Min virkelige tilværelse
Jeg traskede hjemad, vred på hele verden, mens min ene hånd dunkede af smerte. Den havde i dag kollideret med kæben på den der flotte fyr, Rasmus Madsen. Kæben holdt, min hånd holdt, men skolelederens nerver vores respekterede fru Heiberg de holdt ikke. Hun stirrede forskrækket på den jamrende Madsen, der lå i en bunke sne, råbte som en gal og truede med at smide mig ud af gymnasiet.
Men det var mig ligegyldigt! Forstår du? Mig ligegyldigt! Min pige, Mette, hende jeg havde kysset første gang i hele mit liv, hun der fik mit hjerte til at hamre og knæene til at ryste bare hun stod ved siden af hun var pludselig begyndt at flirte åbenlyst med Madsen, så jeg ikke kunne undgå at se det. Ville hun gøre mig jaloux? Provokere? Ville hun noget mere? Jeg var ikke klar! Tingene skulle ske i etaper først et sted at bo, så forberede mig mentalt Men sådan en som Madsen, han var jo altid klar.
Mine tanker blev klamme ved forestillingen, jeg spyttede i sneen og ramte min egen sko. Forbandet være det!
Det føltes som hele verden havde spyttet på mig. Først havde den vinket og lokket, drillet for så at slå mig i ansigtet så jeg stadig kunne smage blodet på bagsiden af mine tænder. Eller måske var det fra Madsens slag? Det er ligegyldigt.
Der var nok! Nok! ..!
Hva? Nok hvad? hørte jeg ovre fra hækken. Jeg blev forskrækket. Måske tænkte jeg alt det der højt, for nu kiggede naboen på mig. Fenar, der altid stod og skrabede sne væk fra sin gamle Volvo, hver vinter, som om han frygtede at den skulle køre sig selv væk. Min far plejede kalde ham “Finn fra stueetagen”. Han havde åbenbart et sommerhus i Hornbæk, et stort træhus med sauna, gæstehus og sågar pool. Men det var bare hvad folk sagde ingen havde været der. Finn holdt sig for sig selv, sagde aldrig noget.
Jeg har det fint! sparkede jeg til en isklump, men den var stærkere; nu smertede min fod. Hvorfor var jeg dog gået ud i sneakers? Mor ville sige, at jeg ikke har hovedet skruet rigtigt på. Og det havde jeg heller ikke længere. Alting var kogt ind til tanker om Mette, vilde forestillinger og billeder, jeg aldrig ville turde sige højt.
En flok turister maste forbi på fortovet. Nogen gange blev de hentet hertil fra København med bus, slæbt gennem hele byen, ind i cafeteriet Polarisen, hvor de fik serveret surkål og kogte kartofler, bagefter blev der altid serveret glohed sort solbærte, opkaldt efter Nørlev, vores by, med flydende bær i tepotten. Der blev altid budt på wienerbrød, og så blev de ført, runde og møre, hen til det store palæ. Byens eneste herregård angiveligt bevaret fra den adelige familie Nørlev, der havde grundlagt byen lå lige ved min beboelsesejendom.
To sidefløje, tre etager, store vinduer der lyste op i vintermørket, lofter med lysekroner, spejle, fløjlsovertrukkede stole, forgyldte rammer, gobeliner, gamle malerier, vaser på piedestaler, parketgulv, alting så ekstravagant og dyrebart Det kunne jeg skue fra mit vindue, helt gratis.
Hovedstadsturisterne måtte se det hele i filttøfler for ikke at ridse gulvet, konstant overvåget af sure museumsdamer.
Pas nu på, unge mand! råbte en dame i pels. Hun havde en lille rød fane i hånden, guide af den slags der dyrker nationalromantik og forguder guldornamenter. Hvad bilder De Dem ind? Her er guidet rundvisning! Folk kommer helt fra København for at se vores herregård, vores kulturarv, og så maser De! Hvordan kan De ikke værdsætte at bo ved sådan et stykke dansk kultur? Disse vægge har set baroner og baronesser, hestene har trampet ad disse gader altså, hestene, ikke ejerne men pointen er…
Hun tav for at trække vejret.
De vægge kender kun til håndværkerbanden og cigaretskodder! råbte jeg. Herregården blev jo rejst for fem år siden før det lå der et supermarked, som Lars fra nr. 18 satte ild til. Han røg ind at spjælde, og da brændet lugtede væk, byggede man det her show. Det er bare til for at narre jer, og I finder jer i det!
Jeg blev næsten stolt af mig selv over, hvor ligeglad jeg var havde sagt sandheden, som den var, uden omsvøb, og den fine dame så skrækslagen ud. Hendes følgeskab stod og flinede.
Sikken en attraktion! sagde en i flokken. Måske er det hele fup, fabrikken, byen, gaderne hvad siger du, dreng?
Nu blev jeg usikker, især da jeg så, guiden begyndte at græde.
Hvad laver du, Asger?! Finn rynkede brynene. Hun er fra fonden, jo … Åh! Kæft, jeg ville gerne lære dig manerer.
Han sukkede, vendte sig væk og børstede sne af forruden, uden at se på mig.
Men jeg forstod ikke dengang noget om fonde, sponsoring og penge. I mit hoved fandtes kun én ting Mette. Hun slog kløerne i Madsen, sendte blikke, men lod sig klemme af ham. Jeg famlede rundt, usikker, forsøgte at holde på hende, men det blev altid klodset, akavet. For jeg havde ikke set det derhjemme far havde aldrig holdt om eller kysset mor. Alt det tænkte jeg på ikke på fonde og ruinerede guides.
Guiden vinkede og marcherede videre med sin flok, og jeg råbte efter dem:
Gå I bare og bliv snydt! Hovedstads-jubilanter!
Indgangen til blokken kom nærmere, Finn fejede stadig sne.
Indenfor stod to store kufferter i entreen dem som vi brugte, når vi tog til Vesterhavet.
Mor! Hvorfor? Skal vi rejse? råbte jeg vredt og sparkede skoene af, smed de drivvåde sokker på gulvet. Jeg orkede ikke at tage dem op.
Åh, er det dig, Asger… sagde min mor distræt, som hun fyldte sine hatte og tørklæder i den ene kuffert.
Hvad foregår der her?! Jeg stod med armene over kors.
Jeg tager væk, Asger. Det er slut. Kan du forstå det? Jeg vil ikke mere. Jeg er træt, orker ikke at lade som om vi er en familie, hendes stemme var høj og tynd, ligesom den skingre guide fra før.
Er vi ikke det? spurgte jeg stille.
Er du blind? Du og din far lever jeres egne liv. Jeg skulle bare finde mig i det, ikke blande mig, ikke insistere … Åh, Asger! Vi blev kun sammen fordi din far troede det var bedst for dig. Traditioner! Kernefamilie! Jeg er ligeglad. Jeg har spildt mine bedste år.
Lene! Far kom ind, så alvorligt på mig, ikke på hende, der nu ville forlade ham, men på mig. Lene, du begår en fejl. Alt kan begynde forfra! Kom, lad som det aldrig var sket, vi spiser sammen. Asger hjælper mig i køkkenet.
Gør I bare det, Viktor! Jeg går. Nu kan I gøre som I vil, jeg finder min egen lykke … Slipper for din mors “kakaokage” og de endeløse jyske vitser. Slipper for at høre på jeres belæringer om, hvordan man koger ris!
Du finder bare nye venner og nye brokkeemner. Livet bliver ikke bedre. Og risene? Dem lærte du aldrig at koge. Far stod rank.
Mor sagde ikke mere, hun kom til at ramme far med en kost, tog sin hue på og trak kufferterne ud.
Mor … Nu ville jeg sige noget, men far fastholdt min skulder.
Mors kufferter var allerede nede på gårdspladsen, hun havde glemt sine vanter.
Jeg bringer dem til hende! sagde jeg, tog sko på, løb ned og så Finn læsse kufferterne ind i bilen.
Undskyld, knægt … Sådan blev det bare, sagde han og lukkede bagagerummet.
Jeg kastede vanterne i sneen, mor sank på knæ for at samle dem op.
For første gang ville jeg skubbe hende, mase hende ned i isen, så hun også kunne mærke smerten. Jeg gjorde det ikke. Turde ikke. Måske sådan var jeg bare opdraget
Jeg slæbte mig hjem og satte mig på gulvet. Far satte sig ved siden af, rakte en pose chips.
Har det stået på længe? spurgte jeg hæst. Vidste du det? Hvorfor slog du ham ikke ned? Hvorfor holdt du hende ikke tilbage?
Længe. Jeg vidste det. Jeg ville ikke slås. Det er ikke mig.
Far svarede, men det hjalp ikke; så sukkede han:
Skolen ringede. Du slogs, og Heiberg sagde, du er på vej ud. Passer det?
Jeg fnyste. Fru Heiberg, vores rektor, var hys ethvert skænderi var en katastrofe for gymnasiets rygte. Vi havde to slags ungdomsuddannelser i vores by: service og IT. Intet mellemstadie. Og nu havde jeg vanæret hele vores IT-gymnasium.
Ja, sagde jeg. Bliver jeg virkelig smidt ud?
Jeg så på mine slidte, posede jeans med nitter og kæder, pludselig ville jeg bare have dem af, tilintetgøre dem, nu hvor mor havde forladt os.
Du skal op til fru Heiberg, sagde far.
Hvor tog de hen? jeg spjættede rundt, rev jeansene af, fandt mine joggingbukser, satte mig igen.
Hvem? Din mor? Ved det ikke. Finn har vist et hus et sted … Men hvor? Så, hvad gik der helt galt med dig og Madsen? Ikke at jeg blander mig, jeg skal bare kunne svare, når Heiberg spørger.
Pigers skyld, trak jeg på skuldrene. Jeg kunne lide Mette, vi gik sammen. Så i dag så jeg hende gnubbe sig op ad Madsen. Hun sagde, at jeg var for blød. Madsen var “rigtig mand”. Så slog jeg ham. Nu kan jeg mærke, jeg alligevel ikke gider hende. Vil ikke have nogen! For man lever med nogen i årevis, og så … så er de væk. Og du … Du! Jeg pegede på far. Du er slap, far! En rigtig mand havde kæmpet … Slip mig, jeg vil være alene! Spis selv!
Jeg stormede ind på værelset, lyttede. Han sad stadig og knasede chips. Alle andre ville have …
Duften af spejlæg med pølser trak mig til køkkenet, da natten var blevet sort.
Asger, spis nu, kaldte far inde fra væggen. Jeg har lavet …
Han har lavet, ja. Men hvem har brug for det? Mor gik med Finn!
Men sulten sejrede. Jeg ventede til far var på vej i seng, gled lydløst ud i køkkenet. Alt var mørkt. Jeg sparkede til noget hårdt, som fløj ind i væggen. Hans sko. Som altid rodet.
I gryden var der intet. Kun stegepanden stod med kold, stivnet pølse, han havde endda lagt en tallerken klar. Han ventede
Jeg åd direkte af panden.
Far tændte lyset, slentrede søvnigt forbi ud på toilettet. Jeg havde aldrig set ham så trist, skuldrene bøjede, slæbene skridt … som en gammelsmølf, og han var jo ikke engang halvtreds!
Forstyrrer jeg? Kan ikke sove, sagde han og rodede i skabe. Ved du hvor mor gemte glassene?
Ingen anelse. Og du må ikke drikke.
Nu må jeg alt, Asger. Alt! viftede han ligegyldigt.
Kald mig ikke Asger. Hvorfor fik jeg det navn? vrissede jeg.
Hvad er der i vejen med det?
Din hedder Viktor. Det er ordentligt. Jeg lyder altid barnlig.
Din mor ville have noget kærligt, jeg sagde ikke nej. Hun elsker dig stadig, selvom hun er væk. Du er ikke årsagen … han ville klappe mig på hovedet, jeg veg væk.
Hun græd ikke engang, da hun gik! hvæsede jeg. Hæld op til mig også!
Du overlever, sagde far kort.
Synes du ikke, det gør ondt på mig? Har I ingen hemmeligheder? Mor løb bare over til naboen …
Ingen hemmeligheder! udbrød far og gik rastløs rundt i det smalle køkken.
Hvem designer disse køkkener? grinede mor altid. Han har aldrig lavet mad i sit liv!
Hun lagde pres på far for at flytte, men det blev ikke til noget. Måske derfor gik hun? Fordi han aldrig tog sig sammen?
Så hvorfor? Hopper man bare over i en andens bil?
Ikke andens. Din mor kendte Finn fra barnsben. Jeg kom først til byen senere. Hun var sammen med Finn, men jeg … jeg kunne ikke stå væk. Jeg opsøgte hende, selvom hun ikke var interesseret. Til sidst tog hun med i biografen. Vi morede os, jeg tror hun var lykkelig da. Men vi holdt os i ro, kyssede ikke engang, folk kunne jo se os …
Hvorfor? Det er da deres problem.
Ikke dengang. Sådan var det bare. Men jeg kyssede hende i smøgen nytårsaften. Så gik vi hjem til mig. Så blev hun gravid med dig. Jeg frygtede, hun ville gøre noget … men hun holdt fast og blev hos mig. Jeg sloges med Finn. Ja, jeg var også engang noget for mig selv. Han så stolt på mig.
Så hun valgte dig, den stærke. Som en løvinde. Jeg kunne ikke holde hånligheden tilbage.
Måske. Er Mette så også sådan? Hvem er stærkest nu du eller Madsen? Far hældte op igen, døjede med leveren, egentlig måtte han slet ikke. Mor havde altid snuppet snapsen, hvis det var fest.
Mig? Aner det ikke. Tror lige meget med Mette.
Jeg ville have din mor, men hun elskede mig aldrig. Vi blev enige om at blive sammen for din skyld. Finn forsvandt, din mor faldt til ro, og du voksede op med en hel familie … Du skulle aldrig skamme dig …
Skamme mig? Over at mor er smuttet til naboen? Overhovedet ikke. Alt har været løgn, far! Teater hele vejen igennem. I kunne bare have gjort det ærligt. Skilt jer! råbte jeg. Så havde det været nemmere!
Det kunne vi ikke. Finn ville ikke have dig med. Og hun nægtede at efterlade dig hos mig.
Pludselig indså jeg, at der var en fjeder i os alle. Nogle bøjer aldrig, andre bliver trykket sammen, til sidst springer det hele. Mors fjeder knækkede, og nu er det bare sådan.
Så det hele er min skyld? Min stemme rungede i det tomme, enorme køkken. Det hele? Nå, men så … så stikker jeg!
Jeg tog jakken på, trådte ud i natten uden at se mig tilbage, for alt, ALT, var løgn. Kærligheden bare tålmod. For min skyld. Herregården var løgn, guiden løg, Finn løg.
Jeg anede ikke, hvordan jeg drev hen til Mettes hus. Vi havde aldrig besøgt hinanden. Tænk vi boede tæt, men var altid udenfor. Sådan er kærlighed!
Jeg ringede hende op.
Hallo! Mette, du skal bare gøre, hvad du vil, for det betyder ikke mere noget for mig. Gør hvad du vil. Jeg vil ikke mere! Forstår du mig?!
Jeg råbte, tror jeg. Og hun svarede stille, jeg skulle komme op.
Hvad? Klokken er tre om natten, glem det! Jeg …
Asger, min mor er syg. Hjælp mig, vær sød … sagde hun. Gav mig koden, etage og dørnummer.
Så jeg gik op.
Mette ikke engang pænt klædt på åbnede døren, bleg, i en Alt for lille T-shirt og shorts med syrede agurker på. Hendes ternede hjemmesko hang og dinglede, og en stor tå stak ud af et hul.
Hvad foregår der? udbrød jeg. Har I ringet til lægen? Hvad skal jeg gøre?
Lægerne har været her, indsprøjtning og så hjem. Jeg kan bare ikke være her alene med hende … Undskyld, Asger, for før …
I går. Glem det. Hvad skal jeg hjælpe med?
Jeg bragte det så nøgternt som muligt.
Bare sidder lidt, mens jeg løber efter medicin. Vil ikke lade hende være alene, hvis nu … Vil du ikke blive? Hvorfor var du ude på gaden? Mette skubbede mig ind i stuen. Det er min mor, Kirsten Holm …
Jeg så på kvinden under tæppet. Hun vendte sig, rynkede brynene.
Mette! Hvorfor slæber du ham med? Ham der …
Det gik op for os begge: det var også hende guiden fra tidligere fra mit gamle liv, hvor Finn kun var nabo.
Skæbne, mumlede Kirsten, så smilede hun. Giv Asger en kop te, han fryser.
Mette derhjemme helt anderledes. Underlig, rar, urolig, hun bed sig i håret, rystede skuldrene, når moren kom med råd.
Okay. Mor, han bliver, mens jeg henter medicin. Asger, bliv og drik te når jeg kommer hjem!
Hun fór ud, jeg nappede recepten, råbte at jeg selv hentede medicin.
Senere forklarede Mette, at hun var ræd for at være alene med sin mor, bange for, at hun igen skulle glemme at trække vejret …
Da jeg kom tilbage, leverede jeg medicinposen, og Kirsten sagde, hun godt forstod min vrede.
Du havde ret. Jeg løj for de folk, for ellers ville vi være lukket for penge. Sådan fungerer det med turisterne alle historier købes, alle fortæller videre. Vi lever af dem, vores bureau eksisterer kun på grund af Københavnerne. Sådan er det.
Undskyld, sagde jeg. Det var dumt gjort. Har du fået problemer?
Mette så på mig, øjnene var store som tekopper.
Det var dig? Mor blev fyret, hendes hjerte er blevet værre, bureauet har fået klager! hviskede hun vredt, Forsvind, Asger. Tak for medicinen, men …
Stop, Mettemus. Det er ikke kun Asgers skyld. Jeg tager alt for nært, bliver let ked af det. De unge, I er kompromisløse, alt eller intet! Men man lærer at gå på kompromis, tåle det halve … Det er sådan man overlever.
Ja, I mestrer at bøje jer mod vinden. Mette, hvorfor græder du nu?! Jeg var næsten fortabt.
Hvad gør man, når en pige græder? Hvad gjorde far? Han forsøgte at tale, men blev altid afvist. Alt sammen politisk umuligt, og nu sad alle og havde det skidt.
Mette, jeg er et fjols. Men … vil du tale med mig? spurgte jeg.
Kirsten gav et diskret nik, Mette forsvandt i køkkenet, larmede med service, smadrede en kop, jeg fejede stumper op og hjalp hende med bakken.
Vi drak te i tavshed. Jeg satte te i halsen, Mette slog mig på ryggen, så jeg var nær ved at fald ud af stolen.
Det har hun fra sin far, Kirsten smilede. Han var et brød, klappede én som en bjælke.
Far døde for tre år siden. Nu er vi kun os, og du skal altså ikke tro jeg vil have dig! Du hjalp kun i dag! Jeg dropper gymnasiet og …
Jeg gad ikke høre resten, gik ud og tog sko på. Mine sneakers klaskede, våde af sne, og pyt med det.
Mette fulgte mig til døren.
Asger, er der sket noget? spurgte hun.
Mor forlod os. Hun boede kun sammen med far for min skyld. Nu er hun stukket af med Finn, forklarede jeg. Lad bare Mette tænke, at universet havde slået hårdt tilbage.
Med Finn? Asger, vil du blive? hun blev rød som et barn. Du kan sove i fars værelse.
Og … jeg blev. Lå i hendes fars gamle seng og gloede i loftet. Fremmed loft, fremmed liv. Hvem var jeg nu?
Far ringede flere gange, jeg svarede blot, at alt var ok, jeg var hos venner. Man må vænne sig til at alting forandrer sig
Far og jeg kørte bare videre på rutinen. Morgenmad, hver til sit, aftensmad sammen, snakkede ikke om noget vigtigt. Han snakkede med Heiberg, fik hende til at lade mig blive, gav hende en flaske snaps. Hver uge tog jeg appelsiner til Kirsten, forsøgte gøre noget godt igen. Hun var mild, venlig, snakkede om alverdens ting og steder. Rigtig engageret. Mette var heldig med hende! Og jeg med Mette.
Mor kom tilbage efter to måneder. Trak sine kufferter ind, smed halstørklædet op og hælene af.
Asger, du er hjemme? Hjælp med kufferterne!
Jeg gik ind på værelset.
Asger! Jeg taler til dig!
Ved ikke. Spørg Finn.
Du skal ikke tale sådan til mig! Jeg er din mor! sagde hun, fornærmet.
Mor var stadig biologisk, juridisk, men ikke længere andet …
Senere skændtes hun med far hele aftenen, græd, bad om tilgivelse og kaldte ham taber.
Nå, og Finn? spurgte far. Gik det ikke efter planen?
Vi var så forskellige. Jeg kunne ikke vænne mig til hans regler. Huset var for stort, jeg blev sindssyg af at gøre rent. Finn havde tre hunde, én var en gigantisk schæfer. Man kunne lugte dem overalt. De måtte ligge i sengen! Puha. Han var så pæn udenpå! Det var en bølge af svaghed, Viktor en fejl. Vi … vi savnede jo bare begge noget, der var væk. Du kunne bare tilgive, ikke? Lad os glemme, og blive ved. Og Asger mærker jo intet, vel?
Jeg har sagt sandheden, Lene. Han er voksen.
Er du sindssyg! Sådan kan du ikke! Mor bød sig rundt, truede, men far stoppede hendes hånd.
Jeg har fundet lejlighed, flytter. Du må klare dig selv.
Jeg besluttede at tage med far. Mor græd, men vi tog sammen afsted. Måske er jeg den onde. Måske kunne jeg have haft ondt af hende. Far ville overleve. Men jeg ville ikke blive. Nogen skal have skylden. Men far havde selv startet det, for længe siden. Måske kæmpede han også bare for sin lykke. Så vi blev sammen.
Da Mette og jeg besluttede at blive gift, sagde jeg, at ærlighed var vigtigst.
Når du ikke orker mere, sig det bare. Ok?
Ok! sagde hun. Og jeg stolede på hende.
Vi har to børn. Og vi har stadig ikke fået nok af hinanden.
Det gør mig lykkelig. For vores liv er ægte.
Kirsten er nu museumsformidler, leder en håndarbejdsklub og sejler på fjorden om sommeren. Dengang, som sekstenårig, ramte jeg hende hårdt. Nu prøver jeg at gøre det godt igen. Nu har hun fået en bejler, Poul-Erik. De elsker begge at sejle og læse Andersen. Jeg håber, det lykkes for dem. Vi ville være glade for hendes skyld.
Jeg besøger min mor en gang imellem. Man kan ikke slette hende, ikke glemme. Hun er begyndelsen på mit liv, uanset hvad. Så jeg må ikke lade hende i stikken. Men tilgive … måske ikke endnu. Jeg er otteogtredive.
