Skygger
Efter at Anders vågnede op fra komaen, hvor han havde tilbragt flere år, og blev udskrevet fra Rigshospitalet midt i København, var det som at få sine øjne tilbage til en ny virkelighed. Alt syntes foranderligt, selvom ingenting var forvandlet der var hverken svævende biler hen over Gammel Kongevej, eller folk klædt i mærkelige gevandter. København var stadig København, og danskerne gik stille med dørene som altid.
Det, der dog slog Anders allermest, var folks ligegyldighed. Det var, som om ingen længere undrede sig eller forargedes over noget som helst. Mennesker hastede forbi ham på Nørrebrogade, helt optaget af egne gøremål, fordybet i telefonsamtaler eller i lyden af cykelklokker, uden nogensinde at bemærke, hvad der faktisk skete omkring dem.
Anders, alle de skygger, du ser, begyndte at dukke op dét år, hvor du blev lagt i koma. Det startede med testningen af den nye hadronbombe kan du huske det? Selv forskerne peger stadig kun på de tests, fordi den kraft, der blev frigivet, rystede hele samfundet, ja, hele verden, – Sagde Grethe Nielsen, en ældre kvinde med sølvtråd i håret og den slags smil, som kun veninder af familien har. Jeg kan ikke forklare dig det helt, for jeg er ikke ligefrem fysikprofessor, men folk fra forskere til politikere blev nemlig skræmt fra vid og sans, dengang.
Hun satte sig tilbage i stolen ved vinduet, hvor Istedgades regnvejr spejlede sig i glasruden. Jeg gentager bare, hvad jeg har fået ud af de utallige indslag i deadline på DRs nyhedskanaler dengang. Siden hen har medierne dæmpet snakken om bomben, men hvis du graver lidt på nettet, skal du nok finde alt. Hele kloden blev mærket: voldsomme storme, tsunamier, himlen blev gul, vejret gik amok, og i flere måneder kæmpede vi alle for at finde fodfæste. Jordskælv. Ikke så alvorlige her i landet, men alligevel mærkbare selv på Bornholm. Og så var der den forklarlige lysbue, der strakte sig mod himlen fra polerne som et svejsearbejde. Nætterne var nærmest lyse, trods aske og støv, og folk frygtede en uudslukkelig energiproces eller måske et sort hul. Men heldigvis, stoppede det hele bare pludselig, uden forklaring. Måske passes vi på, af nogen eller noget deroppe?
Det kunne man da godt tro på. Men hvordan reagerede naturen?
Det blev et sandt mareridt, Anders. Katastrofen slog adskillelige dyrearter ud, planter døde. Selvom parkerne stadig står, kan man se, hvordan alle træernes toppe gik ud. Havene stegte, koraller døde, plankton næsten udryddet det bragte os tæt på en global katastrofe. Derefter begyndte vulkanudbruddene. Og da de var drevet over, var det, som om et tæppe blev løftet, og der så vi skyggerne. Et stille og uvirkeligt liv af noget, der til forveksling ligner vores eget. Vores verden blev fordoblet alt, vi kigger på, har en tavs skygge. Som en evig stumfilm, vi har vænnet os til. Folk tilpasser sig alt, sagde min mormor altid, det passer mere end nogensinde.
Så du siger, at det er en slags parallelverden vi skuer? sagde Anders, mens han placerede sin kop sort kaffe på det lille, runde bord og lod sig dumpe tilbage i stolen.
Ja, mere eller mindre. Det forsøger forskerne i hvert fald at forklare. Selvom for mig føles det, som at sidde og se tv, bare at det er væg i væg. Kigger jeg over på bygningen ovre på den anden side, er der en skygge-by af næsten præcis samme slags. Undertiden ser jeg figurer i min egen stues vægge, som om malingen ikke kan holde dem ude. Jeg kalder det for Livet i skyggernes Danmark.
Lidt som bølger, der slipper gennem beton? Alt føles så underligt, som om jeg sidder indestængt i Cinemateket. Men det skræmmer ingen? Tænk hvis det betyder noget?
Næ, Anders, ikke rigtigt. Det eneste, der har ændret sig, er, at alting er blevet dyrere og det var det jo allerede. Jeg håber, du har lidt på kistebunden, for uden et fast job varer pengene ikke længe.
Jeg har da lidt. Det rækker nok til det nødvendige, tænker jeg.
Ja, nu hvor priserne kun stiger, lever vi alle mere beskedent.
Efter besøget hos Grethe Nielsen tog Anders de slidte nøgler og gik, så hurtigt benene tillod, op ad Enghavevej mod sin gamle lejlighed. Byen var badet i sensommerens slørede lys, men han standsede hele tiden, for overalt var de skyggerne. Livet bag livet, hvor menneskene bevægede sig som silhuetter bag frafulde ruder.
Han så en mand, der gik ind i sin stue, hvor en kvinde måske hans kone mødte ham. Man kunne skimte en hatteklædt silhuet, og den rakte ud, næsten pegede i Anders retning. Stiv af chok tænkte han: Ser de os mon også?
Nej, det har jeg aldrig hørt om, sagde Thomas, hans gode ven, da Anders overbragte ham sin observation. Det ser ud til, at vi kun kan se dem, ikke omvendt.
Hjemme åbnede Anders alle vinduer for at lufte ud efter årene på hospitalet. På kommoden stod et foto af ekskonen og sønnen, Per. Bør kontakte ham. Per må snart være 16 år.
Han og Mette var gået fra hinanden året før ulykken. De var blevet for fremmede for hinanden, havde kun det praktiske fællesskab tilbage. Unge som de stadig var, havde ingen af dem ondt af at slippe fri. Selv skilsmissen foregik stille og udramatisk næsten mekanisk. Men ensomheden efterfølgende var svær, især fordi den mindede ham om alt det, han mistede sammen med Per.
Nærmest voksen nu, mumlede Anders og smilede.
Næste morgen søgte han på en gammel bærbar videre om bombens konsekvenser. En artikel forklarede: Når protoner støder sammen, fusioneres kvarkerne i baryoner, og der frigives kolossal energi. Hadron-interaktioner er ufatteligt stærke opsplittes de, frigives uendelige mængder Anders lænede sig bagover. Vi slår os selv ihjel til sidst… tænkte han højt, lagde computeren væk, men spørgsmålene om skyggerne blev ved med at nage.
Han ringede og aftalte at mødes med Per, lavede mad, og skænkede sig et glas øl. Skulle til at slukke lyset, men besluttede at stirre på skyggernes liv i stedet. Uanset hvor han kiggede, var de der som blyantstegninger i sort og gråt, nogle gange gennemsigtige, flydende gennem vægge og møbler. To skikkelser talte, en pige gik fra rum til rum, en mand passede støvsuger. “Det er som at snige sig til at overvære nogen andres liv,” tænkte han.
Lyset blev slukket, og skyggerne forsvandt ud i mørket, løst op i nattens sorte, mens han trak gardinet for at beskytte sig mod det københavnske gadelys.
Forstår du, det her parallelle univers tror du, det er nøjagtig som vores, eller kun tilfældigvis forbundet? spurgte han Thomas, da de mødtes på Islands Brygge, hvor Thomas var ude at gå med sin lille pige.
Det tænker jeg ikke så meget over, svarede Thomas. Men måske, hver gang et menneske vælger til eller fra, spreder der sig et nyt kapitel i en ny retning.
Ofte tænker jeg over, om jeg havde valgt anderledes… især dengang Mette og jeg flyttede fra Lønstrup, solgte barndomshjemmet.
Ja, måske. Hvis du virkelig vil vide det, må du tage dertil og undersøge det selv!
Skal jeg mon lede efter min skygge-version dér?
Værd at prøve. Det hele handler jo om hvad nu hvis og ellers løber du bare endnu en tur på kanalen…
Jeg gør det. Virkelig.
Der gik nogle dage, mens efteråret eksploderede i farver. Til sidst tog Anders ud til Lønstrup med rutebil, forbi blændende røde bøgetræer, krøllede marker og disende eng. Han stod længe ved det gamle hus, observerede skyggeverdens familie bag vinduerne de levede et lykkeligt, harmonisk liv. Kvinden havde langt hår, ligesom Mette havde, og i stedet for deres gamle gravhund drønede en lille dansk-svensk gårdhund rundt.
Han kørte hjem, tom og forundret. I weekenderne vendte Anders tit tilbage til Lønstrup for at sidde i bilen og beskue det mærkelige teater, der udspillede sig på den anden side af sløret.
En dag overtalte han Mette til at tage med hun satte sig modvilligt i passagersædet. Da hun endelig opdagede familien, tabte hun ansigtets facade. Tåren fór tavst ned ad kinden.
Der var stille længe, kun åndedragene kunne høres.
Forstår du? spurgte Anders blidt.
Ja, sagde hun, stemme fast og næsten vred, jeg forstår kun alt for godt.
De kørte hjem i stilhed. Da Mette steg ud, kiggede hun ikke tilbage.
Da Anders senere den aften tjekkede sin telefon, var der en besked fra Mette: Tak for turen og for at vise mig dit skyggeteater. Hvis du tager derop igen, vil jeg gerne med.
For første gang i mange år smilede Anders. Han svarede:
Det gør jeg og det ville glæde mig, hvis du vil følges.Sådan begyndte en ny rutine. Søndag efter søndag pakkede Anders og Mette termokande og tæppe, satte sig tavse i bilen og kørte ad snoede veje mod vest, mens mellemrummet mellem dem langsomt svandt ind. De så skyggefamiliens liv folde sig ud: børnene voksede, hunden blev ældre, og på en dag præcis ét år efter, så de den kvindelige skygge række ud over bordet og lægge sin hånd over mandens præcis som Anders i dét øjeblik lagde sin hånd på Mettes.
På hjemvejen stoppede de ved Vesterhavet, hvor vinden sled i overtøjet, og hun lo, da bølgerne skyllede over skoene. Uvirkeligheden fra skyggerne slap dem for et øjeblik, og Mette lænede sig ind mod hans skulder og sagde: Det vi har mistet, ligger et sted bag ruden. Men det, vi har hvis vi vælger det er her.
Anders kyssede hendes pande og så havets skum flyve over stranden. Han forstod, at uanset hvor mange verdener, der løb side om side, lå meningen i at vælge hinanden igen, midt imellem det tabte og mulige.
Skyggerne ville altid være der, som et ekko, men Anders greb Mettes hånd, stærkt som for første gang, og med et smil indså han, at deres rigtige liv det de stadig kunne nå at leve blev skabt dér, hvor de sammen valgte at træde frem fra skyggen.
