Du er min søn.
Har I et hotel her i byen?
Nej, det har vi ikke, svarede de på stationen, Men du kan gå lige over torvet, så ser du Gæstehuset.
Førstehåndsindtrykket af den lille by var, for at være ærlig, ikke særligt prangende. Byen lå klemt inde mellem skove og moseområder på Midtsjælland. Den blev kun forbundet til resten af landet med en gammel, snoet jernbanelinje.
Det var som journalist, Mikkel blev sendt herhen fra København. Her voksede tørvemoserne, og efter dræning var jorden blevet rigtig frugtbar. Lokalt landbrug havde fået et rekordudbytte af kål i år.
Men Mikkel Andersen ravlende københavner og journalist til hverdag var ikke kun interesseret i hektar og kålhoveder. Uanset hvor han kom hen, ville han helst dykke dybt ned i stedets historie. Hvem ved, måske lå der nogle skjulte historier begravet, han kunne skrive om. Han var selv vokset op i en nabokommune, så på den måde gav det hele god mening, at han havde sagt ja.
Gæstehuset duftede af kaffe, og han blev modtaget af en smilende, rundkindet kvinde, sådan rigtig hyggeligt.
Der er altid ledige værelser, nu hvor jagtsæsonen er ovre. Bare rolig, du skal ikke stå i kø.
Hun viste ham ind på et lille værelse, kom med en kande kogende vand, og så slog han sig ned og spiste det, han rutinemæssigt slæbte med på sine reportagerejser.
Han kiggede ud ad vinduet. Det småregnede, det var halvmørkt. Række efter række af lave, træhuse stod tæt sammen, som forvåde spurve på stribe. Til højre ragede nogle grå, slidte etagebygninger op. Og vejen blev prydet af oldgammelt ujævnt asfalt, og der var kun smalle brædder smidt hist og pist, hvor et fortov skulle være. Gårde og boder så tomme ud, næsten som om byen var slået fra.
Han smilede bittert. Her gad han altså ikke bo han kendte udmærket til sådan et miljø fra sin barndom på landet, men efter studierne havde han jo valgt hovedstaden. Han vidste godt, hvad han gik glip af, men følte sig egentlig ret tilfreds med sin tilværelse i København.
Mikkel havde fået indrettet sin lejlighed på Nørrebro med birketræsmøbler og bøgehylder fra en tur til Skåne, og væggene prydedes af danske akvareller, han havde købt på en tur til Aarhus. Han syntes selv, han havde givet sit hjem en landlig, dansk stemning, men på en stilren måde. Han havde endda en rengøringshjælp, der kom en gang om ugen meget praktisk, nu hvor han ofte var på farten.
Han var skilt, havde en datter på tolv. Ekskonen havde ikke meget til overs for ham, så han så pigen sjældent, men det nagede ham ikke længere. Han havde det godt, og så ingen grund til at gifte sig igen. Det hele klappede.
Livet var langt fra kedeligt. Han drak sit glas vin med gode folk, tog på ferier, og havde kortvarige, men hyggelige flirt.
Der var noget charmerende over ham, høj, slank, med velsoigneret skægpragt som en af de gamle, danske forfattertyper. Kvinderne lagde slet ikke mærke til, at han ofte var fraværende i tankerne. Han nød at komme hjem, lave en italiensk pastaret, og smide sig på sofaen med Weekendavisen.
Et sted havde han læst, at lykken var, når man hverken havde ondt i sjælen eller i kroppen. Han prøvede bevidst at holde sig på det stabile spor intet drama, intet mismod. Og indrømmet, det lykkedes for ham.
Næste dag gik turen til kommunekontoret, hvor han blev taget imod med åbne arme af den unge borgmester. Ingen tvivl om, at byens præstationer, især på landbrugsfronten, blev fremlagt med entusiasme. Man havde skaffet støtte, presset projekter igennem og fejet al tvivl væk sammen.
Da Mikkel fortalte, at han også interesserede sig for byens historie, råbte formanden straks op:
Du må tale med Jacob Larsen, historielæreren og medlem af byrådet. Han har bunker af historier om byen, og han bor lige om hjørnet på Skovvej. Han har et utroligt, hvidmalet træhus. Bare spørg alle kender ham.
Efter borgmesterkontoret, tog Mikkel ud på gården. Han havde fået sig en chauffør. Uheldigvis var markerne allerede høstet, så det blev ikke til de bedste billeder til artiklen.
Han snakkede lidt med folkene på gården de snakkede lavmælt og lidt forbeholdent, men han havde bogstavelig talt allerede fået de vigtigste historier, takket være borgmesteren og sin egen evne til at skrive lidt udenom.
De spiste frokost på den lokale café dansk bondekost, solid og billig. Priserne overraskede ham, men det gjorde lønningerne også. Her var alt billigere, men det var måske også, fordi folk tjente mindre.
Eftermiddagen tog han sig et hvil, byens fugtige luft gjorde ham søvnig, men senere gik han alligevel hen til Jacob Larsens hus for at få de sidste detaljer til endnu en artikel.
Skovvej var smadderhyggelig trods grusvejen. Rødgyldne ahorntræer raslede på den ene side, gule popler på den anden. Husene lå lavt, foran dem blomstrede de sidste efterårsblomster, og hybenbuske lyste rødt. Solen gik ned over skoven. Et sus af barndom, nostalgi.
Det var let at finde Jacobs hus træskærerarbejdet omkring vinduerne var næsten som kniplinger, og Mikkel smed sit kamera op og tog billeder.
I haven stod tre æbletræer, og buskene bugnede af mørkeblå bær. Her er virkelig roligt, tænkte han.
Jacob stod i sit værksted og syslede netop med at lave endnu en lille havelåge i træ. Han var indbegrebet af en dansk folkeskolelærer lav, tætbygget, brede hænder, lidt grånende.
Kom indenfor, du, sagde han, tørrede savsmuld af hænderne og viste Mikkel ind.
Hjemmet var fyldt med varme: køkkenet med lyse træmøbler, vaser med gule blomster, vindueskarme med bundter af pelargonier. Vægge dækket af bogreoler fyldt med mapper, bøger og gamle udklip. Over det hele hang der den slags ro, kun et velfungerende familieliv har.
På væggen så Mikkel straks et maleri med tre birketræer ved bredden af en skovsø. Det virkede på én gang både fremmed og bekendt han syntes, han havde set det før.
Jacob bød på kaffe, småkager og hjemmebag. Det var så hyggeligt, at Mikkel straks smeltede.
Undskyld mit afslappede tøj, grinede Jacob, iført slidt skjorte og uldsokker. Skal du have lidt portvin?
Nej tak, bare lidt kaffe.
Jacob fortalte om byens fortid:
Grundlæggende ved vi ikke alt, men min teori er, at den første bosættelse dukkede op her i 1300-tallet. Her var jorden frodig. Måske stak folk bare af fra hoveri og forpligtelser og gemte sig væk i mosen. Det er der, byen er vokset ud fra.
Han fandt en stor notesbog frem med titlen “Byens historie”. Blandt noterne var der indsat amatørfotos et, som fangede Mikkels opmærksomhed, var af en knægt på ti, slank, med åbne øjne, som viste et hjemmelavet økseværktøj frem. Noget mindede Mikkel om hans egen barndom.
Hvem er drengen? spurgte han.
Det er min ældste søn, Mathias. Det er en gammel sag.
Jacob fortalte videre om byen, dens folk, om hjemmelavet syltetøj og om hvordan Mathias allerede havde startet sin egen gravhobby-gruppe med vennerne. Mikkels optagelser til artiklen var reddet men nu løb filmen tør i kameraet.
Drenge, de har et kamera du kan bare tage deres! tilbød Jacob.
Nej, tak. Jeg har selv film på værelset. Kommer bare forbi i morgen og tager resten.
Planen for næste dag var klar: tage billeder af bogen, besøge den nye lægeklinik og det lokale kulturhus, og måske skrive to artikler i stedet for én.
Næste morgen skinnede solen, og Mikkel traskede igen gennem Skovvej og blev endnu engang forelsket i byens stemning. Tænk, man kunne omramme sit badeværelsesspejl med sådan nogle danske “udskæringer”, tænkte han.
Familien Larsen var allerede i sving i køkkenhaven hele familien med. Mathias gravede sammen med lillebroren under morens opsyn. Mikkel hilste på, og Jacob lod arbejdet ligge.
Godmorgen, står vi i vejen?
Nej da, vi har da en fælles morgenmad til dig, smilte Jacob bredt.
Han tog hurtigt billeder af bogen og satte sig i stuen. På bordet bugnede det af lune pandekager, hjemmelavet hindbærsyltetøj, ost, og rigtig dansk morgenkaffe.
Der lød latter fra køkkenet.
Det her er min kone, Liv, sagde Jacob.
Mikkel vendte sig. Hun smilede stille, lidt fyldigere, men stadig elegant i sine bevægelser og med en lang, groet fletning, lidt løs efter nattens søvn. Anja, altså Liv, tænkte han…
Han stod og vaskede hænder, blev mere og mere forfjamsket. Det var hende. Alt myldrede gennem hovedet på ham. Minder brød frem, både varme og smertefulde, alt det han havde fortrængt de glade timer fra studietiden.
Det var i Aarhus. De mødte hinanden på banegården, hun i farverig tørklæde, brændende øjne og gylden hud. Alt ved hende var anderledes, dragende. De skulle bygge sommerhus for studenterrådet. Turen i toget. Sange, latter, forelskelse.
Han lagde så mange kræfter i at vinde hende og det lykkedes. Vinter blev til skiløjter, varm kakao, nattelange samtaler og læste digte. Hun var blevet “hans”. De snakkede om fremtid, om liv, om alt det, der skulle ske… en dag.
Så blev hun syg. Hospitalsbesøgene var hårde. Da han besøgte hende, var hun grå i ansigtet og fortalte med lav stemme:
Jeg er gravid, Mikkel.
Med mig? sagde han.
Det gik ikke op for ham ikke før meget senere. Tanken om ansvar, barn, familie det var han ikke klar til. Han blev væk, meldte sig ud. Fokuserede på at skrive, på ambitionerne. Og på sin frihed.
Hun tog hjem til Jylland og fødte deres barn alene. Han gjorde sig utilnærmelig, glemte det stille og roligt, fortrængte det. Senere blev han gift, fik en datter, men det holdt ikke.
Nu stod Liv her, og hendes familie “hans” dreng, Mathias…
Han genkendte sig selv i ham. Men Liv nævnte aldrig, hvad der lå begravet mellem dem. Hun var venlig, smilende virkeligt smilende men så snart hun kunne, holdt hun sig beskæftiget i køkkenet. Drengene kom ind, hilste, hyggede rundt omkring. Alt var dansk idyl; alle kendte deres rolle.
Da Mikkel og Jacob var alene, sagde Mikkel:
Du har en skøn kone.
Jacob smilede stolt:
Ja, ikke? Hun er fantastisk, både hjemme og på skolen. Nørd med både børn, kunst og historie.
Mikkel forstod: Den ældste søn, Mathias, var hans søn. Drengen bar hans navn, hans træk. Var det virkelig kærlighed, der havde holdt hende tilbage fra at anklage ham…?
Han blev længe, skød alle billeder, men indså til sidst, at han måtte sige farvel. Han blev hængende, ventede, men Liv kom ikke ud fra de andre rum. Hun pakkede drenge til turen til København, og Mikkel måtte til sidst tage af sted.
På stationen var Mathias blandt de unge sportsdrenge, der skulle til turnering i København, ledsaget af lærere, trænere og forældre. Mikkel prøvede at træde i karakter, tilbyde hjælp i hovedstaden, men familien havde styr på det. Liv smilede imødekommende, men forholdt sig på afstand.
Kender du mig? spurgte han hurtigt henne ved bussen, mens mængden myldrede.
Selvfølgelig. Vi har jo kun ændret os lidt, svarede hun.
Savner du storbyen?
Nogle gange, men vi har det godt her. Og Jacob? Jeg følger ham hvor som helst. Men børnene flyver snart fra reden… hende øjne blev et øjeblik sørgmodige.
Han overvejede at spørge til Mathias, men da tog turneringsteamet og børnene af sted. Han måtte sande, at han var udenfor. Og han var frustreret. Han var trods alt en velkendt skribent, københavnsk jetsetter og nu stod han bare her i regnvejr blandt provinsens talentfulde børn.
Men han tog alligevel toget til København samme aften, i samme vogn som det store hold. Om aftenen trådte han hen til børnevognene, let nervøs.
Mathias! Der er én, der gerne vil snakke med dig!
Drengen kom til døren, og de stillede sig ud i det lille mellemrum.
Mathias, undskyld at jeg sådan… Jeg har noget, jeg gerne vil sige…
Jeg ved godt, hvem du er. Du er min far.
Mikkel blev paf.
Hvordan…?
Min mor har fortalt det. Jeg har også læst din bog, den med “Morgenlys over mosen”.
Og hvad synes du om den?
Den er fin.
Det var et tilfælde, jeg endte hos jer. Jeg vidste ikke, du var min søn…
Det gør ikke noget. Det har aldrig været et problem hjemme. Mor har altid talt pænt om dig, sagt du var dygtig, men vi har vores egen familie. Har vi ikke alle vores liv at leve?
Mikkel mærkede den der tomhed. Han tilbød, at Mathias kunne bo hos ham i København, hvis han ville tage sin uddannelse der, men blev venligt afslået.
Tak, men vi har talt om det derhjemme. Hvis jeg tager til København en dag, så finder jeg selv ud af det. Det er min vej.
Døren gled i efter drengen. Og så lod han ham gå sin egen søn, i fosterstilling, overladt til sin egen skæbne.
Mikkel satte sig alene tilbage, uroligt bankende hjerte, og endelig gik det op for ham, hvor tomt livet i den flotte Nørrebro-lejlighed egentligen var. Han følte sig pludselig så ensom og misundelig på den ro, han havde set i det lille hus med udskårne vinduer, æbletræer og hjemmebag.
Han havde altid forestillet sig, at han kunne leve anderledes, måske bedre. Men kunne han egentlig det?
Med den tanke sad han resten af turen og stirrede ud i mørket, mens toget bullerede hjemad. Måske var det alligevel på tide at genoptage kontakten til sin datter, før også hun gled ud af hans liv.
Og mens Mikkel lå vågen natten igennem, lå Mathias i sin køje i den anden vogn og tænkte, at han ville bygge sit eget liv: fuld af hjem, varme, arbejde og mennesker, man elsker. Og han havde næsten ondt af den ensomme forfatter på næste vogn.
