Ingen Grund til at Fortryde Noget
Og lejligheden skal være skinnende ren, når jeg kommer hjem! fru Olga Mikkelsen fór ud i opgangen og smækkede døren efter sig med sådan et brag, at vinduerne klirrede i hele opgangen.
Nanna, som netop var på vej ned ad trappen, fik også et chok. Hun fór sammen.
Nanna håbede, at naboen ikke havde fået øje på hende. Men nej, det var ønsketænkning. Hun blev selvfølgelig set.
Nåårrh, Nannamøs… Godmorgen!
Kvinden klaskede en papkasse tydeligvis fra en airfryer ned på gulvet og begyndte febrilsk at knappe sin frakke. Tydeligt, at hun var på vej ud ad døren i en fart.
Godmorgen, Olga Mikkelsen, nikkede Nanna venligt, men med tilbageholden smil Har ungerne lavet ballade igen?
Det er så mildt sagt! Jeg er ved at eksplodere indvendigt! hvæsede Olga Mikkelsen mellem tænderne, mens hun rodede med den genstridige knap.
Samtidig begyndte papkassen på gulvet at røre på sig.
Nanna hoppede nærmest baglæns sikkert nok, selvom hun stod med behørig afstand.
Ikke fordi Nanna nogensinde havde været bange af sig, men alligevel: hvem forventer også, at der ligger nogen eller noget i en kasse med en afdød airfryer?
“Hvad i alverden er der mon derinde?”
Hendes fantasi gik straks i selvsving og forestillede sig en levende maskine, der spyttede rå grøntsager ud over det hele. Måske skulle den bare direkte på skrotpladsen.
Nå, kig her så, sagde Olga, løftede kassen op og rakte den frem som trofæ.
Nanna gik ind på reposen, stillede sig bag ved Olga og kiggede forsigtigt ned.
Hun vidste da udmærket, at der umuligt kunne ligge en levende airfryer, så frygteligt var det nu ikke men det hun så, kom alligevel helt bag på hende.
Og heldigvis til den gode side.
Der stirrede to nysgerrige øjne op fra bunden af papkassen. De tilhørte selvfølgelig en lille bitte killing.
Ej, hvor er den nuttet! gispede Nanna.
Det kan du sagtens sige, hvæsede Olga Mikkelsen med et opgivende suk, mens hun smækkede låget på kassen til igen.
Hvor har du fået den fra?
Ungerne slæbte den hjem… Jeg fortryder dybt, at jeg lod dem beholde den. Jeg har ikke haft et hvil siden! Og ja, jeg blev også narret af de store uskyldige øjne, men man burde jo vide alt guld glimrer ikke. Den ser sød ud, men har temperament som min eks-mand.
Den falder nok lidt mere til ro, når den vokser, prøvede Nanna at opmuntre. Skal du til dyrlægen og have lavet vaccine og tjek?
Hvad? Dyrlæge? Vac-ciner? Slap nu af, Nanna! Jeg har fået nok. Den skal op på sommerhuset så kan den da leve der.
Nanna så måbende på Olga Mikkelsen i håbet om, det blot var en (dårlig) joke.
Men Olga så absolut ikke ud til at jokke. Og nej, det var ikke lige d. 1. april, det var 15. november.
Sommerhuset? I slutningen af efteråret?
Skal jeg virkelig vente til foråret? Det er da ligegyldigt, om det er oktober eller februar. Og hvis det var snevejr, var vi allerede kørt. Det er ikke en killing. Det er en fejltagelse.
Olga Mikkelsen rystede næsten af harme og tabte pusten fra alt det ophidselse.
Da hun havde fået vejret igen, fortsatte hun målrettet:
Du skulle se, hvad det kræ kræver af medicin mod stress! Jeg har ikke drukket så meget baldrian, selv dengang jeg stod alene med børnene. Så beslutningen er truffet. Point finale! Sommerhuset!
Men…
Altså, jeg kunne selvfølgelig bare sætte den ud i gården igen. Dér fandt vi den jo. Men så henter ungerne den ind en gang til og gemmer den i skabet. Eller også kommer den selv hjem. Nej du, den går ikke. Jeg vil ikke have sådan en omgang mere!
Olga hev mobilen op af lommen, tjekkede tiden og rystede på hovedet:
Nu har du fået mig til at snakke for meget, søde Nanna. Jeg skal altså nå bussen.
Hun greb om kassen, snurrede rundt og begyndte at bevæge sig ned ad trappen, fast besluttet på ikke at slippe den.
Nanna stirrede efter hende, komplet uforstående over, at nogen ville tage en lille killing med i et øde sommerhus i november. Den klarer sig da højst én nat.
Vent nu, Olga Mikkelsen! råbte hun.
Hvad nu? Jeg er ved at komme for sent!
Lad nu være med at køre killingen til sommerhuset. Lad mig forsøge at finde et godt hjem til den. Giv den til mig, ikke?
Olga stoppede op og…
…vendte sig trægt.
Et godt hjem? Prøver du at sige, mit ikke er godt? snerrede hun og kneb øjnene sammen Jeg har selv opfostret to unger med disse hænder!
Jeg siger ikke noget ondt om nogen. Men killingen kan jo ikke overleve alene i et køligt sommerhus.
Hvis den vil, skal den nok overleve. Hvis ikke, var det nok ikke meningen. Måske skulle den aldrig have været født…
Ej, nu må du!
Hvad vil du have, jeg gør? Den opfører sig da ikke, som man skal. Den aner ikke, hvordan man bor i lejlighed.
Jamen, det er jo en baby! Den kan lære det! udbrød Nanna, og kunne ikke lade være: Du sender jo heller ikke dine børn ud til sommerhuset bare, fordi de larmer.
Mine børn er mine børn. Dem sammenligner du ikke med dét der! Men hvis du vil så tag den bare!
Hun satte kassen på gulvet.
Så slipper jeg for at bruge penge på transporten. Lad mig se, hvor længe du holder! grinede Olga, tørt og skævt.
Så skred hun tilbage til lejligheden, bankede døren igen, og Nanna hørte hende brøle:
Hvad er nu det her? Hvorfor har I ikke begyndt på rengøringen? Kom med jeres telefoner!
Hvad der derefter skete hørte Nanna ikke. Hun samlede forsigtigt kassen op, tjekkede at killingen stadig var der, og begav sig op ad trappen.
Sådan blev Nanna helt uventet lykkelig ejer af en papkasse fra en airfryer og…
en lille, spirende kattebasse.
Hun havde ikke forestillet sig at få en pelset logerende.
Særligt ikke i dag… Hun skulle bare ned og købe kaffe (lageret slap op i morges!) og nu blev hun uforvarende kastet ud i kæledyrsverdenen.
Desuden: Helt ærligt, dyr havde aldrig været hendes store lidenskab. Intet behov for at fortælle historier om en eller anden storslået kærlighed til katte eller hunde.
Men, hun kunne ikke lade Olga Mikkelsen bare dumpe killingen. Af ren og skær samvittighed! Man er vel ikke kold og stenet bare fordi, man er lidt kølig?
Og hvorfor tvangsudstationere, når man i dag kan få et hjem til alt muligt via nettet?
Sådan et sødt pelsdyr bliver selvfølgelig adopteret. Det var Nanna ikke i tvivl om et sekund.
Lidt billeder, en annonce eller to på Facebook og tro mig, folk ville stå i kø på dørtrinnet.
Piece of cake!
*****
Nanna spildte ikke tiden. Hjemme igen nappede hun straks mobilen, tog en fotosession med killingen og uploadede billederne på en række Gives væk-grupper og Adoption søges-forummer.
Med god samvittighed smuttede hun så ned efter kaffe og…
…killinger-foder (ja, noget skulle killingen jo snacke, mens den ventede på sit nye hjem).
Samtidig røg der også et kattebakke-sæt og grus i kurven. Ikke planlagte penge men det kunne næppe være anderledes.
“Det hele ryger videre til den, der henter killingen,” tænkte hun og smilede tilfreds over dagens gode gerning og var ligeglad med den ekstra udgift.
Ifølge Olga Mikkelsen hed killingen Muffe, men den reagerede overhovedet ikke, så Nanna fandt på et nyt navn.
Efter en længere brainstorm besluttede hun sig (på bud nummer 132):
Nu hedder du Viggo, okej? Hvis ikke, må du protestere!
Miav! sagde Viggo, og løb triumferende ud i entreen for at give de to uldne hjemmesko én på hatten.
For han er jo ubetinget den sødeste og blødeste pelsklump, ikke et par anonyme hjemmesko.
Nanna grinede og satte sig til computeren for at arbejde lidt.
Hun var freelancefotograf og lavede stadig flere fotosessions end hun egentlig burde. Heldigvis kunne hun godt lide sit job og det kunne mærkes på både humør og MobilePay-saldo.
Netop nu havde hun allerede deadlines, der burde tackles med klippefast koncentration. Så frem med Photoshop…
Men ro fik hun ikke.
Viggo, færdig med hjemmeskoene, begyndte nu at buldre rundt inde i stuen som en hvirvelvind, uden evne til at styre svingene.
Larmen var monumental.
Halvt, ven! råbte Nanna og snurrede sin kontorstol rundt.
Killingen stoppede op på gulvtæppet, stirrede intenst og ventede på hvad nu?, for han havde travlt.
Jo altså, jeg forstår, du keder dig. Men husk, du bor altså bare her midlertidigt…
Miav!
Ingen diskussion du er gæst i huset, og gæster larmer ikke sådan… Så vær lidt rolig, okay?
Hun skulle have holdt sin mund.
Viggo trak sig tilbage, (måske reflekterede han over sine handlinger måske ikke), men det sørgmodige blik han sendte hende, fik Nanna til at ønske hun kunne kravle ned bag kommoden af skam.
“Hvordan kan nogen skælde sådan en lille fyr ud?”
Okay, du får lov. Bare tag den stille og roligt, sukkede hun.
Glad miav og så var det rundt i manegen med Viggo, der lavede alt andet end at tage den med ro.
“Målrettet og uden hæmninger det er præcis Viggo,” tænkte Nanna.
For ikke at blive helt sindssyg stak hun høretelefoner i ørerne, satte musik på og gik videre.
Men allerede fem minutter senere, netop som hun virkelig var i Photoshop-zonen, satte Viggo af som en raket, skred ind under bordet, fik viklet sig om ledningerne og med et lille ryk trak han strømmen til hele computeren. Og så var han væk. Find beviset for det der!
Seriøst… var alt, Nanna kunne sige, da skærmen blev sort.
Resten af formiddagen var hun og Viggo begge på jagt. Uheldigvis fik hun aldrig fanget ham, til gengæld nåede hun at smadre både fod og knæ på diverse møbler to gange.
Da strømmen omsider kom igen, og Nanna havde overlevet et mindre ticsanfald over det venstre øje, gennemgik hun kattesiderne.
Masser af likes, absolut intet andet.
Alle skrev: “Århh, hvor er han fantastisk!”, “Sikken heldig killing du har fået!”, “Han er da et mirakel!”…
Men så var der ikke flere kommentarer. Ingen skrev: “Må jeg få ham?” eller ringede. Korridor-venteliste? Nope.
Hun redigerede opslagene til: “Jeg bringer ham PERSONLIGT, hvor som helst. I København, i Århus, Svendborg, Hirtshals, you name it og skulle det være Antarktis, kommer vi også.”
“Folk synes nok, jeg bor for besværligt nu må én da reagere!”
Imens havde Viggo brugt sine sidste kræfter og kravlede til sidst op i sofaen, smed sig og blottede maven. Nanna måtte sætte sig og nusse ham til han sov.
Og så blundede hun også.
Resten af dagen? Der blev ikke lavet meget arbejde, kan vi roligt sige.
*****
En uge senere var det gået op for Nanna, at det var lettere sagt end gjort at finde “de rette hænder” til sådan en killing. Folk likede, kom med hjerter ingen ville tage ansvar.
Tre dage mere, og nu begyndte hun at tænke: “Hvis INGEN tager ham? Skal Viggo bo her for evigt?”
Nej, det magter jeg altså ikke også! udbrød hun, og straks dukkede Viggo op, halvt begravet i tastaturet, for han krammede nemlig musen, så hun ikke kunne arbejde.
“Klokken-midt-på-dagen og du skælder ud? Har du slet ikke respekt for middagssøvnen?” lød det næsten fra hans skeptiske blik.
Nanna sukkede, greb mobilen og tjekkede katteforummerne igen.
Samme sang: Folk begejstrede sig over Viggo, men ingen rakte ud. Hver eneste like trak håbet længere væk.
Pludselig kom hun i tanke om, hvordan hun for et stykke tid siden havde været hos en psykolog, fordi det føltes, som om noget manglede i hendes ellers okay tilværelse.
Arbejdet gik strygende, økonomien var stabil, hun havde en pæn ejerlejlighed (tak mor og far!) hvad kunne mangle?
Det var ikke fordi hun manglede en kæreste hun havde selv trykket på pause på privatlivet.
Hvad søren var det så?
Psykologen havde foreslået “at tale med sig selv”. Det førte dog mest til vand og hovedpinepiller.
Problemet forblev i dybet.
Hun spurgte vennerne.
Du trænger bare til lidt modgang, mente Line skarpt, måske en smule misundelig på Nannas frie liv.
Nej, Line. Jeg knokler lige så meget som alle andre! Hvad fabler du om modgang, for nu at være helt ærlig?
Måske… du mangler det der? foreslog Signe, mens hun fortærede sin favorit-softice.
Hvad for noget?
Ikke “hvem”, men “hvad”! Du er jo så slank måske havde lidt ekstra fedt været sagen! Altså du spiste jo aldrig nok kage som barn, det kan man se.
Snakken førte ingen vegne så Nanna besluttede at droppe tankemylderet, i hvert fald for nu. Hvorfor kom det op igen? Nå ja.
“Mere manglede jeg bare! gentog hun tørt for sig selv. Måske er Viggo faktisk lige det blandt alt det, jeg ikke anede, jeg manglede? Vi må se tiden an…”
*****
En måned var gået, nærmest fløjet, siden Nanna bød sin lodne roomie velkommen.
Ingen havde hentet ham. Tænk, ud af godt 1.228 likes på billederne af Viggo, havde ikke én meldt sig som katteejer?
Efter alle de her 30 dage var Nanna slet ikke i tvivl længere om hvorfor.
Så meget var sket; det kunne nemt fylde fire bind som “Krigen og Freden”. Men altså, her er det ultrakort:
Viggo viste sig at være en snarrådig type.
For det første forstod han nu Nannas kommandoer ja, okay, måske kun når det handlede om at holde poterne fra sofaen.
For det andet…
var han begyndt at afprøve forskellige professioner til fælles bedste. Han prøvede f.eks. som gardindesigner Nanna nåede fire sæt, før hun besluttede, at udsigten til Amager Fælled da var pæn nok.
Efter at Viggo var erklæret uegnet som indendørsarkitekt, prøvede han sig som køkkenchef.
Alt på bordet skulle smages på, og det blev konsekvent spyttet ud igen: sure agurker, syltede svampe, kogte kartofler intet kunne bestå kattens smagsdom.
Heldigvis var Nanna leveringsdygtig i kvalitetsfoder så Viggo skiftede karriere til “glædesspreder”.
Forståelsen af glædens sande natur var dog ikke synkron fra Nannas og Viggøs side.
Nanna syntes, det var en fornøjelse at kunne sove ud og nå at redigere sine billeder.
Men med en killing i huset var ro en by i Rusland.
Deroppe på skyerne har nogen måske fået den idé, at Nanna havde det for let. Så sendte de Viggo.
Hver gang hun lagde sig ned, var han der med det samme klar på leg.
Og så gik det ellers løs!
Nu forstod Nanna sådan set godt OIga Mikkelsens frustration, men hun kunne aldrig selv finde på at skubbe Viggo ud på 40 meters afstand fra den nærmeste radiators varme.
Jovist, Viggo kunne køre hende træt, men han bragte også noget godt med sig.
Hun var holdt op med at spekulere over, hvad hun manglede. Nogle spørgsmål løser sig selv.
Og hun blev endda hurtigere til at gøre rent (af nød, ikke lyst, for rod blev der nok ikke mindre af). Men hun lærte at nå det hele, inden killingen vågnede.
Måneden bød på flere positive oplevelser, end hun nogensinde ville glemme.
Hun frydedes som enhver nybagt forælder over, at Viggo nu selv kunne bruge bakken.
Det havde været hårdt at traske frem og tilbage, selv kl. 03.41 om natten.
Det øjeblik, han knækkede den kode, græd hun næsten af glæde.
Nyt nattetema var nu at tænde og slukke lampen. Ikke et øje fik fred, men i sidste ende røg natlampen i kælderen sammen med gardinerne, og sådan endte lejligheden med at føles lysere.
Alt i alt de fleste kan vel genkende det. Man tilpasser sig.
Det gjorde Nanna.
Efter én måned opdagede hun uden at vide det: Hun var jo ikke vært for Viggo det var hende, der boede til leje hos ham.
Hun var væk det meste af dagen, han regerede hele huset. Han ventede troligt på hende ved døren hver aften og sagde farvel hver morgen. Husets ægte chef!
En dag gik det op for hende, at hun aldrig behøvede at lede efter “gode hænder” hun var jo netop selve eksemplet på de kærlige, gode hænder, der kunne rumme hele hans repertoire!
At stå op midt om natten, lege gemme-leg eller bold eller kæle, så snart han bredte sig over næsten hele sengen det var nu alt sammen helt naturligt.
Hun fortrød ikke noget. Fordi hun elskede ham. Fordi han ikke kunne andet end at blive elsket!
Og Viggo elskede hende.
Han vækkede hende ikke længere tidligt om morgenen, men kom bare og lagde sig helt stille ved siden af, mens han ventede på, at hun vågnede. Uden et miav men med et blik, der sagde: “Hvor længe vil du egentlig sove? Jeg savner dig altså”.
