En andens ideal

Fremmed ideal

Dagbog, torsdag

Grethe Vestergaard stormede ind på værelset så voldsomt, at hendes slåbrok fór til vejrs som et sejl i blæsten. Hun standsede brat ved døren, satte hænderne i siden og sendte sit barnebarn et utilsløret misbilligende blik. Maja sad fordybet foran computeren, øjnene limet til skærmen.

Hvad sidder du og dovner for? Grethes stemme var skarp som østenvinden. Din time på balletskolen begynder om en halv time!

Maja løftede langsomt blikket. Øjnene var trætte, mørke rande var lette at se. Hun prøvede at svare roligt, men stemmen skælvede let:

Mormor Jeg har det ikke så godt. Jeg har allerede givet besked om, at jeg ikke kommer.

Grethe stivnede et kort sekund, som om hun ikke fattede, hvad hun hørte. Læberne blev til en tynd, stram streg, næseborene udvidede sig. Med et højt suk prøvede hun at bremse sin stigende irritation:

Hvem har givet dig lov? Jeg sagde, du skulle gå, så skal du gå! Dårlig, siger du Men når du sidder ved computeren, så fejler du ingenting!

Maja greb i bordkanten med hvide knoer. Hun vidste godt, at ballet for mormor aldrig bare havde været et fritidsprojekt, men et spørgsmål om disciplin, vedholdenhed, om at holde, hvad man lover. Men sandheden var, at hun virkelig ikke havde det godt hovedet snurrede let, maven gjorde ondt, og der var en begyndende kvalme.

Jeg åndede tungt ud, gjorde mig klar og svarede lavmælt, men stædigt:

Jeg er i gang med en vigtig opgave i historie. Den skal afleveres i morgen.

Rummet blev stille spændingen hang så tæt, at jeg kunne mærke den i luften. Jeg stirrede på min mormor, håbede, hun endelig ville anerkende, at det var bedst at lade mig blive hjemme. Måske opdage, at jeg havde brug for en tur til lægen!

Men Grethe gik kontant hen til computeren, rakte ud og slukkede den uden et ord. Skærmen forsvandt alt mit arbejde borte på et øjeblik.

Jeg har ikke gemt! Stemmen brød sammen. Jeg har skrevet i to timer!

Hun så på mig uden at blinke. Jeg følte mig lillebitte, presset op i et hjørne, helt magtesløs. Gråden pressede sig på.

Grethes ansigt var hårdt, stemmen kold og urokkelig:

Kom nu, det er ikke til diskussion!

Jeg knugede om bordets kant. Der var ingen idé i at protestere. Mormor fik altid sin vilje, lige meget hvilke følelser man havde. At bo hos hende var efterhånden blevet én lang parade af krav, bebrejdelser og regler. Dag for dag voksede der en stille frustration og en bitterhed inden i mig.

Du er præcis ligesom din mor! sagde Grethe, nu med gammelt nag i stemmen. Hun sad også altid foran skærmen! Se, hvad det førte til Hvor er hun i dag?

Hun drejede hovedet væk, som for at jage gamle ubehagelige minder bort. For hende var min mor, Tine, et opdragelsesmæssigt nederlag. Da Tine var barn, havde Grethe forsøgt at være blidere; det endte med, at Tine gik sin egen vej, væk fra alle de planer Grethe havde lagt.

Grethe havde altid ment, at det vigtigste i livet var selvdisciplin og en nøje tilrettelagt hverdag. Hun blev hurtigt alene med lille Tine, måtte arbejde dag og nat for at få økonomien til at hænge sammen. Hjertevarme samtaler eller lange aftener med bøger havde der sjældent været overskud til.

Tine var vokset op i børnehaven som den usynlige pige hun sad i hjørnet og tegnede i timevis, låste sig ofte inde i sine egne fantasier. I skolen gik det ikke bedre: lærerne sagde, hun svævede væk, lyttede ikke til undervisningen, forsvandt i sine egne tanker.

Med alderen blev Tines stædighed klarere hun afviste mormors forsøg på at hive hende ind i fællesskabet. Ballet? For hårdt, og hvad får jeg ud af det? Musikskole? Jeg har ikke gehør, klaveret fylder halvdelen af værelset. Sågar hobbyklubber nægtede hun at gå til. Efter bare få gange opgav hun og sagde, det er noget pjat.

Langt det meste af fritiden sad hun ved computeren først var det uskyldige spil, senere fora, chats, endeløse samtaler med fremmede. Grethe forsøgte at begrænse skærmtid, hvilket altid endte i skænderier og smækkede døre.

Hun gad bare ikke! tænkte Grethe tit, når hun så Tine falde hen over tastaturet.

Hun fattede aldrig, hvorfor Tine ikke ville præstere noget. En rigtig pige burde jo vinde priser, få diplomer, klatre opad, ikke? Men Tine ville bare det modsatte.

Da Tine fyldte atten, kom chokket: hun skulle giftes ikke med én med fremtid men med Majas far, Lars, mekaniker fra naboblokken.

Grethe var rasende.

Ved du overhovedet, hvad du gør!? Det er da ikke et ægteskab det er en fiasko!

Men Tine mumlede blot:

Jeg har det godt med ham. Jeg har ikke brug for andres ambitioner.

Kort tid efter droppede Tine universitetet, det samme Grethe havde kæmpet for gennem hendes bekendtskaber, anbefalinger, overtalelser. Hun gad ikke økonomistudierne. I stedet tog hun arbejde hos et lille webbureau. Lav løn, grå fremtid, og så ligegyldigt, at Grethe end ikke nævnte det for familie eller naboer.

Der fejlede jeg virkelig, tænkte Grethe ofte med bitterhed. Jeg mistede grebet om hende.

Men med barnebarnet ville hun ikke lave samme fejl. Maja skulle have skik på sig! Ikke noget pjank, ingen skærme, intet drømmeri kun faste rammer og det rigtige liv.

Maja rettede sig stift op. Øjnene lynede. Hun hadede Grethes stikpiller mod Tine. Mor var hendes stolthed, forbillede, den, der havde vist, at man kunne klare sig, hvis bare man satte sig noget for.

Mor var en dygtig programmør! røg det ud af mig. Hun havde sit eget projekt, hun var anerkendt på arbejdet, hun kunne have nået så meget ud over det sædvanlige!

Ordene væltede ud måske havde jeg gemt dem i årevis, aldrig turdet sige dem højt. Min mors død var ikke hendes skyld.

Og hun var ikke skyld i det! Det var en forfærdelig ulykke, ingen kunne have forudsagt, at taxaen kørte galt!

Det blev helt stille. Jeg åndede tungt, så på Grethe, der stod med korslagte arme ved vinduet; ansigtet var hårdt som marmor.

Hvis hun havde lyttet til mig, svarede Grethe med samme iskolde stemme som altid, havde hun fundet en ordentlig mand og blevet hjemme. Så var intet af dette sket.

Indeni føltes det, som om noget bristede. For Grethe var det stadig kun et spørgsmål om at rette sig efter hendes planer.

Du forstår ingenting! Mor elskede sit arbejde. Hun var lykkelig, når hun programmerede, udviklede nye ting, hjalp andre!

Grethe rystede bare på hovedet.

Lykke er tryghed, sagde hun bestemt. At vide, at dagen i dag ligner dagen i morgen. At have et hjem, en familie. Alt det andet er ligegyldigt. Og din far han var da ikke noget at samle på…

Jeg skubbede stolen så hårdt tilbage, at den skrattede hen ad gulvet. Jeg kunne ikke høre mere. Jeg måtte væk. Sætningerne pressede sig på:

Min far er fantastisk. Når han kommer hjem, tager han mig med sig!

Det sagde jeg nok mest til mig selv. Tænkte på hans varme smil, sikre favn. Hos ham behøvede jeg ikke forsvare drømme eller ambitioner.

Jeg skyndte mig mod garderobeskabet. Alt, jeg ville, var væk fra den her lejlighed, hvor hvert hjørne gemte på bebrejdelser og krav.

Hvorfor har far stadig tre måneders kontrakt? Hvorfor tog han mig ikke med? Men det er jo klart Det var mormor, der overtalt ham

Jeg husker tydeligt, hvordan de hviskede sammen i stuen:

Lad hende dog blive og gøre folkeskolen færdig! Skal hun nu også slæbes rundt?

Jeg var sikker på mormor havde valgt på mine vegne, igen.

Da jeg pakkede tasken, stod Grethe og observerede mig iskoldt. Hun småsmilede sikkert glad for, at hun havde vundet endnu en kamp. Ingen grund til at diskutere mere.

Du skal ikke bilde dig ind, at han tager dig med. Han har travlt med sit eget liv du må vænne dig til at være under mine vinger, indtil du er myndig.

Det føltes som et rap over nallerne. Jeg stivnede, men gik så alligevel videre.

Grethe dæmpede stemmen en anelse, lod som om hun var omsorgsfuld:

Jeg får naboen til at køre dig. Skynd dig.

Jeg nikkede uden at se på hende og satte alt mit hår i en knold, kastede tasken over skulderen og forlod lejligheden. I brystet snurrede det. Jeg vidste, det var lettere bare at tage til ballet. Musikken og bevægelsen kunne nok dulme tingene et øjeblik.

————-

Foran balletskolens dør standsede jeg og lod mine øjne vænne sig til lyset. Inde i salen satte underviseren Susanne Mørch barren på plads. Hun så mig straks og hendes blik blev alvorligt.

Maja, du ser skidt ud, sagde hun lavt, bekymret. Er du syg?

Jeg sank skuldrene og svarede næsten uhørligt:

Maven gør ondt.

Hvor længe? Susanne kom nærmere og lagde en hånd på min arm.

Siden i går

Susanne rynkede panden. Hun kendte Grethe hendes hårdhed og overbevisning om at sygdom kan overvindes med vilje.

Har du fortalt din mormor det?

Jeg sukkede, trak hovedet op og kopierede nærmest Grethes hårde tone:

Det er noget pjat! Du gider bare ikke gå til ballet!

Susannes stemme blev pludselig klar:

Det her tager jeg alvorligt. Vi må have dig til læge. Det kunne være blindtarmsbetændelse gør det meget ondt?

Jeg bøjede mig forover, greb om maven, rystede let på hovedet men nikkede så svagt:

Ja og jeg har kvalme.

Susanne blev straks helt alvorlig, fandt sin telefon frem og ringede 112. Hun forklarede dem hurtigt, hvad der var galt, og satte sig derefter ved siden af mig på bænken, indtil ambulancen var der.

Hun lagde sin jakke over mine skuldre, sad lidt med min hånd og talte sagte, lige indtil sirenen lød, og to ambulancereddere kom ind. Hun lod ikke min hånd før hun var sikker på, jeg var i trygge hænder.

————–

Næste jeg husker, er den bløde dyne og maskinen, hvis bip blandede sig med fuglefløjt uden for vinduet. Lyset på hospitalet i Roskilde var klart, duften af rene lagner og håndsprit overalt.

Inde kom min far. Han havde et beslutsomt uroligt blik, i hælene på ham trådte mormor ind sammenbidte læber, rastløse øjne.

Jeg tager Maja med hjem, sagde far med fast stemme. Når lægen siger, hun må komme ud, så tager vi.

Grethe standsede bratt, armene over kors:

Og hvad kan du give hende? Du arbejder hele tiden! Så sidder hun bare foran computeren ganske som sin mor! Det har jeg set nok af!

Fars næver blev hvide. Han talte lavt, men stemmen rystede:

Men hun får det bedre. Jeg så hende næsten forsvinde På grund af alle dine krav.

Han åndede roligt ud og så på Grethe, lage al tilbageholdt vrede i blikket.

Har du nogen sinde spurgt, hvad hun gerne vil? Hun er da ikke din kopi!

Grethes mund fortrak sig til et hånligt smil.

Ballet er dannelse. Musik er dannelse. Men hvad ved du om det?

Og en sidste bemærkning:

Tine, hvad har du dog trukket ind i familien

Men her tabte jeg pusten. Fars stemme: rolig, men urokkelig.

Vi hører ikke til jeres familie mere. Jeg tager min datter.

Grethe åbnede munden til protest, men trådte et skridt tilbage, da far så på hende med fasthed. Hun greb tasken og forsvandt ud fra hospitalet, skoene rungede i gangen.

Far satte sig på sengekanten. Hans hånd var varm. Vi sagde ikke noget, men jeg vidste, at jeg var fri. Og at jeg selv skulle bestemme min vej.

————–

Grethe gik hurtigt ned ad hospitalsgangen. Hendes frakke blafrede. Hun mine egne tanker kørte i ring: De ved ikke, hvad de går glip af!

Hun standsede ved en bænk, tjekkede sin refleksion i et lille spejl, rettede håret. Forsøgte at finde ro.

Anden omgang lykkedes altså heller ikke men jeg giver ikke op.

Et øjeblik drømte hun om det børnehjem på den anden side af vejen. Der sad sikkert en pige, der ville sætte pris på ballet, fiol og bordskik. Hun, Grethe Vestergaard, skulle gøre en pige lykkelig. Give hende disciplin måske hun en dag blev den taknemmelige, lydige lady, hun ikke fik i datter eller barnebarn.

En gulnet blad føg forbi hendes fødder hun satte i retning mod busstoppestedet. Allerede i sindet lagde hun planen for nye forsøg og var stædigt fast besluttet: Jeg skal lykkes. Det handler bare om at prøve igen.

—————

Som jeg lå der og lod roen brede sig, forstod jeg, hvad hele dagen havde forsøgt at lære mig. Ingen kan tvinge sin egen lykke eller sine idealer ned over andre hvad der virker for én, kvæler måske en anden. Jeg vil engang selv vælge, hvilken slags menneske jeg vil være. End ikke mormors vilje kan ændre dét.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

eighteen − fifteen =