Gorjetten
Signe Madsen dukkede altid op i “Gorjetten” en halv time senere end de andre “piger”.
På vej ind kastede hun på farten det vamsede tørklæde, der satte røde mærker af varmen på hendes hals. Hun prustede og spærrede øjnene op, mens hun slæbte sine hævede ben ind over det nyligt vaskede gulv, forbi vagten Viktor og videre mellem et udsnit af minkfrakker og lammeskind, ind mod personalerummet.
Godmorgen! stod Viktor rank, rettede hurtigt på kraven af den kridhvide skjorte, som om Signe var generalen selv, og han bare var menig. Måske var han lidt i tvivl, om han nu også havde gjort noget forkert for nylig.
Goddag, sukkede Signe, allerede mat af varmen i butikken, og lod blikket feje over bulen. Så er jeg her, piger.
De andre ekspedienter nikkede hende farveløst godmorgen, spredt ud over butikken som valmuer på et gråt og blåt, mink og kanin og ræv-pelstæppe pjuskede og bløde og i røde bluser og sorte nederdele.
Hvorfor rød? Det flimrer jo for øjnene! havde Signe forarget sagt under et af ugemøderne. Sort nederdel, hvid skjorte dét klæder alle, altid!
Det er for kedeligt, og alle gør det vi skal skille os ud, havde administratoren Lisbeth svaret og rystet på hovedet. Og det røde kan kunderne jo se helt fra gaden. Husk, bluserne skal være glattet hver dag, nederdel længde under knæet, hæle som I vil det er de regler.
Det møde endte i rendyrket frustration for Signe. Hun lignede en stor klump, en ildrød bakke, i den bluse og farven kun understregede hendes allerede rødlige kinder og pande.
Signe, der står kamillete på kanden, tag dig et krus! pippede Jette, en lille tynd kvinde med evigt kolde hænder og frisuren som en ekstra kort drengeklip. Hun, og søsteren Helle, begge i halvfjerdserne, havde arbejdet sammen her i årevis. Kunderne lagde slet ikke mærke til dem de gemte sig bag skindsfrakkerne.
Ja, Jette… Suk. Nu har jeg også kun lidt hævelse, nærmest som et akvarium, og så vil du have, jeg drikker te, brummede Signe og slæbte sig videre.
Hun stødte hele tiden mod noget: dyre pelse, hvor der stadig sad dråber af regn, men Signe tog sig ikke af det. Bare at nå hen til stolen ved personaledøren.
Efter fem minutter med at vikle sig fri af knapper på frakken, satte hun sig tungt, rettede benene ud foran sig.
Lotte, hjælp jeg kan ikke bukke mig ned! gispede hun efter Lotte, den sporty og handlekraftige kvinde, der stod tæt på.
Lotte var lynhurtigt over hende og hjalp med lynlåsen, mens øjnene holdt øje med udvalgte kunder, sendte et smil, var på vej videre, men Signe stoppede hende kort.
Slipsene hvorfor slips? De kvæler jer jo, sagde Signe, trak lidt i sin egen.
Lotte rettede slipset på Signe, glattede blusen.
Skal du have et glas vand? spurgte hun.
Nej tak, I vil vel bare have, jeg eksploderer så meget væske, rullede Signe med øjnene, Gå nu, dine har kig på den askefarvede minkfrakke. Du ved, de er interesserede.
Lotte forsvandt. Signe sad tilbage, som en stor rød sky man kunne tro, hun var en luftballon på vej til at lette, hvis ikke kurven altid var liiidt for lille.
Der var stille handel det var hverdag, folk kom først senere, når cityfolkene og deres solbrune kvinder indfandt sig. Signe kunne aldrig forstå, hvorfor alle de velhavendes koner farvede sig askeblonde. Hun mente selv ikke, det pyntede på ret mange.
Før i tiden klædte dén hårfarve hende, da hun var yngre og øjnene mørkeblå, ikke vandblå som nu. Hun havde lyst til at tage manden med storm, farvede sig for ham men han opdagede det aldrig.
Gjorde hun noget forkert? For meget kontrol? Alle sagde, hun holdt ham i kort snor men hun havde sine grunde. Drengene, de barmfagre letbenede, med læber som sløjfer, stjal ham lige for næsen af hende nej, ikke ham, men Signes liv…
Signe blev revet ud af de trøstesløse tanker, da en ung pige i rød bluse sparkede døren op og røg ud fra personalerummet, ramte Signe. Hun hvæsede i telefonen “vil ikke”, “kommer ikke til at ske”, “vil ikke ydmyge mig”.
Da Signe så blusen, fattede hun, at det var den nye, Lisbeth havde varslet aftenen forinden, da de talte kassen op. “Der kommer en ny, havde hun sagt. “Jeg gør det, fordi det er min nabo.” Signe var ligeglad, sidst på dagen.
Pas nu på, du slår mig jo ihjel! hostede Signe.
Den unge vendte sig irriteret mod Signe.
Hvad? Du skal ikke bare sidde her, du skal ud på gulvet, ikke sidde og daske, hvæsede hun igen i telefonen, Mor, det her sted er nederen for gamle kællinger. Jeg vil ikke …
Signe lyttede ikke længere.
Hun havde jo ret, pigen. Gamle kællinger. Selv om de ikke alle var det. Dem med familie sås sjældent her de havde ikke brug for at stå mellem mink og ræv seks dage om ugen. Det var de ensomme, med voksne børn, gæld eller lav pension, med lidt at rykke med, der tastede ind og Signe sammen med dem.
Lotte! Hvem var den kvikke der? Døren til skulderen, nu får jeg blå mærke, sukkede Signe, mærkede sit skulder, slap hånden, som hang tungt.
Åh, det er Katrine. Hun kom i går Lisbeth sagde, at vi ikke måtte røre hende. Men hun er fræk! Hun gider ikke sælge, men hvorfor så overhovedet være her? Forresten, hvad laver du egentlig her i dag?
Signe trak på skuldrene.
Hvorfor ikke? Det her, det er mit arbejde, uanset. Presencetid, kalder jeg det. Tronen er godt nok lidt lille, men man må jo indskrænke sig. Nå Katrine så… Gå nu, Lotte. Den dame i lerfarvet jakke ser på hatte. Giv hende ikke en med kvast. Skynd dig!
Lotte smilede og gik. Signe rejste sig langsomt og listede ud bag personaledøren. Hun stod foroverbøjet og hostede længe.
Måske skulle jeg på hospitalet men så bliver jeg bare mere trist, tænkte hun og hældte kamillete op.
Katrine hadede alt ved stedet lugten af lammeskind, pelsen, refleksen i de dyre frakker, hun nu aldrig selv ville få råd til.
Tidligere havde de haft alt bil, flot tøj, masser af penge, smykker hun kunne skifte dagligt. Selv faren havde et pengeskab med sedler og en pistol.
Faren viste hende pistolen. Den var tung og iskold. Katrine havde bedt om at prøve at skyde, men han havde blot grinet, og så taget hende med på skydebanen en dag. Hun havde været skrap.
Livet var let. Indtil den dag det hele brast.
Katrine rystede stadig, når hun huskede aftenen, da folk dukkede op, væltede faren omkuld, viftede med et rødt mærke og billede, ransagede, hev alt ud, rev billeder ned, flåede pengeskabet op.
Men intet var tilbage. Faren stod bleg, moren græd: Åh, Niels, hvordan kunne du dog
Faren blev ført væk. Han sagde ikke engang farvel. Så fulgte afhændelse, konfiskation, og flytning til farmor i Brønshøj. Farmoren blev træt af at brødføde dem på sin pension og fik anbragt Katrine her i “Gorjetten”.
Jeg vil ikke sælge! råbte Katrine.
Jo, det vil du, barn. Elskede at flade dig på fars penge, men jeg så aldrig skyggen af jer. Nu hjælper I til. Jeg har skaffet dig plads, og du skal ikke snuppe noget fra kassen!
Farmoren hamrede med stokken, Katrine tudede, endte i den kvælende butik.
Hvorfor står du så? Kom i gang ulven får fodret sine ben! skubbede én til hende mod to kunder.
Det var Lotte, med en kritisk, overbærende mine.
Katrine kendte faktisk lidt til pelse fra den pæne side: hvad klædte mig selv, og hvad matchede til brunch på Holmen, men aldrig snittet, snorene, det tekniske. Hun stavrede over til et ældre par.
Find noget pænt til min kone. Gernedyrt, sagde manden og stod rank, mens konen i Katrines øjne nærmest olding sværmede om de ungdommelige modeller.
Ikke de modeller til dig, du finder noget bedre i modsatte ende. Frakker. mumlede Katrine.
Hvad mener du? Jeg vil have en kloak, pæn frakke til teater og…
Konen blev usikker, Katrine fortsatte:
Til cirkus. Eller kirkegården
Lotte skubbede Katrine til side, tog sig af kunderne, fik dem til “mellemprisklassen”.
Da parret skulle til kassen, hørte Katrine Lotte sige, “Det er Signes kunde”.
Det passer ikke! De var mine! surmulede Katrine. Zzzz… Signe sad bare på sin stol, gjorde intet!
Hun var vred. På far, mest af alt det var hans skyld, at hun skulle stå her.
Det fungerer sådan starter du, tæller det, men hernede hjælper vi hinanden, Sagde Lotte lavmælt. Især Signe vi skylder hende det, ikke pengene. Forstår du?
Senere gik Signe og genkaldte sig, hvordan det var at vente foran fødeafsnittet for mange år siden, da ingen kom og hentede hende. Hun følte sig tom og fortabt. Hendes mand havde forladt hende hun var blevet alene tilbage. Hun havde mistet barnet, manden røg med, til sidst også pengene. Så startede hun her. Fordi et opslag hang i vinduet det virkede som et tegn.
Butikken var dengang lille, “Gorjetten” i indre København, men voksede. Signe voksede med. Hun blev klog på pelse, tog på messe, blev butikschef i en periode. Hun indførte Viktor, staklen, som hun havde reddet på gaden, klædt ham på, fodret ham, givet ham chancen.
Lotte var også Signes fund, ligesom søstrene. Lotte var enlig mor med tre børn, manden var syg, og Signe samlede hele banden op. Søstrene kom fra en galanteri; de så sig selv som forfaldne overklasse med excellent smag, men fik alligevel plads af Signe.
Efterhånden måtte Signe trappe ned. Sundheden haltede, benene hævede, lægerne anbefalede sygehus men hun kunne ikke bære at være alene hjemme. I “Gorjetten” var liv.
Katrine, skam dig ikke over dette arbejde. Find dig selv her. Når du bygger dig op, kan ingen tage æren. Faderens synder forbliver hans, dit liv går videre, sagde Signe, mens hun satte sig på skuetaburetten. Her i butikken gælder det om at forstå folk. Læse deres øjne, ikke hvad de siger, men hvad de ønsker. Jeg levede for at please andre, nu gør jeg det professionelt og det giver en form for fred. Find dig selv, det er vigtigt. Forresten, læg mærke til, at damen der bider negle alt er ikke som det ser ud for hende heller. Tag den dyre frakke og prøv den på!
Viktor anede et lille håb, men Signe gav ham et blik, der sprøjtede teenage-romancer væk. Først skulle Katrine op på benene.
Butikken var måske ikke Signes barn, men hendes værk. Hun tog sig af alt: vinduer, ritualer, stemning og duften. “Gorjetten” var kendt i hele byen. Dér kunne man roligt tage sin date hen. Katrine ville snart forstå det og blive stolt!
Op mod jul blev Signe kun mere svulmet. Lægerne tryglede om indlæggelse.
Hvis jeg ligger mig, hvordan skal pigerne så klare det? Nej… Senere! svarede Signe.
Du tager livet af dig selv! Hvad får du ud af det? fortalte læge Pauline.
Skal du nu lære mig livet? Gør dig selv en tjeneste køb de gule handsker, du havde kig på. Jeg siger til, at du får rabat, blinkede Signe.
Pauline rødmede. Hun kendte Signe fra den svundne tid, havde behandlet hende efter det tabte barn. Men sådan styrke havde hun aldrig selv besiddet.
Hvor får du styrken fra? sprøjtede Pauline.
Måske, fordi der ikke er nogen til at gribe mig, hvis jeg falder, svarede Signe lavt.
Hun tog fejl.
“Gorjetten” stod i flammer. Blå blink, folk stimlede sammen. Brandvæsnet sprøjtede vand og råbte over radio.
Herregud, mumlede Signe, ankommet i taxa efter Viktors besked om brand natten før. Hun kunne dårligt komme ud af bilen, og vagten trak på skuldrene alt var væk.
Og hvad nu? græd Lotte, mens administratoren Lisbeth slugte sine hjertedråber.
Sådan er det, til fanden med det. Du tømmer jo hele apoteket, Lisbeth! Der er forsikring, hold op nu. Opløftet pande!
Så gik Signe hjem. Hun var ikke længere bundet. Ingen ventede.
To dage senere blev hun indlagt. Hun sagde ikke noget. Hvorfor skulle hun?
Nogle dage efter stod Katrine på stuen. Med juice, appelsiner og blomster.
Og hvad skal det betyde? Protestmarch? Jeg er syg, modtager ikke gæster.
Signe, hej. Det ville være synd at lade være. Lægen sagde du gerne ville have besøg.
Du lyver, skumlede Signe.
Nej, du gør. Du har selv lært mig at lytte. Det gør dig nok glad. Hvordan har du det?
Mig? Tja ryge må jeg ikke, hvis du kunne skaffe en permission ud i haven kan jeg
Det får du ikke. Men vi går en tur, nu må du gøre dig klar, sagde Katrine og så væk, mens Signe møvede sig i træningstøjet.
Jeg er klar. Hvad med dig selv? spurgte Signe i gangen.
Katrine bemærkede trøstigt Signes stok.
Ikke så skidt. Far får snart udgang. Mor tuder ikke hele tiden, farmor er mildnede. Jeg har fået job i en anden butik og er tilbage på studiet. Nu lykkedes det.
Flot. Byg dig selv op. På rutinen kan alle leve men det handler om at danne sig selv. Jeg savner butikken. Det var et rart sted.
Signe gemte sig bag en hæk, tændte en smøg.
Katrine sagde intet til det lod hende være. Derfor var hun jo heller ikke kommet. Hun kom for at støtte. Signe havde været som en sky rød i blusen og altid på posten. Drømme om hende blev ved.
Nu var de der sammen. Og mere var ikke nødvendigt. Signe var glad for selskabet bare det.
Skal vi ikke have en kop kaffe? nikkede Signe.
Da lige du må ikke. Hvorfor er din hals bar? Gregorievsk genforening vågnede i Katrine, lidt bidsk som hendes farmor.
Skidt med det, jeg er træt af kaffeerstatning! trampede Signe. Katrine rystede på hovedet.
Kaffen fik de dog det blev, da Signe kom på besøg hos Katrine. Viktor havde kørt hende.
Signe havde ikke været rigtig til gæst nogen steder. Men hos Katrine var det anderledes. Farmoren var gæstfri, der var middag, sange, et lille glas snaps og Katrines mor ville have klædt den slanke, lange frakke, der i sin tid hang tæt på Signes stol.
Der skulle nok komme nye frakker, nytårsaften med duft af gran, og foråret ville bringe spurve i haven. Der var stadig masser at glæde sig over, selv uden “Gorjetten”.
Signe og Katrine ses stadig, støtter og skændes venskabeligt. Katrine fik Signe til at træne let, nu svømmer Signe et par gange om ugen og føler sig bedre tilpas. Katrine klarer sig på studiet, forbereder praktik, og både Signe og moren bakker op. Det gør Katrine glad.
Mødet mellem dem var bestemt ikke tilfældigt det var nødvendigt. Ingen af dem var bare en pelshals, pæn udenpå, men i bund og grund overflødig. Nej! De er dem, der har den indre styrke, der er mere værd end den dyreste pels.
