Tak for far
Hvad sagde politiet? hviskede Sofie, da moren lagde telefonen på bordet.
Ikke noget godt, Birgitte Nielsen tog et glas vand og drak et par slurke. De siger, det er for tidligt at gå i panik. Der skal gå mindst et døgn, før de kan gøre noget. Men jeg kan mærke det Jeg kan mærke, noget er galt!
*****
Hej mor! Er far gået endnu? spurgte Sofie, idet hun kom ind i lejligheden med en lagkage i favnen.
Hej, søde. Han er allerede taget afsted. Jeg sagde jo, i dag var hans sidste dag på arbejde både jubilæum og afsked med kollegerne, nu hvor han går på pension. Du ved, han kunne ikke undgå det.
Ærgerligt tænkte Sofie skuffet.
Men han lovede at være hjemme til frokost.
Det er fint. Så når Emil også frem til frokost. Hele familien bliver samlet. Imens dækker vi bordet, ikke?
Selvfølgelig. Hjælp mig med maden, jeg tør næsten ikke stå alene med det hele. Men først lidt te jeg har lige kogt vand. Og jeg har dine yndlingswienerbrød. Vil du have et?
Meget gerne.
Mor og datter sad ved spisebordet, nød te, spiste wienerbrød og snakkede om vejret, naturen og om far, der fyldte 50 år i dag.
Alt var godt, men
Birgitte bemærkede, at der var noget, der nagede Sofie. Som om hun gerne ville fortælle noget, men ikke kunne tage sig sammen.
Birgitte mærkede straks uro i maven.
Er alt i orden, skat?
Kan man se det på mig? svarede Sofie med et smil.
Ja Er der noget, du vil fortælle?
Ja. Bliv ikke bekymret, mor. Det er gode nyheder.
Nå, fortæl!
Emil og jeg har besluttet at give jer sommerhusgrunden, vi købte sidste år.
Give os den?
Ja, fra hjertet. Emil har ordnet huset, så nu kan I bo komfortabelt hele sommeren.
Hvad med jer?
Vi kommer bare på besøg. Vi har indset, at vi alligevel ikke kan få tid til at passe det Sofie stoppede, smilte hemmelighedsfuldt.
Hvorfor dog ikke?
Fordi I snart skal være bedsteforældre. Om otte måneder.
Er det sandt?
Ja!
Åh Gud! Hvor er jeg glad, Sofie! Og hvor bliver Henning glad, når han hører det.
Mor rejste sig, omfavnede sin datter og kyssede hende på begge kinder.
Jeg havde håbet, I skulle høre det sammen, men jeg troede ikke, far ville tage afsted så tidligt.
Han er snart hjemme, så kan du fortælle det til ham. Men nu må vi hellere lave mad, sagde Birgitte og kiggede på klokken.
Ja, lad os!
Så blev der travlt i køkkenet med gryder og pander, og knivene hakkede løs på skærebrættet. Nogen siger, at to kvinder ikke kan være i et køkken, men Birgitte og Sofie arbejdede som én. De fik lavet alt og dækket et fantastisk bord.
Der var både stegt kylling, fiskefrikadeller, kartoffelmos og tre slags salater.
Birgitte satte sig og kiggede på klokken:
Se, vi blev færdige før planlagt.
Når vi arbejder sammen! grinede Sofie. Ringer du til far og spørger, hvornår han er hjemme?
Ja, det gør jeg
Jeg ringer imens til Emil og hører, hvornår han kommer.
Sofie gik ud i gangen til sin taske.
Birgitte tog sin telefon og ringede til sin mand.
Hun lyttede længe til de lange ringetoner og lagde så på prøvede igen, men stadig intet svar. Med telefonen i hånden kiggede Birgitte på klokken. Ét spørgsmål summede i hovedet:
Hvorfor tager han ikke telefonen?
Først nu gik det op for hende, at Henning havde lovet at ringe, når han kom på arbejde, men det havde han ikke gjort. En isnende kulde krøb op ad ryggen.
Mor, Emil kommer om en times tid! råbte Sofie glad, da hun kom tilbage i køkkenet. Hvad siger far?
Han tager ikke telefonen
Nå, det var mærkeligt.
Det er mærkeligt, Sofie Jeg har forsøgt mange gange nu. Han plejer altid at svare.
Mor, det er i dag, de holder fest for ham. Han har sikkert travlt.
Nej, Sofie. Han burde være på vej hjem. Han lovede jo at være hjemme til frokost. Og din far holder altid, hvad han lover. Han ringede ikke engang, da han nåede frem på arbejde. Det ligner ham ikke. Hvorfor svarer han ikke?
Måske skal du ringe til hans chef og høre, om de ikke snart slipper fødselaren hjem?
Det prøver jeg
Birgitte var aldrig den, der gik i panik, men nu blev hun ramt af en slem forudanelse. Henning plejede altid at tage telefonen. Altid.
Selv hvis han havde travlt.
For han plejede at sige, at der ikke var nogen vigtigere end hans kone, og han ville aldrig lade hende bekymre sig. Og i dag skulle han selvfølgelig have svaret han kunne ikke undgå at forstå, at hun ville være nervøs.
På den anden side, tænkte Birgitte, det er jo stort med pension og farvel fra kollegerne. Henning har brugt en kvart af sit liv på det job, det er svært at tage afsked
Hallo! brød en mands stemme ind i hendes tanker.
Dav, Erik! Det er Birgitte, Hennings kone. Jeg ringer bare for at høre, hvornår I sender ham hjem vi savner ham herhjemme Datteren er kommet, svigersønnen er også snart her.
Hej, Birgitte! svarede chefen. For at være ærlig, jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige.
Hvad mener du?
Vi har også ventet på ham. Vi har ringet flere gange, men han tager ikke telefonen.
Altså du mener, han ikke er dukket op på arbejde? sagde Birgitte målløst.
Ja, han er ikke kommet. Men vi venter stadig. Så hvis han ringer, kan I lige sige, at vi stadig vil gerne sige farvel til ham. Det er jo tradition.
Ja, selvfølgelig Erik, giv endelig besked, hvis han dukker op.
Birgitte lagde telefonen, rystende på hænderne, og så på sin datter:
Sofie, han har ikke været på arbejde Og han svarer ikke. Hvor kan han være?
Rolig, mor. Vi prøver at ringe sammen igen.
*****
Henning trådte ud af opgangen, nød morgensolen og hilste på damerne på bænken, inden han satte kurs mod busstoppestedet.
Hans rute havde været den samme i femogtyve år, og i dag lignede de andre bare med undtagelse af, at han ikke skulle arbejde, men hente sit pensionspapir og sige farvel til kollegerne.
Han havde selv været med til at sige farvel til kolleger før, og nu var det hans tur.
Han burde ikke være nervøs, men havde sovet dårligt hele natten, gået op flere gange og drukket kamillete, uden at det hjalp.
Selv om morgenen smilede han stort, da hans elskede Birgitte ønskede ham tillykke.
Men han besluttede sig for ikke at sige noget om det dårlige velbefindende til hende ville ikke gøre hende unødigt bekymret.
Desuden plejede det at gå over.
Han gik hjemmefra lidt tidligere, for ikke at vise det. Han ville ikke ødelægge dagen Birgitte ville have aflyst alt, hvis hun havde vidst det, og kollegerne ventede jo.
Det går over sagde Henning beroligende til sig selv, mens hånden ofte hvilede over brystet.
Ved stoppestedet holdt han sig til hjertet og tænkte på, hvad han ville sige til kollegerne. Da han så den overfyldte bus, vidste han, at han ikke kunne tage med.
Han frygtede, han ville blive dårlig i alt den varme.
Han så på uret og besluttede at gå til arbejde. Vejret var godt, og han havde god tid. Den friske luft ville sikkert hjælpe.
Han ringede ikke til Birgitte, som han ellers plejede. Han tænkte, han ville ringe, når han var fremme.
Men han nåede aldrig frem
Vejen gik gennem en mindre bypark, der på hverdage lå næsten øde, og det var her, han blev utilpas.
Henning satte sig på en bænk, knappede skjorten op, løsede slipset og trak vejret dybt af efterårsluften. Hvor længe han sad dér, vidste han ikke.
Han mærkede bare, det blev værre. Og det ville ikke lette.
Han ville ikke ringe til Birgitte, men da han indså, det var alvor, tog han telefonen frem.
Først ringer jeg til Birgitte, så ringer jeg 112, besluttede han. Men han nåede ikke engang det.
Hænderne begyndte at ryste voldsomt, og telefonen faldt på asfalten og trillede ind under bænken.
Henning prøvede at rejse sig, men det kunne han ikke. Et jag gennem brystet gjorde det umuligt at trække vejret. Så blev alting sort.
Det sidste, han tænkte, var: Så kom både jubilæet og pensionen Men vigtigst, jeg får ikke sagt farvel til Birgitte og Sofie
*****
Birgitte drak nogle dråber hjertemedicin, prøvede at ringe igen. Langt ring, men intet svar. Sofie ringede også ingen held.
Så kom Emil hjem. De sad alle tre ved det pyntede bord, tavse, ventende.
Hvad venter vi på? udbrød Birgitte. Jeg må ringe til politiet. Måske kan de hjælpe med at lede?
Sofie og Emil var begge enige. De vidste, noget var galt.
Især når nu Henning havde arbejdet i beredskabet og var vant til ekstreme situationer og han havde aldrig haft telefonen slukket så længe uden grund.
Hvad siger politiet? hviskede Sofie, da hendes mor lagde telefonen fra sig.
Ikke noget godt, sagde Birgitte, tog et glas og drak. De siger, det er for tidligt at slå alarm. Der skal gå et døgn. Men jeg ved det bare noget er sket!
Så må vi finde ham selv! sagde Sofie beslutsomt.
Du har ret, skat. Han skulle have taget bussen her fra stoppestedet ved siden af huset. Vi må gå derhen og spørge folk, måske har nogen set ham. Og vi må også spørge chaufførerne.
Mor, Emil og jeg gør det du bliver hjemme, hvis far dukker op. Og så må du ringe rundt til hospitalerne. Jeg vil ikke male fanden på væggen, men det er bedst at tjekke.
Ja
Sofie og Emil tog hurtigt overtøjet på og gik ud for at lede efter Henning.
Birgitte blev hjemme og begyndte at ringe rundt til hospitalerne.
Lad der kun ikke være sket noget alvorligt, hviskede hun stille og gjorde korsets tegn.
*****
Henning var stadig bevidst, men han blev svagere. Han kunne næsten ikke bevæge hånden længere, og tale var ikke til at forstå.
H-hjælp mumlede han, mens han rakte hånden ud efter to forbipasserende kvinder.
De så på ham med foragt og vendte sig bort.
Endnu en drukkenbolt! sagde den ene kvinde afvisende.
Ja, sikkert fuld allerede fra morgenstunden, tilføjede den anden. Sådan en gider jeg ikke hjælpe!
Henning hørte dem det stak dybt. Han, der havde hjulpet og reddet så mange, både mennesker og dyr, kunne ikke gøre noget for sig selv.
Hvorfor lige i dag?
Da lyden af deres hæle døde hen, lukkede han øjnene, opgivende. Men pludselig
hørte Henning en høj bjæffen tæt ved øret.
Og han mærkede et par poter lægge sig ovenpå ham nogen begyndte at slikke hans kind.
En hund! En hund! glædede Henning sig, så må der være folk et sted her.
Med besvær fik han åbnet øjnene og så en lille ældre hund stå foran sig. Han syntes, han kendte den, men hvorfra?
Så begyndte minder at strømme ind.
Han så et hus i flammer, så kollegerne bære folk ud en mand og en kvinde, og hørte så en hund gø bag et smadret vindue.
Er der en hund i huset?! råbte Henning.
Ja! Vi nåede ikke at tage den med, svarede manden fra ambulancen.
Hvorfor sagde I det ikke?! Henning råbte, og før nogen kunne stoppe ham, løb han ind i det brændende hus.
Folk forsøgte at holde ham tilbage, det var livsfarligt. Men Henning hørte ikke efter.
Efter ti minutter kom han ud, hostende og rød i ansigtet, med hunden i armene.
Han afleverede hunden til sine ejere, men han kunne ikke løsrive sig fra dens blik.
I hundens øjne så han verdens største TAK. Hunden takkede ham for livet.
Nu blev alt sort igen og koldt.
Vov vov! gøede hunden ved hans side og slikkede ham i ansigtet.
Den havde genkendt sin redningsmand og ville nu hjælpe.
Hvis du kan hviskede Henning, hent nogen. Hvem som helst.
Så mistede han bevidstheden.
Men hunden Hunden forstod. Den løb straks mod udgangen af parken for at finde mennesker.
Først hen til en studerende ved pølseboden, så til en kvinde med barn, derefter til en mand ved kiosken.
Men ingen
ingen forstod, hvad hunden ville. De jagede den bort, bange for den. Men den bad bare om hjælp.
*****
Ved busstoppestedet havde Sofie og Emil ingen held. Ingen havde set manden på billedet, de havde med fra familiealbummet.
De vidste, tiden var knap, så de løb til kiosker, butikker og rundt i kvarteret.
Uden resultat. Han var væk. Telefonen blev stadig ikke besvaret.
Hvor er du, far?
Da Sofie løb forbi parken, hørte hun pludselig en høj bjæffen. Hun vendte sig og så en lille ældre hund, der gøede ad folk og hoppede væk, når de jagede den væk.
Så skrid! råbte en ældre mand, svingende sin stok efter hunden. Uforskammet kræ!
Sofie, hvorfor stopper du? spurgte Emil.
Jeg ved det ikke Den hund gør ikke sådan uden grund. Som om den prøver at sige noget Det kan jeg bare mærke
Hunden så på Sofie, og hun mødte dens blik ikke kun en bøn, men en tryglende appel om hjælp.
Sofie, hvad laver du? udbrød Emil.
Men Sofie hørte ham ikke.
Hun gik over mod hunden, der straks begyndte at gø og løb foran hende ind i parken. Derhen, hvor Henning lå bevidstløs på bænken. Sofie stolede på sin fornemmelse og fulgte efter hunden, Emil tæt efter.
Fem minutter senere stod de ved bænken, hvor Henning lå heldigvis stadig i live.
Far! råbte Sofie grædefærdigt og løftede hans hoved. Emil, ring til 112!
*****
Ambulancen kom hurtigt, og Henning blev kørt til nærmeste hospital med hjerteafdeling.
Sofie tog hunden og de kørte mod sygehuset. På vejen ringede hun til sin mor og fortalte hurtigt, hvad der var sket.
Lægen siger, din far var heldig sagde han, da han kom ud fra operationsstuen. I nåede at få ham ind i tide. En halv time senere, og vi kunne ikke have gjort noget.
Han overlever?! spurgte Sofie og tørrede tårerne.
Ja, han skal nok klare den.
Sofie gik ud til Emil og hunden ved bilen, satte sig på hug og krammede hunden.
Tak Tak fordi du reddede min far.
Skal vi tage ham med hjem? Han har halsbånd, så han har en ejer.
Ja, det må vi. Indtil vi finder hans familie. Han fortjener et trygt sted; han reddede min far.
Selvfølgelig, skat.
*****
Birgitte, Emil og Balder (navnet stod indgraveret i hundens medaljon) stod uden for hospitalet og så mod hovedindgangen.
Efter ti minutter åbnede dørene sig, og Sofie kom ud med sin far.
Balder begyndte straks at logre med halen, løb hen og sprang op mod Henning, lykkelig.
Far, det var ham, der reddede dig. Han gav dig den største gave på din fødselsdag livet!
Tak, gamle ven, sagde Henning smilende og nussede Balder forsigtigt om hovedet. Men hvor er hans ejere? Jeg ved, han har en familie et sted.
Vi har forsøgt at finde dem, sat billeder på nettet, men ingen har meldt sig.
Så gik Birgitte hen til Henning. Hun græd og rystede, men smilte bredt:
Tak fordi du lever, Henning.
Undskyld, Birgitte. Undskyld jeg ikke sagde noget om, at jeg havde det skidt. Jeg troede, det gik over, men det gjorde det ikke.
Jeg tilgiver dig. Skal vi tage hjem og fejre din anden fødselsdag? spurgte hun, mens hun tørrede tårerne væk.
Ja, lad os.
*****
For Balder forsøgte Henning selv at finde den rigtige familie, gik endda forbi det hus, der brændte sidste år.
Men huset stod tomt. Naboerne sagde, de gamle ejere var flyttet til en anden by og havde efterladt hunden. Måske havde de ikke tid eller lyst til at tage ham med
Så Balder blev selvfølgelig hos Henning. Og det var han lykkelig for. Og det samme var Henning.
Sammen tog de til arbejdet for at hente pensionspapirerne, og de tog på ture til sommerhuset. Og sammen med Emil hentede de Sofie og den lille ny fra hospitalet.
Tillykke, far! smilte Sofie. Nu er du morfar til to små piger!
Hvor er jeg glad, min pige!
Vov vov! sagde Balder, der også var lykkelig for, at alle, han holdt af, havde det godt.
Ja, livet for Henning begyndte at blive bedre. Mere meningsfuldt. Og resten af sine dage ville han takke Balder for, at han havde givet ham livet igen.
