Mikkel, jeg jeg kom egentlig for noget bestemt faren min, Niels, stod i døråbningen og vred sin gamle sixpence mellem hænderne. Kunne du og din mor tænke jer at hjælpe os med at få kartoflerne op? Det er en skam, nu hvor alle naboerne har fået høsten i hus, og vores køkkenhave står der som byens snakkende skær. Vi ville jo gerne klare det selv men min gigt er vendt tilbage for fuld styrke, og din mor har forvredet ryggen.
Mikkel gav sig i gang med at tage sine gummistøvler på og mumlede:
Hvorfor planter I også så mange? Det er jo ikke fordi, I mangler mad. Far, i dag kan jeg ikke. Skal til Odense og hente noget.
Far ville til at sige noget skarpt, men sukkede bare tungt og gik stille ud.
Han tog høtyven fra redskabsskuret og humpede hen mod haven.
Marie, med uldtørklæde godt spændt om den ømme lænd, skyndte sig efter ham.
Niels, tror du børnene kommer?
Han skulede og svarede:
Tja, vent du bare. Tag spanden, nu må vi i gang. Fem børn har vi fået, men ikke en eneste har tid til at hjælpe sine gamle forældre. Kom nu, gamle pige. Vi må da kunne nå lidt, før det bliver mørkt.
Imens sad Ida, Mikkels kone, hjemme ved køkkenbordet og talte alvorligt til ham:
Hvad er det for noget med jer? I tænker altid kun på jeres eget, og kan dårligt svinge forbi og hjælpe jeres forældre. Jeg ville flyve på vinger til mine, hvis de stadig levede.
Mikkel lagde en arm om hende.
Ja, det her føles altså ikke helt rigtigt. Vi bor jo ikke langt væk, men det er alt for sjældent, vi ses. Ved du hvad jeg tager en fridag på arbejde, og så ringer du lige til de andre.
Ida lagde sig til rette ved telefonen med sin lille adressebog.
Hvad mener du med, at I ikke kan? Arbejde?! Det løber jo ingen steder. Ta en fridag. Skammer I jer ikke? De gamle slider, mens I ligger hjemme. Ingen til at passe børnene? Tag dem med. Det er meget sundere end at sidde med iPaden hele dagen. Vi venter på jer alle sammen!
Med en blanding af overtalelse og lidt småtrusler fik Ida overtalt hele flokken.
Imens satte gamle Niels sig på en trækasse et øjeblik.
Ja, Marie måske ender vi først med at få de kartofler op, når frosten sætter ind. Hvorfor plantede vi også så mange? Du sagde jo hele tiden: Ja, men hvis børnene nu skal have nok? Men hvor er de børn nu? Voldsomt lette ved at vende ryggen til. Kan du huske dengang, hvor vi allesammen var samlet? Inden klokken var tolv, havde vi det hele oppe. Det var tider, du.
Marie spidsede ørerne.
Niels, hører du det? Det lyder som nogen, der kommer. Gå nu lige ud og kigRundt hjørnet på stien kom først Ida trampende i sine slidte kondisko, med den mindste på armen og resten af børneflokken springende omkring sig. Lidt efter fulgte de andre søskende én for én, grinende og viftende, med kurve og gummistøvler. Mikkel haltede i halvt løb forrest, med et stort smil og en spand under armen.
Niels måtte blinke et par gange, som om han ikke troede sine egne øjne. Marie tørrede en tåre væk bag brillerne og rejste sig langsomt, mens hendes ryg knagede.
Pludselig var haven fuld af stemmer og små hænder, der rodede forsigtigt i den brune jord. Barnebørnene hujede, når de fandt de største knolde; de voksne lo og mobbede hinanden kærligt, som i gamle dage. Kartoffelplanterne forsvandt én efter én, og snart var kasserne bugnende.
Da solen gik ned bag læbæltet, stod Niels stille midt i det hele og så sig omkring. Jorden duftede tungt og varmt af efterår. De unge lo og fordelte den sidste høst mellem sig, mens Marie delte varme boller ud fra en kurv.
Niels klappede Mikkel på skulderen, lavmælt:
Du kom alligevel.
Mikkel nikkede.
Man skal jo passe på rødderne, far.
Sammen gik de ind i huset, mens lyset fra køkkenvinduet kaldte familien nærmere. Kartoflerne lå i store, glinsende bunker. Udenfor hang duggen over den sorte jord, men indenfor duftede der allerede af kaffe og nybagte boller og et stille løfte om at samles igen, også når høsten var i hus.
