Det var vist ikke meningen
Unge mand, hvad laver du der?! Skammer du dig ikke? pigen gloede på Andreas med store, forskrækkede øjne, og han blev så overrasket, at han blev rundt på gulvet og ikke engang fik sagt noget.
Vent nu lidt, du har misforstået det hele, mumlede Andreas uden overbevisning.
Men pigen havde overhovedet ikke tænkt sig at høre på forklaringer. Hun gik bare direkte hen og snuppede sin pung, og så fik Andreas ellers en ordentlig en på kinden.
*****
Siden i går aftes havde Andreas intet andet lavet end at drikke kaffe og skrive sammen med brugeren DinBlondeDrøm på chatten.
Han havde indledt med et klassisk Hej!, hun svarede et minut efter, og derefter tog samtalen bare fart. De snakkede virkelig godt sammen, tastaturet glødede under hans fingre, og Andreas fik faktisk fornemmelsen af, at ham og den kønne, lyse pige med blå øjne (han håbede inderligt, at billedet var ægte), måske kunne noget. Om det skulle være venskab eller kærlighed det var nu ikke så vigtigt.
Det vigtigste var, at hun virkede interesseret i at lære ham at kende. I hvert fald svarede hun på hans forespørgsel om de skulle drikke en kop kaffe sammen på en café: Alt kan ske, efterfulgt af et blinkende emoji. Så spurgte hun hvad han lavede til hverdag, og
så gik det ligesom skævt derfra.
Hvorfor sagde jeg dog hvad jeg arbejder med? Og så sendte jeg endda et billede fra kontoret tænkte Andreas surt.
Han var ikke sur på den kønne pige bare på sig selv.
Men på den anden side
Hun ville jo alligevel have fundet ud af det på et tidspunkt. Så hvad så, Andreas?
Han havde ikke brug for at besvare det spørgsmål svaret var jo tydeligt nok. Hun ville have skrevet, eller værre endnu, sagt det lige op i ansigtet på ham, præcis som nu.
Han læste en ekstra gang beskeden, hvor hun forklarede, at hende og en kedelig IT-supporter ikke var et match, og han ærgrede sig. Han havde ellers mest af alt lyst til at svare med et par skarpe replikker, men besluttede, at det ikke var besværet værd at forklare sig. Han sendte hende bare en emoji med tårer af grin, klappede hårdt sin bærbare sammen rigtig hårdt, for alle IT-supportere der også har fået afslag og lod stå til. Det føltes næsten, som om den sagde knæk under låget.
Han turde ikke tjekke, om den nu også var gået i stykker. Han var træt af skuffelser.
Han havde ellers brugt de sidste tre måneder, næsten al sin fritid, på datingsider, i håbet om at møde den eneste ene. Men for hver gang blev han bare mere sikker på, at det ikke var stedet at lede. Intet held.
Eksempelvis havde snakken med Drømmen varet hele natten, men det blev ikke til mere end et afslag. Som så mange andre de ville åbenbart kun have mænd, der ejer deres egen virksomhed, ikke ham, der installerer Windows på kontor-PCer. Og han lavede faktisk andet end det og havde en ganske god løn.
Men hvad betød det nu?
Andreas tændte for retro-radioen for at fordrive tunge tanker, og selvfølgelig var det lige den sang, hvor Natalie synger: Det var aldrig meant to be, du og jeg Som om man ikke var træt nok i forvejen.
Han slukkede hurtigt, men måtte give hende ret. Det lå nok bare ikke i kortene for ham.
Hvorfor startede jeg på de datingsider? Jeg har spildt så meget tid.
Men han kunne jo ikke lade være det var Mikkel, hans bedste ven, der havde sagt han skulle prøve.
Jeg fandt jo min Signe der! havde Mikkel sagt stolt. Det var sådan, at Andreas blev en smule misundelig og ærgerlig.
Hvorfor skulle jeg ikke kunne finde en pige som Signe? tænkte Andreas. Men det viste sig snart, at det kun var én ud af en million, der fandt den rette der. Den chance fik Mikkel. Han selv måtte bare konstatere, at IT-supportere ikke rigtig var på mode mere. Eller også var det bare ikke hans skæbne.
Nå, kom nu videre, Andreas! sagde han til sig selv. Måske ville det hele alligevel ikke have fungeret med hende
Han kiggede på uret, halvt over otte. Gabte bredt og tænkte, han hellere måtte sove nu hvor det var hans fridag.
*****
Han var lige faldet i søvn med telefonen i hånden for at sætte lyden på lydløs, da Mikkel ringede.
Typisk, det skulle lige være nu.
Hej, Andreas! Hør her, jeg har virkelig brug for din hjælp. Lige nu!
Hej, Mikkel, gabte Andreas igen. Jeg har ikke sovet hele natten. Kan vi tage den senere?
Nej, det skal være nu. Du er den eneste, jeg kan stole på til det her. Ikke liv eller død, men det er vigtigt for mit ægteskab!
Andreas smilede for sig selv hvordan gør han det? Ikke et ord om sagen, men han havde allerede dårlig samvittighed over ikke at hjælpe.
Nå, Mikkel var jo chefen for IT-afdelingen, og Andreas hans betroede medarbejder.
Hvad er der sket? Serveren nede igen eller skal du bruge backup? Jeg advarede dig jo.
Nej, det er privat. Jeg kommer over nu bliver du hjemme?
Okay, bare kom.
Kort efter ringede det på døren, og før Andreas fik sunket søvnen, stod Mikkel der med det bredeste grin og med Basse.
Hvorfor har han taget hunden med?
Du var hurtig! Du har sikkert holdt udenfor og kun ringet for at være sikker på jeg var hjemme, hva?
Præcis, nikkede Mikkel, og rakte Andreas hånden.
Andreas troede, de skulle hilse, men Mikkel rakte ham i stedet et læderhundesnor.
Andreas så forundret på snoren og så på sin ven.
Hvad sker der?
Hør nu, Andreas. Signe har vundet en uge i Firenze. Alt betalt, femstjernet hotel, rundvisninger og det hele. Hun vil selvfølgelig have mig med.
Er du ikke vild med ideen? Andreas vidste, hvor lidt Mikkel brød sig om at flyve.
Nej. Jeg sagde hun kunne tage en veninde, men nej. Jeg vil kun med dig! Sagde hun, og hvis jeg sagde nej, ville hun blive boende dernede.
Hold da op, grinede Andreas og klappede Basse, der stirrede intenst på ham.
Han forstod godt, hvad Mikkel så småt havde gang i.
Jeg tager med og min chef sagde virkelig ja. Fik faktisk lov til at holde fri. Måske har Signe selv ringet ham op, hvem ved. Nå, men for resten, du er chef i IT-afdelingen mens jeg er væk!
Seriøst?!
Ja, tænk at du blev så glad!
Tak for den
Men så kom det. Hunden.
Men, Andreas, jeg har ingen til at passe Basse. Og jeg kan ikke tage ham med Kan du ikke gøre det?
Årh, kom nu, Mikkel Du ved, jeg ikke er vild med hunde, og jeg har aldrig gjort det før.
Der er intet at bekymre sig om, lo Mikkel. Jeg tager foder, en skål og hans yndlings-tæppe med. Det er nemt. Alt du skal gøre, er at lufte ham morgen og aften. Og hvis du ikke vil have penge, så giver jeg dig fri til gengæld!
Han bider vel ikke? Eller gnaver i mine sko? Eller gør om natten?
Nej! Basse er klog. Dog Mikkel så på hunden, han kan godt finde på at stikke af. Han hader snoren og insisterer på frihed.
Så det ender med jeg skal rende rundt i hele København for at finde ham?
Rolig, grinede Mikkel. Han finder selv hjem til dig. Bare hold lidt øje med ham.
Fint, jeg gør det, sagde Andreas, lidt modvilligt.
Mikkel var glad. Du er en stjerne, tak min ven!
Men hvis din Basse ødelægger min lejlighed, så betaler du for reparationen, er vi enige?
Helt enige.
*****
Da Andreas vågnede, var det allerede ved at blive mørkt udenfor. Han fandt en skål frem, hældte mad op og satte den foran Basse, som havde ligget musestille hele dagen.
Tid til aftensmad, ven? sagde han, mens han klappede Basse.
Basse gav ham et rigtigt menneskeligt blik, nærmest forarget, og blev liggende præcis hvor han var.
Ikke sulten? Eller
Andreas huskede: Mikkel havde fortalt, at Basse har sine principper han spiser kun efter dagens gåtur. Ingen undtagelser.
Ok så, vi går ud. Jeg trænger også til luft. Måske ser jeg nogle glade folk, jeg er alligevel uheldig i kærlighed for tiden
Det virkede straks: Basse sprang op og spurtede ud i gangen for at hente snoren.
*****
De gik i næsten en time, og Andreas blev overrasket Basse forsøgte ikke at løbe væk én eneste gang. Faktisk var han nem at gå tur med.
Men det varede kun til dagen efter.
Om morgenen gik det fint, men den aften, da de gik i Østre Anlæg, kiggede Andreas et øjeblik på sin mobil for at skrive til Mikkel, at alt var fint og i det øjeblik var snoren tom. Basse var væk.
Det er bare typisk, sagde Andreas og gik i gang med at lede.
Han havde været i parken tusind gange, men hvad foregår der i en hunds hoved Han anede det ikke. Efter en halv time rendte han stadig rundt, uden at have fundet Basse.
På sin vej mødte han en pige virkelig køn, men hun så tænksom og trist ud.
Undskyld, har du set en hund heromkring? En ikke så stor, rødlig, med hvide pletter.
Hvad? hun opfattede ikke først, at han talte til hende.
Hvor hun dog er smuk tænkte Andreas, men rystede tanken af sig og gentog sit spørgsmål.
En hund? Nej, desværre ikke, svarede hun og gik straks videre.
Andreas ville også gå videre, men kiggede efter hende og gik op på siden af hende igen.
Er du okay? Du ser lidt bekymret ud. Der er ikke noget, jeg kan hjælpe med?
Det tror jeg næppe. Jeg har mistet min pung, pengene var til min mors medicin Du har ikke set en pung?
Nej, desværre ikke.
Det er ærgerligt, men tak fordi du spurgte. Det er rart at opleve at folk stadig bryder sig om hinanden.
Der var egentlig ikke mere at snakke om, så de gik hvert til sit.
Andreas kunne dog ikke få hende ud af hovedet. Hun var en anden slags skønhed end ham fra chatten helt rigtig, lige tilpas ægte.
Basse! Basse! råbte Andreas igen og igen. Til sidst satte han sig tungt på en bænk og skulle til at skrive til Mikkel, at der var dårlige nyheder. I det samme dukkede en silhuet op i horisonten.
Basse sagde han lettet.
Hunden spadserede stolt hen til sin midlertidige ejer og med noget i munden
Da Basse kom tættere på, så Andreas, hvad det var en lyserød pung, præcis med de mønstre og dekorationer den pige havde beskrevet.
Jamen altså! tænkte Andreas. Han følte sig lidt som en helt, klar til at redde pigen, invitere hende på kaffe og måske
Da han åbnede pungen for at finde et kort med hendes nummer, dukkede hun pludselig op.
Unge mand, hvad har De gang i?! Skammer De Dem slet ikke? hun så virkelig forskrækket ud, og Andreas mistede totalt mælet.
Det så selvfølgelig underligt ud
Der er sket en misforståelse, sagde han spagt. Jeg kan forklare.
Hun var ligeglad. Hun gik bare hen, rykkede pungen ud af hænderne på ham og gav ham en lussing.
For hvad? Jeg har ikke gjort noget! Det var hunden, der fandt pungen, jeg ville bare aflevere den tilbage til dig!
Typisk. Jeg troede du var ordentlig, men du lyver jo og inddrager ligefrem en usynlig hund.
Hvad mener du, usynlig?
Hvor er din hund så?!
Andreas kiggede forvirret omkring selvfølgelig var Basse væk. Igen!
Hun gad ikke høre mere, vendte sig om og gik, og Andreas satte sig ned og gned sin brændende kind.
Helt ærligt Kan man være mere uheldig? Basse! råbte han.
Hunden kom straks løbende ud fra buskene og satte sig trofast ved siden af ham.
Ja, tak for hjælpen, ven.
Basse logrede lidt Anytime!
Så gik de hjem.
*****
De næste fire dage kom Andreas i parken både morgen og aften, i håb om at løbe på pigen igen.
Han ville virkelig skynde sig at forklare og sige undskyld. Men hun kom aldrig.
Til gengæld var Basse lykkelig han fik tre gange så lange gåture som normalt! Og han stak ikke af mere.
Men fredag aften ændrede alt sig. Der sad hun pludselig, på en bænk.
Hej
Er det dig igen?! Hvad vil du?
Jeg ville bare forklare mig Det gik virkelig galt sidst.
Jeg taler altså ikke med tyve og løgnere.
Hov, rolig Jeg stjal jo ikke din pung, jeg prøvede faktisk at finde et visitkort, så jeg kunne kontakte dig.
Du selv åbnede den! Hvis jeg ikke havde snuppet den, havde du stjålet pengene. Som var til min mors medicin!
Slap nu af, jeg har penge nok. Jeg rører aldrig andres ting. Det var seriøst min ven Mikkels hund der fandt den!
Kan du ikke snart holde op? Eller i det mindste give slip på den hunde-historie? Den findes jo ikke!
Men se selv! Andreas trak ivrigt i snoren Basse var væk. IGEN.
Andreas bandede indvendigt og måtte opgive. Det blev mørkt, og nu måtte han finde Basse før solen gik ned.
Undskyld, jeg er nødt til at gå sagde han, ked af det.
Pigen åndede lettet op.
Det var så lidt. Håber vi aldrig mødes igen!
*****
Han fandt ikke Basse før det var helt mørkt. Gik gennem de stille stier og lyttede intenst.
Den skøre hund stikker altid af, når det passer mindst
Pludselig hørte han stemmer en kvindestemme han genkendte, og to mandestemmer han straks brød sig mindre om.
Hov, smukke, må vi ikke varme dig lidt? Du står og fryser?
Jeg venter på min veninde.
Så venter vi bare til hun kommer, så kan vi varme jer begge!
Lad nu være Ellers råber jeg!
Så råb alt det du vil! Men du kommer altså lige herhen!
Gå væk! hun råbte panisk.
Andreas tøvede ikke, løb direkte mod lydene.
Hey, hvad har I gang i? råbte han, selvom han egentlig var ret nervøs for slagsmål de fyre så ikke sarte ud.
Hvem er du? Hvad blander du dig for?
Jeg jeg er hendes kæreste. Og min hund er på vej herover, hun er ikke glad for fremmede Og jeg har snoren klar
Fyrerne tøvede lidt, indtil én smilede skævt.
Han bluffer bare.
Men så kom der en frygtindgydende knurren inde fra buskene selv Andreas blev lidt trykket, og nærmede sig pigen, for hvis nu Men fyrene forsvandt hurtigt.
Da det blev stille, løb Basse frem, satte sig logrende ved hans side.
Tak, makker. Du rede mig! sagde Andreas og kløede hunden bag øret, mens han satte snoren på.
Så den hund eksisterer virkelig? spurgte pigen forbløffet.
Ja, det er Basse. Men det er ikke min, det er min ven Mikkels. Jeg passer ham bare mens de er i Italien.
Du har altså talt sandt hele tiden?
Ja. Det var virkelig Basse der fandt din pung jeg prøvede bare at finde dit nummer. Men hver gang skulle han absolut være væk i det mest uheldige øjeblik
Hvorfor gemte han sig så i buskene?
Han er klog han vidste, at de fyre ikke ville tage ham alvorligt, hvis han kom frem. Han er jo ikke ligefrem en schæfer!
Det er da faktisk ret imponerende. Må jeg hilse på ham?
Selvfølgelig. For resten, jeg hedder Andreas. Hvad med dig?
Rikke.
Hyggeligt at møde dig, Rikke. Men hvad laver du egentlig alene herude så sent?
Skulle have mødt min veninde, men hun dukkede aldrig op Nu tror jeg bare, jeg går hjem.
Må vi følge dig hjem, Basse og jeg? For en sikkerheds skyld?
Det må du godt.
*****
Efter den aften gik Andreas altid tur med Rikke i parken om aftenen. Og senere begyndte han at følge hende hjem. Da Mikkel og Signe kom hjem, måtte han dog aflevere Basse tilbage.
Det blev en smule tomt uden hunden, men de hyggede sig, havde masser at tale om og nød selskabet.
En lørdag, mens Andreas og Rikke gik tur, kom pludselig en lille hvalp løbende direkte ud af buskene med en stor tegnebog i munden. En dyr lædertegnebog, der helt sikkert tilhørte en forretningsmand.
Hvalpen løb straks hen til Andreas og Rikke og gemte sig bag deres ben, og ikke længe efter dukkede en meget ophidset mand i jakkesæt op:
Din lille bandit! Giv mig straks min tegnebog!
De afleverede straks tegnebogen tilbage og hvalpen, den beholdt Andreas.
Rikke støttede ham.
Men én aftale, ikke mere tyveri, sagde Andreas muntert og løftede pegefingeren advarende foran hvalpens snude. Hvalpen slikkede ham bare venligt på fingrene, og det blev opfattet som et deal.
Derefter gik de tur alle tre. Og med tiden flyttede de sammen. Og alle tre var så glade, de havde nemlig fundet præcis det, de ledte efter.
Indtil en dag
Din lille bandit! Giv mig straks den!
Andreas og Rikke så på hinanden ud over stien kom deres elskede Sherlock løbende. Hvorfor Sherlock? Fordi han altid fandt på nye gale streger.
Denne gang kom han logrende med en hotdog i munden. Han vidste de ikke blev vrede mere stolte af hans gåpåmod.
Skal vi løbe? smilede Andreas til Rikke.
Det gør vi! lo hun.
Andreas lagde 50 kroner på bænken som kompensation til hotdog-ejeren, og så løb de afsted, hånd i hånd, med Sherlock flyvende efter med sin hotdog.
Tja Det var sådan deres lykke så ud. Lidt skør. Lidt vild. Men helt og aldeles ægte.
