Datterens lykke
At få Signe gift var ganske besværligt. Det var også på høje tid! Hendes biologiske ur gjorde ikke bare tikkende lyde det var nærmest som viserne dansede vildt rundt, tallene på urskiven snoede sig og forvred sig i blækhuller, mens der blev sukket og stønnet hjemme i stuen, lige som Signes mor, Marianne.
Signe, du forstår godt, at jeg gerne vil være mormor, ikke? Jeg drømmer om et hus fuld af larm, børn, der står i kø til badeværelset, alle kogeplader optaget fordi du laver grød til ungerne, røræg til din mand, og jeg står og laver kaffe… Det er jo selve meningen med livet! sagde Marianne filosofisk, tog brillerne af, kiggede på sin datter og sukkede.
Jaja, mor… Synes du virkelig, jeg skal tage den første og bedste bare for, at du kan stille dig i kø til toilettet? Jeg har ikke tid, og hvor skulle jeg møde nogen? Jeg arbejder til syv hver dag og har travlt som et egern i et træhjul. Jeg taler ikke med nogen i bussen, går aldrig i biografen og hvad du ellers kunne finde på. Hvorfor glor du sådan på mig? Gør nu noget andet, mor! sagde Signe irriteret, flyttede på kopper, rettede på den tørre ost og mærkede på tepotten, som for længst var blevet kold.
Var det virkelig for meget forlangt at få bare ét roligt morgenmåltid sammen som voksne kvinder uden at tale løs om alt det her, uden mors klager og Signes ligegyldige forklaringer, som alligevel ingen tog sig af?
Nej…
Signes morfar, Holger, dukkede op i køkkenet. Siden han blev enkemænd og lidt trist til mode, havde Marianne Signes mor hentet ham fra Ærø og ind til Amager-lejligheden.
Morfar holdt sig for det meste i ro, sukkede en masse, drak uendelige kopper te ved altanens åbne vindue, og gik hvileløst rundt om natten.
Det er svært at falde til her, mit barn. Tag mig hjem igen mumlede han tit, men Marianne nægtede.
Det er meget bedre, at jeg har dig, far. Der er for langt til Ærø, hvis noget sker, og man kan jo ikke køre derover hele tiden. Nej, far du bliver her, hvor jeg kan holde øje med dig! sagde hun, konfiskerede hans cigaretter og overlod Holger til sig selv.
Så gik hun på arbejde, mens Holger kiggede efter Signe og Marianne, satte sig til vinduet, sukkede og stirrede ud på Amagerbro…
Marianne havde ingen mand, og der var ikke andre for hende at tage sig af end Signe og Holger.
Signe havde et par gange forsøgt at flytte, starte et selvstændigt liv, men hver gang opstod der problemer, sygdom, uheld og Marianne trak hende hjem igen.
Det gik nu an, for Mariannes eks-mand havde gallant efterladt hende en treværelses lejlighed, selv havde han bare taget et par ting og forsvundet…
Da Marianne for alvor indså, at man ikke kunne regne med Signe, heller ikke hvad slægten angik, besluttede hun sig for selv at tage affære.
Hvad er der i vejen med det, far? rådførte hun sig med Holger. Der findes jo stadig matchmakere i dag. Jeg går hen til en, får en introduktion til en god mand, og så er resten jo lige ud af landevejen!
Holger sad på taburetten med sin krydsogtværs, tabte sin blyant og kløede sig i håret.
Marianne, du taler om Signe, som om hun var elleve køer på vej til auktion! Hun skal da ikke “matches” eller forhandles væk. Lad nu være med det der! Eller har du alt for lidt at give dig til? Kom, så tager vi til Frederiksdal og graver kartofler for naboen så får du pulsen op, så har du ikke energi til at rendes rundt til matchmakere. Er du med?
Far! Er du virkelig ligeglad med din eneste datterdatter? udbrød Marianne med lyn i øjnene og hæs stemme, så han skyndte sig at hente et glas vand.
Efter lidt skænderi drak hun ud og var straks tilbage ved sit projekt:
Vil du virkelig have, at familien Jørgensen bare uddør? Signe nærmer sig fyrre…
Om ti år indvendte Holger.
Det er jo ikke lang tid! Hos folkene overfor har de allerede børnebørn, der er i skole, og Svend og Lotte venter oldebørn. Det er kun os, hvor alt står stille. Jeg skammer mig snart over at gå hos bageren, og Hanne spørger altid til Signe og hvornår hun skal giftes. Jeg fægter bare med hånden og…
Sig, at det ikke er hendes sag! afbrød Holger. At en bagerdame blander sig i din datters kærlighedsliv, det er for groft! Så køber vi ikke brød der mere.
Han skubbede brødtallerkenen væk og vendte sig om.
Tag nu en bolle, far, du elsker dem jo! Men Hanne har ret, vi må se at gøre noget.
Marianne tog selv en bolle og tyggede, mens hun overvejede, hvor man egentlig fandt de der matchmakere.
Birthe fra kantinen på Mariannes arbejde kendte en: Kirsten Petersen.
Det er altså kun Kirsten, du kan gå til! nikkede Birthe.
Er hun professionel? spurgte Marianne og tyggede på brillestangen.
Marianne stolede på professionelle: tandlægen skulle have doktorgrad, musiklæreren være konservatorieuddannet (selv om det blev til tidligere organist Fru Jacobsen fra opgangen), og håndværkeren helst med svendebrev, ikke bare “Onkel Bent-vikar”.
Så matchmakeren, den skulle heller ikke bare være tilfældig.
Hende, Kirsten? Og ja, det kan man om nogen kalde erfaring! Hun arbejdede i helsevæsenet engang, så hun kan se, hvem der er “rask på det”!
Det vil jeg skrive ned, det er vigtigt, at Signe ikke får en skrantende mand på halsen erklærede Marianne og noterede adressen.
Kirsten tog imod med et snu blik, og Marianne syntes, hun var en anelse for glad i portvin eller måske så det bare sådan ud.
Jeg hedder Marianne Jørgensen. Vi har en aftale, ikke? sagde gæsten ude i entreen.
Jo, jeg husker! I har varen, jeg har køberen, sagde Kirsten og så sært kræsen ud, mens hun rettede på sit mønstrede forklæde og nogle hårnåle.
Kan jeg få lov at se dit kartotek? rullede Marianne ærmerne op, klar til nærkamp.
Hun forventede hylder med mapper og billeder, men blev ført ind i en stue med rundt bord dækket af rød velour, porcelæn i skabet og bøger ved vinduet.
Tag plads da! Nu går vi i gang! udbrød Kirsten.
Kirsten spurgte ind: Hvor Signe havde studeret, om hun kunne lave mad, købte tøj og undertøj i Magasin eller Føtex, om hun havde sommerhus, læste bøger, eller kunne lide musik.
Åh, Signe er en fantastisk pianist, hun går tit i koncertsalen. Vi havde klaver engang men solgte det, sagde Marianne.
Solgte? Er I ramt af konkurs? Kirsten rynkede på næsen.
Nej, eksmanden ville have erstatning for lejligheden… Men Signe kan stadig spille! Har du da musikelskere i dit kartotek?
Tja, måske… Kirsten blev pludselig alvorlig. Men er din datter selv interesseret i et bryllup?
Hvad mener du? Marianne blev nervøs.
Jeg tager dette alvorligt. Jeg bruger tid men jeg arbejder ikke for sjovs skyld! Nye generationer vil ikke længere stifte familie. De farer rundt og bygger karriere, men om aftenen sidder de alene og keder sig ihjel. I vores dage, så levede vi… Kvinderne ødelægger det hele, Kirsten snøftede og daskede til bordet.
Marianne blegnede.
Det er altså mændene, der skubber kvinderne væk nu. Min Signe er dygtig, varm og så flot! Men hun har så svært ved at tro på kærlighed, efter at jeg blev skilt.
Ja ja, du solgte klaveret… Kirsten nikkede og snøftede igen. Ikke fornuftigt.
Det var uden drama, men Signe blev bange for, at det samme kunne ske for hende… Marianne blev rørt til tårer.
Tag nu en serviet. Vi stopper ikke vores slægt! Vi skal have børnebørn! Kirsten bankede på bordet.
Ja… Marianne rystede over hagen.
Så lad os begynde! råbte Kirsten, snuppede et foto. Her ser du Per. Stor stilling, respekteret, en dreng med hjerte, og så kan han koge syltetøj som ingen andre! Vil du smage?
Hvad?
Syltetøjet! Jeg har et glas her…
Snart sad de med te og syltetøj, lo så næsen vibrerede, og Kirsten trak en gammel dansk vise frem fra den gang, man badede unger i Bagsværd Sø og katten sov på solpletten under birketræet. Marianne tog endnu en serviet.
Du er rar, Kirsten. Tror du, det lykkes?
Kirsten nikkede.
***
Jeg siger jer, vi kan ikke stramme skruen mere! rådede Signe sin chef fra toppen af kontorbordet. Samlebåndsarbejde er hårdt, og nu sætter I tempoet op…
Det betyder bare, at vi skal følge planen! Punktum. Ingen diskussion! afbrød Per fra ledelsen.
Om en uge har du 100 opsigelser på dit skrivebord og mit vil ligge øverst! Signe rettede sig op og forlod kontoret.
Hun havde travlt moren bad hende hente flødeboller fra Lagkagehuset, støvlerne skulle hentes fra skomageren, og farmor skulle have medicin. Hvor blev receptet nu af?
Hun fandt den endelig i tasken og åndede lettet op. Hvis hun mistede den, ville morfar ikke være glad.
Hvor skal du så hen nu, Signe? dukkede Per op ved porten. Hvorfor skulle han altid være der?
Jeg har fri, du har glemt det. Undskyld, men jeg skal på apoteket! Signe afleverede sit adgangskort.
Og husk, i morgen kl. 10 møde på mit kontor! råbte chefen.
Overalt var der propfuldt apoteket, bussen, Lagkagehuset (alt for dyrt, men mor bad om de særlige boller med bær og flødeskum).
Igen dig! Per dukkede op bag hende.
Du? Har du ikke regnskaber, du bør sidde med? spurgte hun skarpt.
Jeg er også ude på ærinde. Mor ringede hun skulle have hjælp med fjernsynet. Jeg… nå, det er ligemeget. Ej, stop! Lad mig få de boller! sagde han hurtigt.
Men ekspedienten havde allerede pakket kagen til Signe.
Undskyld, damen har betalt. Du kan tage dem med blåbær, smilede ekspedienten.
Per sukkede. Altid kom Signe ham i forkøbet snart tog hun vel også hans job.
Det er usundt med så meget sødt! Og du sagde, at du skulle på apoteket? Per åbnede døren for hende. Skal du ud at besøge nogen mon?
Det rager ikke dig. Giv mig plads, tak.
Signe gik hurtigt væk, Per smilede for sig selv og drejede af nede ad sidegaden…
***
Marianne havde i over en time forsøgt at lokke Holger ud af sine træningsbukser og i noget pænere.
Hvad i alverden skulle jeg skifte for, Mari? Han sad fordybet i sin krydsogtværs.
Vi skal tage os godt ud, far! Forstå det nu… sukkede hun.
Jeg skal ikke gøre noget indtryk på nogen. Tag nu de bukser væk, medmindre du vil begrave mig i dem.
Nu stopper du. Vi får gæster, okay? Jeg vil bare…
Det lyder som dit problem. Hvor er skakbrættet henne? Spiller de skak, dine gæster?
Aner det ikke vi skal ikke spille! Marianne skyndte sig væk for at dække bord…
Signe kom hjem i tide, gav morfar medicinen, satte sig udmattet i entreen.
Træt, smukke? spurgte Holger. Mari! Signe har købt dine yndlingskager. Nu må du altså fortælle mig, hvem vi får besøg af!
Signe trak på skuldrene.
Nogle veninder, tror jeg. Bare tag det roligt, morfar.
De gik i stuen, Signe satte skakken op, men snart kom Marianne farende.
Signe! Jeg når ingenting! Skær lidt pølse, ikke! Tag lidt rouge på! hvislede hun.
Rolig nu… Du har stresset hele huset op, Mari! Hvem venter vi? Holger bankede brættet.
Det er ligegyldigt. Bare hjælp mig…
Kvinderne gik i køkkenet, Holger så ud ad vinduet. Hvad nu igen hvem havde brug for dette? Godt, han var flyttet ind måske kunne han hjælpe til…
Morfar blev sendt til at åbne døren, da det ringede.
Han rettede skuldrene, gned de få hår på issen, åbnede og ville næsten slå hælene sammen, men takkede nej det gjorde ondt i hjemmeskoene!
Velkommen til! sagde Holger. Jeg er Holger Hansen, husets ældste. Og hvem har vi her?
Signe og Marianne hørte halløj i gangen.
Marianne smilede stort.
Godaften! Så godt at se dig. Jeg hedder Marianne. Og det her er Signe, min datter. Signe, tag kassen fra gæsten han står jo og balancerer! Tak for denne flotte gave. Vær så god, sæt dig til bords!
Godaften, Signe Jørgensen, sagde Per og smilede skævt.
Signe nikkede, vendte sig væk.
Kender I hinanden? spurgte Marianne usikkert.
Ja, vi arbejder sammen. Nå, så tvet er ikke i stykker alligevel? Per satte kagen på bordet og væltede saltbøssen.
Holger sukkede salt på bordet giver ballade.
Arbejder I sammen? Signe er chefen? gispede Marianne.
Og tvet det er ikke helt rask længere! sagde Per. Hvis min mor ikke havde insisteret på, at jeg skulle fixe noget for en veninde, havde jeg ikke brugt min aften på det her! Per forstod ikke selv, hvorfor han blev gal. Han fik pludselig ondt af Holger. Han turde knap se på Signe.
Ja ja, tilfældigheder sker. Og Signe var jo ikke skyld i det… eller?
Hvor er det tv? Jeg spiser ikke! Per var nu for alvor stresset.
Inde hos morfar… sagde Signe Det her er ikke, hvad du tror! Havde jeg vidst det, havde jeg forbudt min mor at invitere dig!
Ja, ja. Jeg kan jo ikke engang ordne et fjernsyn, hvordan skulle jeg så kunne være chef? mumlede han og gik med Holger ind på værelset.
Signe, vent nu her… Vi klarer det her selv Holger lod hende ikke komme med.
Per baksede med tvet, Holger rakte værktøjet, og han konstaterede, at det nok skulle støvsuges.
Holger skyndte sig, tænkte, måske kunne det hele mildnes, hvis Per bare ordnede tvet og så gik…
Marianne kiggede på Signe men blev rastløs, greb mobiltelefonen:
Kirsten? Det er Marianne. Hvad kalder vi dette?! De har skændtes! De arbejder sammen! Det her var ikke, hvad vi aftalte! Og Per er ikke en skid galant eller flot. Og hvad mener du med, at han er din søn? Hvem bilder du dig ind at narre? Du sagde, du var professionel! Nå selvfølgelig løj du. Det hele er Birthe fra kantinens skyld! Nej, du skal ikke komme… hun smækkede røret på.
Signe sad og stirrede mod sin mor med tomt blik.
Mor, jeg vil ikke giftes bare for at gøre dig glad, så det ender som med dig og far – at jeg mister det, jeg holder mest af, og ingen forklarer mig noget.
Marianne satte ud til at svare, men Signe gik ind i stuen, satte sig, og begyndte at spise. Hvad skulle hun ellers gøre, gå sulten i seng?
Marianne satte sig overfor og så til…
Kvinderne fór op, da det igen ringede på døren. Signe gik ud.
Godaften, mon det er Signe? Har du noget at udsætte på min dreng? Du finder ikke et bedre menneske end Per! Eller ah, er du hende fra arbejdet, der altid diskuterer med ham? Ja, verden er lille!
Holger lyttede, trak hovedet ned mellem skuldrene. Der var spildt meget salt i aften…
…Min Per spiser ikke længere, sover dårligt. Han er helt vingeskudt! Du har givet ham nervesammenbrud! Marianne, hvis jeg havde anet, at det var din datter, så… Kirsten pegede demonstrativt på Signe, der stod foran hende.
Hvad betyder det? gik Marianne imellem. Du havde ham med i dit kartotek! Her står vi så… Hvor er de andre kandidater?
Hvilke andre? Jeg er ikke nogen rigtig matchmaker! Kirsten rødmede.
Hvem fortalte dig om os? Marianne kneb øjnene sammen.
Birthe! Hun er min nabo på kolonihaven, hun sagde, at I ledte…
De skændtes, men mere for æren end for noget konkret. Til sidst blev de enige om, at Birthe havde skylden, men at de heller ikke selv var uskyldige…
Signe mærkede, at nogen trak hende i jakkeærmet.
Kom, lad os gå en tur, hviskede Per. Holger kan holde øje med dem. Mor, giv plads…
Marianne og Kirsten stirrede ud ad vinduet, så deres børn slentre ud i gården og snakke.
De sukkede, om det var et lettelsens eller et opgivelsens suk, kunne Holger ikke afgøre.
Skal vi så ikke spise nu, eller har jeg taget skjorten på forgæves? mumlede han, tog sig en bid koldt kød. Al den ballade… I kunne jo bare have ladet dem møde hinanden tilfældigt. Nu bliver min Signe bare fyret!
Nej, det gør hun ikke. Det skal nok gå… Kirsten bed sig i læben. Vi mente det bare godt…
Hvad var det med klaveret? spurgte Per, da de gik ned til søen. Signe, du behøver ikke være fornærmet mere. Det er småkomisk! Vores mødre ville lave arrangeret ægteskab…
Hvad siger du? Signe stoppede brat.
Min mor har sendt mig ud i fem år nu hver gang for at ordne noget. Så møder jeg altid datteren, niece, barnebarn eller naboen. En gang var det endda en ældre enke. Mor foregiver, at hun intet aner, og så får jeg både opgaver og “tilfældige” præsentationer…
Hvorfor gør du det så? Kan du ikke finde en kone selv?
Jeg reparerer bare deres apparater. Jeg leder ikke efter en kone.
Klassisk ungkarl? Protest mod det hele?
Nej. Jeg har allerede fundet hende for to år siden. Per rystede på hovedet.
Hvorfor bliver I så ikke gift? Ah du vil have åbent forhold! Praktisk…
Jeg vil have familie, men man kan ikke tvinge nogen til noget. Hun hader mig faktisk. Det ligger fast…
Per gik hurtigt. Signe måtte løbe for at følge med.
Per! Vent nu lige! Jeg kan ikke følge med! Hjælp! Signes stemme blev til et lille barns.
Per vendte sig om.
Ud af en busk trådte en kraftig, bredmavet engelsk bulldog, muskler overalt, og stivnede truende. Han gøede ikke, bare knurrede en smule.
Jeg er bange for hunde hviskede Signe og krammede hænderne til brystet.
Det er jeg også sagde Per, fløjtede, og hunden kiggede forundret. Men den er også bange for os. Gå nu tilbage, vi har ballade nok. Gå nu Per talte til hunden.
Den så ud til at tænke sig om, sukkede, og traskede tilbage i busken.
Signe skyndte sig over til Per.
Tak! sagde hun lavt og så sig tilbage.
Selv tak. Jeg lagde liv og lemmer på nu må du vel sige ja til at gifte dig med mig? Per fandt et par karameller i lommen.
Signe blev rød i hovedet. Bare sådan?!
***
Da de kom hjem, sad de voksne allerede og spiste, Holger fortalte røverhistorier, kvinderne fniste. Kagen stod midt på bordet, med flødeskum, hindbær og blåbær.
Signe, tag noget kylling. Du har da ikke fået aftensmad, sagde Marianne.
Per, sæt dig og undskyld mig, Kirsten hviskede.
Hov, hvad venter vi på? Nu skal der spises! grinede Holger, kaldte sig selv til orden og knappede ærmerne. Når alt kom til alt, var det jo en slags smørrebrøds-smagning for hele familien…
***
Per og Signe blev gift et halvt år senere, stoppede med at skændes på arbejdet og skændes hjemme kun for sjov. Om sommeren laver de syltetøj, om vinteren står de på ski ved Isaberg.
Marianne og Kirsten blev veninder, går sammen i musikhuset eller på museum, tager Holger med på tur og køber is og billetter til kanalrundfart. De taler ofte om børnebørn, men Holger tysser på dem.
Birthe fra kantinen mener selv, hun er årsag til alles lykke hvem, hvis ikke hende, ordnede det hele så godt? Hunden var selvfølgelig hendes, hun ledte efter den længe bagefter.
Og så siger de, hun “bare” laver mad! Hun er jo den rene Amors-pil i hvid hat og ingen siger tak. Sådan er det, når man gør noget godt for andre …
Nu sidder jeg her, skriver i min dagbog, og tænker på, hvor meget kvinder kan få rodet sammen, og hvor lidt vi mænd egentlig forstår af det hele. Men én ting har jeg lært: lykke kan hverken planlægges eller aftales man må lade livet overraske og tage imod både kager og karameller, som de kommer.
