Freja
Hun har fulgt efter Cecilie lige siden torvet. Hun kommer ikke tæt på, holder sig på afstand.
Selvfølgelig hvad skulle en pjaltet, snavset, halvgammel hund med sammenfiltrede totter på maven stille op mod denne smukke, velfriserede kvinde. Ung, rank, med lækkert hår og sikre, lette skridt.
Freja kan ikke se Cecilies ansigt, men hun fornemmer venlighed, varme, velplejede øjenbryn og let smurte læber. Og øjnene sikkert strålende, som Nej! Den anden bør hun ikke tænke på. Det gør for ondt.
Der dufter også af kaffe, sød parfume og læder fra Cecilie. Ikke mærkeligt det er efterår, alle går i læderjakker for tiden. De har udsalg nede i læderbutikken på hjørnet af Gothersgade og Nørrebrogade, med plakater i vinduet.
Freja kan ikke læse, men hende den anden hvinede altid af lykke, når de gik forbi sådan en butik. Hun trak Freja med ind, snakkede lystigt med ekspedienterne, prøvede og grammede på alting. Freja ventede, rullede sig sammen på gulvet, hovedet hvilende på poterne.
Ej, hvor er din hund sød, det ligner hun har sokker på! sagde ekspedienterne.
Hva? Nå, ja Jo svarede Frejas ejer og forsvandt igen ind i prøverummet.
De kunne gå rundt i butikker i timevis, de steder hvor hunde blev lukket ind. Og ellers bandt ejeren bare Freja til et gelænder eller et træ udenfor og sagde, hun skulle vente.
Men Freja ville alligevel ikke gå nogen steder. Hvor skulle hun hen, når hun nu elskede sin ejer?
Hvorfor? Bare fordi Hun har altid holdt af hende.
Men så
Freja nyser, gøer forskrækket da en bil farer forbi, og bliver stående, fordi Cecilie pludselig vender sig om, hendes store taske svinger på skulderen.
Freja skælver. Tasker gør ondt, ikke som en paraply eller en støvle, men alligevel Og hvis der er spænder på
Cecilie ser strengt på den snavsede hund. Freja vender sig flovt væk, lader som om hun er meget optaget af en papirkurv.
Kvinden begynder at gå Freja følger efter.
Cecilie sætter tempoet op; Freja traver, så godt hun kan, tuder en enkelt gang og forskrækker sig selv.
Cecilie vender sig om endnu en gang, stirrer på hunden, rynker panden:
Hva nu? Er du sulten? Jeg har altså ikke noget! undskylder Cecilie. Bare fordi det dufter? Hun ryster tasken. Det er bare en sandwich jeg havde i morges. Den er væk nu. Skrub nu af, du skal ikke være her. Gå!
Hun vifter venligt ned ad søerne, men Freja sætter sig stædigt, de magre bagben dirrer og det gør hende endnu mere utilpas.
Som du vil Jeg smutter hjem siger Cecilie og trækker på skuldrene.
Hun sætter hurtigt af sted, Freja halser bagud og følger efter.
Cecilie! Cecilie! råber nogen oppefra. Hej! Hvorfor følger den dér hund efter dig? Skal jeg jage den væk? Jeg siger det bare vi har ikke brug for flere herreløse dyr i opgangen!
Cecilie og Freja kigger begge op. Freja har ikke nogen hage, men hun retter hovedet som Cecilie.
På altanen fem etager oppe står en kvinde i spraglet frottékåbe, rund, kindfuld, med papiljotter i håret, en kop te i den ene hånd, cigaret i den anden.
God aften, fru Poulsen, hilser Cecilie. Ja, den følger efter mig Stakkels hund, den er sikkert sulten Men den tigger ikke.
Cecilie nikker mod hunden, som ryster lidt med ørerne og løfter øjenbrynene næsten spørgende.
Er det gadekryds? Eller en bestemt race? spørger Fru Poulsen nysgerrigt og spilder lidt te ned på asfalten. Vent lige, jeg kommer ned, så jeg kan se nærmere
Og hun forsvinder fra altanen.
Det er vores vicevært, fru Poulsen, forklarer Cecilie henkastet til den stødte hund. Hun er striks, men du skal ikke være bange. Er du en hun? Tror det. Jeg er også en pige
Cecilie sukker, og Freja får ondt af hende, forstår ikke selv hvorfor, men får lyst til at pibe, slikke hendes hånd, krybe op i en stol sammen med hende, ligge på maven og varme hende.
Sådan gjorde Freja i mange år, indtil til hun blev gammel. Og blev kørt væk. Ikke hvorhen, bare væk. Ejeren og hendes ven tog halsbåndet af, slap døren op, de blev siddende i bilen, smed hende ud i en vinterslået mark, hvor den første sne lå i oktober.
Ja, i år faldt sneen tidligt. Som om nogen havde travlt med at skjule resterne af den døde sommer.
Væk! Væk! råbte kvinden, og manden
Han skød med et eller andet, og Freja løb for livet. Så hurtigt havde hun aldrig løbet før
Hundens minde får hende til at hyle lavt.
Hva så? Er du bange? Nej du, fru Poulsen ser bare farlig ud, fordi hun er så stor. Jeg var også bange for hende som barn, men nu
Cecilie sætter sig på hug, rækker en hånd frem for at ae Freja, men i det samme kommer Fru Poulsen stormende ud af opgangen:
Er du fuldstændig tosset, Cecilie?! Væk med dig, på afstand! Hvad nu hvis den bider? Hvad hvis den har rabies? Jeg blev engang bidt af et egern i Dyrehaven fik stik. I maven! Vi må jage den væk og ringe til dyreværnet
Hun finder en kæp på græsplænen, vejer den, ryster på hovedet:
Nej, den slår vi sgu ihjel med. Cecilie, du bør altså gå lidt væk Væk med dig! Hjem! Hjem, kan du så høre! sukker Fru Poulsen og svinger med armen.
Hjem Hvor er Frejas hjem nu?
Hendes gamle tæppe og skrabede madskål er kasseret det hus er ikke hendes mere.
Vent, fru Poulsen! Jeg kan fodre hende og måske køre hende til et internat? Hun ser så trist ud Cecilie klapper forsigtigt Freja.
Freja sidder stille, lader sig klappe, men gisper pludselig hvad hvis også det her er snyd? Hende, den første, lovede jo også kyssede i snuden og smed hende væk som affald.
Freja grynter arrigt, viser tænder.
Typisk. Jeg har aldrig kunnet med hunde. Og du? spørger Cecilie op mod Fru Poulsen.
Hun bakser med papiljotterne.
Du kunne da have advaret mig om mit udseende! hvæser hun til Cecilie. Og hunde? I min svigermors landsby havde vi da hunde. Nå, pyt. Den ser ud til at have valgt dig. Tag hende med hjem. Ingen hundelugt i opgangen, forstået? Jeg er allergisk, får jeg lyst til at sige. Jeg henter foder nu. For fanden. Fru Poulsen sukker opgivende. Kan nogen så fjerne de satans papiljotter?!
Cecilie hjælper hende med håret.
Fru Poulsen har vilde, tykke lokker papiljotter hjælper ikke, men hun insisterer, sprayer med lak og fortæller beboerne, at det er hendes rigtige hår.
Nå, nu ser det nogenlunde pænt ud. Og så kåben, åh, jeg bliver sindssyg af jer! siger hun til Cecilie. Hvis du virkelig vil have denne stakkel, så stik af, men jeg siger det én gang: opgangen skal være pinlig ren! Hun forsvinder ind igen. Hun mener det virkelig med foderet.
Mange drømmer om en hund som barn, beder julemanden, mor og far, misunder de heldige, lover sig selv at få en, når de bliver voksne.
Det var også Cecilies drøm. Men forældrene sagde nej, så skole, travlt arbejde, og ingen havde tid til en hund. Så blev hendes mor syg, hun begravede sin far, så blev bedstemoren syg
Cecilie lærte at give indsprøjtninger, blande medicin rigtigt, hun kunne have bestået eksamen som sygeplejerske.
Men hunde? Aldrig.
Så, skal vi gå? siger Cecilie til den fortabte. Freja vender hovedet væk. Kom hjem, så kan du hvile dig.
Freja stivner. Hjem? Skulle det nu være sjovt? Hun ser Cecilie åbne døren til opgangen. Hvis Cecilie forsvinder forsvinder hun også selv.
Hunden lister haltende over dørtærsklen. Cecilie venter, til alle fire ben er inde, lukker døren bag sig.
De tager elevatoren op til tiende sal, stirrer lidt på hinanden. Freja snuser, Cecilie rynker næsen som hun altid gør, når hun er nervøs.
Så er vi fremme. Ud med dig. Lad være med at træde på måtten Christian skælder ud Hun standser, mindes at Christian er væk sikkert for altid. Måtten, beige med tekst Velkommen hjem!, ligger nu hvor den vil, og ingen skælder ud mere.
Så træder hun selv op på den, tørrer skoene af.
Freja sætter sig i hjørnet og observerer. Her dufter der rart, det er varmt og hyggeligt, og måtten må tiden vise.
Skal du have vand? Bliv her jeg er tilbage straks!
Cecilie løber ud i køkkenet, først tager hun et glas, men skælder sig selv ud og finder i stedet en lille glasskål, fylder den med vand og sætter den foran Freja.
Freja drikker grådigt. Lapper, og det rumler i hendes mave.
Du er jo raceren, er du ikke? Blev du væk fra nogen? spørger Cecilie og aer hende blidt.
Det går op for Freja, at Cecilie nu er hendes ejer. Indeni klikker noget nu har de hinanden.
Cecilie tør ikke vaske hende man skal bruge speciel shampoo, og det er vist noget helt særligt, at vaske hunde men Freja bestemmer selv.
Efter lidt tid, da sneen mellem poterne er smeltet, følger hun Cecilie ud på badeværelset og springer selv op i badekarret.
Cecilie stivner:
Øh hvordan kan du det? Det er højt! hvisker hun. Vil du virkelig bades?
Det bliver klaret. Som nogenlunde. Snart kommer en hvid, blåskærende pels frem i skæret fra lampen, med sorte pletter på benene som små sokker.
Freja står stille, varm vand strømmer ned ad ryggen, svider lidt i sår, men det er ligegyldigt.
Bare det er varmt, og Cecilies hænder blide
Pludselig står Fru Poulsen i badeværelset.
Freja kryber væk, spænstig våd og vagtsom.
Hun bryder sig ikke om papiljotterne de lugter af fare.
Er I allerede i gang? Hvorfor står døren pivåben, Cecilie? Venter du på Christian? Det er rigtigt. Mænd skal tro, vi altid længes, og bliver glade for at se dem også selvom han er svedig og snavset. Ja, ikke Freja? Nå, jeg har taget noget med til jer.
Fru Poulsen giver Cecilie en pose. Cecilie tager den tøvende.
Du ved ikke hvad du skal? Jo, jo, klip totterne af, vask pelsen. Og sørg for at fodre hende. Hvad kalder du hende? spørger hun med saksen i hånden.
Har ikke givet hende navn endnu, siger Cecilie. Og Christian kommer ikke tilbage. Vi er gået fra hinanden.
Fru Poulsen fløjter, rynker læberne og tager beslutsomt fat om nakken på Freja og klipper forsigtigt.
Hunden bliver urolig, kigger på Cecilie. Hun virker rolig.
Cecilie har altid forestillet sig, at hun ville finde en hund på gaden, give den et varmt tæppe og mad.
Christian kommer sikkert igen! Men du skal ikke være ked af det, Cecilie Så, så, lille hund, lad vær at sprælle. Cecilie, du må kalde hende noget! Ikke damen, vel? Hvad med Plet eller Molly? Hun har jo sorte poter
Freja! forkynder Cecilie straks.
Freja?, undrer Fru Poulsen sig.
Da jeg var barn, ønskede jeg mig altid en hund til jul, men fik en dukke, der hed Freja. Så, det er vel oprejsning. Skal du hedde Freja? spørger Cecilie og blinker. Freja logrer svagt.
Stakkels dyr! Hun kan jo næsten ikke logre for dig! Og du er også lige til sidebenene, Cecilie. Hvorfor skal I allesammen være så tynde? Det er derfor Christian var utilfreds, hvad skulle han holde fast i?
Lad være, Fru Poulsen. Vi passer ikke sammen, og det er dét! Cecilie tager saksen og fortsætter selv.
Undskyld. Jeg vil ikke såre dig. I posen er der foder, husk ikke for meget, hendes mave trænger ikke til det. Hun har sultet! Farvel så længe. Fru Poulsen forlader dem.
Cecilie råber efter hende: Tak, Fru Poulsen!
De sidder i køkkenet og betragter hinanden.
Foran Freja står en skål foder, foran Cecilie en tallerken med frikadeller.
Spis nu, er det ikke lækkert? Kom, du må være sulten Eller har du ondt? siger Cecilie og aer hunden. Men Freja, døsig efter bad og varme, kan ikke få en mundfuld ned. Hun vil bare sove.
Hun har ikke sovet ordentligt længe, kun blundet under buske eller ved et plankeværk. Én nat på en gammel banegård, én under en bro hver gang jaget væk.
Det har været for skræmmende og for ensomt, så hun turde ikke sove. Men nu kan hun ikke kæmpe mere.
Er du træt? spørger Cecilie og sætter sig hos hende. Det er jeg også. Jeg er elendig til alt, føler jeg. Vi havde det jo egentlig godt, Christian og jeg. Så blev jeg bare irriterende. Kunne ikke holde styr på alle de der skruer, rawlplugs og bolte. Han blev sur, råbte, jeg undskyldte Jeg begyndte at sige undskyld hele tiden. For alt. Forkert tekop, forkert sengelinned, forkert tidspunkt, forkert glas. Men gør det virkelig noget, hvilket glas? Man gør jo bare sit bedste Jeg arbejder jo som konservator, restaurerer gamle vægmalerier i et palæ. Jeg er træt, men jeg sørger for alt og alligevel var det aldrig nok for Christian
Freja lytter med hovedet på skrå, logrer med bagbenet så det klaprer mod gulvet. Den gamle ejer blev sur over det og slog Freja Cecilie aer hende bare.
Og så er Christian så ordentlig! Alt skal ligge perfekt. Mit hjem roder jo, jeg arbejder jo! Jeg spiser lidt ekstra, så siger han, jeg er blevet slap. Men jeg er bare træt. Hvorfor sidder du og piber? Synes du også, det er synd for mig?
Freja forstår alt. Hun er også blevet slap. Men for dyr er det en anden skæbne de bliver bare kørt væk. Hun ved det, selvom hun kun er en gammel hund.
De falder begge i søvn på sofaen. Først aer Cecilie Freja, så ligger de tæt, og Cecilie græder lidt. Da slutter Freja sig til hende på tæppet og lægger maven mod Cecilies sweater.
Kvinden snøfter et par gange og falder så til ro.
Hen på morgenen begynder Freja pludselig at hyle, kaste sig rundt, skræmmer Cecilie, men falder til ro efter at have drukket vand. Hun drømte bare om den mark og skuddet. Den frygt, når dem man stoler på, forråder én det sidder koldt i blodet. For Freja dufter efterår nu af sne og våd jord. Siden da har hun ikke kunnet lide at gå ture om efteråret
De vågner begge og glemmer et øjeblik, hvem de er og hvorfor de er her. Samtidig drejer de sig.
I døråbningen står Christian.
Cecilie, hvorfor har du taget den hund med hjem? Fru Poulsen sagde, du havde hentet en hund. Har du overhovedet tænkt dig om? Han ryster den snavsede dørmåtte. Den har ødelagt det hele! Er du sur på mig og vil gøre mig gal? Cecilie, det er barnligt! Nå, stå op, klokken er syv. Jeg skal i bad, vi spiser morgenmad, og jeg kan køre dig på arbejde. Hunden her afleverer vi på internatet. Nu har du leget nok. Sofaen er ødelagt Hvad med mine bukser dem der hang på stolen? De stinker! Din hund har svinet dem til!
Han hæver hånden mod Freja, hun smækker tænderne sammen og gør højt.
Cecilie, der først mumlede undskyldninger for bukserne og måtten, bliver nu tavs griber Christians arm og siger koldt:
Du ved hvad, Christian måske skulle du bare gå selv? Vi har prøvet nok. Hvis DU hun lægger vægt på du ikke kan lide det her, så gå. Måtten kan jeg erstatte. Du tænkte da slet ikke på mig, mens du var væk! Ikke en sms. Du skal ikke narre mig. Jeg har ringet fem gange. Det er slut. Jeg skal lufte min hund. Kom Freja, ud at gå. Christian, pak dine ting. Det bliver bedst!
Hva? Hvor skal jeg gå hen?! Christian flår i bukserne, bander. Jeg gør alt for dig, og så laver du bare ballade! Jeg er træt af at opdrage på dig. Egentlig er du ikke meget til kvinde. Lige som den dér hunhund Han løfter hånden, men Cecilie viger. Er du bange nu? Godt! Nå, jeg tilgiver dig. Lav morgenmad. Hunden afleverer jeg!
Cecilie ved bagefter ikke hvorfra hun finder modet, men hun jager Christian ud råber ikke, men står fast og skubber ham væk fra Freja, vælter en vase, river sig på stumperne, men giver ikke op
Fru Poulsen redder dem alle.
I sin vilde morgenkåbe, tykke ben, stønner hun sig op ad trappen og holder øje med, hvordan Christian og Cecilie skændes. Freja løber forskrækket ud på trappen og gemmer sig bag kvindens ben.
Hvad foregår der? Der er larm over hele opgangen! Cecilie, lad nu Christian være! Vi har ikke brug for tragedier her! råber hun og griber Cecilies hænder. Christian, skrid hjem! Vi bor ikke sammen mere!
Hvad?!, mumler Christian.
Du hørte da godt efter. Jeg har aldrig brudt mig om dig. Da du flyttede ind, så du sød ud, men Cecilie, hold op med at græde. Tag din hund ind ellers tygger hun det hele i stykker!
Ikke bland dig! siger Christian og lægger armene over kors. Det er vores sag, privat!
Familie er samfund, Alexander og jeg ER samfundet! pointerer Fru Poulsen og peger på sig selv. Du bor ikke her mere. Gå på arbejde. Cecilie, jeg klæder mig om og går med dig og din hund. Du ved jo ikke hvordan man gør
Christian står lidt, smækker døren. Jeg henter mine ting senere
Cecilie får styr på sig selv, vasker Freja, drikker lidt kaffe, tager jakke og kondisko på, mangler snor men sørme om ikke Fru Poulsen har købt én dagen inden.
De går ned gennem byen Fru Poulsen, Cecilie og Freja, hvis hale basker. Det er gråt og vådt, men pludselig klarer himlen op, og solen brager ind.
Cecilie blinker gennem lyset, men Freja trækker hende videre.
Se, hun liver op, siger Fru Poulsen. I morgen går vi til dyrlæge. Åh, Cecilie! Se hvor flot der er! Har du prøvet at spise rønnebær, når frosten har været der? Nej? Det kan jeg ordne min kusine laver rønnebærvin hjemme! jubler Fru Poulsen. Nå! Se, der kommer Preben min mand!
En stor skikkelse nærmer sig, Freja stopper op, logrer. Der er noget venligt over denne kæmpe.
Hvem har du med, Ninna? spørger Preben.
Det er Freja. Hun bor nu hos Cecilie, forklarer Ninna stolt.
Og Christian?
Han bor her ikke mere. Efteråret er for forandring!
Men Cecilie hører intet hun står bare og indånder den kølige, snefyldte luft. Den smager af rønnebær, lidt bitter, lidt sød, som en ny begyndelse.
Smagen af nyt liv, med Freja, Fru Poulsen, arbejde, strik og æblekage, pirogger og et menneske mere. Men det taler Cecilie kun med Freja om.
Om aftenen sidder de to i sofaen. Freja presser den magre mave mod Cecilies hånd, holder om den med poterne, og lytter, mens Cecilie forsigtigt deler sine drømme.
Freja sukker tilfreds. Kan livet virkelig være så godt?
Ja, med dem man elsker, kan det være godt. Hele året rundt.
