Optøet hjerte
Du ved, i år var foråret tidligere end nogensinde. Sådan en blid og lun forårstid, hvor smilet bare kommer af sig selv, og brystet næsten snører sig af glæde. Allerede midt i marts var sneen nærmest væk, kun nogle beskidte, grå pletter lå tilbage i skyggen ved boligblokkene. Træerne fik tykke knopper, så fyldige at man forventede, de når som helst kunne springe ud med friske, smaragdgrønne blade. Selv luften ændrede sigden fik sådan en svag duft af vibeæg og erantis, sart og diskret, som en hvisken fra selve foråret, der vågnede hen over København efter en lang og mørk vinter.
Solen sneg sig ind ad de lette gardiner i Annemettes værelse og malede sjove, lyse firkanter på det lyse gulv. Det så helt legesyg ud, som om solen inviterede hende ud, ud i foråret. Annemette sad på sin brede vindueskarm, krammede knæene ind til sig og spejdede ud i gården. Hun var kun fjorten, men havde allerede opdaget én af livets barske sandheder: Verden er ikke altid retfærdig, og lykken kan forsvinde på et øjebliklige så pludseligt som morgendisen, når solen bryder frem over byens tage.
Det hele startede for to år siden, i et forår, der nu føltes som en dårlig joke fra skæbnen, synes hun. Dengang var himlen helt skyfri, og solen varmede godt. Folk gik på Strøget uden huer, mens vinden rodede let i håret på dem. Annemette kom hjem fra skole, opstemt og træt på samme tid, for hun havde lige fundet ud af, at hun havde vundet førstepladsen til den kommunale matematikdyst.
Far, jeg har den vildeste nyhed!
Men ingen kom hende i møde. Der var stille. Usædvanligt stille. En isnende uro bredte sig i kroppen, som en kold slange, der snoede sig om hjertet. Annemette gik ind i stuen og stivnede.
Hendes mor stod ved vinduet med en ny, blank kuffert i hånden, dekoreret med kulørte klistermærker, som hørte den til en helt anden, lykkelig verden. Annemettes far stod ved siden af, udtrykket i ansigtet stift og forpint.
Annemette, skat… mor vendte sig, og stemmen sitrede jeg rejser. Jeg har mødt en anden, og vi vil bo sammen.
Annemette stirrede målløs. Det hele imploderede i hovedet: For et øjeblik siden havde hun glædet sig til at fortælle om sejren, og nu rev verden sig midt over i et før og et efter.
Men hvad med os? Du er jo min mor! stemmen knækkede, som en guitarstreng skruet alt for stramt.
Jeg vil altid være din mor, mor satte sig på hug og tog hendes hænder, varme fingre mod hendes, men Annemette mærkede dem næsten ikke. Jeg må bare have lov at være lykkelig.
Og os? Bryder du dig ikke om os mere? Annemette vred sig nærmest for at holde gråden nede, men det stak overalt i kroppen.
Selvfølgelig gør jeg det! moren krammede hende alt for tæt, til det næsten var svært at trække vejret. Men Annemette skubbede ikke væk; hun holdt fast for alt hvad hun kunne som den sidste lille smule håb. Jeg flytter bare. Vi bor ikke sammen længere, men jeg ringer og kommer forbi. Det lover jeg.
Annemette så ind i hendes fugtige øjne. Smilet var der stadig, det kærlige, kendte grin, men nu føltes det pludselig forkert, som om hun havde taget det på som en maske.
Dagen efter var mor væk. En måned senere kom der postkort fra Skagen: Mor og en fremmed mand, arm i arm på stranden, Vesterhavet bag dem det glimtede turkisblåt under solen. Annemette rev postkortet itu og smed stumperne rundt i stuen, men billedet sad fast i hukommelsen, brændt ind: Moren grinede lykkeligt, uden dem… Hver gang Annemette tænkte på det, strammede noget sig om hendes hjerte, som om indersiden frøs til is.
Fra den dag mistede hun tilliden til tanken om, at nogen kunne elske hendes far. De er allesammen ens; først søde og rare, men så forlader de én, tænkte hun, mens hun så through vinduet over de nyudsprungne kastanjer, der nu nærmest virket som naturens hån mod hendes sorg. Hun trak sig ind i sig selv, blev skarp i replikken og pigget som en dansk pindsvin, klar til at forsvare sig mod hele verden.
Men hendes far havde ingen planer om at leve alene for altid. Seks måneder efter stod den første gæst i lejligheden på Østerbro. Hende hed Vibeke. Hun trådte ind som om hun ejede stedet, målte Annemette med et vurderende blik og sagde med myndig stemme:
Nå, Annemette… Vi skal jo lære hinanden at kende. Jeg skal sørge for, at du passer din skole og ikke laver ballade.
Annemette knyttede hænderne, så neglene borede sig ind i håndfladerne. Hun kunne mærke vreden komme op varm og sydende, lige under huden. Nu skulle endnu en voksen fortælle hende, hvad hun skulle!
Jeg klarer mig fint uden dig, mumlede hun, prøvede at lyde stærk, men stemmen rystede alligevel.
Tal pænt, sagde Vibeke koldt. Jeg er her for at sætte tingene i orden.
På en uge viste Vibeke alle sine sider. Hun kunne storme ind på værelset tidligt om morgenen, sukke højlydt over bøger, der lå spredt på sofaen, og tage dem op, mens hun sagde:
Hvad er det for noget rod? Der skal være orden i MIT hjem.
Annemette, som knap var vågnet, skottede surt til hende. Trætheden blev afløst af irritation.
Det er ikke dit hjem, sagde hun og løftede blikket. Og jeg kan godt selv finde ud af mine ting.
Du er for ung til selv at bestemme, afskar Vibeke hende med kold røst. Nu lærer du det.
Samme dag ville Annemette invitere sin veninde Katrine hjem for at lave et projekt. De havde glædet sig hele dagen, men Vibeke stillede sig foran telefonen og sagde:
Ingen gæster. Jeg vil have ro herhjemme. Hvis du keder dig, så hjælp til i stedet for.
Men vi skal bare lave gruppearbejde forsøgte Annemette, stemmen dirrende.
Ingen diskussion, svarede Vibeke, helt uden plads til modsigelse.
Om aftenen klagede Vibeke til faderen. Under middagen, mens der var helt underligt stille, sagde hun:
Lars, din datter er helt umulig at have med at gøre. I går spurgte jeg hende blot ét simpelt spørgsmål, og hun svarede først efter fem minutter.
Annemette? faren så uforstående på hende, og Annemette anede den lille tvivl i hans blik.
Hun spurgte, hvorfor jeg ikke tog opvasken, svarede Annemette, forsøgte at tale roligt. Jeg lavede lektier, og det er ikke min job at gøre hendes ting.
Kan du høre det? Vibeke fnøs. Hun tillader sig at være fræk!
Det kunne Annemette ikke holde ud:
For du er IKKE min voksne! Du er bare ingen!
Vibeke blev rød i hovedet:
Lars, den pige er ustyrlig!
Hendens far sukkede, kørte hænderne gennem håret (Annemette vidste, det betød, at han var træt).
Sig undskyld, Annemette, mumlede han.
Nej, hun så direkte på ham, tårerne truede ved øjenkroge, men hun holdt dem tilbage. Hun bestemmer ikke her. Det er også mit hjem!
To dage efter pakkede Vibeke sine ting og forsvandt. Annemette følte en mærkelig blanding af sejr og tomhed. Hun havde vundet, men alligevel var der ingen glæde i det; triumfen var farveløs, som et foto, hvor alle farverne var vasket bort.
Et år senere tog faren et nyt forsøg. Denne gang hed hun Annelise. Hun var altid smilende, så pæn og med duft af så dyre parfumer, at hele gangen i opgangen duftede. Hendes stemme var lidt for sød, lidt for glat. Annemette gennemskuede hurtigt, at der lå noget bag smilet.
Lars, søde… sagde Annelise, lagde hånden på hans under armen en aften ved middagsbordet Skal du ikke give mig en ny vinterfrakke her op til denne kolde vinter?
Du har jo en god jakke, faren sagde tøvende.
Jaa, men en frakke viser jo, hvem man er især når man nu har sådan en skøn mand.
Annemette sad i sin ende af bordet og mærkede vreden boble, så hun næsten bed sammen. Følte sig som en fremmed i sit eget hjem.
Annelise bad konstant om penge. Til nye glas, nyt tæppe, noget småreparation men intet ændrede sig nogensinde i lejligheden. Annemette tog fat i sin far en aften.
Tjekker du egentlig, hvor dine penge går hen? Hun prøvede at lyde ligeglad, men kunne ikke lade være med at bide lidt i blusen.
Hvad mener du med det? han så træt ud, lagde Ekstra Bladet på bordet.
Annelise spørger jo tit, men du ser aldrig, hvad hun bruger pengene på, gør du?
Han svarede ikke lige med det samme.
Tror du, hun..?
Jeg VED det, sagde Annemette bestemt. Hun er ikke sammen med dig for at være familie. Det er for pengene.
Dagen efter røg alting i luften. Annelise fór ind på værelset og skældte ud:
Du ødelægger alting! Lar dig blevet nærig!
Jeg ødelægger ikke noget, Annemette svarede stille, selv om hun var lige ved at eksplodere. Jeg ser bare sandheden. Du er her for Dankortet. Din løgn er gennemskuet.
Annelise kylede tasken over skulderen og forsvandt med et drøn gennem hoveddøren. Efter det blev faren stille.
Hvorfor tillader du ikke nogen en chance, Annemette? spurgte han lavt.
Fordi ingen af dem elsker dig, far. De vil bare have noget af dig ikke dig selv.
Og derefter gik der lang tid, før han præsenterede hende for nogen ny. Der blev næsten fred mellem dem. For Annemette var det, som om de havde fundet hinanden igen, kun dem to. Hun nød små ting: At faren nynnede om morgenen, grinede af hendes vittigheder, stegte pandekager om søndagen, noget han aldrig havde gjort før. Hun begyndte at tro på, at måske var det faktisk bedst sådan.
Så, i april, en dag hvor buske og træer sprang ud i sart, lysegrønt, og gårdens blomster flød op gennem sidste års blade, kom faren hjem sammen med en ny kvinde.
Annemette, det er Linda, sagde han nervøst, smilede men så lidt utryg ud Linda, det er min datter.
Linda var anderledes. Hun prøvede ikke straks at kramme, eller kalde hende lille skat, brokkede sig ikke, krævede intet. Da Annemette vendte sig demonstrativt væk, sagde Linda bare:
Hej Annemette. Det er dejligt at møde dig.
Hendes stemme var blød, men ægte. Annemette blev skeptisk. Det er sikkert bare en taktik
Dagene gik, men Linda blev ved med at være præcis sådan. En aften, hvor hun stod og lavede salat, vendte hun sig mod Annemette, der sad og lavede lektier:
Hvad synes du, smager den her bedst med olie eller hjemmelavet dressing?
Det lød helt naturligt, som til en veninde. Ikke påtaget overhovedet.
Annemette blev lidt forvirret, men svarede til sidst:
Dressing, tror jeg.
Tak, smilede Linda. Jeg vil rigtig gerne, at vi får det godt sammen. Også med din far, selvfølgelig.
Annemette nikkede, for hun vidste slet ikke, hvad hun skulle sige. Men hun begyndte at holde øje. Linda sang, mens hun lavede mad, og hendes blikke, man kunne bare mærke, hun mente det.
En dag lod Annemette med vilje en beskidt tallerken stå. Ville teste, om Linda løb hen til faren og sladrede. Men Linda sagde intet, vaskede stille op og fortsatte bare, som ingenting. Ingen af farens tidligere veninder havde opført sig sådan.
Senere gik Linda ind, da Annemette sad og tegnede solnedgang over Nyhavn. Linda betragtede billedet nøje:
Hvor er det smukt, Annemette! Man kan se, du har lagt sjæl i det.
Det var mere end et standardkompliment. Det var virkelig oprigtigt.
Tak… Det føles godt at tegne, hviskede Annemette. Vil du se flere af mine tegninger?
Linda satte sig på kanten af sengen, og sammen bladrede de gennem Annemettes mappe. Ingen dømte, ingen spørgsmål for at spørge, bare interesse.
En dag hørte Annemette Linda sige til faren ude i køkkenet:
Lars, jeg forstår godt, det er svært for Annemette. Jeg forventer ikke, hun skal kalde mig mor eller elske mig fra dag ét. Jeg vil bare gerne være her. For jer begge.
De ord blev Annemette helt underlig over. Ingen voksen havde talt sådan før. Annemette stod skjult, knugede lektiebogen ind til sig og blev varm indeni.
Senere samme aften kom hun ind i køkkenet, Linda stod og skar agurk.
Skal jeg hjælpe dig? spurgte Annemette lidt usikkert.
Linda vendte sig, smilede så ægte og hjerteligt, at Annemette mærkede noget rykke på sig inden i.
Det må du rigtig gerne! Skær du bare tomater, ikke?
De lavede mad sammen. I stilhed. Men en hyggelig stilhed. Linda rakte hende grøntsager, Annemette skyllede. Hendes indre is begyndte at smelte.
Du Du vil altså ikke prøve at være min mor? spurgte hun så, uden at se op.
Nej, Linda lagde køkkenkniven, så på hende. Din mor er altid din mor. Jeg vil bare gerne være din ven. Hvis du har lyst.
Annemette tav. Det føltes pludselig let. Uventet let. Og hun sagde:
Ok.
Linda svarede med en stille smile og nikkede bare. Så skyllede de grøntsager sammen uden at sige mere, men stemningen var forandret.
Næste eftermiddag, efter skole, listede Annemette ikke direkte på værelset. I stedet gik hun ud i køkkenet, hvor Linda stod og sang lavmælt.
Linda… Må jeg hjælpe dig med aftensmaden? Jeg kunne tænke mig at bage æblekage, som min mor plejede…
Lindas øjne lyste op.
Hvor vil jeg dog gerne det, Annemette! Skal vi ikke gøre det sammen?
De bagte æblekage, og duften fyldte hele lejligheden. Da kagen var færdig, havde Annemette det, som om hele kroppen smeltede indvendigt. Ikke mere is, ikke mere mistillid. Bare ro og varme.
Om aftenen sad de tre sammen: faren, Linda og Annemette, og spiste. Faren lo:
Jeg er vidst den heldigste i København! Med både dig og Linda!
Annemette grinede ægte, helt nede fra maven. Linda så på hende med blik fuld af forståelse, som sagde: Jeg bliver, du kan stole på mig.
Senere, mens de vaskede op, sagde Linda lavt:
Tak fordi du stoler på mig lidt nu, Annemette. Det betyder virkelig meget.
Jeg… Jeg havde bare været bange. For at historien ville gentage sig, betroede Annemette.
Det forstår jeg godt, sagde Linda, og gav hendes skulder et let squeeze. Vi tager det i dit tempo. Bare sig til, hvis noget er mærkeligt.
Tak, smilede Annemette.
Den aften lå Annemette længe og så på månen over byens tage. Det var ro indeni hende, for første gang i årevis. Hun forstod, at verden ikke altid er uretfærdig nogle gange er der mennesker, der gerne vil være familie. Og det her forår, der før havde gjort ondt, bragte nu noget nyt: et håb om, at lys kan komme tilbage.
Hun lukkede øjnene og nød følelsen af at være tryg ikke vild jubel, bare stille varme. For første gang længe faldt hun hurtigt i søvn, med et ægte, fredfyldt smil på læberne.
