Bare man nu ikke bringer skam over familien!
Mor! Hvad laver du! Vi har laboratorium om lidt! hvislede Lise og skubbede irriteret sit pandehår tilbage. Det voksede, blev hele tiden værre, kradsede i øjnene.
Liselotte! Undskyld, skat! Vil du ikke godt tage over til mormor lige nu? Jeg kan simpelthen ikke få fat på hende, jeg har ringet i evigheder og nu har jeg møde de kommer helt fra Odense, for pokker, og det var mig der inviterede dem, forstår du? lød mors stemme bekymret ind i mobilen.
Jeg forstår, men… jeg har også Der er kemi, mor! Og skal jeg så bagefter sidde og bøvle med afleveringen alene? Gjeorg Kofod spiser mig levende, er du klar over det? Lise var stædig. Mor havde altid det der: Drop alt, løb, red nogen. Hvad med hende selv Lise? Det var eksamenstid! På hendes yndlings-fregnede næsetip…
Lise, hvis mormor er blevet dårlig? Hun er jo oppe i alderen, kan være svimmel eller noget med hjertet Vil du have, jeg ringer til studievejlederen og taler med din Kofod? Jeg kan nok bløde ham op… pressede mor, Kirsten.
Nej, du skal ikke ringe nogen steder. Det mangler da bare at nogen skal ordne ting for mig! Lise pustede sig op. Okay, men du skal vide, jeg er VILDT frustreret!
Godt, Liselotte. Så snart du er hos mormor Alma, så ringer du til mig, okay? Jeg er på møde, men du ringer alligevel. Fik du det? snakkede Kirsten non stop i røret, telefonen gled næsten ud af hendes fugtige hænder. Sveden piblede på panden. Hvorfor?! Hvorfor skal ældre altid være så distræte? Går en tur? Tag dog mobil med den er jo købt for netop dét! Sover du? Sluk ikke lyden vi bekymrer os… Men nej! Enten slukker Alma, fordi hun er bange for strømmen opdager, eller også forstyrrer det hende midt i fuglesangen så puttes mobilen langt væk… Alt sammen besvær og bekymringer!
Hvad sagde hun, Lise? spurgte Kasper, som Lise gik lidt med. Alle vidste de var sammen, men Lise holdt det lavprofil på uni og lod som om Kasper bare var en ven.
Mormor svarer ikke. Mor vil have jeg løber over og redder hende. Og hvis hun er ude at gå, hvad så? Lise greb tasken og løb mod den brede trappe. Instituttets marmorgang med rød løber og messinggelænder var nærmest lavet til baronesser ikke til Lise med hullede jeans, neon-grøn trøje og lilla fletninger. Adelen har ikke prøvet den stil!
Sig til Kofod, at jeg er hjemme af familiemæssige årsager! råbte Lise over skulderen, så stansede hun. Kasper kom løbende bagfra.
Hvorfor stopper du? spurgte han.
Hvad nu hvis… hun ER… altså… Jeg tør ikke! peb Lise lavt.
Jeg går med. Der er slet ikke sket noget, hun har sikkert lagt mobilen væk. Kom nu! Kasper var rolig, hjalp med jakkerne fra garderoben.
Lise hadede alt det der at få hjælp, at nogen holdt dør, at blive gelejdet.
Du behøver ikke opføre dig som om jeg er et barn napper tasken. Jeg skal nok selv klare det!
Kasper så fornærmet ud, vendte ryggen til.
Ej, undskyld. Jeg mente det ikke. Kom nu, Kasper. Vi skal skynde os Lise trykkede panden mod hans skulder. Han trak vejret tungt.
Lise en rigtig brombasse! Han prøvede at nå hende med omsorg men hun stikker alligevel. Hvad skal man dog gøre? Tøser!
De løb gennem byen, zigzaggede mellem folk. Sporvogne larmede og gnistrede forbi, et S-tog dundrede i baggrunden. Lises hjerte hamrede: Tænk hvis mormor…
Mens bussen kørte, prøvede Lise at ringe til mormor Alma. Ringetonerne lød som lange suk: “Hvoooor? Hvooor?” Endelig blev der svaret. Lise åndede lettet op.
Ja… lød den velkendte stemme trægt. Ja…?
Mormor! Hvorfor skræmmer du os sådan? Mor kunne ikke nå dig, hun satte mig afsted til dig. Er alt okay? skreg Lise, så Kasper næsten blev døv.
Åh, Liselotte, kom dog ikke… mit hoved… svimmel, alt snurrer Jeg sover, så går det nok over… Du har så travlt, min pige. Sig til din mor, det går fint.
Fint? Når du er så skidt? Har du taget blodtrykket? Lise råbte, Kasper så vantro ud.
Sifrene… jeg kunne ikke tyde dem, lidt højt, tror jeg Jeg lægger mig lidt, så går det nok…
Mormor havde altid bare villet “ligge den af”: Var det influenza, iskias, tryk eller hjertet alt kunne hviles væk. Kun én gang holdt det ikke der måtte hun på hospitalet med et brækket ben. Ellers: lidt god bog, mynte-the, så bliver jeg som ny! Kun lidt mørkt i dag, kommer der ikke uvejr?…
Kasper mimede til Lise, hun skulle tilkalde læge. Solen skar gennem ruden.
Sæt dig nu ned, mormor, der kommer ikke uvejr. Jeg kommer straks og henter dig, lægen skal lige kigge, ok? Lise snakkede tyst og forsigtigt.
Skal nogen kigge på mig? Jeg er jo ikke pænt klædt på! Lægen har da bedre ting at lave end at besøge mig. Nej, Liselotte, jeg kan selv. Kom ikke, min pige. Alma sukkede. Hvilke gæster nu?…
Ingen diskussion, mormor! Med det her skal man ikke spøge! Døren er åben, vi er på vej!
Lise lagde på, mens Alma sad og bebrejdede: Hun kunne da ikke tage imod en læge, huset ligner jo…! Opvasken fra morgen, bøger hulter til bulter, vinduerne… Suk, Alma havde altid vinduer fulde af morgendug og småfluer fra gården. Hver dag tørrede hun, vaskede, nussede og polerede.
Støvsuge hver anden dag, gulvvask med lavendel mindst to gange om ugen, og støv på kommoderne blev fjernet med det samme, porcelænsfigurerne næsten poleret for malingen. Lysekronen åh, den grimme klods! Tungere end arvesorg; en krystalting, der var frygtelig at rengøre. Men smide ud? Aldrig! Den havde de købt efter bryllupsrejsen, et minde…
Alma, siddende på skamlen i entreen (hvordan kom hun derud?! Glemte jo, at mobilen var i frakkelommen), kiggede rundt. Hovedet snurrede, det var svært at blinke. Hvem var det i spejlet? Åh Gud, hende selv usselt hår, gammel flannelskåbe, slidte ærmer. Den havde hun aldrig vist nogen, ikke engang Kirsten. Skåben var fra evigheder siden, men blød som Kirstens hånd i barndommen.
Klæd om og få styr på håret! kommanderede Alma sig selv Nu må du tage dig sammen! Snart kommer folk, og du ligner… ja, næppe en god værtinde!
Spejlbilledet vaklede og vred sig.
Kom nu et ordentligt hjem og et ordentligt jeg! Ikke pive! hun forsøgte at hidse sig op, det lykkedes ikke helt.
Alma var datter af en officer. Mor Dorte lærte hende disciplin fra barnsben.
Din far, han er oberst! skældte Dorte. Og du løber rundt som et vildt barn. Vask dig, børst håret! Nu!
Dortes far var respekteret han skulle snart til København, undervisningspost på Akademiet. Dorte gjorde alt for den rette status. Også Alma skulle klare sig!
Du skal se ud, så alle misunder dig og familien! Dorte havde ingen smag: prangende tøj, vild makeup. Manden sagde bare ingenting var dog respekteret, ikke én sagde et ondt ord om familien…
Først i København lærte Dorte lidt stil, fandt en syerske til familien. Hun lærte Alma om “lat elegant”, og om, hvordan det ydre skulle spille.
Altid var rengøringshjælp ansat, alt var pænt, bilen i karport, maden i ordentlig kvalitet.
Syg? Man mødte stadig frem ved bordet i nydelig, helt tøj. Ingen stoppede strømper eller slidte manchetter. Gud forbyde!
På papiret: Helt fint! Men Dorte overgjorde alt og overtrædelse blev straffet hårdt. Engang gik Alma rundt med blå mærker fra morens negle, hvis blæk eller snavs blev fundet!
Som voksen lærte Alma at føle sig godt tilpas pænt klædt. Det gav beundrende blikke og pigernes jalousi og bagefter gift, væk fra forældrene, blev hun Storm, og lærte at økonomisere, leve med lidt men viljen til meget, “overholde status” selv når køleskabet var gabende tomt. Hun klarede det, men standarder for pleje og orden blev hængende.
Nogle gange blev det latterligt.
Da de lavede totalrenovering i lejligheden: Mor! Alt bliver snavset om to dage! udbryd Kirsten forbløffet.
Lad dem da! Håndværkerne skal se, at her bor en god husmor. Ingen skam! svarede Alma.
Kirstens forudsigelse holdt stik, men Alma holdt på sit: Bedre at vise hvem man var!
Hver efterårsaften vaskede hun støvlerne rene, selv om de hurtigt blev snavsede igen. Strømperne sledes op, men hun havde altid ekstra med…
Mor! Slap nu lidt af… sukker Kirsten.
Men sådan siger man jo ikke! Vores slægt… Min far…
Og så rullede hun videre om titler og hæder.
Men bedstefar tog det roligt; overså det hele.
Han havde været død længe. Alma var selv gammel og stadig styret af forældre særligt af morens ord.
Og nu, nu kommer snart både Lise og lægerne og hun sidder her usselt klædt… Noget måtte gøres og det hurtigt.
Skælvende kom Alma ind i soveværelset, åbnede skabet kjolen med sommerfugle var et hit til netop sådan en dag! Hvilken, vidste hun egentlig ikke
Hun kunne ikke få den på, armene gad ikke, halsen snurrede ingen kjoler i dag.
Kan i det mindste tage opvasken… Åh, det er pinligt! brød hun sammen. Det er hårdt at blive gammel, ikke at kunne byde folk værdigt indenfor, bare synke sammen…
“Alma! Du er datter af en sådan mand! Skam!” Morens stemme ringede, eller var det dørklokken?
Lise og Kasper slap ambulancen forbi, løb op.
Skal I til nummer atten? spurgte Kasper manden i blå uniform.
Han nikkede og så på dem.
Slægtning?
Nej, men her er barnebarnet. Lise! Det er dig. Skru op for farten! han nikkede til Lise i neontrøje og hullede jeans.
Ovenpå låste Lise op.
Mormor! Mormor Alma! Hvor er du? Vi er her og… jeg…
Lise flakkede rundt i lejligheden, snublede næsten over Alma på gulvet.
Mormor, hvad laver du! Her… Kasper, hent lægerne! råbte hun.
Liselotte, vent lidt. Kan jeg ikke lige… hjælp mig i noget andet, det her er jo skamfuldt. Man kan da ikke tage imod folk iført det her. De er jo fra kommunen! Jeg må ordne mig.
Godt der ikke er bodsgang! Det klæder dig, kjolen! Og der er jo så nydeligt her. Sådan en lysekrone har jeg kun set i herregårde! Og så rent! Det ser man sjældent! Felthospitalets sygeplejer smilede venligt. Har du været bevidstløs? Føler du dig svimmel? Hvad er symptomerne? Jeg hedder Viktor. Han satte sig ved Alma, tjekkede blodtryk, lavede et EKG. Du skal lige et smut på hospitalet, søde Alma Storm! Så bliver du snart frisk. Aftale?
Alma græd igen. Skulle hun nu til behandling sådan her
Lise hjalp mormor med at samle ting og klæde om. Kasper trippede i entreen, for langlemmet, akavet.
Det skal nok gå mormor! Jeg bringer dig den pæneste natkjole senere! hviskede Lise, kyssede hende.
Og badekåben, Lise! Man skal da modtage læger ordentligt klædt! nikkede mormor.
Tag tøflerne med! Eller måske… Sygeplejersken stak hovedet ind.
Vil De vende dem ryggen, jeg… anstrengte Alma sig. En indsprøjtning hjalp lidt: Bare ikke tøfler, Lise! Tag saboterne, dem fra entreen de nye i skind. Finder du dem? Hun så bønfaldende på Lise, som et barn, der beder om en slikkepind.
Jeg finder dem. Kom nu. Dine dufte er med. Dit ur også! Kasper, hjælp lige!
De fik viklet Alma ind i frakken og båret hende ud.
Alle kigger, Lise! Alma skjulte ansigtet.
Legepladsen var fuld af mødre, børn. Alle stirrede.
Folk forstår det godt, mormor. Når du bliver rask, så tager vi i frisør, på shopping, og vasker vinduerne sammen… hviskede Lise.
Du synes også vinduerne er snavsede? Det er skamfuldt, Liselotte! Forfærdeligt… Og hvad går du egentligt klædt i, Lise?! Går du bare sådan på uni? Sygeplejersken så på Lises tøj, smilede. Meget frisk, syntes han. Men Alma var ikke rolig. Sådan kan man ikke gå! Man snakker, det går ud over familien. Din oldefar…! Hvor ser din mor hen? Jeg havde aldrig givet dig lov! Lise, lov mig straks at tage det drillenissekostume af, når du er hjemme. Det er vulgært, det…
Det bringer skam over familien, jeg forstod, mormor. Kom, ind i kareten! Se dig for! Lise svarede spidst.
Nøj, hvor er der langt op! sukkede Alma, Viktor og Kasper hjalp hende ind.
Husk pandehåret, Lise! Klip det eller glat det tilbage. Vask farven ud sådan går Storm-familien ikke!
Jeg er ikke Storm. Det er du egentlig heller ikke! Du blev det som gift, mormor, du har en ny tilværelse, har du glemt? Lise stirrede ud af vinduet.
Resten af turen til hospitalet forløb i tung tavshed. Sygeplejersken prøvede at løsne stemningen, snakkede, udfyldte papirer. Men Alma var ikke til samtale, hun var nervøs for sig selv, for Lise. Barnebarnet så besynderligt ud! Almas mor havde slået hende hårdt for sådan noget… Alma gjorde det ikke, hun huskede smerten. Men alligevel…
Bekymringen bed sig fast, også da hun kom i stue, fik medicin, skulle aflevere prøver…
Senere dukkede Kirsten op, fik børstet Almas hår, gjorde stuen lidt pænere, byttede hovedpuden fordi det var “mere passende”.
Undskyld, hviskede Kirsten til den unge plejer. Jeg er sikker på, du gør rent. Bare min mor bekymrer sig sygeligt hele natten, hun skal helst ikke gruble…
Plejerne trak på skuldrene. De kendte godt besynderlige patienter. Bare ingen klager sådan var det.
Den nye dame nøj, hun kunne være krævende! Gik og så efter, om gulvet blev skuret ordenligt. Gid hun snart blev udskrevet og kom hjem og styrede familien…
Om morgenen trak Alma dynen op til øre.
Fryser du? Natten er stadig kold nikkede sidemanden.
Nej… jeg… Hvordan forklarer man, at natkjolen er gammel og bleg, men Lise skubbede den ned i tasken…
Alma prøvede at lægge lidt makeup, men det gav ingenting.
Hold dog op! knurrede naboen. Her er intet at gøre godt for. Slap nu af.
Hvorfor hun blev vred, forstod Alma ikke er der nu galt i at ville have orden og sømmelighed? Også her! Mors stemme rungede i hende.
Bare hun dog lige fik det bedre, skulle der blive orden på stuen! Mor ville have været stolt!
Jo ældre Alma blev, jo mere tænkte hun på sin mor. Hun forstod det ikke selv lod livet glide forbi sig endnu engang. Hvad sagde Lise? “Du er Storm, du har en ny start!” Men Alma kunne ikke begynde forfra; morens dyder var boret alt for hårdt ind, dem kunne hun aldrig slippe…
Næste aften kom Lise, spraglende som en grøn parakit, hilste på alle, smilte. Alma så strengt på hendes tøj.
Jeg har taget alt med som du bad om, også saboterne… Lise tømte tasken ud over stolen.
Stop lidt! Kan du ikke se, hylden er beskidt!
Hvordan det? Mor tørrede den i går! Lise så vantro ud.
Så tør den igen ellers gør jeg det selv, på trods af trykket! Lise! Jeg har fortalt dig tusind gange: Orden og renlighed er en dyd. Storm-slægten…
Det var ikke Alma, men hendes mor der talte. “Jeg har fortalt dig tusind gange…” og var truende, men ramte aldrig direkte.
Lise var træt. To labs afleveret, en dag med forelæsninger, løbet byen rundt efter badekåbe og yndlingste til mormor det bedste mærke så opgaver, og nu brokkeri om hylder og tøj. Engang gad hun lytte men nu…
Ved du hvad, mormor! Lise stod op, lynede tasken. Jeg er virkelig glad for ikke at hedde Storm. Meget taknemmelig for mine afslappede forældre. Jeg smutter, for ellers tvinger du mig til at klippe pandehåret og tage nonnekjole på. Kom dig nu, mormor, farvel!
Og så gik hun dundrende med døren.
Sikke et energibundt! lo nabokonen. Må hun ikke hedde noget med flammer?
Ild…gaard svarede Alma, næsten uden at tænke.
Se, det siger det hele! Sådan nogen bærer verden! Og du du sidder der og bekymrer dig om kommoden På den anden side er der ingen, der værdsætter det, men her nogen vil måske huske dig… eller glemme dig… sagde damen og blev tavs.
Alma strammede læberne, så væk.
Hun havde tit ønsket, at hun havde haft en anden mor I skolen misundte hun de andre, syntes deres mødre var perfekte. Bagefter revsede hun sig selv for sin utaknemmelighed for hendes egen mor havde jo ofret sig! Men… der var altid et “men”; akkurat den sandkorn, der river i en sko, det stopper aldrig…
Alma blev trist. Hun sad alene, ville græde. Og bange for at Lise tænkte skidt om hende. Det der “hvad siger folk” poppede op og hun kunne ikke styre det. Men det betød ikke noget. Det virkelig vigtige det var de nære. At gøre dem fortræd var ubærligt.
… Lise! Det er mormor. Læg ikke på, vel? Jeg vil bare sige undskyld… for at have været sådan en snerpet. Jeg tog fejl. Alma sagde roligt, siddende på hospitalets bænk i den kjole, Lise havde bragt. Saboter på fødderne, håret sat som hun ville. Almas portræt var klar til maleren!
Lises øjenbryn løftede sig, Kasper tysede på hende; de sad i biografen, sluk nu telefonen! Men Lise viftede ham væk.
…Og jeg elsker dig, Lise! Undskyld. Jeg er blevet en gammel kværulant ligesom min mor jeg prøver at lade være… Lise…
Hvad?
Jeg elsker dig, hører du? Når jeg kommer hjem, laver jeg din yndlingskage med vaniljecreme. Og du må gå i lige det tøj, du vil. Okay? Alma holdt vejret.
Ok. Men der skal jordbær på. På kagen, altså præciserede Lise, puffede til Kasper, der straks pustede kinderne op som en mopset mops. Lise grinede.
Sådan gør vi! Men du må kun købe jordbær hos grønthandleren i Rosengårdsstræde! Ikke torvet, de er for sure! Og vinduerne, Lise ingen fest med beskidte ruder…
Lise sukkede. Mormor forandrer sig aldrig. Hun er Storm til benet, barnebarn af en flot mand, “af en speciel familie” det er en tung byrde…
Godt, at Lise er Ildgaard. For hende er livet let. Hun kan snurre rundt i biografen, gå i neontrøje og vilde hårfarver, bruge yndlingstøjet til det er helt slidt. Hendes liv hendes regler. Hun har Kasper, en mor og en far, og de elsker hende præcis sådan.
Og mormor… Lise elskede hende som et lille barn; huskede barndommen med hjemmelavede slikkepinde som små haner lege og sange, tryghed. Mormor ville gøre alt for Lise. Alt andet var bagateller. Dem skulle de nok komme igennem…
