. De har travlt, sagde jeg og klamrede mig til dynen. Jeg forstår det jo godt.
Du forstår det, men det gør stadig ondt, konstaterede hun. Det er normalt. Du må gerne have det svært. Vi går alt, hvad vi kan. I morgen kommer narkoselægen og taler mere med dig.
Da hun var gået, sagde Bodil blødt: God læge, hende. Man mærker, hun engagerer sig.
Natten blev uendelig. Jeg kunne ikke sove. Smerten bølgede frem og tilbage, og jeg lå bare med blikket i det svagt oplyste loft.
Billeder fra livet kom strømmede. Tilde, den krøllede treårige med mælkebøtter: “Mor, til dig!” Mads som skolebarn med tophue, “Se, mor, jeg fik høj karakter!” Og teenageren, mut, men stadigt nær. Tilde i brudekjole. “Mor, tak for alt.” Mads, nybagt far, med sit eget barn i favnen: “Nu forstår jeg, hvor meget du elskede mig.”
Hvornår gled vi væk fra hinanden? Først blev opkaldene sjældnere, så kun højtidsbesøg, til sidst selv uden undskyldninger. “Mor, undskyld, vi kan ikke nå det,” “Vi er så trætte, mor,” “Vi har planer.” Og så bare tavshed.
For et halvt år siden prøvede jeg at nævne det forsigtigt for Tilde.
Jeg ser aldrig børnebørnene, skal jeg ikke komme forbi i weekenden og passe dem?
Mor, de har sport, klubber, lektier. De har ikke tid.
Men jeg kunne jo…
Mor lad nu være. Bland dig ikke.
“Bland dig ikke.” Det satte sig fast dengang. Nu lød det næsten som dom. Jeg havde foræret dem alt mine kræfter, penge, min energi. Arbejdede dobbelt efter min mands død for at sikre dem alt det, de behøvede. Og nu nu var jeg blevet til besvær.
Om morgenen kom sygeplejersken Anna stor og varm med trætte hænder.
Nå, hvordan gik natten? spurgte hun.
Fik næsten ikke lukket et øje.
Du er ikke alene, alle ligger vågen før operation. Er du bange?
Rædselslagen og så alene. Som en gammel forladt hund. Børnene kommer ikke.
Jeg har arbejdet her tyve år, sagde Anna, og det er ikke unormalt at se, hvor mærkeligt det er blevet mellem generationerne. Før passede man mere på de ældre. Nu er vi så ensomme.
Måske har jeg selv fejlet, sagde jeg. Måske gjorde jeg for meget for dem, forklarede det hele for dem
Eller var for krævende? blandede Bodil sig. Jeg ville have, at mine blev succesfulde, glemte bare at lære dem omsorg. Nu sidder de langt væk og er dygtige, men iskolde.
Anna nikkede.
Men nu må vi finde en vej frem. Livet fortsætter.
Men hvordan? Hvordan fortsætter man, når man ikke betyder noget for sine egne børn?
Prøv at leve for dig selv. Jeg ved, det lyder mærkeligt men du har brugt hele livet på at leve for andre.
Hun gik, og jeg blev tilbage med en mærkelig tomhed og en sætning, der rumlede i mig: “Leve for sig selv?” Jeg anede ikke, hvordan det skulle gribes an.
Dagen sneglede sig afsted. Læger kom og gik, tog prøver, stillede spørgsmål. Jeg ringede til Tilde igen, uden held. Mads tog kun kort telefonen og sagde: “Mor, jeg sidder i møde. Jeg ringer senere.” Han ringede ikke.
Om aftenen fik vi en ny patient ind, en meget gammel dame lå knap nok vågen i sengen. Sygeplejerskerne myldrede om hende.
Har hun pårørende? spurgte lægen.
Datteren kommer måske i morgen.
Jeg så på hende og så mig selv. Det var ikke sygdommene, der var værst. Det var følelsen af ikke at høre til.
Psykologen kommer kun sjældent her. Men hvad skal man også sige at alt ordner sig? At børnene vender tilbage? Det er ikke sandt.
Dagen før operationen prøvede jeg for sidste gang og ringede til Tilde:
Tilde, kom nu. Bare et øjeblik. Jeg skal opereres, og jeg er bange, virkelig bange.
Mor, du overdramatiserer igen. Folk bliver opereret hver dag. Jeg har mit.
Men jeg er så ensom, græd jeg.
Mor, det var dit valg at ofre dig. Vi bad ikke om det. Du styrede alt, glemte selv at leve, og nu forventer du, at vi dropper alt? Vi har også eget liv.
Hvordan kan du sige sådan? hviskede jeg.
Fordi det er sandheden, sagde hun, men stemmen lidt mildere. Jeg ringer efter operationen.
Efter samtalen var jeg tavs længe. Var det hele min skyld? Havde jeg i min kærlighed druknet dem med krav, klamret mig? Måske. Men jeg ville dem det bedste.
Du har sikkert ret, mumlede jeg, men jeg har altid bare elsket jer.
Om aftenen, da Anna kom ind med aftensmad, kunne jeg kun svare på hovedrysten.
Måske er det alles skyld lidt, sagde hun. Begge parter burde prøve. Men du fortjener også støtte. Prøv at være styrke for dig selv som menneske.
Jeg sagde ikke mere.
Operationen var sat til klokken ti. Sygeplejerskerne vækkede mig tidligt, forberedte alting. Lå på båren i gangen, hvide plader i loftet over hovedet. Frygten blev total. “Måske vågner jeg ikke. Måske er det slut, uden at nogen ved det før sent.”
Else Sørensen, det skal nok gå, sagde doktor Akselholm blidt. Vi gør vores bedste.
Tak, hviskede jeg.
Inde på operationsstuen var alt koldt, maskerne skjulte ansigterne. Jeg tænkte kun på børnene, på fortiden, min mand. “Hvis jeg overlever, skal jeg prøve at leve anderledes,” tænkte jeg.
Jeg vågnede op på opvågningen. Alting var tungt, men jeg var i live. Anna sad hos mig og ordnede medicinen.
Sådan, du er igennem. Slap bare af. I morgen kommer du tilbage på stuen.
Jeg lukkede øjnene og tænkte: nu begynder det nye. Det bliver alene børnene er der ikke. Men måske er det slet ikke så forfærdeligt Noget har ændret sig i mig.
To dage senere lå jeg igen på stue 214. Bodil smilede, da jeg kom tilbage.
Jeg tænkte sådan på dig, sagde hun. Børnene ringede?
Tilde ringede én gang og spurgte, hvordan det gik. Mads sendte en sms. Jeg venter ikke mere fra dem.
Anna hjalp med medicin, Bodil delte sine hjemmelavede frikadeller. Jeg fik frugt og juice. De andre patienter spurgte ind. Disse fremmede mennesker blev tættere, end mine egne børn.
Efter en uge blev jeg udskrevet. Lægen gav instrukser “helst ikke være alene de første to uger” men jeg svarede ærligt:
Børnene kan ikke. Jeg klarer det.
Hun så medfølende på mig.
Taxaen satte mig af foran boligblokken ude på Amager. Chaufføren slæbte tasken op. Jeg lukkede døren og blev mødt af stilheden. Køleskabets magneter med børnenes feriesteder, væggen med fotos fra konfirmationer, bryllupper, fødselsdage alle smilede. Hvor længe siden er det?
Jeg satte mig ved vinduet. Udenfor faldt det første sne. Førhen ringede jeg straks til ungerne: “Se nu, årets første sne! Kan I huske, hvor glade I var som børn?” Nu sad jeg bare i ro.
Telefonen ringede. Tilde.
Mor, er du hjemme? Gik det okay?
Det gik fint. Tak fordi du spørger.
Jeg prøver at kigge forbi næste uge med lidt indkøb, måske få gjort rent derhjemme.
Det behøver du ikke. Jeg klarer mig.
Helt sikkert? Lød der lettelse i hendes stemme.
Helt sikkert.
Da opkaldet sluttede, sad jeg bare og så ud på sneen. Den dansede for gadelygterne. Smukt. Jeg har næsten glemt at se det smukke, altid optaget af praktiske ting for familien.
Måske havde Anna ret. Måske er det nu, jeg skal lære at leve for min egen skyld ikke egoistisk, men endelig finde mig selv igen, Else, ikke kun morrollen. Måske tage gamle drømme eller nye interesser op? Droppe håbet om, at børnene kan give mig det, jeg har brug for. De gør det ikke men det betyder ikke, at de er dårlige. Sådan er livet bare.
Jeg satte kedlen over og fandt min fineste kop frem. Gemte den til særlige lejligheder før, nu tænkte jeg: “Hvorfor ikke tage den i brug for min egen skyld?” Jeg hældte varm te op, smeltet honning fra Bodil og satte mig ved vinduet. Lang vinter venter, genoptræning efter operationen og alderens stilhed. Men måske er det ikke rædselsfuldt; måske er det en chance.
Min telefon vibrerede. Ukendt nummer: “Else, det er Bodil. Jeg skrev nummeret af din seddel. Håber det er okay. Hvordan går det? Si til, hvis du mangler noget eller bare har lyst til at snakke.” Jeg smilede for første gang i dagevis. Skrev tilbage: “Tak, alt okay nu. Skal vi ringes ved i morgen?”
Sneen faldt videre. Byen blev hvid. I min lille lejlighed på tredje sal sad en tooghalvfjerdsårig kvinde med te i sin fineste kop og prøvede at acceptere sin ensomhed som begyndelsen på et nyt liv. Svært, smertefuldt, men ægte.
Jeg tømte koppen og så på uret ni om aftenen. Før ringede jeg som regel til mine børn, spurgte til deres dag, deres børn. Nu tændte jeg for TVet. En kærlighedsfilm summede i baggrunden, men jeg hørte ikke efter.
Måske handler det ikke kun om børnene. Måske har jeg tabt mig selv i dem, levet for dem, gennem dem. Da jeg blev enke, kastede jeg mig over deres liv. Da de flyttede hjemmefra, blev jeg bare ved på afstand. Tjekkede op, gav råd, bekymrede mig om alt. Der var brug for mig engang. Nu er de færdige og skal selv gå, og jeg skal lære at slippe.
Anna talte om psykologer. Måske burde jeg prøve en støttegruppe. Ensomheden blandt ældre er en kendt sygdom i samfundet. Børn rejser, venner dør, arbejdet forsvinder. Tomhed følger og må fyldes med noget andet.
Jeg tog min notesbog, fikst jeg mest havde brugt til indkøbslister, og skrev “Hvad jeg vil med mit liv?” øverst. Første tanke: At børnene kommer mere. Jeg stregede det ud. Det er jo at lægge mit liv i deres hænder.
Tænkte efter. “Jeg vil lære at tegne jeg har altid drømt om det.” “Jeg vil læse bøger, som interesserer mig, ikke bare dem andre anbefaler.” “Jeg vil gå ture i parken, bare se træerne uden bekymringer.” Listen voksede og med hver linje blev noget beroliget i mig jeg havde ønsker. De havde bare været kvalt af pligter hele mit liv.
Dagene gik i genoptræning. Smerten slappede lidt. Jeg så til mig selv, gik små ture i lejligheden, lavede lette øvelser. Tilde kom virkelig forbi med mad, men var hurtigt væk igen travlheden tegnede sig i hele hendes måde at smutte ud døren på.
Hvordan går det? spurgte hun, og ordnede indkøbene.
Det går, jeg klarer mig.
Godt. Jeg må videre, den yngste har feber.
Selvfølgelig, skat. Tak fordi du kom.
Da hun gik ud, følte jeg ikke længere den gamle, nagende skuffelse. Jeg forstod: det er hendes liv, hendes valg. Det er bare sådan, det skal være jeg behøvede ikke at klamre mig mere.
Efter to uger inviterede Bodil mig til kaffe. Hun boede lige i nabolaget. Jeg samlede kræfter og gik derover min første udflugt efter hospitalet.
Hun havde bagt kanelsnegle, og vi snakkede om alt fra helse til børn og gamle hobbyer. Hun fortalte, at hun var begyndt på engelsk for seniorer lidt fjollet måske, men hun havde altid haft lyst.
Du burde også komme til keramik, sagde hun. Vores lokale aftenskole har hold, primært for folk som os. Vil du med og kigge?
Det blev begyndelsen på noget nyt. Jeg startede til tegning. Til første time var jeg nervøs, men læreren, Anna-Marie, var forstående og de andre ligesindede. Efterhånden blev jeg grebet af processen tankerne forsvandt, mens jeg tegnede, glemte både smerte og savn.
Børnene ringede lejlighedsvis. Jeg svarede roligt, fortalte dem lidt om mit nye liv: tegning, gåture, nye bekendtskaber. “Du lyder forandret, mor,” sagde Tilde en dag. “Måske,” svarede jeg. “Ting forandrer sig.”
Månederne gik, vinter blev til forår. Jeg gik i parken, fodrede fugle, tegnede vinterlandskaber. Fandt endda en veninde, Karen, på keramikholdet vi begyndte at ses udenfor undervisningen.
Forholdet til børnene var stadig køligt, men det sårede mig ikke så dybt mere. Jeg vidste nu: man kan elske uden at kræve. Man kan være mor, uden at forsvinde i rollen. Man kan stadig skabe sig et liv også som gammel.
Nytårsaften ringede Mads.
Mor, bliver du alene nytår?
Nej, Karen har inviteret mig, ellers har jeg andre muligheder.
Nå, øh Vi vil også gerne invitere dig, hvis du vil.
Tak, det overvejer jeg.
Første gang følte jeg ingen trang til at trygle om at være sammen jeg havde et valg, min egen fornemmelse af liv.
Jeg fejrede nytår med familien, men denne gang som gæst. Børnene løb rundt, snakken summede. Jeg lyttede, blandede mig lidt, alligevel uden at tage styringen. Og det var rart.
Da hverdagen vendte tilbage, tog jeg igen plads i min lejlighed. Så ud over det hvide Amager, mens jeg drak te og nynnede en gammel dansk vise. Ensomheden, som Anna havde talt om, var der stadig men nu var den også rum for nye muligheder.
Ja, måske blev forældregenerationen glemt. Måske. Men det er ikke verdens ende. Det er bare et nyt kapitel et, hvor jeg må lære at stå for mig selv, at finde glæde ikke kun gennem børn og børnebørn, men inde i mig selv.
Jeg åbnede notesbogen. Tilføjede ønskerne: “Jeg vil lære at være lykkelig alene.” Streget under to gange.
Sneen faldt stille derude. Livet gik videre, også for mig. Der lå stadig gamle og ensomme kvinder her på Afdeling 214, der kæmpede deres egen kamp. Men Else Sørensen var ikke længere én af dem. Jeg havde fundet en vej kun min egen.
Det svære, smertefulde, men vigtige valg: At begynde at leve for mig selv. Ikke let. Men nødvendigt.
