Daggry for Steffen
Godmorgen, solstråle! sagde Astrid, da hun trådte ud på altanen i sin nye lejlighed, strakte sig og klappede i hænderne for at tage imod daggryet.
Himlen over åen var blevet lysere og lovede en flot dag, gav håb om, at den ville blive bedre end den, der netop var passeret. Det var dette håb, der holdt Astrid oppe, ikke lod hende synke ned i fortvivlelse og fik hende til at tage én dag ad gangen og vinde livet tilbage, lidt efter lidt.
Astrid havde brugt lang tid på at finde den rette lejlighed, havde slidt ejendomsmægleren helt ud med sine krav og fået ham til at ryste på hovedet.
Hvad er det så, du ikke kan lide ved denne? spurgte mægleren træt. Højt til loftet, ordentlige naboer, helt nyt køkken.
Vinduerne vender mod nord. Jeg elsker solen.
Den, vi så før, havde vinduer mod syd.
Men den lå på anden sal! mindede Astrid ham om. Jeg sagde, at det skulle være mindst sjette.
Ja, det husker jeg! Men det er nærmest umuligt at opfylde alt.
I verden er intet umuligt. Hvis man virkelig vil, så skal det nok lykkes, smilte Astrid til mægleren.
Måske var det hendes stædighed, måske ønskede mægleren bare at blive fri for den krævende kunde, men lejligheden blev fundet til Astrid.
Nu har jeg noget til dig! sagde han, netop som Astrid havde afsluttet en særlig god forretning og besluttet sig for at forkæle sig selv med et par flødeboller fra sin yndlingscafé.
Er du sikker?
Lofter, vinduer, køkken, naboer alt som du ville have det. Med ét ekstra krydderi dog.
Hvad da?
Kom og se selv!
Og hun så. Hun trådte ud på altanen til det, der skulle blive hendes nye hjem, og blev helt stum.
Udsigten fra altanen var så fantastisk, at hun straks vidste, der ikke var mere at overveje.
Bygningen lå på en bakketop. Fra Astrids altan kunne man se både åen, byen og markerne i det fjerne, hvor Odense Bugt bredte sig ud. Hun havde lyst til at sprede armene ud og skrige af glæde som et barn, der suser ned ad en bakke med hjertet bankende af fryd, ganske tryg ved, at mor ville tage imod for enden.
Men der var ingen til at tage imod længere. Astrids mor gik bort sidste år. Næsten ti år havde hun været sengeliggende efter et svært slagtilfælde.
Men de år havde ikke været et mareridt for Astrid, sådan som venner og familie ellers sagde. Mor var jo stadig der. Selvom hun havde brug for alt pleje, kunne Astrid give det. Hun havde hyret en hjælper og var begyndt at arbejde hjemmefra. Det var ubærligt at se mor blive mere og mere stille, men de var sammen, og Astrid værdsatte hvert eneste øjeblik.
Astrid huskede sin mor ikke som skrøbelig, men som den stærke, smukke, unge kvinde, der stod på kanten af badebroen og lo, før hun lavede et hovedspring ud i havet. Det var også kun én gang, Astrid og hendes mor var til havet sammen. Mor havde syntes, at det ville være godt for Astrids konstante snue.
Vi smutter til havet og får dig skyllet ren, sagde hun. Lægen siger, det er sundt!
Og hun lod virkelig Astrid lege i bølgerne hele dagen, modsat de andre mødre, der skændte og bad deres børn komme op.
Frue, Deres datter er jo helt blå! Kan det virkelig være sundt?
Netop! lo mor højt og så til, mens Astrid tumlede rundt som en lille sæl. Min delfin
Astrid husker, at hun overhovedet ikke blev forkølet hverken under rejsen eller det år. Hun drømte om at komme tilbage til det blågrønne hav, hvor ålegræs og krabber herskede, og vandet gjorde kroppen så let, at hun næsten gav sig hen til det helt. En kraft, der både var mild og stærk, som bølgerne ligesom hendes mor, tænkte Astrid senere. Mor vidste, hvornår hun skulle kramme, og hvornår hun skulle vende sig bort for at lære, at ikke alt bliver godkendt, selv ikke af de nærmeste. Den lektie lærte Astrid godt og derfor stolede hun kun på sin egen samvittighed.
Astrid, tænk dig nu om. Mor kommer nok ikke til at gå igen, men du er ung, din karriere og dit liv! Overvej nu, om det ikke var bedre, hvis hun fik plads på et plejehjem? Det ville da være nemmere.
Astrid indvendte ikke. Hun viste bare sine mostre ud, lovede at tænke over det, og brød så kontakten midlertidigt indtil de forstod hendes synspunkt. Mor skulle blive hjemme. Alt, hvad hun behøvede, ville hun få, om så Astrid skulle tage natarbejde ved siden af for at få det hele til at løbe rundt.
Hun sov dengang i små bidder, stod op før daggry, lavede stærk kaffe, gik ud på altanen og drak den, mens hun gjorde sig klar til endnu en dag.
Fra mors altan kunne hun kun se gårdspladsen, den gamle poppel og naboens garager. Astrid drømte om, at hvis mor blev rask og kunne gå igen, så ville de finde en ny lejlighed sammen, stor og lys, og leve der længe, lykkelige.
Men sådan gik det ikke.
Da hun flyttede var det alene. Men hun følte sig sikker i sit valg. Efter mors død kunne hun ikke blive i den gamle lejlighed.
Da hun pakkede og sorterede fotos, græd hun skiftevis og lo, men hun blev ikke vred på livet over det tab hvorfor skulle hun? Det kunne ikke ændres. Det gjaldt bare om at værdsætte det, de havde haft. For mange får aldrig det. Astrid havde haft alt. En mor, der elskede hende, og et hjem, der altid var lyst og varmt, uanset hvad der stormede udenfor eller indeni dem.
Den nye lejlighed modtog hende med tomme, rungende rum, duft af frisk maling og støvede vindueskarme. Astrid åbnede vinduerne, vaskede gulvet og nynnede for sig selv. Hun kunne ikke synge, det havde hendes mor altid drillet hende med.
Åh, Astrid! Bjørne elsker dine ører!
Moar!
Det er lige meget! Syng, bare syng fra hjertet!
Og Astrid sang og lo sammen med sin mor, uden mindste skam over sine tonemapninger.
Den gamle rutine holdt ved også i det nye hjem vågnede hun stadig tidligt og gik ud for at møde morgenen på altanen.
I en uges tid gjorde hun det alene. Byen vågnede først, når Astrid allerede var ved at drikke den sidste slurk kaffe. Men en morgen, mens solen varmede, hørte hun:
Godmorgen!
Koppen var lige ved at glide ud af hendes hånd. Astrid blev forskrækket, men lo lidt efter:
I lige måde!
Naboen på den tilstødende altan så hyggelig ud med kraftigt, hvidt skæg og blik, der tydede på, at han havde oplevet lidt af hvert.
Egentlig var de to. Den ene stod lænet op ad rækværket og smilede, den anden en kat balancerede på gelænderet, som om det var barnemad.
God kaffe, sagde naboen og strøg sit skæg, mens han nød morgensolen præcis som Astrid og katten.
Vil du have en kop? spurgte Astrid og gik ind efter én mere.
Han tog imod med glæde. De drak kaffe i stilhed, mens solen steg over åen, begge optagede af deres egne tanker.
Tak! sagde han og rakte hende koppen. Sådan opstod en kærlig tradition.
Fra da af drak hun ikke kaffe alene om morgenen.
Naboen hed Steffen. Han var ungkarl, dygtig læge, havde rejst Europa tyndt på sin motorcykel og elskede to ting: sin kat og opdagede Astrid livet.
Det er stadig det eneste, jeg ikke forstår, Astrid. Man ser på en patient: han overlever aldrig! Og alligevel kæmper han sig op og vinder, til alles overraskelse. Så er der andre, som har alt at leve for, men alligevel forsvinder de og jeg kan ikke ændre på det, uanset hvor hårdt jeg prøver.
Er det svært?
Meget. Selv når jeg ved, jeg har gjort alt muligt, har jeg det ikke helt godt.
Jeg forstår
Og det gjorde hun. For hun havde følt det samme, da hendes mor gik bort, selvom lægerne havde kæmpet for hende. Hun huskede sin moster sige:
Hun vil give dig fri, derfor kæmper hun ikke længere. Kan du ikke forstå det, Astrid?! Hun elsker dig jo mere end livet!
Sårende ord, der fik Astrid til at miste besindelsen og for første gang i sit liv at råbe ad sin mor:
Lad være, mor! Forlad mig ikke! Jeg har kun dig! Hvordan skal jeg klare mig helt alene?! Ja, jeg er egoistisk! Men jeg beder dig, mor, du må ikke gå
Hun blev hørt og forstået. For en stund følte Astrid, at hendes mor holdt ud for hendes skyld men det var bare en illusion. Steffens ord vækkede minder og mindede hende om, hvor flygtigt livet er.
Du må ikke hænge med hovedet, Astrid! Du har hele livet foran dig! Og meget godt vil komme! Steffen aede katten.
Og dig også!
Mig? Tja, måske. Snart er det sommer. Jeg besøger venner ude ved havet Jeg elsker havet, men har aldrig lært at svømme! Jeg plasker på det lave, folk griner lidt, men jeg nyder det. Omkring mig er folk, jeg holder af, og ovenover mig er himlen. Det er lykke!
Undskyld, men hvorfor er du Astrid stoppede, bange for at være for næsvis.
Alene? Du behøver ikke undskylde! Jeg svarer gerne. Jeg havde en familie
Steffens ansigt forandrede sig ubeskriveligt. Før havde han lignet julemanden godmodig og smilende men nu så han ud som granit.
Jeg havde en kone. Jeg elskede hende langt højere end mig selv. Vores familier var naboer, vi voksede op sammen, og alle regnede med, vi ville blive gift og det blev vi. Var sammen i næsten ti år, så forlod hun mig.
Hvorfor?
Hun fandt én, hun elskede mere.
Elskede hun dig ikke oprigtigt?
Det gjorde hun. Men anderledes. Det er svært at kende forskel på følelser, hvis du har været side om side hele livet. Vi forstod hinanden uden ord, sommetider følte vi det samme. Derfor forstod jeg hende og accepterede hendes valg.
Du slap hende?
Ja. Med det samme hun fortalte det.
Det var stærkt
Nej, Astrid. Det var min svaghed! Jeg skulle have kæmpet. Gjort noget, sagt noget, holdt fast. I stedet slap jeg.
Fik hun ikke det godt med ham?
Du gættede det? Steffen så overrasket ud.
Jeg ved ikke Det føltes bare sådan.
Du har ret. Det blev ikke til noget. De gik fra hinanden efter et par år.
Hvorfor gik du ikke efter hende igen?
Det ved jeg faktisk ikke, Astrid. Man kan ikke hente et menneske hjem som en ting. Hun valgte selv
Astrid stillede ikke flere spørgsmål. Hvad skulle hun spørge om? Stolthed, kærlighed, sårede følelser livet er ikke så ligetil som i historierne.
Morgenkaffen voksede sig langsomt til noget mere. Astrid mærkede, at der nu var nogen, der bekymrede sig om hende igen.
Det var nemt med Steffen. De kunne tale om alt, og intet var forbudt. Enhver samtale var åben, hvis den interesserede hende.
Kald mig bare Steff, som de alle gør. På klinikken hedder jeg Steffen, men hjemme er det okay, det bliver lidt mindre formelt.
Godt! Hvem fodrer din kat, når du er væk længe?
Han tager med! Han er vant til det. Endda med hjelm. Mine kammerater har skaffet sådan én til ham anede ikke, det fandtes til katte.
Og han er ikke bange?!
Nej. Motorcyklen kører godt, og vi har ikke travlt. Når sommeren kommer, så tager jeg dig med ud og mærker vinden i håret!
Vi har en aftale!
Astrid så frem til det ligesom dengang, hun gik i forlystelsespark med sin mor. Det var sjældent, men når de tog af sted, var det fuld gas!
Mor, hvorfor skriger du sådan?! Astrid holdt sig for ørerne, men mærkede straks sin mors arme om sig.
Hold fast! Du falder!
Mor, du har fysik jeg falder ikke! Men du hvorfor sætter du dig så op i denne karussel, hvis du er så bange?!
Fordi jeg bekymrer mig om dig!
Narr, du synes bare det var spændende ikke?
Jo, det også! Åh, hvorfor gjorde jeg nu også det? Mor lukkede øjnene ved hver stigning, og Astrid omfavnede hende.
Endelig kom sommeren. Astrid arbejdede på et stort projekt, sad tit oppe om natten og glemte nogle gange at brygge kaffe. Når solen begyndte at kaste de første stråler over kvarteret, blev kaffen nu lavet af Steffen.
Det var derfor, Astrid med det samme mærkede, at noget var galt, da hun tidligt en morgen gik ud på altanen og ikke så hverken Steffen eller katten.
Hallo, er der nogen hjemme?! råbte hun mod altanen.
Stilhed.
Hun lænede sig over rækværket og så, at døren til Steffens altan var lukket.
Underligt
Et øjeblik senere bankede hun på Steffens dør, og frygt sneg sig ind skulle livet nu lege med hende igen? Bag døren hylede katten højt og desperat.
Jeg kommer! spyttede hun ud, ringede 112, og huskede de byttede nøgler for længe siden, netop til hvis nu
Bare hvis! Her har du mine nøgler, Astrid.
Og du mine! Jeg rejser jo også somme tider nu, men da mor var syg, blev jeg hjemme. Men nu vælter det ind med opgaver.
Steffen lå på gulvet i entreen. Astrid skubbede katten til side og kastede sig på knæ.
Klart!
Hun genkendte straks tegnene på et slagtilfælde.
Hvor hun havde bebrejdet sig selv, da hendes mor var blevet ramt at hun ikke havde været ved siden af og gjort alt. Hvor mange artikler og bøger havde hun læst Nu var det, som om skæbnen gav hende en ny chance.
En chance for ikke at ende alene mere.
Ambulancen var længe om at komme. Men lægen så overrasket på den spinkle kvinde, der holdt fast i katten, som rev sig løs for at komme til sin ejer.
Hvordan kendte du symptomerne?
Mor
Det lille ord var nok ingen yderligere spørgsmål.
Steffen vågnede op på hospitalet, med Astrid og til hans egen overraskelse med den, han aldrig troede, han skulle se igen.
Vera stemmen var svag, men dem, der var der, forstod straks.
Astrid listede stille ud og lukkede døren bag sig. Hun vidste, det nok skulle gå. Kærlighed er ikke altid et mirakelmiddel, men hun troede på dette.
Hele sommeren drak hun morgenkaffe med Vera, mens Steffen sov sig stærk, trykkede katten ind til sig, som nu havde fået sine madskåle stillet op lige ved sengen.
I er sammen igen, Vera?
Ja, Astrid. Takket være dig! Havde du ikke ringet lige i rette tid
Det var ingenting. Steffen han er en god mand!
Det ved jeg
Der skulle gå næsten fire år, før Astrid en dag trækker Steffens motorcykel ud af garagen og nikker mod sin gamle nabo:
Klar til afgang?
Katten skal nok se lidt fornærmet ud over at miste sin plads, men protesterer ikke videre. Astrid spænder hjelmen på katten og vinker til Vera:
Vi er hurtigt tilbage!
Vera smiler og tørrer et lille glædestårer væk, mens hun husker de søvnløse nætter og den hånd, hendes mand knugede, mens han kæmpede sig tilbage. Den første kaffekop, han tog imod af Astrids hånd den morgen, han selv trådte ud på altanen, og solopgangen, de mødte sammen sikkert på, at de aldrig skulle skilles igen.
Vera retter dynen i barnevognen og hvisker til den sovende baby:
Nå lille ven, far er på arbejde, farmor er på hospitalet med morfar, og hvad skal vi? Ud og trille! Ud og trille, min skat! Så kører vi!
Efter alt det, jeg har været igennem, har jeg lært, at det vigtigste i livet er nærhed, mod og at give slip, men allervigtigst: at dagene gror udad fra solopgangen og dem, vi elsker.
